Af Henrik Herløv Lund

Indledning: Ny Alliances og de konservatives skatteforslag
Skattedebatten raser. Den yderste, nyliberale højrefløj indenfor den borgerlige lejr (CEPOS, de konservative) har længe kæmpet for yderligere skattelettelser som led i opgøret med den danske velfærdsmodel. Strategien ligger i forlængelse af skattestoppet og handler om at afsnøre velfærdsordningerne fra den nødvendige finansiering for på den måde at udhule velfærdsstaten.

Nu har denne nyliberale fløj fået nyt brændstof gennem fremkomsten af partiet Ny Alliance, der som sit stort set eneste konkrete programpunkt til dato har, at indkomstskatten skal reduceres til maksimalt 40 procent.

Det indebærer, at topskatten og mellemskatten fjernes og at bundskatten nedsættes med 3 procent. Samtidig skal skattestoppet fastholdes for ejendomsbeskatningen.

Hvorledes skattelettelsen skal finansieres står ikke helt klart: Ny Alliances skatteideolog, Anders Samuelsen, har peget på offentlige effektiviseringer i kommunerne, men herudover henvist til det såkaldte »økonomiske råderum« og til såkaldte »dynamiske effekter«, der indebærer at en del af skattelettelsen vil være selvfinansierende.

Essensen af Ny Alliances skatteforslag er altså besparelser i kommunerne dvs. på velfærden samt ufinansierede skattelettelser.

Efter at Ny Alliance er dannet ved at højrefløjen i De Radikale er brudt ud, tegner der sig aktuelt et komfortabelt flertal for Anders Fogh Rasmussen, også efter et valg.

Kernepunktet i Khaders og Samuelsens brud med den radikale folketingsgruppe er jo, at de efter et valg vil støtte Anders Fogh i modsætning til Marianne Jelved, der under ingen omstændigheder vil pege på Fogh.

Den fornyede fokus på skattelettelser, som Ny Alliance har skabt, og udsigten til forøget tilslutning til skattelettelser har også givet de konservative ny energi i bestræbelserne på at demonstrere resultater og indflydelse på regeringen gennem at få gennemført skattelettelser. De konservative kører voldsomt frem med at der skal gennemføres skattelettelser i denne valgperiode.

I sidste ende er partiets mål, at indkomstskatten skal ned på maksimalt 50 procent. Det Konservative Folkeparti har tidligere kørt målrettet mod fjernelse af topskatten, og det er næppe skudt meget forbi, at det fortsat vil være deres primære mål. Skal indkomstskatten imidlertid ned på 50 procent er dette ikke tilstrækkeligt, men kræver også lempelser i mellemskatten.

Hvad angår finansieringen peger de konservative entydigt på »Det økonomiske råderum« samt på at skattelettelser vil skabe »dynamiske effekter« og sin egen selvfinansiering. Dvs. der er også for de konservative i udgangspunktet tale om ufinansierede skattelettelser.

1. DEL: PRISEN FOR SKATTELETTELSER
Skattelettelser koster
I den virkelige økonomiske verden er der imidlertid ikke noget, der hedder gratis skattelettelser. Enhver skattelettelse koster i sit udgangspunkt noget, nemlig i tabt provenu af skatteindtægter.

Således som beregnet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil Ny Alliances reformforslag om maksimal marginal skatteprocent på 40 procent indebære et tabt provenu på topskatten 17 mia. kr, mellemskattens 9 mia. kr samt yderligere en nedsættelse af bundskatten med 25 mia. kr. Dvs. et bruttoprovenutab på ca. 52 mio. kr. (AER: Skatteforslag fra Ny Alliance).

For de konservatives skatteforslag er provenuvirkningerne mere usikre, eftersom partiet ikke har beskrevet sammensætningen af skattelettelsen. Det er som anført dog formentlig hævet over enhver tvivl, at de Konservative primært vil gå efter topskatten samt lempelse af mellemskatten. Hvilket alt i alt maksimalt vil koste 17 - 26 mio. kr., hvis henholdsvis topskatten afskaffes helt respektive både topskatten og mellemskatten afskaffes.

Dynamiske effekter og selvfinansiering
Begge partier peger imidlertid på, at den udpumpning af købekraft som skattelettelsen indebærer skaber såkaldte samfundsøkonomiske »dynamiske effekter«, der i et vist omfang gør skattelettelsen selvfinansierende.

