Af Dino Knudsen

»Det 20. århundredes store kompromis var jo, at socialisterne opgav socialismen, mens de borgerlige slugte velfærdsstaten.«

Sådan sammenfatter økonomiprofessor Jørgen Paldam klassekompromisset mellem arbejde og kapital i Weekendavisen den 2. juni 2006.

Han fortsætter: »De borgerlige fik frihandel og en meget konsekvent beskyttelse af den private ejendomsret, venstrefløjen fik velfærdsstaten.«

De borgerlige kredse, der hadede ethvert socialt tiltag i statslig regi, omfavnede i efterkrigstiden velfærdsstaten, mens de socialdemokrater, der var startet med at erklære kapitalisterne krig, endte med at elske erhvervslivet.

I dag får vi dagligt at vide i medierne at Venstre er Danmarks største arbejderparti, og at Anders Fogh Rasmussen har foretaget et politisk kursskifte ind på den politiske midte, hvorfra han kan regere i samdrægtighed med befolkningsflertallets ønske.

Er velfærdsstaten hermed sikret, eller har dens succes tværtimod medført at opgøret med velfærdsstaten føres i dens eget navn?

Eller forholder det sig sådan som Enhedslisten, SF og andre på venstrefløjen hævder, at Fogh blot har skiftet retorik?

Baggrunden for velfærdsstatens tilblivelse
I efterkrigstidens Danmark fremsatte befolkningen vidtgående sociale krav som de borgerlige kredse, der var blevet svækket under krigen, ikke kunne ignorere. Socialdemokraterne var presset af den revolutionære del af arbejderbevægelsen. Det var tid til kompromisser.

Fænomenet var ikke reduceret til lille Danmark. I hele Vesteuropa var de borgerlige kredse ængstelige. Den gamle verden syntes at stå for fald: I syd løsgjorde kolonierne sig og i øst opbyggedes socialisme og folkedemokrati.

Redningen kom fra vest: Med Marshall Planen, det største hjælpeprogram verden havde set til dags dato, greb amerikanerne direkte ind i Vesteuropas udvikling. Nu skabtes et alternativ til socialismen, hvor kapitalen kunne profitere samtidig med, at den gav sociale indrømmelser overfor befolkningerne. Det kunne accepteres at have arbejderbevægelsen ved regeringsroret i Vesteuropa, så længe kommunisterne blev holdt udenfor og bekæmpet.

Opgøret med velfærdsstaten
I takt med at den kommunistiske trussel svækkedes, blev der i borgerlige kredse stillet spørgsmålstegn ved velfærdsstaten. Herhjemme brød Glistrup tavsheden, da han erklærede skattestaten krig.

I 1982 overtog Poul Schlüter ledelsen af landet, inspireret af Ronald Reagans USA og Margaret Thatchers Storbritannien. Man ønskede at gennemføre store reformer, men det skulle vise sig vanskeligere end som så.

De borgerlige spidsede også pennen. Henning Fonsmark skrev i 1990 sit stort anlagte opgør med velfærdsstaten, Den danske utopi. Og i 1993, netop da »den virkeliggjorte socialisme« var brudt sammen, skrev Anders Fogh Rasmussen sin berygtede bog, Fra socialstat til minimalstat. En liberal strategi.

De nye ideologiske vinde medførte konkrete politiske og økonomiske omslag. Da Poul Nyrup og Mogens Lykketoft således overtog regeringsmagten i 1990’erne, accepterede de langt hen ad vejen den nye dagsorden. Privatisering og udlicitering blev til en strategi for styring af den offentlige sektor.

Minimalstaten
Foghs opgør med socialstaten var baseret på to antagelser: 1) at den grundlæggende set var uretfærdig (fordi den ikke tog hensyn til individets frihed og påtvang det uretmæssige skatter); 2) at den ikke holdt hvad den lovede (tryghed, velstand, mv.).

Den minimalstat, han skitserede i sin bog, ville tværtimod være etisk begrundet og tilvejebringe større samfundsmæssig rigdom, var hans påstand.

