Da regeringens Velfærdskommission fremlagde sine anbefalinger i december 2005 stod den nyliberalistiske indfaldsvinkel til afvikling af velfærdsstaten stadig stort set uantastet: øget brugerbetaling, afvikling af universelle ydelser, øget privatisering, skattelettelser var indiskutable politikelementer, hvis Danmark skulle stå imod globaliseringen.
Kun dele af fagbevægelsen, Den Alternative Velfærdskommission og i det politiske landskab SF og især Enhedslisten gik mod strømmen og gennemhullede ikke bare regeringens Velfærdskommissions sammensætning, men også dens konklusioner.
Mens regeringen forberedte velfærdsforliget begyndte dette billede at krakelere. Og det skete på trods af, at Socialdemokratiet og dele af fagbevægelsens top godtog store dele af komissionens præmisser, og ikke betragtede velfærd også som en fordelingskamp. Et udtryk for dette var at man åbent anbefalede det der reelt var en afvikling af efterlønnen.
I løbet af foråret kunne Enhedslisten finde større og større opslutning til synspunktet: Der er råd til velfærd for alle.
Mobiliseringen op til 17. maj styrkede de spørgsmålstegn, der blev sat ved udviklingens uundgåelighed.
Regeringen havde frit løb overfor et handlingslammet Socialdemokrati, så det gik først sent op for regeringen og massemedierne, at initiativet havde stor opbakning. Så stor at det ikke lykkedes for regeringspartierne at ignorere opbakningen den 17. maj. Og så stor at Dansk Folkeparti tilbød Socialdemokratiet at lægge stemmer til en bevarelse af efterlønnen.
Men der lå en indbygget tvetydighed i bevægelsens grundlag eksemplificeret i parolen: »Mod regeringens velfærdsforringelser«. Underforstået at Socialdemokratiets og fagtoppens forringelser gik an.
Således kunne LO og Socialdemokratiet tage bevægelsen til indtægt for sin forhandlingslinje og faktisk legitimere sin overtrumfning af regeringens forslag til forringelse af efterlønnen i velfærdsforliget, der blev indgået i juni 2006.
Samtidig tog venstrefløjen i fagbevægelsen og folketinget 17. maj til indtægt for modstand mod forliget. Manglen på initiativer udenfor Christiansborg i perioden umiddelbart efter 17. maj afslørede, at SD og LOtoppen havde trukket det længste strå: 17. maj fremstod som afslutningen og ikke begyndelsen på bevægelsen – selv om der enkelte steder på universiteterne opstod kortvarige institutbesættelser.
Det kommunale oprør i august og september bragte på ny bevægelsen i offensiven, men nu på kommunalt plan.
Mange års nedskæringer og bebudelsen af yderligere forringelser førte til betydelige arbejdsnedlæggelser i en række kommuner – med pædagogerne i forreste række ofte i tæt samarbejde med forældrene.
På alle områder forsøgte regeringen sig igen med at hævde velfærden aldrig havde været større, men trods jongleren med tal stod det overfor, at såvel ansatte som forældre kunne konstaterere, at daginstitutionerne var blevet dårligere. Som bekendt kammede statsministeren helt over med sin betegnelse af de demonstrerende og strejkende som »socialistiske ballademagere«.
Især pædagogernes lange strejke i Århus satte nye standarder i velfærdskampen med sin aktivistiske organisering fra neden, og det kommunale oprør var i det hele taget afgørende for, at også aktionsdagen d. 3. oktober ved folketingets åbning blev en success.
Bevægelsen i 2006 gjorde det muligt at sætte nye dagsordener, de viste at rygtet om arbejdskampens død var stærkt overdrevet, og at brede dele af befolkningen er rede til at gå på gaden for at forsvare velfærden.
Omvendt blottede den regeringens bløde bug – kampen om velfærdsdagsordenen. Socialdemokratiet gjorde op med sin støtte til regeringens målsætning om, at den offentlige vækst skulle være mindre end væksten i den private sektor.
Regeringens svar blev budskabet om en kvalitetsreform for den offentlige sektor, og i løbet af foråret 2007 lykkedes det at fedte LO, FTF og AC ind i de såkaldte trepartsforhandlinger.