Hvis et skattepolitisk forslag f.eks. fører til større beskæftigelse og dermed større indkomster, giver det anledning til positive feedback effekter på statens provenu via højere skatter, herunder højere afgifter af øget privat forbrug, samt sparede indkomstoverførsler.

Det er i den forbindelse begrebet selvfinansieringsgrad kommer ind. Selvfinansieringsgraden angiver den andel af det umiddelbare provenutab i forbindelse med en skattelettelse, der automatisk kommer tilbage i statskassen i kraft af de »dynamiske effekter«.

For størrelsen af selvfinansieringen er igen to effekter vigtige: Timeeffekten dvs. ændringer i arbejdstid for beskæftigede og deltagelseseffekter dvs. ændringer i antal beskæftigede personer (jf. Henrik Jakobsen Kleven og Claus Thustrup Kreine: »Arbejdsudbud, provenueffekter og Lafferkurve«, s 139 -145 i Tranæs, Torben (red.): Skat, arbejde og lighed. Rockwoolfonden, 2007).

Det er blevet meget gængs blandt politiske forslagsstiller til skattereform at regne med »selvfinansiering« som en givet og nærmest faktuel størrelse. Men der er her grund til at understrege, at de analyser, som i dansk sammenhæng har forsøgt at indkredse størrelsen af forventet selvfinansiering ved nedsættelsen af forskellige slags indkomstskatter, hviler på en uhyre tynd empiri og dermed på meget lille viden om de konkrete virkninger af skatteændringer på samfundsøkonomien.

Godt nok har en række samfundsøkonomiske institutioner, fremlagt bud på størrelsen af de dynamiske effekter og selvfinansieringsgrad, men der er i udpræget grad tale om modelberegninger, der i vid udstrækning står og falder med den økonomiske teori, som ligger til grund for beregningerne.

Nærmere bestemt hviler de i dansk sammenhæng fremlagte bud på selvfinansieringsgraden på nyliberal og neoklassisk økonomisk teori. Et grundlæggende nyliberalt teorem er her i den forbindelse, at al skat er forvridende i og med, at den forringer det privatøkonomiske udbytte af at arbejde og dermed forringer incitamentet hertil. Og jo højere skatten er, jo højere er denne forringelse af tilskyndelsen til at arbejde.

Den modsætningsvise konklusion heraf er logisk nok, at man får den største forøgelse af incitamentet til at arbejde ved at nedsætte skatten for de højeste indkomster dvs. ved at nedsætte topskatten (Velfærdskommissionen: Analyserapporten Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv, s. 167).

Den økonomiske teori fører altså de nyliberale økonomer til en overbetoning af effekten af at lette de højeste skattesatser og til gengæld til at negligere effekten af lettelser af skatten i bunden.

Et andet punkt, der også bærer den nyliberale og neoklassiske teoris mærke er, at skabelsen af merbeskæftigelse som følge af, skattelettelser antages at ske så at sige automatisk som følge af, at skattelettelsen motiverer til øget udbud af arbejdskraft.

Dvs. at det antages, at skattelettelsen og den dermed følgende forøgelse i den disponible indkomst (automatisk) fører til et øget incitament til at komme i arbejde eller til at arbejde flere timer, dvs. til en forøgelse i arbejdsudbuddet. Det øgede arbejdsudbud fører så via reduceret lønstigning over tid til øget beskæftigelse.

Det problematiske heri er, at den nyliberale økonomiske teori overbetoner udbudseffekten af skattelettelser, og at man f.eks. bortser fra, at øget deltagelse på arbejdsmarkedet kan hindres af andre forhold end økonomiske.

F.eks. kan ledige være fanget i manglende arbejdsmarkeds¬træning, manglende eller inadækvat uddannelse, sociale, psykiske og misbrugsproblemer og for indvandreres vedkommende af sprog– og kulturbarrierer og fordomme.

Ligeledes tenderer man til at undervurdere, at der kan være andre forhold end lysten til at tjene flere penge, der påvirker beslutningen om at arbejde flere timer, f.eks. at folk af karrieremæssige grunde allerede arbejder mere og derfor i virkeligheden mere har præference for at bruge øget indkomst til mere fritid.

