Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Udmattelseskampen fortsætter

18. august 2007 - 11:37

Udmattelseskampen fortsætter

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Niels

– Den konstante aktivitet på ungdomshusfronten tærer kraftigt på politiets ressourcer. Mange meninge betjente er trætte af problematikken, trætte af at skulle rykke ud nat efter nat, væk fra deres familier.

Sådan sagde Claus Oxfeldt, formand for politiforeningen i København, forleden til Modkraft.dk, og man skulle tro, at ungdomshusaktivisterne havde hørt ham:

JPEG - 71.1 kb
Griffenfeldsgade ved Nørrebrogade, lørdag nat. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

For om aftenen og natten mellem fredag den 17. og lørdag den 18. august var Nørrebro skueplads for endnu et kapitel i det, der mere og mere ligner en langstrakt kamp på ressourcer og ikke mindst tålmodighed.

Tidligere faderhus igen målet
Ifølge Modkrafts kilder forsamledes aktivisterne i Folkets Park fredag aften, hvorfra man omkring kl. 22.30 indledte en besættelsesaktion mod den tidligere Faderhusbygning i baghuset Griffenfeldtsgade 7A.

Bygningen har henover sommeren været besat adskillige gange, om end altid kun kortvarigt.

Udover de aktivister, der befandt sig inde i huset, var der ifølge kilder også adskillige, der angiveligt havde lænket sig fast til gitterporte og lignende i gaden udenfor. En aktivist havde endda placeret sig i toppen af en kæmpe trefod, der var rejst midt på gaden udenfor den besatte eks-kirke.

Udover de aktivister, der direkte deltog i besættelsesaktionen, var mellem 100 og 200 til stede i kvarteret.

Overfor dem stod et massivt politiopbud, der af ukendte årsager var klart større end ved tidligere lignende lejligheder.

JPEG - 53.2 kb
Griffenfeldtsgade ved Folkets Park, natten til lørdag. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Politi brød stilstandssituation
De forsamlede aktivister forholdt sig generelt roligt, og på et tidspunkt, omkring kl. 00.30, virkede det som om, at politiet ønskede at bryde den mærkværdige stilstandssituation:

I hvert fald begyndte kampklædte betjente at gå ind i mængden og hel- og halvskubbe til de tilstedeværende. En fyr, der holdt på sin cykel, blev bagfra flået brutalt ned på jorden, hvilket ophidsede de omkringstående, der for til og fik ham befriet.

Ved 01-tiden havde de fleste aktivister forsamlet sig på Nørrebrogade ved Griffenfeldtsgade, og da politiet på et tidspunkt forsøgte at køre igennem mængden med en mandskabsvogn, kom det til en del tumult og flere anholdelser.

Herefter forsøgte politiet at rydde gaden, blandt andet ved hjælp af hunde, hvilket blot resulterede i, at aktvisterne, der nu var blevet blandet op med unge på bytur, stimlede sammen længere ned ad gaden.

Her udspillede der sig så en slags »reclaim the streets«-fest indtil omkring kl. 03.00, hvor folk begyndte at forlade stedet for at gå hjem.

Politiken.dk melder om 34 anholdte efter nattens skærsmydsler, og at dømme ud fra de seneste to ugers begivenheder er styrkeprøver og konfrontationer mellem politi og ungdomshusaktivister nærmest ved at blive en fast rutine.

Og så er den varslede efterårskampagne endda ikke rigtig kommet i gang.

JPEG - 82.3 kb
Nørrebrogade, natten til lørdag. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Torsdagsdemonstration med akustisk musik

Dagen før besættelsen trak den ugentlige Torsdagsdemonstrationer også på politiressourserne.

Der deltog omkring 600 ungdomshussympatisører i demonstrationen den 16. august, og temaet var denne uge »akustisk«: Det traditionelle dj-udstyr på demovognens lad måtte vige pladsen til fordel for et lille orkester.

Det spillede et repertoire, der indholdt numre som »Tag mig med til Joanna« og »Midt om natten«. Der blev også uddelt sanghæfter til demonstranterne, og det var en krydret buket af tekster fra »Kattejammerrock« til »Kringsat af fjenner«.

Politiets fremfærd var ifølge iagttagere afdæmpet, dog var der et meget stort opbud ved Politigården.

Der gik rygter blandt demonstranterne om, at det var fordi politiet var bange for, hvad der kunne ske, mens andre mente, at det blot var et nemt sted at vise en masse mandskab og udstyr frem.

Der blev, så vidt vides, ikke anholdt nogen i forbindelse med
Torsdagsdemonstrationen.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96