Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Omfattende velfærdsprotester den 2. oktober

10. september 2007 - 22:19

Omfattende velfærdsprotester den 2. oktober

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af michael

Når folketinget åbner officielt den 2.oktober, så det bliver ikke kun statsministerens åbningstale, der kommer i fokus. I endnu højere vil opmærksomheden kredse omkring, hvad der sker lige udenfor på Christiansborg Slotsplads. Et historisk stort fælles initiativ har varslet store demonstrationer i landets største byer på dagen.

JPEG - 75.5 kb
2. oktober kommer der igen omfattende velfærdsdemonstrationer. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun.

Initiativet samler de største faglige organisationer, både fra LO og FTF, og derudover kører elev- og studenterbevægelsen et sammenhængende, men selvstændigt initiativ under parolen »Nej til nedskæringer – Ja til investeringer«.

Der er således lagt op til massive krav om øgede offentlige investeringer.

Planlagte demonstrationer den 2.oktober

København:
Demonstration den 2. oktober på Christiansborg Slotsplads kl. 16.30.

Odense
Demonstration den 2. oktober kl. 16.30 i Flakhaven

Århus
Aktivistmøde den 12. september 2007 kl. 16-19 i Studenterhuset.
Demonstration den 2. oktober kl. 16.30 på Rådhuspladsen

Aalborg
Demonstration den 2. oktober kl. 16.30 på Banegårdspladsen/John F Kennedys Plads.

Kolding

Demonstration den 2 oktober fra kl.15.00 til 17.30 fra Rådhuspladsen

Fordemonstration for elev- og studenterbevægelsen i Århus og København:

Tirsdag den 2. oktober kl. 16.00 på Rådhuspladsen i København og Store Torv i Århus.

Parole: »Nej til nedskæringer – Ja til investeringer«.

Ifølge grundlaget for 2.oktober-initiativet er det da også de systematiske nedskæringer, den offentlige sektor har været udsat for gennem de seneste 10 år, som er fokus for protesterne:

»I alt for mange år er den offentlige service blevet forringet, mens den private sektor er i heftig vækst. Vi kan se, at uligheden stiger, mens det velfærdssamfund, der skaber tryghed og frihed for danskerne, blive dårligere dag for dag. Det vil vi ikke finde os i«, lyder det således i den fælles erklæring.

Mere i løn og flere hænder
For de faglige organisationer handler det høj grad om at fortsætte den kamp, der gemmem foråret blev et hedt politisk emne med krav om højere lønninger til de offentligt ansatte. Samtidig kræves der en udbygning af offentlige sektor i form af flere ansatte og et opgør med kontrolstyringen i den offentlige sektor.

Senest er også 3F gået med initiativet:

– Den velfærdspolitiske dagsorden er afgørende for Danmarks fremtid. Derfor er vi i fuld gang med at mobilisere til demonstrationen, fortæller 3F`s formand, Poul Erik Skov Christensen, til dagbladet Arbejderen.

Redningsplan med krav fra elever og studerende
Men udover de store forbund så er også elev- og studenterbevægelsen helt fremme omkring mobiliseringen til 2.oktober.

Her man gået sammen om lanceringen af en fælles redningsplan for uddannelsessektoren, som indeholder 14 krav til forbedringer på såvel ungdomsuddannelser som de videregående uddannelser:

– Vi er kommet med en række krav, som blandt andet indbefatter et øget taxametertilskud og en lov imod brugerbetaling på alle uddannelser. Vi anser gennemførslen af redningsplanen som nødvendig, hvis vi skal sikre et uddannelsessystem, der for længst er presset ud over smertegrænsen, forklarer Rune Møller Stahl, næstformand i Danske Studerendes Fællesråd til Modkraft.dk.

Kravene blev i den foregående uge præsenteret for de to relevante ministre på området undervisningsminister Bertel Harder og videnskabsminister Helge Sander. Ingen af steder mødte forslagene dog den store forståelse.

»Velfærdsløfter er bluff«
Men ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der god grund til at protestere.

Ifølge AE-Rådets tal så har Finansministeriet været yderst kreative i deres beregninger over de planlagte investeringer i det offentlige forbrug. Her tøver man ikke med at kalde regeringens lancering af 2015-plan som et løft til det offentlige som et stort bluffnummer:

2. oktober-initiativet: www.2okt.dk

Elev- og studenterbevægelsens initiativ: www.stopnedskaeringer.dk

– At tale et mægtigt velfærdsløft er ren bluff. Der er allerhøjest tale om et status quo, forklarer økonom Martin Madsen fra AE-Rådet til dagbladet Arbejderen.

I realiteten er regeringens afsatte offentlige beløb den samme andel af bruttonationalproduktet, som det har været afsat siden 1993.

– Det er alene det, der skal til for at undgå, at skoler, sygehuse og alt andet ikke forfalder totalt, slutter Martin Madsen.

Der er på nuværende tidspunkt planlagt store demonstrationer i de fleste af landets større byer, og stadig flere organisationer tilslutter sig initiativet.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96