Danske bud på selvfinansieringsgrader ved skattelettelser
Bud på dynamiske effekter i dansk sammenhæng er blevet fremlagt af henholdsvis Finansministeriet (Fordeling og indkomster, 2002), Det Økonomiske Råd (Dansk Økonomi, Efterår 2004) og Velfærdskommissionen (Analyserapporten Fremtidens Velfærd – sådan gør alle andre lande, marts 2005 samt Analyserapporten Fremtidens Velfærd – vores valg, januar 2006), jf. nedenstående oversigt:

Det fremgår, at det teoretiske bud på selvfinansieringsgraden ved en lettelse af top - og mellemskatten ligger omkring de 50 procent, mens den for nedsættelse af bundskatten ligger noget lavere omkring 25 procent.

I denne forbindelse må de angivne bud på selvfinansieringsgrader for navnlig top - og mellemskatten imidlertid tages med et betydeligt forbehold.

Buddene er som anført præget af den nyliberale økonomiske teoris tendens til at overbetone navnlig skattelettelser i toppen af beskatningen, hvilket peger i retning af at de angivne selvfinansieringsgrader ved lettelser i top - og mellemskatten er overvurderede (jf. Henrik Herløv Lund: CEPOS skatteforslag: Ikke flere i arbejde, kun øget ulighed. Offentliggjort i Kritisk Debat. Se www.henrikherloevlund.dk).

Ligeledes er selvfinansieringsgraderne præget af de nyliberale økonomers overvurdering af arbejdsudbudseffekter i form af flere arbejdstimer eller øget arbejdsmarkedsdeltagelse som følge af skattelettelse. Ikke mindst må det her tages i betragtning, at alle de ovenanførte bud på selvfinansieringsgrad er foretaget under forudsætning af en mere traditionel samfundsøkonomisk situation i Danmark med et betydeligt omfang af ledige produktionsressourcer, herunder af ledig arbejdsarbejdskraft. Og det er på ingen måde situationen aktuelt i dansk økonomi, som tværtimod kører med fuld kapacitetsudnyttelse og en historisk lav officiel ledighed.

Det aktuelle opsving har – heldigvis da – allerede givet en betydeligt forøget arbejdsmarkedsdeltagelse på bekostning af antallet af langtidsledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere.

Det må imidlertid også vurderes, at den tilbageværende ledighed er af langt mere langtidspræget karakter og hænger sammen med andre problemer end ledighed: inadækvat uddannelse, manglende arbejdspladsvanthed og træning som følge af langtidsledighed, psykiske, sociale og misbrugsproblemer.

Der er fortsat store beskæftigel¬sesreserver og beskæftigelsen kan øges betydeligt, men kun i kraft af et langt, sejt træk over 10 -20 år. Lige her og nu og på kort sigt må det derimod vurderes at mulighederne for at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen er begrænsede.

Eftersom en øget arbejdsmarkedsdeltagelse yder et betydeligt bidrag til de ovenanførte selvfinansieringsgrader, må disse på denne baggrund betragtes som overvurderede.

Tilsvarende gælder timeeffekten, hvor den nyliberale økonomiske teori også tenderer til at overbetone effekten af skattelettelser.

Det gælder navnlig for lettelser i beskatningen for de højere indkomster, hvor den nyliberale økonomiske teori tenderer til at overvurdere timeeffekten for mennesker, der af karrieremæssige grunde allerede arbejder mere end 37 timer om ugen og dermed slet og ret ikke har luft i timeplanen til at arbejde mere. Og som måske derfor bare slet og ret vil stikke en forhøjelse af den disponible indkomst i lommen eller endog bruge den til at øge fritiden.

Og eftersom timeeffekten også yder et betydeligt bidrag til de ovenanførte selvfinansieringsgrader, må disse herigennem betragtes som yderligere overvurdere.

2. DEL: DEN FINANSIELLE EFFEKT AF NY ALLIANCES OG KONSERVATIVES SKATTELETTELSESFORSLAG
Selvfinansieringsgraden ved Ny Alliances og Det Konservative Folkepartis skatteforslag
Ovenstående betyder, at der i Finansministeriets, DØRs og navnlig i Velfærdskommissionens opgørelse af selvfinansieringsgraderne på grund af såvel det nyliberale teoretiske udgangspunkt som den aktuelle samfundsøkonomiske situation må vurderes at være en tendens til at overvurdere selvfinansieringsgraden og dette navnlig for lettelser i beskatningen af de højere indkomsters vedkommende.

