Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Københavns homo-parade anklages for bagvaskelse

24. august 2007 - 15:58

Københavns homo-parade anklages for bagvaskelse

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Sune Prahl Knudsen

I denne weekend brager den årlige københavnske homo-parade løs. Paraden går lørdag eftermiddag gennem Nørrebro, og festlighederne ender med asfaltbal på Rådhuspladsen. Men allerede inden festen er startet, er arrangørerne løbet ind i problemer.

I paradens eget magasin kan man i år læse en artikel, der i overskriften slår fast, at Enhedslisten flere gange har arrangeret demonstrationer mod Priden. Og det har fået partiets Queerudvalg helt op i det røde felt:

»At Enhedslistens Queerudvalg skulle have noget lignende på samvittigheden har intet på sig. Vi har delt Pride-kritiske flyers ud til pride-deltagere og -tilskuere samt anbefalet KLAM’s Pride-alternativ i 2005, men dette kan næppe klassificeres som en demonstration. Tværtimod forløb flyeruddelingen i god ro og orden, og vi fik os undervejs flere hyggelige samtaler med såvel pride-deltagere som -tilskuere. Herudover har vi udelukkende udtrykt vores skepsis i avisernes spalter samt på udvalgets egen hjemmeside«, forklarer Enhedslistens Queer-udvalg i en mail til Modkraft.dk.

JPEG - 21.5 kb
Homoparaden Copenhagen Pride beskylder Enhedslisten for gentagne gange at have demonstreret mod optoget. Enhedslisten raser og kræver et dementi. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Enhedslisten har derfor bedt parade-arrangørerne om et dementi. Hos arrangørerne mener man dog, at det hele beror på en misforståelse:

Læs omtalen i Pride-magasinet CPH Proude (pdf)

Læs pressemeddelelse fra Enhedslistens Queer-udvalg

Link til Copenhagen Pride

Læs KLAMs pressemeddelelse om Folkets Park arrangement

Læs hele interviewet med KLAM i Panbladet

Læs artikel om Queerfestivalen på Kontradoxa

– Den mail, vi har fået fra Enhedslistens Queerudvalg, som artiklen bygger på, har vi tolket sådan, at de ligesom KLAM har lavet alternative arrangementer i forbindelse med Paraden. Jeg vil gerne undskylde, hvis vi har misforstået noget, siger Morten Hougaard, der er formand for Copenhagen Pride.

Dialog eller ej
Også KLAM – der beskriver sig selv som »et sammenrend af venstreradikale lesbiske, transer, biseksuelle og bøsser« – som tidligere og også i år arrangerer alternative arrangementer til Priden, er utilfredse med Pridens magasin.

Dels mener aktivister fra KLAM, som Modkraft.dk har talt med, at paraden roder Enhedslistens Queerudvalg og KLAM sammen. Og dels er man utilfredse med, at Paraden skriver, at »modstanden mod Priden de seneste år mest har været kendetegnet ved ikke-dialog«.

JPEG - 14.4 kb
Radikale kredse i homomiljøet har kritiseret Priden for at være kommerciel og systembevarende. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Aktivisterne fra KLAM fremhæver, at de blandt andet tidligere har holdt åbne pressemøder før deres arrangementer, hvor også folk fra Priden er dukket op, og at KLAM – sammen med blandt andre Enhedslistens Queerudvalg - har deltaget i en paneldebat med den tidligere formand fra Copenhagen Pride.

Hos den nuværende formand for Paraden er dette dog ikke nok:

– Det er sandt, at de har deltaget i debatarrangement. Men jeg vil hellere have en mail eller et telefonopkald, hvis folk er utilfredse med noget. Så kan vi jo ændre på tingene. Det sker ikke, hvis man kun tager debatten i aviserne og homo-medierne, siger Morten Hougaard.

To sprog
Morten Hougaard mener overordnet, at der er tale om at paraden på den ene side og KLAM og Enhedslistens Queerudvalg på den anden side, taler to forskellige slags sprog.

– Vi samler 15.000-20.000 på Rådhuspladsen til paraden. Vi har et bredt program med alt fra underholdning til spørgsmål om forholdene på arbejdsmarkedet. Vi forsøger at tale et sprog, som folk kan forstå. Og der tror jeg, at KLAM og Enhedslistens Queerudvalg taler et andet sprog. Det skal der også være plads til. Vi ville da gerne samarbejde bedre. For eksempel måtte KLAM da gerne være til stede på Rådhuspladsen, siger paradens formand.

KLAM tager dog ikke imod invitationen. I stedet holder de et arrangement i Folkets Park på Nørrebro lørdag eftermiddag og aften. Som noget nyt er der tale om et arrangement, der er åbent ikke kun for transer, lesbiske, biseksuelle og bøsser, men også for »alle andre, der mangler et sted«.

Til Panbladet henviser to af aktivisterne fra KLAM til rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 som begrundelse for denne nyskabelse:

Hvad har rydningen af Ungdomshuset tilfælles med den stigende kommercialisering af Priden?

Laila: Højredrejningen. At dem, der har pengene har magten.

Leon: Det er den samme kamp imod normalisering og ensretning af København, eller Danmark som sådan. Alt der er en torn i øjet på Normaldanmark bliver fjernet, lige fra buske i H.C. Ørsteds parken til Ungdomshuset.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96