De fire anklagede er alle fra firmaet Fighters + Lovers og deres brøde består i at have solgt t-shirts til støtte for to befrielsesbevægelser – palæstinensiske PFLP og colombianske FARC. De blev anholdt i februar 2006 og deres hjem ransagede – men de har alle været på fri fod siden.
Justitsministeren har personligt besluttet, at der skal rejses tiltale mod de fire personer efter terrorlovgivningens hårde paragraf 114b, der har en strafferamme op på ti år.
Mistet jordforbindelsen
De tiltalte mener, at Lene Espersen har mistet jordforbindelsen, og har derfor indbudt hende til en grill-fest på Nørrebro onsdag den 4. juli. De skriver i en pressemeddelelse, at justitsministeren har brug for at møde livsglæde og nyde et glas lambrusco til en ordentlig grill-fest.
– Lene Espersen har åbenbart mistet dømmekraften. I stedet for at jage terrorist-spøgelser, skulle hun hellere komme ned på jorden igen, siger Preben Mikkelsen, der er én af de tiltalte i pressemeddelelsene.
De tiltalte foreslår derfor, at justitsministeren og de anklagede skal mødes over en grillpølse og et glas mousserende vin.
– Vi vil terrorisere Lene Espersen med godt humør og fri bar. Hun trænger hårdt til det, udtaler Bobby Schultz, der også er tiltalt.
»Ned på jorden igen«-festen foregår på spillestedet Stengade 30 på Nørrebro onsdag den 4. juli mellem kl. 17 og 19.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96