Nedenfor er forsøgt angivet et mere forsigtigt og realistisk bud på selvfinansieringsgrad på kort og på længere sigt:

Tager vi udgangspunkt heri og vender tilbage til skattereformforslagene fra Ny Alliance og de konservative, ses det, at der under alle omstændigheder kun kan blive tale om en delvis selvfinansiering.

Det ses, at selvfinanseringen ved Ny Alliances skatteforslag maksimalt kan forventes at løbe op i 19 mia. kr ud af et bruttoprovenutab på 52 mia. kr. dvs. max. en selvfinansiering på 37 procent.

Vurderet udfra mere realistiske selvfinansieringsgrader (kolonne III og IV), må forventes en selvfinansiering på mellem 13 og 16 mia. kr svarende til mellem 25 og 20 procent.

Det betyder omvendt at uanset »dynamiske effekter« må det offentlige ved Ny Alliances skattereformforslag forventes at lide et netto provenutab på omkring 35 mia. kr.

Tages udgangspunkt i det tidligere af de konservative fremførte forslag om at fjerne topskatten kan selvfinansieringen tilsvarende beregnes som følger:

For de konservatives skatteforslag er provenuvirkningerne mere usikre, eftersom partiet ikke har beskrevet sammensætningen af skattelettelsen. De konservative vil dog som anført primært gå efter topskatten samt lempelse af mellemskatten.

Hvilket alt i alt maksimalt vil koste 17 - 26 mio. kr., hvis henholdsvis topskatten afskaffes helt respektive både topskatten og mellemskatten afskaffes.

Det ses, at selvfinanseringen ved de konservatives skatteforslag maksimalt kan forventes at løbe op i 9 - 13 mia. kr ud af et bruttoprovenutab på 17 - 26 mia. kr. dvs. max. en selvfinansiering på 50 procent.

Vurderet ud fra mere realistiske selvfinansieringsgrader (kolonne III og IV) må forventes en selvfinansiering på mellem 9 og 11 mia. kr sva¬rende til mellem 35 og 40 procent.

Det betyder omvendt, at uanset »dynamiske effekter« må det offentlige ved de konservatives skattereformforslag forventes at lide et netto provenutab på omkring 15 mia. kr.

Samlet set må det således vurderes, at begge de nyliberalt inspirerede skatteforslag fra de to borgerlige partier, uanset selvfinansering, i betydelig grad er ufinansierede.

Og at fordi selvfinansieringen langt fra dækker den faktiske udgift til skattelettelsen vil begge skatteforslag medføre et overordentligt stort hul i de offentlige finanser.

Det vil enten resultere i en betydelig merudpumning af købekraft i samfundet med fare for en overophedning af dansk økonomi. Eller også skal der modsat findes betydelige besparelser på de offentlige udgifter med deraf følgende voldsom forringelse af velfærden.

Ekskurs: »Reaganomics« – et advarende historisk eksempel mod ufinansierede skattelettelser
Men er der som anført mangel på empirisk funderede undersøgelser af skattelettelsers selvfinansieringsgrad i Danmark, så advarer historiske erfaringer fra udlandet til gengæld klart og tydeligt mod nyliberale eksperimenter med ufinansierede skattelettelser.

I 70’erne og 80’erne argumenterede nyliberale og konservative økonomer i USA – de såkaldte udbudsøkonomer – for netop ufinansierede skattelettelser af marginalskatten, navnlig til de bedrestilledes amerikanere.

Økonomerne argumenterede netop ud fra en udbudsøkonomisk tankegang om, at når skatterne lettedes ville investerings- og arbejdslysten hos borgerne vokse modsvarende og dermed ville skattelettelsen skabe øget beskæftigelse og finansiere sig selv.

Teorierne blev faktisk gennemført som den såkaldte »reaganomics« – og skabte nogle af de største budgetunderskud i USA´s historie, et megastort handels- og betalingsbalanceunderskud og en forøgelse af uligheden, som USA aldrig siden rigtig er kommet sig over (jf. Henrik Jakobsen Kleven og Claus Thustrup Kreiner: »Arbejdsudbud, provenueffekter og Lafferkurve«, s 149 i Tranæs, Torben (red.): Skat, arbejde og lighed. Rockwoolfonden, 2007).