I løbet af 14 dage i juni lykkedes det regeringen at færdiggøre kommune- og regionsaftaler uden større råderum til velfærdsløft, trepartsaftalen uden nogen ramme til lønløft – FTF skal trods alt roses for at bryde ud af de forhandlinger, de aldrig skulle have sagt ja til – samt endelig spille ud med et udkast til kvalitetsreform, der ikke gør op med kontrol og regulering, og som åbner for yderligere privatisering.
Et kort øjeblik lignede det en åbenlys triumf for regeringen, men inden stats- og finansministrene havde fået armene ned, krakelerede billedet igen.
Arbejdsnedlæggelser i plejesektoren i flertallet af landets kommuner på krav om højere løn og flere hænder ændrede på ny dagsordenen. I en bevægelse nedefra, der bredte sig med stor hast, blev regeringens og LO- og ACledelsernes forhåbninger om fredelige overenskomstforhandlinger på det offentlige overenskomstområde og fred på velfærdsfronten torpederet.
Og igen blev det understreget, at grupper af ansatte uden større kamperfaringer er parat til at slås for bedre løn- og arbejdsforhold. Plejerne har ligesom pædagogerne i efteråret opbakning fra brugerne, men nyder derudover almen velvilje i store dele af offentligheden.
Det har gjort det svært for regeringspartierne at vende sig kraftigt imod arbejdsnedlæggelserne, en besværlighed de ikke havde under pæadgaogstrejkerne.
FOAs lave profil under konflikterne i juni har stået i modsætning til BUPLs sidste efterår. På det sidste har FOA således meldt ud, at det er i orden for dem at importere arbejdskraft til plejesektoren, uden at pointere at det er de dårlige løn- og arbejdsvilkår som først og fremmest er årsagen til mangel på personale.
Det åbner op for muligheden af, at de lavtlønnede plejere kvitterer for den manglende opbakning ved at vælge fagforeningen fra til fordel for de gule, billigere »forsikringsselskaber«.
Det næste skridt i udviklingen af velfærdsbevægelsen skal tages i forbindelse med de kommunale budgetter, der igen vil afsløre forskellen mellem regeringens velfærdsglansbillede og den kommunale virkelighed.
I en række kommuner – ikke mindst København og Århus – vil borgerne blive præsenteret for nedskæringer. Her skal erfaringerne fra strejkerne sidste år og i juni bruges.
Protesterne skal bygges fra neden, der skal skabes alliancer med brugerne, der skal koordineres på tværs af faggrupper og fagforeningsledelser, der ikke selv vil, skal presses til opbakning.
En aktionsdag ved folketingets åbning skal bruges til at give de lokale kampe et nationalt perspektiv.
Venstrefløjen i almindelighed – og Enhedslisten i særdeleshed – må arbejde for at give kampen et samlende politisk indhold vendt mod regeringen. Et indhold, der kan forhindre, at de enkelte aktionerende faggrupper isoleres og splittes. Et indhold, der i sin konsekvens peger på et opgør med den nyliberalistiske politik, der også var grundlaget for den foregående regering.
Det kræver en balancegang på en knivsæg. På den ene side nytter det ikke at føre sig frem med abstrakte generalstrejkeparoler. På den anden side må det undgås, at den nødvendige brede bevægelse kan tages til indtægt for støtte til Socialdemokratiets parlamentariske politik.
På den ene side må bevægelsen kræve en ny regering, på den anden må den baseres på den indsigt, at en ny politik kræver en selvstændig bevægelse uden for Christiansborg og kommunalbestyrelserne.
På den ene side må bevægelse anerkende de faglige organisationers nødvendighed i kampen. På den anden side skal bevægelsen bidrage til mere aktivitet, medlemsinddragelse og demokrati i de selv samme organisationer.
Lykkes denne balancegang vil en landsdækkende aktionsdag ved folketingets åbning udtrykke et skridt frem for velfærdsbevægelsen. Lykkes det ikke vil aktionsdagen kunne bruges til opbakning bag velfærdsforringelser – bare de ikke gennemføres af den nuværende regering.
Karsten Ditlevsen er ansat i Enhedslistens folketingssekretariat og medlem af redaktionen for det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet, hvor artiklen har været bragt i nr. 2, juni 2007.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96