Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Aktivister fastholder blokade i Heiligendamm

6. juni 2007 - 10:26

Aktivister fastholder blokade i Heiligendamm

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Live-reportagen er afsluttet

Kl. 16.52
Flere danske unge fra Socialistisk UngdomsFront, SUF, har været med til at blokere G8-ledernes møde.

I en pressemeddelelse skriver de unge, at den italienske premierminister sidder fast i lufthavnen Rostock Laage og ikke kan komme frem til kurhotellet i Heiligendamm.

Blokaden er fredelig og der er god stemning blandt de mange aktivister, som ulydigt sætter sig op imod G8-ledernes udemokratiske verdensorden, skriver SUF’erne.


Kl. 16.41
Politiets kæder, der spærrer vejen ind til Heiligendamm, er rykket nogle meter tilbage, men vognene med vandkanoner holder stadig klar til indsats.

Liveupdates:

- Motkraft.net (svensk)

- Indymedia (engelsk)

- Der Spiegel (tysk)

Der er to kæder af betjente. En stor kæde med omkring 300 betjente står ved indkørslen til Heiligendamm, og en mindre kæde med omkring 20 mand står skudt frem foran indkørslen tæt på demonstranterne.

Demonstranterne er også rykket lidt tilbage. Det sker for at hægte sig bedre sammen arm i arm. Demonstranterne er fast besluttet på ikke at bakke ud af blokaden.

Demonstranterne befinder sig cirka 50 meter fra hegnet og indkørslen.

Der er meget presse til stede.

16.15
Der ser nu igen ud til at være oplæg til rydning af blokaden foran Heiligendamm. Der er kørt et pansret køretøj med en sneplovlignende forende op foran demonstranterne. Ved siden af den holder to vogne med vandkanoner.

En talsmand for BlockG8 er gået frem mod politiet og forsøger at komme til at tale med ledende politifolk.

Kl. 15.50
Konvojen er kørt bort igen.

Kl. 15. 46
En konvoj på omkring 20 politivogne ala det danske politis transitter er kørt ned mod blokaden. Den holder nu cirka 50 meter fra blokaden. Det er den første offensive fremrykning mod blokaden, men vognene er tilsyneladende kun bemandet med enkelte politifolk i hver vogn.

Kl. 15.09
Aktionsledelsen af blokaderne ved Heiligendamm har på et stormøde for aktivister meddelt, at blokaden er effektiv. G8-arrangørerne er blevet nødt til at iværksætte en nødplan, så allle mødedeltagere skal flyves eller sejles ind til topmødet. Alle indgange til Heiligendamm er effektivt blokeret.

Der er forlydender blandt aktivisterne om, at der er ved at blive fremskaffet toilet- og køkkenfaciliteter.

En gruppe danske aktivister fra København, som Modkrafts udsendte har talt med, omtaler blokaden som en stor sejr. Disse aktivister vil blive til området indtil fredag.

JPEG - 75.1 kb
16.000 betjente og 1.100 betjente kunne ikke forhindre omfattende blokader og indtrængen i den »forbudte zone«.

Kl. 13.19
En koordinator og pressetalsmand for BlockG8, der er hovedorganisator for blokaden, siger til Modkrafts udsendte, at det er hans vurdering at blokadens succes skyldes, at politiet har været forvirret og ladet sig overrumble af demonstranterne. Det er demonstranternes egen fortjeneste, at de har tiltvunget sig adgang til indkørslen til Heiligendamm, siger han.

Planen for blokaden består ifølge talsmanden i at opretholde den så længe som muligt.

Blokadeaktivisterne befinder sig på en vej, der på den ene side består af kornmarker - det var bl.a. her politiet landede betjente for kort tid siden - på den anden side er der en skov, der er afspærret med pigtråd.

Meget af pigtråden er nu blevet fjernet af aktivister og adgangen til skoven ligger åben.

Der er fortsat konflikter mellem militante og ikke-militante aktivister. Lige nu udmønter konflikten sig bl.a. i uenighed om nedrivningen af hegnet ind til skoven.

Kl. 13.04
De 100 paramilitære politibetjente, der landede midt i en kornmark, blev ikke sat ind mod blokadeaktivisterne, men er blevet trukket ind bag politikæderne, der er opstillet ind mod Heiligendamm.

Til gengæld er mellem 100-150 kampklædte betjente ved indkørslen tilsyneladende parat til aktion.

Kl. 12.54
Otte store politihelikoptere er dukket op og landet tæt på blokaden ind mod Heiligendamm.

JPEG - 57.6 kb
Politiforstærkninger ankommer i helikoptere.

Der er kommet cirka 100 kampklædte betjente ud af flyvefartøjerne. De ser ifølge en kilde på stedet meget paramilitære ud - bl.a. fordi de er bevæbnede og har skudsikre veste på. Herud over er de bevæbnede med tåregas.

Betjentene nærmer sig blokaden fra siden. En kilde på stedet kalder det mærkværdigt, at politiet møder så paramilitært frem, da blokaden er forløbet helt fredeligt.

Kl. 12.37
En aktivist ved blokaden ind til Heiligendamm vurderer, at politiet havde mulighed for at stoppe blokaden af indkørslen til området, men at det tilsyneladende ikke vurderede dets betydning som afgørende.

Flere tyske TV-stationer er nu ved at dukke frem ved blokaden.

Kl. 12.12
Ifølge EkstraBladet er en gruppe på cirka 1.000 demonstranter nået næsten helt frem til konferencecenteret. Kort før klokken 12.00 lykkedes det en gruppe på omkring tusind demonstranter at slippe over vejen, hvor politiet befinder sig, og over på en anden mark - i retning mod Heiligendamm, skriver avisen.