3. DEL: SKATTELETTELSESFORSLAGENE I SAMFUNDSØKONOMISK, VELFÆRDSPOLITISK OG FORDELINGSPOLITISK BELYSNING
Ufinansierede skattelettelser samfundsøkonomisk ufornuftigt og uansvarligt.
Bliver der tale om det første, dvs. en merudpumpning af købekraft i samfundet på mellem 10 og 30 mia. kr, vil det i den aktuelle konjunkturpolitiske situation ikke gavne, men tværtimod true beskæftigelsen.

Dansk økonomi kører aktuelt med noget nær fuld kapacitetsudnyttelse. Den officielle ledighed er historisk lav, selvom den faktiske ledighed er større end som så.

Det må yderligere – jf. ovenfor – vurderes, at selvom der fortsat er en betydelig beskæftigelsesreserve, kan der ikke på meget kort sigt indenfor den indeværende valgperiode inddrages yderligere arbejdskraft i større udstrækning. Det hænger sammen med at den tilbageværende ledighed er mere »tung« og vil kræve en længerevarende træk og reformarbejde over 10 -15 år for at nedbringe beskæftigelsesreserven markant.

Der er aktuelt overskud på de offentlige finanser, og skattelettelser vil kunne finansieres delvist gennem nedbringelse heraf.

Statsoverskuddet er dog ikke uudtømmeligt, og der kan mere vedvarende maksimalt vurderes at være et råderum til enten skattelettelser eller velfærdsforbedringer på omkring 4 - 6 mia. kr. (Jf. AER).

Skattelettelser herudover vil enten være rent ufinansierede her og nu og dermed være ensbetydende med en decideret nettoforøgelse af købekraften i samfundet. Eller skattelettelser udover de 6 mia. kr vil – jf. det følgende afsnit – gå ud over regeringens opsparingstrategi med henblik på at finansieres fremtidens stigende ældreudgifter.

Skattelettelser kan således skabe et problem her og nu eller skubbe problemet videre til fremtiden. Gennemføres skattelettelserne udover 4 - 6 mia. kr årligt her og nu, må det vurderes at ville skabe et inflationspres i dansk økonomi, hvilket vil forværre konkurrenceevnen i forhold til udlandet.

Dette vil dels være til skade for beskæftigelsen navnlig i eksportsektoren og i de importkonkurrerende erhverv, men vil på længere sigt også kunne gå ud over de offentlige finanser på grund af lavere skatter og større udgifter til overførselsindkomster.

Samtidig vil øget import og faldende eksport belaste handels- og betalingsbalancen, der aktuelt kun holdes op af indtægterne fra oliesektoren.

Ufinansierede skattelettelser i større målestok vil således true samfundsøkonomien og dermed beskæftigelsen og kunne blive anledningen til et økonomisk nedsving.

Skattelettelser vil undergrave velfærden
Der er desværre også den mulighed, at de lykkes de nyliberale kræfter i de borgerlige partier mm at gennemføre skattelettelser i større omfang på bekostning af opsparingen til fremtidens ældreudgifter.

Det har jo været regeringens strategi – jf. 2010–planen – gennem tilbageholdenhed med de offentlige udgifter at nedbringe stats- og udlandsgælden og oparbejde en opsparing.

Takket være regeringens udgiftsloft er der herigennem på bekostning af de løbende velfærdsudgifter skabt et aktuelt set betydeligt overskud på de offentlige finanser. Et overskud der ifølge regeringens er¬klærede målsætninger siden hen dog skal indgå i finansieringen af de fremover stigende offentlige udgifter til navnlig ældrepleje og sundhed som følge af ældreudviklingen.

Den aktuelle opsparing er dog ikke ensbetydende med, at velfærden så fremtidigt er sikret ubeskåret. Tværtimod har regeringen, Socialdemokratiet, de radikale og Dansk Folkeparti gennem velfærdsaftalen fra juni 2006 også sparet på fremtidens velfærd gennem en historisk forringelses af pensionssystemet, der i løbet af få årtier vil hæve efterlønsalderen til 65/67 år.