Det første punkt var imidlertid det afgørende spørgsmål for Fogh. Hans bog adskilte sig fra mange andre borgerlige kritikere af velfærdsstaten ved tilsyneladende ikke at være konjunkturbestemt eller baseret på økonomiske argumenter.

Opgøret blev ført frem som en principiel og absolut afvisning af det etiske grundlag for denne stat. Inspireret af radikale liberale filosoffer som Ayn Ran og libertarianeren Robert Nozick, gik Fogh i krig med »snylterstaten«.

Men ikke desto mindre gjorde Fogh allerede i sin bog en indrømmelse til socialstaten, et faktum der som oftest overses i den offentlige debat.

Med henvisning til den socialliberale filosof John Rawls, mente Fogh at kunne argumentere for det nødvendige og etisk forsvarlige i en større stat, trods alt, end den Nozick havde foreslået i sit hovedværk Anarchy, State, and Utopia.

Nozick havde gjort sig til talsmand for at anarkiet måtte afvises, men at den eneste tilladelige stat, etisk set, var en stat, der sørgede for lov og orden – hvilket ville sige at frihedsrettighederne blev respekteret sammen med visse regler for, hvorledes værdier måtte tilegnes og overføres mellem borgerne.

Fogh derimod mente at staten også skulle tage sig af forældreløse børn, kronisk syge og personer, der var blevet invalideret. Desuden måtte staten sørge for, at alle individer havde lige startmuligheder ved at finansiere gratis uddannelse til alle.

Ergo måtte skattefar indkræve og fordele flere midler end dem der gik til administration af staten og de væbnede styrker.

Nyliberalismen i modvind
At Foghs regeringsførelse fra og med 2001 ikke har fulgt disse linier er tydeligt for enhver. Indrømmelserne til socialstaten er meget mere omfattende. Men er de blot et udtryk for, at Fogh har måttet acceptere visse indrømmelser? Er det midlertidig taktik fra Foghs side?

Fraværet af en teoretisk begrundelse for Foghs nye linie kan både tolkes i den ene og den anden retning.

På den ene side kan det forstås som at Fogh helt har opgivet at begrunde og gennemføre sit minimalstatsprojekt. På den anden side kan det betragtes som et udtryk for at Fogh ikke har skiftet standpunkt, men blot føler sig tvunget til de nuværende indrømmelser.

Det er hvad en liberal kommentator som David Gress for nylig luftede håbet om: »Et eller andet sted håber jeg, at Fogh ikke selv tror på det, han siger i dag. At han bare er kynisk« (Weekendavisen 11-16. marts 2007).

Det er imidlertid nødvendigt at hæve blikket en smule op fra den hjemlige politiske andedam, hvis man skal vurdere Foghs skifte.

Godt nok tabte Venstre folketingsvalget i 1998, men på samme måde som impulserne til Foghs liberale manifest kom fra det store udland, kom også de modererende tendenser til ham herfra, da årtiet gik på hæld.

Den tilsyneladende sejrende nyliberalisme var siden Murens fald gået hen og blevet godt slidt. I borgerlige kredse var Fukuyamas indvarsling af et liberalt tusindårsrige som det nye politiske paradigme hurtigt ved at blive afløst af Samuel P. Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød.

Rundt omkring i verden brød hele stater sammen under de nyliberale strukturprogrammer som IMF og Verdensbanken dikterede. Det var tilfældet i Somalia.

Men mest skelsættende var måske slut-90’ernes økonomiske krise i Sydøstasien, der senere spredte sig til både Rusland, Brasilien og Argentina.

Den deregulerede kapitalisme syntes ikke at love hverken rigdom eller stabilitet. Den økonomiske krise var ikke blot med til at lægge grunden for et spirende antiglobaliserings og -kapitalistisk bevægelse verden over, men den var også med til at slå koldt vand i blodet på selv de mest forhippede nyliberale.

