Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Ground 69 bliver turistattraktion

4. august 2007 - 20:42

Ground 69 bliver turistattraktion

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Da Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet den 1. marts gik billederne af de voldsomme kampe verden rundt via de internationale nyhedskanaler. Mange udenlandske turister vil derfor gerne se »the scene of the crime«, skriver Jyllands-Posten.

Flere og flere turistførere bliver således bedt om at guide turisterne forbi den omstridte adresse.

JPEG - 52.3 kb
Den tomme grund på Jagtvej 69 – »Ground 69« – er mål for både international turisme og dansk mikroturisme. Foto: Mark Knudsen/Monsun

– Mange har set billeder på CNN af gadekampene efter rydningen og spørger interesseret til, hvad det gik ud på, og om man kan se stedet, siger turistfører Marianne Ladefoged Wibholm til Jyllands-Posten.

Hun er en af dem, der har kørt busser fulde af turister forbi den tomme grund, så de med egne øjne kunne se den tomme grund. Men turisterne bliver tilsyneladende lidt skuffede, når de opdager, at der intet sker på stedet.

Læs pressemeddelelse fra kaosTV

Læs artikel på Modkraft:
»Udmattelseskamp blev sejr til Torsdagsdemonstranter«

Også danske turister lægger vejen forbi Ground 69 og i turistorganisationen Wonderful Copenhagen ser man muligheder i udviklingen.

– Man kunne sagtens bevare grunden, f.eks. med en bålplads, hvis ellers naboerne kunne holde det ud. Generelt er der fremgang i mikroturismen, som jeg kalder den. Der er masser af små segmenter, som interesserer sig for niche-emner, det kan være postvæsnets historie, rutsjebaner eller ungdomshuse, siger Peter Rømer Hansen, der er udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen til Jyllands-Posten.

Opfordring til fest – eller ballade
Og turisterne kan stadig med lidt held opleve et og andet på Jagtvej 69. Således rykkede politiet talstærkt ud, da omkring 50 unge efter den seneste Torsdagsdemonstration indtog pladsen og tændte bål på stedet.

Politiet jagede omgående festdeltagerne væk og anklagede efterfølgende den alternative tv-kanal, KaosTV, for at lade maskerede personer opfordre til ballade på adressen.
Ifølge politiets centrale vagtleder skal ledelsen i Københavns Politi nu afgøre, hvorvidt der kan rejses sag mod tv-kanalen.

I så fald bliver det efter alt at dømme en tynd en af slagsen. Af en pressemeddelelse fra KaosTV fremgår det, at kanalen hver torsdag har åbent studie, og at det denne torsdag blev benyttet af to gæster, der uopfordret læser højt af en sms, der opfordrer til at komme til fest på ground 69.

Modkraft.dk er i besiddelse af den omtalte sms, der i sin fulde længde lyder således:

»Hey aktivister. Følg op på den gode torsdag demo i dag. Mød op på 69 i aften kl 24:00, vi holder gaden i aften!
Reclaim the street! Send videre —>«.

KaosTV afviser på den baggrund, at der skulle være tale om en opfordring til ballade, og gentager desuden en invitation til politiet til at deltage i programmet »tv for fred«.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96