Selvom dette aktuelle betydelige statsoverskud således skulle være øremærket til sikring at fremtidens velfærdsudgifter, er det ikke mindst disse midler som konservative og Ny Alliance har kig på og i stedet under betegnelsen »økonomisk råderum« ønsker at udmønte som skattelettelser.

Det sker ganske vist med den angivelige begrundelse, at man igennem skattelettelser kan få et yderligere udbud af arbejdskraft frem og dermed skabe yderligere samfundsøkonomisk vækst til fremtiden velfærd.

Men som vi har set i forbindelse med diskussionen om selvfinansiering holder dette ikke. De »dynamiske effekter« ved skattelettelsesforslagene kan kun forventes at dække en mindre del af udgifterne hertil.

Skal restudgifterne til skattelettelserne finansieres - og det vil af hensyn til samfundsøkonomien være nødvendigt – kan det kun enten gennem massive yderligere besparelser eller ved at »gnave af« af den opsparing, der ellers skulle have finansieret fremtidens ældreudgifter.

Men herved vil finansieringen af fremtidens velfærd være sat alvorligt tilbage. Og skattelettelserne vil i realiteten være startsignalet til yderligere fremtidige besparelser på velfærd for at få udgifter og skatteindtægter til at hænge sammen.

Lykkes det de borgerlige at udmønte statsoverskuddet i skattelettelser, kan den brede lønmodtagerbefolkningen med sikkerhed berede sig på ofringen af efterlønnen ikke bliver det sidste offer, men tværtimod indledningen på yderligere massive amputeringer af velfærdsordningerne.

De konservatives og Ny Alliances model for skattelettelser vil forstærke uligheden dramatisk
Hertil kommer, at de modeller for skattelettelser som konservative og Ny Alliance har fremlagt, kraftigt vil forstærke uligheden i samfundet.

For begge partiers vedkommende fokuseres i forbindelse med skattelettelserne navnlig på top – samt mellemskatten. Dvs. for lempelse af skatterne for de bedrebemidlede i samfundet. Skattelettelserne vil navnlig tilgodese de højere indkomster i samfundet.

Men samtidig vil skattelettelserne som det er fremgået – hvis den samfundsøkonomiske balance skal tilgodeses – skulle kompenseres gennem ganske omfattende besparelser på offentlige serviceydelser og overførsler.

Og da der gennem offentlige ydelser og navnlig gennem overførslerne sker en omfordeling fra de dårligere stillede i samfundet til de bedrestillede, vil sådanne besparelser helt uden diskussion vende den tunge ende nedad.

Vi vil altså få en kombination af skattelettelser, der især tilgodeser de højere indkomster og offentlige besparelser, der vil navnlig belaste de lavere indkomster. De konservatives og Ny Alliances skatteforslag til således være opskriften på en markant forøgelse af uligheden i samfundet.

Venstre – ikke en tand bedre
Aktuelt har skattedebatten skabt en kile i regeringen mellem statsministerens parti på den ene side og så de konservative på den anden side, idet Venstre har afvist at der her og nu skulle være råderum til skattelettelser.

Man skal dog ikke forledes til at tro, at Venstre er kommet til fornuft og nu pludselig støtter velfærdsstaten mod »skatteraiderne«. Diskussionen handler nok så meget om hvilken form for skattelettelser, der skal gennemføres.

Statsministeren har her sin egen dagsorden, som handler om, at man for længst har proklameret, at skattestoppet skal videreføres fra sit aktuelle slutpunkt i 2010 til mindst 2015 og formentlig videre. Dvs. at skattestoppet skal gøres permanent.

Prisen herfor er høj, da skattestoppet årligt koster det offentlige 1,5 mia. kr i tabte skatteindtægter. Indtil 2010 vil skattestoppet have kostet 18 mia. kr., det vil i 2020 være vokset til 32 mia. kr og i 2040 til op mod 60 mia. kr. (jf. Henrik Herløv Lund: Regeringens skattestop og skattelettelsespolitik – konsekvenser og perspektiver. 2005. Offentliggjort i Kritisk Debat. Se www.henrikherloevlund.dk).

