Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > G8-aktivister viste overvældende styrke

6. juni 2007 - 22:28

G8-aktivister viste overvældende styrke

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Niels

Det har været en historisk dag for globaliseringsbevægelsen.

Ifølge informationskanalerne i lejrene omkring Heiligendamm lykkedes det onsdag den 6. juni flere tusind aktivister at blokere alle veje ind til det befæstede topmøde-kompleks. Topmødets tekniske personale og regeringschefernes stabe måtte derfor flyves eller sejles ind. Hvis det er sandt, taler man om en sejr på størrelse med Seattle, måske større.

JPEG - 54.3 kb
Demonstranter trænger frem til hegnet omkring Heiligendamm den 6. juni 2007. Foto: de.indymedia.org

Tirsdag aften lød rygtet ellers, at blokadekolonnerne slet ikke ville kunne komme ud af de forskellige camps. Man frygtede, at politiet ville møde talstærkt op og simpelthen lukke aktivisterne inde. Og allerede kl. 03.00 natten til onsdag så det ud til, at det varsel skulle blive sandt: Lejrens alarm gik igang.

»Politiet angriber, politiet angriber«, blev der råbt og folk sled med tøj og støvler i de mørke telte.

Det viste sig imidlertid, efter en del forvirring og mobilisering, at være falsk alarm. En eller andet havde ved en fejl udløst sirenen, der befinder sig i toppen af lejrens overvågningstårn.

Læs tidligere artikler på Modkraft:

G8-modstandere demonstrerede i København

Aktivister fastholder blokade i Heiligendamm

Stilhed før G8-storm

Læs Kontradoxa-artiklerne:
»Optakt til G8: Endelig sker der noget«

»G8 imperialister, vi er på vej!«

Se Tidsskriftcentrets linksamling:

»Gegen G8«

Liveupdates:

- Motkraft.net (svensk)

- Indymedia (engelsk)

Blokadedag

Efter få timers søvn er det tid for aktivisterne at stå op. Der er stormøde i storteltet midt i lejren. Den store og med spænding imødesete blokade, der skal spærre alle indgange til Heiligendamm, skal endelig effektueres, og efter en times plenum forsamles aktivisterne udenfor det store telt, klar til afgang.

Det er svært ikke at blive imponeret: For det første er alle delt ind i små aktivistgrupper, hvor deltagerne kender hinanden og har aftaler om, hvordan man forholder sig i tilspidsede situationer.

Dertil kommer så, at hele kolonnen, der omfatter flere tusind mennesker, er inddelt i »fingre«, der gør, at man kan splitte op og operere decentralt, hvis nødvendigt.

Omkring kl. 9.30 er aktivisterne på vej. Forrest i blokadeoptoget går nogle af arrangørerne, der tydeligvis har prøvet det at lede an før: Snart får folk at vide, at de skal speede op, så at de skal slutte tættere sammen, så at de skal gøre sådan og sådan, hvis politiet prøver at spærre vejen.

I starten ser man ikke meget til politiet. Aktivisterne går på en landevej i retning af Rostock. Men så, da de nærmer sig demonstrationsforbudszonen omkring Heiligendamm, er politiet der lige pludselig: En kæmpekonvoj af mandskabsvogne og armerede busser spærrer vejen, 150-200 kampklædte betjente stiger ud og tager opstilling.

Arrangørerne havde om morgenen meddelt, at optoget ikke ville lade sig stoppe. Store ord, der nu viste sig at have substans: Ved synet af politispærringen bøjer demonstrationslederne af og vandrer resolut ind i skoven, væk fra vejen.

Og pludselig vandrer der flere tusinde mennesker inde i den tætte skov, mens politiet ser måbende til ude på landevejen.

JPEG - 40 kb
Ekstra politi sættes ind via helikoptere. Foto: de.indymedia.org

Aktivisterne fortsætter gennem skoven i omkring 20 minutter, hvorefter de pludselig kommer ud på en stor, åben mark. I samme sekund de bevæger sig ud på marken, dukker politiet op igen, denne gang fra luften, idet 10 store politihelikoptere nu cirkulerer over hovedet på demonstranterne, fuldstændig som i en Vietnamfilm.

Men de er oppe i luften, og hernede på jorden er aktivisterne flere tusinde. Hvad kan de gøre? Intet.

Da alle er kommet ud på marken – det tager 30 minutter før den kilometerlange folkemængde har fået bevæget sig derud – sætter det sælsomme optog igen i bevægelse, nu hen over åben mark.

Efter et stykke tid slår demonstranterne ind på en markvej, og her prøver politiet igen at blokere optogets fremrykning.

Og igen er strategien den samme: væk fra vejen, ind på marken, optoget er tilsyneladende ustoppeligt, som hævdet.

Så ser man pludselig hegnet omkring topmødeområdet, få hundrede meter væk. En deling politi til hest kommer imod demonstranterne, folk tøver, nogle samler sten op fra marken.

»Hold tæt sammen, hold tæt sammen«, lyder det fra flagbæreren oppe foran.

Heldigvis er hestene kun til rekognoscering. Man kan overraskende nok nærme sig hovedindgangen til dette sikkerhedsapparat, der angiveligt beskyttes af 17.000 betjente.

Hvor er de nu? Det eneste, man ser, er måske 50 betjente og 20 køretøjer, der først forsøger at tage opstilling, men som ved synet af den mærkelige aktivistvandring hen over kornmarken, tager flugten, ind i bilerne og med bilerne ind bag hegnet i Heiligendamm.

Kort efter står 3.000-5.000 aktivister på den største hovedvej, der fører ind til Heiligendamm. Folk går helt hen til hegnet og kigger ind. På den anden side står måbende politifolk, officials og sikkerhedsfolk, mange filmer demonstranterne ud i gennem hegnet, formentlig både til efterforskning og som souvenir.

Our street

Aktivisterne har indtaget denne vigtige vej. Et demonstrations- og forsamlingsforbud skulle sikre, at folk ikke kom tættere end 6-10 km. fra hegnet.

Nu står der tusindvis af demonstranter helt henne ved det, og politiet må gemme sig inde bagved.

Block G8 er i gang. Det er en succes. Det er helt vildt.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96