Af redaktionen for »I kamp for København«

Hvordan vil vi leve vores liv? Hvilken slags by ønsker vi skal være rammen om vores liv?

Det er nogen som mener at der findes ét svar på sådanne spørgsmål. Du har nok set dem i fjernsynet.

Det er dem som prædiker kreativitet, fleksibilitet og åbenhed, men som i virkeligheden mener ensretning, usikkerhed og kontrol.

1. maj 2007 i København: »Ingen hvide flag - vi er først lige begyndt«. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Dem der siger at de ønsker et København som er rigt på kultur, men som kun ser kulturen som et middel til at skabe rigdom.

Det er folk som hilser innovation og nyskabelse velkommen, så længe det foregår indenfor nøje udstukne retningslinjer og sikrer penge i kassen.

Det er folk som ikke forstår rigdom på andre måder, end hvad de kan måle i hårde kontanter, og netop derfor også er mennesker med magt.

Men de skal ikke bestemme det hele. Det er vi mange som har vist de sidste to måneder.

Hvordan kan nogen tro at der kun findes én rigtig måde at organisere en by, at leve et liv på? For de magtfulde, er det vigtigste er at fjerne alle præmisser for politisk samtale. Og det gør man bedst ad markedets vej.

For markedet er, som dets profeter hævder, et suverænt beslutningsredskab. Og jo mere de demokratiske processer begrænses, jo mere råderum overlades til markedet, jo enklere bliver det at finde en løsning.

For på markedet kræves ingen diskussion, ingen overbevisning, ingen passion.

Det eneste som kræves er penge, selv om de gerne må krydres med nogle særlige menneskelige egenskaber: tilpasningsevne, grådighed, egoisme.

Den slags argumenter er suveræne: Man kan være uenig i dem, men de kan ikke debatteres, for i et kapitalistisk samfund får de altid det sidste ord.

Dem der skaber andre måder at leve på - rum som er organiseret på andre præmisser – behøver magten ikke argumenter for at bekæmpe, de spises af med love.

Afvisningen af disse alternative rum kan antage forskellige former.

Bureaukratens sprog er: »Stil dig i køen som alle andre (selv om vi ikke vil give dig noget)«. Dommerens er: »Følg loven som alle andre (selv om du aldrig vil få lov, uanset om du har ret eller ej)«. Og kapitalistens er »Vis os penge og køb som alle andre (selv om du er flad)«.

Det er, hvad man kalder en monolog, og i monologen forventes ingen svar.

Men noget forventer man, for man ved, at et svar alligevel vil komme. Det vil insistere på at komme. Derfor tager man sine forholdsregler, og sætter landets samlede politistyrke i beredskab. Sådan genoprettes dialogen med magtens mest nøgne sprog: volden.

Det er også et sprog, de ved, vi ikke behersker, med nogle rammer vi ikke kan besejre; de har våben, de har fængsler, de har retslokaler, knibtangsmanøvrer og hollandske og svenske hollændervogne, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men vi havde antallet. Og vi havde overbevisningen, passionen og argumenterne.

Alligevel overraskede vores oprør til og med os selv, for hvem var ‘vi’? Vi var mange flere, mange andre og vi var ikke længere det ‘vi’, vi troede, vi var. Vi var en bevægelse.

De havde loven, i al dens tyngde, men de fik ikke ret. De troede, de rev et ungdomshus ned, men skabte et ungdomsoprør. Og med ét er der rigtig, rigtig mange, der føler sig unge i København.

Mange af de friheder og rettigheder, vi lærer om i skolen, er blevet sat til side i de seneste måneder. Privatlivets ukrænkelighed, ytringsfriheden, retten til at forsamle sig og at demonstrere. Alt sammen i dybeste respekt for en rettighed, der i vores samfund er mere grundlæggende end alle andre: ejendomsretten.

På markedet gælder andre regler end demokratiets, regler der fuldstændigt ekskluderer dem, som ikke ønsker at spille med.

Fair nok, kunne man måske mene, hvis der var tale om et brætspil. Men det er der jo ikke; der er tale om et samfund. Og et samfund ønsker ingen at melde sig ud af – til trods for at spillereglerne virker absurde.

Derfor opstår der et problem, når markedets præmisser gøres til de eneste gældende. Da er der ikke længere plads til os - os som vil noget andet med vores liv og vores by, end det der ser pænest ud på regnearket. Os der sætter de behov, vi forledes til at glemme, op imod det skuespil, der tilbydes os i Fields og Magasin. Os der ønsker et samfund, hvor disse behov sættes højere end profitmotivet.

Når alle skal underlægges den private ejendomsrets logik og følge den politiske magts lydighed ovenfor markedets påbud, står vi i virkeligheden ovenfor et tyranni. Og overfor tyrannier har de fleste politiske filosoffer siden antikkens tid, været enige om at oprør ikke blot er legitimt, men direkte nødvendigt.

Er der noget, som forener alle os, som har deltaget i oprøret de sidste to måneder, er det følelsen af nødvendighed. Vi har ikke kunnet handle anderledes. Vi har ikke kunnet sidde stille og se på. Derfor vil vi også blive ved.

Vi kan ikke lade deres logik stå uimodsagt og stille os i kø, mens vi venter på, at vores ikke-eksisterende formuer skal forrente sig. Vi kan ikke normalisere os selv. Vi ønsker det ikke.

Vi ønsker tværtimod en anden verden, hvor det ikke er kapitalen, som regerer, men mennesker; hvor politik betyder alles mulighed for at påvirke beslutningerne som berører vores liv, ikke social kontrol og markedstilpasning.

Vi ønsker et andet samfund, som er rummeligt og som har plads til forskellighed. Et samfund, hvor intolerancen rettes mod uligheden og ufriheden.

Vi ønsker en anden by, hvor det ikke skal være nødvendigt at slås for at skabe selvstyrende fællesskaber og frirum, en by hvor det, vi ønsker, ikke skal baseres på hvad, der er profitabelt.

En by som er fed at leve i, og som vi selv definerer og skaber.

Og det bedste af alt: Vi er allerede i gang.

»I kamp for København« er et blad, der blev udgivet den 1. maj i forbindelse med en demonstration med parolen »Ingen hvide flag - vi er først lige begyndt«.

Demonstrationen samlede omkring 7.000 mennesker.