I 2040 vil et permanent skattestop være tæt på at have forværret de offentlige finanser lige så meget som »ældrebyrden« og vil have opædt en meget stor del af provenueffekten af velfærdsaftalen af juni 2006 (jf. Henrik Herløv Lund: Permanent skattestop udhuler velfærden. Offentliggjort i Kritisk Debat. Se www.henrikherloevlund.dk).

Uenigheden mellem regeringspartierne står således ikke om, hvorvidt der skal gives skattelettelser på bekostning af velfærdsforringelse, men om formen for skattelettelserne. Samt om timingen: Statsministeren vil gerne have trepartforhandlingerne om kvalitetsreformen bragt til forlig, inden de borgerlige deler velfærdsrovet.

Skattelettelsesforslagene del af opgør med den danske velfærdsmodel.
Såvel Ny Alliances, de konservatives og Venstres skattelettelsesstrategi må – uanset uenighed om skattelettelsernes konkrete udformning – ses om et centralt led i de borgerliges opgør med og kamp mod velfærdssamfundet i disse år.

Formålet med skattestop og skattelettelser er og bliver det samme: Nemlig at afsnøre velfærdsordningerne fra den nødvendige til grundliggende finansiering og derigennem udhule velfærdsordningerne.

Det siger sig selv, at der ikke kan gennemføres en omfordeling gennem de offentlige ydelser og overførsler til gavn for de svagest stillede i samfundet, uden at der på statens indtægtsside modsvarende er en progression i skattesystemet.

Der vil ikke være råd til solidaritet med de svageste på udgiftssiden, uden at de stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder i skattesystemet.

De konservatives og Ny Alliances skattelettelsespolitik er blot en tand mere åben i sin krigserklæring mod velfærdssamfundet.

3. DEL: ALTERNATIVET TIL DE BORGERLIGE SKATTEREFORMFORSLAG
Alternativ til Ny alliances og konservatives skattereformforslag
Ny alliances og Konservatives skattelettelsesforslag er således en trussel mod samfundsøkonomien, de er i deres fordelingspolitiske sigte dybt asociale og de repræsenterer sidst, men ikke mindst en alvorlig underminering af velfærdssamfundet og den danske/nordiske velfærdsmodel.

Men hertil kommer, at Ny Alliances og konservatives skattereformforslag går helt fejl af, hvad der er de centrale problematikker og reformbehov i det danske skattesystem: Ophævelse af skattestoppet, reform af beskatningen af kapitalafkast og lempelse af indkomstskatten i bunden (jf. Henrik Herløv Lund og Per Schultz Jørgensen: VELFÆRD FOR ALLE - 43 alternativer til velfærdskommissionens reformforslag. Offentliggjort i Kritisk Debat. Se www.henrikherloevlund.dk).

Skattestoppet skal ophæves
Skattestoppet er ikke løsningen på nogen problemer i det danske skattesystem, men tværtimod i sig selv et hovedproblem i skattesystem. Derfor er en hovedudfordring af få ophævet skattestoppet.

Skattestoppet har en lang række uhensigtsmæssigheder. Det udhuler den offentlige økonomi, skaber øget fordelingspolitisk ulighed, forhindrer det offentlige i effektiv samfundsøkonomisk regulering og fastlåser skævheder og skævvridninger af skattesystemet.

Et alternativ til den borgerlige skattepolitik bør derfor som udgangspunkt have, at skattestoppet ophæves. Uden dette vil det være umuligt at få den fornødne økonomiske frihedsgrad til samfundsmæssigt nødvendige reformer på en række områder.

Skat på fast ejendom
Hvad angår selve skattesystemets indretning trænger sen række nødvendige reformer på: vægten i beskatningen skal – jf. foran - i højere grad flyttes over på skat på fast ejendom samt på pensionsopsparing.

Allerede før skattestoppet kan det opgøres, at ejendomsværdibeskatningen var 50 procent for lav i forhold til den, der gælder for andre former for kapitalanbringelser.

Skulle ejendomsværdibeskatningen have været neutral skulle den nuværende typiske ejendomsværdiskattesats på 1 procent. hæves til 2 procent.

Et alternativ hertil kan være indførelse af en beskatning af kapitalgevinster på faste ejendom efter svensk model, dvs. hvor værdistigningen beskattes med en procentdel - jf. forslag fra DØR (Dansk økonomi, Efterår 2005) realiseres beskatningen, når værdistigningen tages ud til forbrug – ikke når den blot går til køb af en anden ejendom, som også er steget i pris.

