Et par tusind demonstranter havde fundet vej til demonstrationen, som var indkaldt af en række faglige organisationer, primært for offentligt ansatte. Demonstrationen foreløb i strålende solskin på den sidste officielle forårsdag, men – ikke kun symbolsk, men helt konkret - kastede Christiansborgs skygge ned over de fremmødte.

Begrænset mobilisering
Demonstrationen var meget lille sammenlignet med velfærdsmanifestationerne i foråret og efteråret 2006. Dagbladet Politiken anslog antallet af demonstranter til at være helt nede på ca. 300, men den vurdering ligger langt under Modkrafts udsendtes vurdering.
Mobiliseringen til demonstrationen er da også næsten kun foregået i fagforeningsregi på de offentlige arbejdspladser. Demonstrationen var tydligvis også spækket med offentligt ansatte som lærere, pædagoger og social- og sundhedspersonale. Der var masser af bannere fra daginstitutioner, seminarier, skoler, fagforeninger – og enkelte venstrefløjspartier.
Paradoks i velfærdsdiskussionen
Før ballonerne blev sluppet fri havde en række repræsentanter for offentlige ansatte kritiseret regering og Folketing for at udsulte den offentlige sektor.
Taler på taler kritiserede mistilliden og kontrollen med de offentlige ansatte samt regeringens serviceloft, der begrænser kommunernes muligheder for at løse de voksende mængder opgaver. Samtlige talere påpegede paradokset i smalkosten i den offentlige service i en situation, hvor økonomien i den private og offentlige sektor betegnes som optimal.
Værdi og regnestykker
Underholdningen blev leveret af bl.a. Rasmus Nøhr og Erik Clausen. Rasmus Nøhr sagde mellem sine sange, at han bedre kunne forstå værdien af det arbejde, sygeplejersker udførte, end private sælgeres arbejde med at få folk til at skifte fra et chokolademærke til et andet.
Erik Clausen gav en humoristisk opsang til de mange fremmødte pædagoger og skolelærere. Han gjorde bl.a. op med den skolelærdom, der sagde at 2 + 2 altid giver 4 – i hans verden havde det altid givet 1 til den ansatte og tre til arbejdsgiveren, sagde han.
Fordemonstrationer
Forud for demonstrationen havde der været flere mindre optog gennem byen. Lærerne fra Frederiksbjerg samledes ved Storkespringvandet og gik derfra til Christiansborg Slotsplads. Fagforeningen BUPL arrangerede derimod optog fra Kongens Nytorv til borgen.
Demonstrationen var samlet på et krav om bedre velfærd. De faglige organisationer havde opstillet tre krav for at opfylde det mål:
»Ud med bureaukrati og kontrol. Stands udsultningen af den offentlige sektor. Ind med tillid og flere hænder«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96