– Gruppen krydsede vejen, og det fik betjentene til at sprøjte med peberspray efter den. Da det ikke virkede, tog de både tåregas og vandkanoner i brug - men omkring 1000 mennesker nåede over, og de er nu tæt på der, hvor mødet afholdes. Det ser ud som om, politiet har mistet al kontrol med de mange mennesker, siger Ekstra Bladets udsendte om situationen i Tyskland lige nu.

Kl. 12.04
500 meter vej er tæt blokeret med demonstranter. De sidder og står helt tæt som en prop i vejen. 20 meter siddende demonstranter følges af 20 meter stående demonstranter, der igen følges nye siddende aktivister.

En kilde på stedet vurderer, at mellem 2.000 og 5.000 aktivister deltager i aktionen.

JPEG - 119.9 kb
Vejene blokeres at tusindvis af demonstranter.

Kl. 11. 52
Der er ca. 2.000 demonstranter 100 meter fra indkørslen til Heiligendamm og hegnet.

En mindre gruppedemonstranter, der er klædt ud som soldater og som er »bevæbnet« med trommer og trompeter, forsøger at spille sig gennem politikæden. Den halve snes »soldater« bliver mødt af politifolk med skjolde, som forsøger at holde dem tilbage.

En deltager i demonstrationen kalder det en kæmpesejr, at demonstranterne er nået frem til hegnet på trods af diverse forbud fra myndighedernes side.

Kl. 11.42
Der er nu demonstranter, der er begyndt at klippe pigtråden i hegnet over.

Samtidig har en blok på 200 demonstranter dannet en blok foran cirka 20 politifolk. En iagttager gætter på at de vil forsøge at forcere politikæden.

Kl. 11.38
Demonstranterne er nu nået frem til indkørslen til Heiligendamm. De går ud på vejen og blokerer nu indkørslen.

Politiet trækker sig tilbage. De går ind i deres biler og trækker ind bag hegnet.

Kl. 11.31
Den ene del af demonstrationen er nu næsten fremme ved hegnet. Der er ca. 200 meter hen til det. Den anden del af demonstrationen har politiet foran sig.

Der er samtidigt udbrudt uenighed mellem arrangører af demonstrationen og sortklædte aktivister. Arrangørerne beder de sortklædte om ikke at kaste sten - det er flere ellers begyndt at indsamle.

De sortklædte svarer til gengæld, at de ikke har behov for »lærere«.

Kl. 11.26
Demonstranterne bevæger sig nu hen over en kornmark. De er formodentligt ved at nærme sig det 12 kilometer lange hegn, der er lagt rundt om Heiligendamm.

Der er nu politi på hesteryg foran demonstranterne og en kamphelikopter flyver hen over demonstranterne.

Demonstrantionen ser ud til at dele sig i to. En kilde på stedet ved ikke om det er tilfældigt eller en del af strategien.

Antallet af »sortklædte« er begrænset. De erklærede »sorte blokke« har ifølge pålidelige kilder sagt, at de ikke vil aktionere i dag, og det er ifølge en iagtager på stedet også kun omkring 50 demonstranter, der ser ud til at have taget huer og andet anonymiserende antræk på.

Kl. 11.13
Politiet er nu ved at være i sigte foran demonstrantionen. Selv om demonstrationen er erklæret ikke-konfrontativ, er en sort blok ved at samle sig og iklæde sig huer.

Kl. 11.03
Alle aktivister en nu kommet ud af skoven. Der er formentlig mellem 5.000 og 10.000 aktivister. Demonstranterne har bevæget sig gennem skoven i forskellige grupper, og de står nu på marken, der ligger på en bakketop.

Aktivisterne er formodentlig inden for den zone, hvortil demonstranter er forment adgang. De vil nu bevæge sig i samlet trop ind mod Heiligendamm.

Politiets helikoptere, det for en halv time siden svævede over hovedet på demonstranterne, er nu forsvundet, men det er til gengæld en enkelt politivogn på markvejen foran demonstranterne.

Demonstranterne har erklæret at det vil undgå enhver escalation af konflikter med politiet, men at de samtidig er »ustoppelige«.

Kl. 10.33
Aktivister fra skovvandringen har nu bevæget sig ud på en åben mark. Der svæver omkring 10 politihelikoptere over hovedet på dem.

Onsdag den 6. juni kl. 10.21
Omkring 2.000 aktivister forlod omkring kl. 9 onsdag den 6. juni en aktivistlejr uden for Rostock for at nærme sig konferencecenteret i Heiligendamm. Men efter et par kilometers vandring ad vejen mod Heiligendamm havde politiet blokeret vejen med flere hundrede betjente.

JPEG - 94.4 kb
Politi og demonstranter i skoven.

Optoget bevægede sig derfor bort fra vejen og ind gennem skoven for ad den vej at nå frem til Heiligendamms indkørselsveje. Politiet kredser nu rundt i køretøjer på vejene i skoven og har helikoptere i luften i forsøget på at kredse demonstrationstoget ind.

Aktivisterne har på forhånd erklæret, at konceptet for aktionen er ikke-voldelig, men samtidig er man helt opsat på i praksis at blokere byen.

En kilde på stedet siger, at stemningen blandt aktivisterne er opstemt, og at det er et sælsomt syn at se så mange aktivister bevæge sig gennem skoven. Kilden kalder demonstranterne for eliten af Europas aktivister. Demonstrationstoget, der er på ca. 2.000 aktivister, er ifølge forlydender ikke den eneste gruppe demonstranter der forsøger at nå frem til Heiligendamme for at etablere blokade af vejene, men det er formentlig det største.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96