Flere medier kunne onsdag den 15. august berette om, at de danske nynazister med Jonni Hansen i spidsen, vil marchere igennem Kolding lørdag den 18. august til minde om den nazistiske martyr Rudolf Hess på dennes dødsdag.
Nu har et lokalt netværk, Initiativet mod Nazisme, indkaldt til demonstration.
– Vi vil mobilisere blandt Koldings borgere. Vi tror der er rigtigt mange, som gerne vil vise at Kolding er meget andet end nazi-marcher. Det er jo desværre anden gang, de vil marchere her, fortæller initiativets talsmand Troels Holt.
– Initiativet består både af lokale antiracister og af folk fra Anti-Racistisk Netværk rundt omkring i Danmark, og vi regner med at få en flot og fredelig manifestation, siger han.
Så kører toget
I en SMS, der er sendt rundt i det antiracistiske miljø i København og som starter med ordenen »Så kører toget«, fremgår det, at der er arrangeret fælles togafgang fra København lørdag den 18. august: »samling kl. 9 under uret på hovedbanegården, husk billet,« hedder det i SMS’ens tekst.
Demonstrationen bliver afholdt på Axeltorv i Kolding klokken 12.00 og forventes at vare to timer. Under demonstrationen vil der være taler og musik.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96