Børsspekulanten George Soros advarede om truslen fra junglelovs-kapitalismen. Aktiemarkedets ukronede konge blev socialliberal. Og selv Nozick tvivlede på de mest radikale dele af det program han havde fremlagt.

Den liberale strategi
Det ville dog være forhastet at konkludere, at sådanne begivenheder og tendenser har fået Fogh til at lægge liberalismen helt på hylden.

Efter indtagelsen af statsministeriet kaldte han i 2003 til kulturkamp. Det var en kamp som Fogh allerede havde foregrebet i sin minimalstatsbog som et nødvendigt middel i kampen mod velfærdsstaten.

»Socialstatens ideologer var klar over, at hvis de skulle vinde endegyldigt, måtte de også vinde kulturkampen.« (Anders Fogh Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat. En liberal strategi. 3. oplag, Samlerens forlag, København 1993, s. 17).

»At forvandle socialstaten til minimalstat kræver lovgivning og ændret administration… Men det er ikke gjort med det. Opgaven er langt mere dybtgående. Det er nødvendigt at vække det sløvede slavesind. Og den kamp skal vi ikke kæmpe på økonomiske argumenter. Vi skal derimod starte og vinde en kulturkamp, som genindsætter mennesket i sin tabte værdighed,« skrev Fogh dengang (s. 34) og tilføjede:

»At forvandle Danmark fra socialstat til minimalstat lader sig ikke gøre fra en dag til den næste. Det er en proces, en lang og sej proces. Både fordi opgaven er stor, og fordi vi bør tage hensyn til, at borgernes sjæl skal kunne følge med.«(s. 228).

I det lys har kulturkampen været mere succesrig, end den måske umiddelbart kan tage sig ud, og det er også grunden til at kulturminister Brian Mikkelsen har erklæret den for vundet:

»Det var vigtigt at tage et slag med det meningshegemoni, som eksisterede. Det, at nogle meninger var bedre end andre. At man var et bedre menneske, når man havde bestemte venstreorienterede meninger, for eksempel at vi skulle have en stor offentlig sektor. Det meningsmonopol er blevet brudt,« sagde han i et interview i Weekendavisen 1-7. december 2006.

En mere moderat liberalisme
I sammenligning med hvad Fogh talte for i sin minimalstatsbog, er det beskedent, hvad regeringen har opnået, men med skattestoppet, kommunalreformen og impulser til en større vækst i den private end i den offentlige sektor, har Fogh taget nogle umiskendelige skridt i retning af et mere liberalt indrettet samfund.

Er Fogh ikke blevet socialdemokrat, så ligner han i hvert fald én, når det gælder strategien.

Socialdemokratiets politiske succes gennem det sidste århundrede beroede på en drypvis reformpolitik, hvor revolutionen afløstes af en pragmatisk, praktisk og teknisk tilgang til udfordringerne. Social ingeniørkunst blev det kaldt.

Det er denne attitude og strategi, som man i Venstres top har taget ved lære af, blot med modsat fortegn:

»Forskellen i forhold til før 1998 er hastigheden med hvilken, vi gennemfører reformer… Derfor er det, vi har gjort, at gennemføre liberal politik med små skridt« udtalte venstrestrategen Claus Hjort Frederiksen i et interview med Claus Hjort Frederiksen i Weekendavisen den 18. august. 2006..

»Kernen i vores projekt er at slippe ud af den fælde, som vi så mange gange er gået i: At vi på en treårig valgperiode skal revolutionere hele det danske samfund på trods af, at det har taget socialdemokraterne 50 år at bygge det op. Det er der ingen tilslutning til i den danske befolkning, og det har vi tabt ufattelig mange valg på. Ændringer skal gennemføres i en takt, så mennesker kan følge med, for det giver de langsigtede resultater,« fortsætter Hjort og konkluderer:

»Det, der tæller i politik, er det daglige rugbrødsarbejde. De små skridts politik. Vi har et mål om et liberalt samfund, og vi har angivet en arbejdsmetode: At man modner beslutningerne.«

Foghs liberale og asociale ingeniørkunst betyder hverken, at vi er på vej til Foghs oprindeligt formulerede minimalstat, eller at alle velfærdsydelser står foran at forsvinde.

