I de fleste vestlige medier fremstår de irakiske oprørsgrupper som bestialske og terroristiske religiøse fanatikere. For nogles vedkommende passer beskrivelsen sikkert meget godt, men i kølvandet på bl.a. USA’s, Storbritanniens og Danmarks planer om gradvis tilbagetrækning har andre, og for de vestlige befolkninger ukendte grupper, valgt at træde mere i karakter.

Det drejer sig om en blanding af nationalistiske og religiøse væbnede modstandsgrupper, der hidtil har opereret i det skjulte, men som nu diskuterer muligheden af en egentlig alliance, samt etableringen af et offentligt ansigt udadtil – endda gerne en officiel repræsentation i udlandet. I et interview til den britiske avis The Guardian forklarer repræsentanter for de forskellige grupperinger deres foreløbige status.

Respekt for civile
Det ni timer lange interview er foretaget et hemmeligt sted i Syriens hovedstad Damaskus. Her har bl.a. repræsentanter fra den væbnede islamiske gruppe »Ansar al-Sunna« og den nationalistiske organisation »The 1920 Revolution Brigades«, som har taget sit navn efter et oprør mod de britiske koloniherrer efter Første Verdenskrig, sat avisen stævne.

Syv irakiske oprørsgrupper vil danne fælles front og oprette en officiel repræsentation i udlandet.

Ifølge repræsentanterne har grupperne omkring 50.000 mand under sig spredt over hele Irak, som i de seneste fire år konsekvent har angrebet besættelsesstyrkerne. Usynlige og tilsyneladende uden en egentlig ledelse har oprørerne været lette mål for deres fjenders propaganda, men med de allieredes planer om tilbagetrækning har situationen ændret sig, forklarer de ledende medlemmer til The Guardian.

I øjeblikket foretages der hver måned omkring 5.000 angreb på de amerikanske styrker i Irak, og de seneste tre måneder har været de blodigste for amerikanerne siden invasionen i 2003 med 331 dræbte og 2.029 sårede soldater.

Derudover kommer de mange angreb på civilbefolkningen, og netop denne måde at kæmpe på adskiller ifølge de interviewede repræsentanter deres modstandsgrupper fra f.eks. al-Qaida, som de hader af et godt hjerte:

– Modstand handler ikke bare om at dræbe amerikanere uden mål eller med. Vores folk er endt med at hade al-Qaida, som giver omverden det indtryk, at modstand i Irak er det samme som terrorisme. Selvmordsbomber er ikke den bedste måde at kæmpe på, fordi de dræber uskyldige civile. Vi er modstandere af vilkårlige drab – kampen bør kun være koncentreret om fjenden, siger Abd al-Rahman al-Zubeidy.

Han er leder af den islamiske gruppe Ansar al-Sunna, der for nyligt blev splittet på spørgsmålet om samarbejde med al-Qaida. Mens den fraktion han repræsenterer satser på tættere samarbejde med de øvrige modstandsgrupper, ville den anden fraktion rykke tættere på al-Qaida, og organisationen endte derfor med at splitte op i to.

Kollaboratører må dø
Hvor de interviewede oprørsgrupper udtrykker respekt for civile liv, er tonen dog en helt anden, når det gælder besættelsestropperne og de irakere, der samarbejder med dem.

– Efter vores mening er der to slags mennesker i Irak: ikke sunni og shia, kurdere og arabere, muslimer og kristne, men dem der samarbejder med besætterne og dem, der er imod dem, siger Abdallah Suleiman Omary fra »The 1920 Revolution Brigades«.

Enhver der samarbejder med besættelsesstyrkerne betegnes som kollaboratører og et legitimt militært mål.

– Vores organisation begyndte sine operationer i de første dage efter invasionen, og der hvor besættelsen er, er vi: fra Mosul, Bagdad og Samarra til Basra, Hillah og Kirkuk, siger han, og understreger, at deres organisation ikke er sekterisk sunni-muslimsk.

– Brigadernes militære leder er kurder. Irak er for alle irakere, og vi skelner kun mellem dem, der samarbejder med besættelsen, og dem der ikke gør. Hvis min bror samarbejder med besættelsesmagten, slår jeg ham ihjel – men de uskyldige må ikke røres, lyder det uforsonligt fra Omary.

De »skyldige« er der imidlertid ingen nåde for. Som eksempel nævner Omary en episode, hvor en 12-dreng angiveligt blev skudt »for sjov« af en irakisk soldat 200 meter fra en amerikansk base.

– Samme aften sneg oprørere sig ind i soldatens indkvartering og dræbte alle i huset, halvdelen ved at skære deres hals over, fortæller han.

Flere irakiske oprørsgrupper vil skåne civile, men viser ingen nåde overfor besættelsestyrkerne og deres medhjælpere.

For selvom oprørsgrupperne nu er gået i gang med at planlægge fremtidige fredsforhandlinger med besættelsesstyrkerne, har de ingen illusioner om, at det kan ske på baggrund af en fredelig politisk udvikling.

– Fredelig modstand vil ikke ende besættelsen, siger Abu Ahmad, der er af lederne af Irakisk Hamas – en anden af de samarbejdende modstandsgrupper.

– Amerikanerne har gjort det meget klart, at de har tænkt sig at blive i Irak i årtier. Men blandt oprørsgrupperne er den almindelige opfattelse, at de vil begynde en tilbagetrækning inden for et år.

Uafhængig modstandsbevægelse
Oprørsgrupperne har på den baggrund besluttet at danne en ny front, hvor syv forskellige oprørsgrupper går sammen i det, der kaldes The Political Office for the Iraqi Resistance.
Efter planen skal de syv grupper afholde en kongres, hvor den nye front lanceres, og derefter arbejdes der på at etablere en eller anden form for offentlig repræsentation i udlandet, selvom de udmærket er klar over, at det ikke bliver nemt at finde en stat, der er parat til at løbe risikoen for et amerikansk hævnangreb. Den eneste løsning de kan se på det problem, er hvis kontoret kommer under FN’s beskyttelse.

Oprørsgrupperne hævder nemlig, at de – som den eneste modstandsbevægelse i nyere tid – er fuldstændigt uafhængige af andre lande. De har fået henvendelser fra Iran med tilbud om våben og penge, men i modsætning til al-Qaida, sagde de nej.

Og selvom interviewet med The Guardian foregår i Syrien afviser repræsentanterne, at der er nogen officiel kontakt med det syriske regime.

– Vores organisation er afhængig er de våbenlagre, Saddam Hussein efterlod, eller vi køber dem af den irakiske hær gennem mellemmænd. Vi forsøger at undgå forbindelser til Syrien, for enten kan de komme til at sælge os, hvis de en dag presses hårdt nok, eller også risikerer vi at blive fuldstændigt kontrolleret af dem, siger Zubeidy.

Hvis det går, som oprørerne håber, vil den forenede front indlede forhandlinger med amerikanerne om deres endelige tilbagetrækning. Derefter skal en midlertidig teknokratisk regering overtage magten i en overgangsperiode indtil der kan afholdes frie valg til en ny uafhængig regering.

Og hvis amerikanerne ikke trækker sig ud næste år?

– Så længe de fremmede tropper bliver i Irak, vil den irakiske regering ikke være uafhængig. Og så vil den væbnede modstand fortsætte, erklærer Omary.