En sådan reform kan gennemføres så der ikke bliver tale om nogen skatteplyndring af det store flertal af boligejerne, idet også kapitalgevinster på fast ejendom er meget ulige fordelt.

Skat på pensionsopsparing
Et andet problem er den også meget gunstige behandling af pensionsopsparing, som også giver en klar tilskyndelse for folk til at anbringe en uforholdsmæssig stor del af deres opsparing heri – igen set i forhold til mere produktive investeringer, der mere direkte kan skabe arbejdspladser.

Med andre ord er der meget, der taler for at modvirke forvridningerne i skattesystemets behandling af afkast af opsparing gennem en ensartet skattesats for kapitalafkast. Niveauet kunne pas¬sende være niveauet for rentefradraget.

I denne forbindelse kunne så passende vælges en sats, der giver rentefradragsretten en lavere værdi og forhøjer pensionsafkastskatten. Niveauet kunne lægges på 20-25 procent eller højere op imod rentefradraget - omkring de 30 (jf. Henrik Herløv Lund: Regeringens skattestop og skattelettelsespolitik – konsekvenser og perspektiver. 2005. Offentliggjort i Kritisk Debat. Se www.henrikherloevlund.dk)

Vedr. pensionsopsparing foreslår vi et loft over, subsidiært en progressiv beskatning på udbetalinger af pensionsopsparing. Endelig foreslår vi, at også den nugældende, meget lave arveafgift og formueskatte forhøjes.

Disse forslag om selektive forhøjelser af skatten på kapitalafkast skønnes at give følgende provenu.

Indkomstskattelettelser i bunden i stedet for i toppen
Ovenstående provenu skal dels bruges til skattelettelser i bunden, som er langt mere velbegrundede end skattelettelser i toppen.

Gives der skattelettelser i toppen bliver det sandsynlige resultat ikke mere, men mindre arbejdsindsats. De topskatteydere, som ville få skatten lettet, er i forvejen mere end 37 timer beskæftigede om ugen og har i forvejen høje indkomster. Får de igennem højere disponibel indkomst muligheden for at vælge øget fritid er der stor sandsynlighed for, at de vil gøre det.

Derimod er det i bunden, der findes de højeste effektive marginalskatteprocenter.

De opstår, når modtagere af overførselsindkomster finder beskæf¬tigelse, men så får modregnet lønfremgangen i overførslerne. Ved derfor at give skattelettelser, som også kommer modtagere af overførselsindkomster til gode, opnås en langt højere motivation for at komme i arbejde på trods af denne situation.

Skattelettelser i bunden vil derfor give langt større beskæftigelsesfremgang end skattelettelser i toppen.

Hertil kommer, at skattelettelser for bund- og mellemindkomster også vil være hensigtsmæssige udfra en fordelingspolitisk synsvinkel for at genoprette progressionen i skattesystemet, som både under Nyrup–regeringen og VK–regeringen har lidt skade.

Udgiftsloftet skal ophæves og offentlig velfærdsservice genoprettes
Skattelettelser bør dog ikke have topprioritet. Det bør derimod genopretning af offentlig velfærdsservice og investering i nye arbejdspladser og økonomisk vækst have.

De store, brede offentligt leverede velfærdsserviceydelser i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og socialsektoren er krumtappen i den skandinaviske model.

Det er fordi befolkningen selv nyder så udstrakt godt af disse ydelser, at den også er villig til at betale en høj skat for at finansiere disse. Men det forudsætter ydelser med en høj servicegrad og kvalitet.

Udsultes de offentlige ydelser er risikoen, at middelklassen vælger betalingsløsninger og vender ryggen til velfærdsstaten.

Det er derfor også afgørende vigtigt at udgiftsloftet ophæves. De offentlige udgifter skal stige i takt med den almindelige velstandsudvikling og økonomiske vækst dvs. i de nærmeste år med minimum 1,2 procent realvækst. Herudover kommer så nye initiativer, der skal lægges oveni. Fastholdes planen om investeringer i forskning og uddannelse for omkring 10 mia. kr, skal den årlige realvækst for den samlede offentlige sektor op på 1,7 procent årligt.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm og medlem af Den alternative velfærdskommission

Besøg Kontradoxas debatforum