For som Claus Hjort Frederiksen også fremhæver, så har man i Venstretoppen faktisk justeret tidligere tiders strategi:

»Justeringen af den liberale kurs består i, at vi nu vedkender os de centrale velfærdsydelser.«

Årsagen er, at Fogh, Hjort og Lars Løkke Rasmussen har indset, at velfærdsstaten har skabt et konkurrencedygtigt samfund med stor social sammenhængskraft, som de formulerer det.

Utålmodige liberale krav om skattelettelser bliver affærdiget med advarslen om en potentiel overophedning af økonomien nu og her, men de kan følge senere.

Kvantitetens omslag i kvalitet
De små skridt er blevet taget på mange områder. Arbejdsmarkedspolitikken er et af de mest synlige, men en ofte ignoreret del af det liberale projekt.

Også her har man bearbejdet befolkningens holdning, og hjulpet på vej af de økonomiske og beskæftigelsesmæssige konjunkturer været i stand til at ændre selve forestillingen om arbejdsløshed: Hvor den førhen i vid udstrækning blev anset som et samfundsmæssigt anliggende, bliver den i dag betragtet som et personligt problem. Det er Foghs nye arbejdsetik: individet må påtage sig ansvaret.

Med kommunalreformen er det for regeringen lykkedes, at få Arbejdsformidlingen vristet ud af arbejdsmarkedets partneres hænder, således at det nu er kommunerne, der står for at aktivere den ledige.

Samtidig har regeringen med kontanthjælpsloft og andre foranstaltninger over for særlige grupper, blandt andre flygtninge og indvandrere, fået indført en praksis, hvor negativ forskelsbehandling stiltiende accepteres.

Ved at presse de ledige, bidrage til større social ulighed og svække arbejdsmarkedets partnere har Fogh-regeringen taget mange små skridt der i sidste ende udgør et stort spring.

Men det er også blevet til mere åbenlyse, store reformer. Bortset fra den allerede nævnte kommunalreform fik statsministeren via den såkaldte Velfærdskommission gødet jorden for en justering af pensions- og efterlønsalderen til henholdsvis 62 og 67 år.

Fogh har endvidere nedsat og leder et Globaliseringsråd. Det skal kridte stregerne op til flere reformer.

Sidst, men ikke mindst, venter der en storstilet kvalitetsreform som ikke bare er udset til at vinde næste folketingsvalg for regeringen, men også er dens bud på det fremtidige trimmede velfærdssamfund.

Kvalitetsreform og trimmet produktion
Fogh-regeringen er med skattestop og ønsket om fremtidige skattesænkninger løbet ind i et finansieringsproblem i forhold til forbedret velfærd, og dette bidrager den demografiske udvikling til med færre hænder til mere arbejde.

Regeringens kvalitetsreform er et forsøg på at løse denne modsætning. Først til sommer løftes de præcise planer for reformen, men allerede på sit partis landsmøde i november åbenbarede Fogh et af de væsentligste elementer i reformen, da han kædede den direkte sammen med Lean Production.

Trimmet produktion, som begrebet oversættes til på dansk, er en effektiviseringsmodel, der blev udviklet af Toyotakoncernen i 1950’ernes Japan. Den har de sidste par årtier gået sin sejrsgang inden for bil- og fremstillingsindustrien verden over, for nu også at blive introduceret det offentlige og i servicesektoren. Trimmet produktion er også regeringens nye mirakelkur.

I fremstillingsindustrien fungerer den trimmede produktion ved hjælp af et såkaldt just-in-time princip, hvor opmagasinering og lagerbeholdning minimeres. Arbejdet koncentreres og arbejdstempoet sættes i vejret. Varestrømmen lige fra underleverandørerne til fremstillingsfabrikken og forhandlerne kan kontrolleres som ét langt samlebånd.

Dette går hånd i hånd med en bevidst underdimensionering af personalestyrken. Selvstyrende arbejdsgrupper og medarbejderne må personligt finde løsninger for at opnå produktionsmålene. Når de magter dette inddrages yderligere resurser, og processen gentages.

Faglige repræsentanter i USA kalder systemet, der forudsætter en fleksibel arbejdskraft, for mangement-by-stress. Nu skal produktionsformen indføres i den offentlige sektor og på sygehusene, hvilket ikke mindst indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er fortaler for.

Mikkel Eriksen der er chefkonsulent i firmaet Valcon, rådgiver til daglig om trimmet produktion. Ifølge ham handler den om at indføre en helt ny kultur, hvor personalet »vedvarende forbedrer sig«.

»Offentlige institutioner vil ofte kende deres ressourcer flere år frem,« udtaler han. »Og hvis man ved, at der årligt vil være færre penge til rådighed, mens opgaverne stiger, er det jo netop anledning til at indføre en ny kultur, der gør det muligt at indfri forventningerne alligevel« (Weekendavisen, 22. december 2006).

Det er guf for politikere, der stiltiende har erklæret kamp mod den offentlige sektor.

Henrik Hjortsdal, direktør i Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling, forklarer hvorledes man kan trimme plejehjemsdriften:

Man må »kigge på alle sine arbejdsprocesser for at se, om de bidrager til at opnå det produkt,« hvilket vil sige tilfredse plejehjemskunder.

»I en klassisk rationaliseringsproces ville man for eksempel kigge på kaffepausen og betragte den som spildtid. Det kan den også være, hvis den bruges til at brokke sig over ledelsen, de ældre, de pårørende og kommunens bevillinger. Bruges kaffepausen derimod til at udveksle erfaringer, ideer og planlægge, kan den være et bidrag til et bedre slutprodukt,« konkluderer han.

Læser man mellem linierne fremstår Lean Production som alt andet end en videnskabelig, rationel og teknisk effektiviseringsmetode, som er hævet over modsætningen mellem arbejde og kapital.

Når medarbejderne forfægter deres interesser og ytrer deres utilfredshed med tingenes tilstand er det spildtid. Kan arbejdsgiverne derimod anvende pausen til at vinde arbejdernes sjæl og faktisk konvertere restituering til direkte produktionsforberedelser, er pausen et gode.

Styrkeforholdet afgør både tempo og udfald
Men befolkningen er ikke med på de liberale justeringer. Den ønsker naturligvis en effektiv, men ikke en trimmet offentlig sektor. Den ønsker gode og ordentlige børnehaver, plejehjem og hospitaler.

Velfærdsstatens servicearbejdere ønsker ikke at deres kaffepauser skal bruges til at fremme profit og produktivitet. De ønsker at kunne restituere, stresse af og have tid til at yde den omsorg som der forventes af dem.

Alt dette så man tydeligt sidste efterår under de omfattende velfærdsprotester. Og advarslerne til Fogh-regeringen når dem også fra det store udland, som da den franske og hollandske befolkning sagde nej til en nyliberal EU-forfatning i 2005.

Alligevel er det befolkningens modstand herhjemme der er den væsentligste årsag til Fogh-regeringens tilbageholdenhed og indrømmelser til socialstaten.

Velfærdsprotesterne har fået flere ivrige talsmænd. En af dem er LO’s formand Hans Jensen. Han har imidlertid valgt at indtage et diamentralt modsat standpunkt end demonstranterne.

Han har valgt at tage statsministerens ord for godtroende. Sammen med FOA’s forbundsformand, Dennis Kristensen, bad han i foråret Fogh op til dans.

I trepartsforhandlingerne regner de med at kunne sikre en god del af deres medlemmers fremtid. Men er det virkelig muligt grundlæggende at standse Fogh-regeringens kurs? Kan det borgerlige Danmarks opgør med velfærdsstaten bremses? Er et nyt stort klassekompromis med andre ord i sigte?

Det gjorde dagbladets Informations samfundsdebattør, Rune Lykkeberg, sig til talsmand for så snart fagforeningsbosserne havde meldt ud. De havde set chancen, »men har den politiske venstrefløj set det mulige momentum?,« spurgte han retorisk i Information den 24. marts 2007

Det er imidlertid en fejlvurdering af situationen. Tidligere tiders klassekompromis kom i stand i en bestemt historisk situation, på baggrund af truslen fra en revolutionær arbejderbevægelse med mægtige forbundsfæller i øst og syd.
¨
Opgøret med og afviklingen af en i vid udstrækning solidarisk velfærdsstat sættes ikke i stå af mere eller mindre sporadiske og spontane folkelige protester, hvor nødvendige og imponerende de end var. Dertil kræves mere.

En alternativ vej
Venstrefløjen kan begå to fejl i den situation, som tilsyneladende er hinandens modsætning.

På den ene side går man galt i byen, hvis man erklærer, at Fogh alene har ændret retorik. Konsekvensen af en sådan fejl vil være manglende troværdighed i befolkningens øjne.

Fogh har faktisk ændret noget mere substantielt: Han har ændret strategien, den trinvise fremgang, og justeret målet, den trimmede velfærdsstat. Disse ændringer er dels foranlediget af de folkelige protester og de beskrevne tendenser nationalt og internationalt, dels foregrebet in spe i minimalstatsbogen.

På den anden side går venstrefløjen galt i byen hvis den følger Hans Jensen, Dennis Kristensen og Rune Lykkeberg i et illusorisk nyt klassekompromis med de borgerlige anført af Fogh.

Forudsætningerne for et sådant kompromis, først og fremmest en stærkere hjemlig massebevægelse, er ikke til stede. Konsekvensen af en sådan fejl vil være at venstrefløjen bliver en møtrik i Foghs asociale reformpolitik, og at vi forveksler de små lunser kød, som Fogh kaster til os, med at vi har sat en stopper for Foghs projekt, mens massebevægelsen står afvæbnet tilbage fordi man fra både politisk og fagligt hold har tilsluttet sig hans politik.

Det betyder naturligvis ikke at massebevægelsen ikke skal fremsætte konkrete krav og forsøge at få dem opfyldt, men hvis dette ikke er forbundet med målet at opbygge en mere radikal, slagkraftig, vedholdende og organiseret massebevægelse, der sætter disse krav i funktion af målet at vælte Fogh, og bane vejen for en helt ny og anderledes politik, vil de borgerlige kredse her i landet ikke føle sig tvunget til at holde nogen længerevarende løfter. Det uanset parlamentariske og faglige studehandler.

Det var befriende at efterårets massebevægelse opstod fra neden som en virkelig folkelig impuls mod Foghs trinvise afvikling af den velfærdsstat, som vi kender, men hvis bevægelsen skal udvikles i fremtiden kræver det også at den modnes politisk.

Hvis venstrefløjen kender sin besøgelsestid, er det nu, den skal formulere et virkeligt alternativ til Foghs liberale politik, ikke blot tilslutte sig en mulig socialdemokratisk-ledet regering med omtrent samme kurs.

Vi må tage teten i kulturkampen og sætte sig os i spidsen for en massebevægelse, der ikke føres for et simpelt regeringsskifte. Kun derved kan vi pege hen mod et samfund, der på længere sigt overskrider velfærdsstatens snævre rammer og tilvejebringe et samfund, som virkelig udfylder begrebet socialstat.

Dino Knudsen studerer historie ved Københavns Universitet. Han er medlem af redaktionen for tidsskriftet Det Ny Clarté, hvor artiklen har været bragt i nummer 3, maj 2007. Artiklen er skrevet før resultatet af trepartsaftalen i juni 2007 forelå.

Dino Knudsen skriver pt. speciale om amerikansk påvirkning af Danmark i begyndelsen af Den kolde krig. Han har tidligere oversat og skrevet efterskrift til bogen ”Kapitalen.com”.

Besøg Dino Knudsens hjemmeside på www.dinok.dk

Besøg Kontradoxas debatforum