Lørdag den 9. december marcherer den nordeuropæiske nazistiske bevægelse igen i Stockholm-forstaden Salem. Marchen er arrangeret til minde om en ung nazist, Daniel Wretström, der i december 2000 blev stukket ihjel under et slagsmål.
Hvert år siden da er der blevet afholdt nazistiske demonstrationer i Salem.
Demonstrationen arrangeres af Salemfonden, som er en dækorganisation for det nazistiske netværk og nyhedsportal Info14!, der har sin base i Stockholm, samt Nordiska Forbundet og Svenska Motståndsrörelsen.
Den sidstnævnte organisation udspringer af Vit Arisk Motstånd, en nazistisk terrorgruppe, der i starten af 1990’erne stod bag våbentyverier, væbnede røverier og drab.
Nordiska Forbundet er en mere intellektuel gruppe, der blandt andet driver produktionsselskabet Nordiska Forlaget, hvorfra der sælges blandt andet fascistisk og antisemitisk litteratur.
I 2005 kørte en delegation af Dansk Front-folk med Nordiska Forbundets bus fra Skåne til demonstrationen i Salem.
Svækket bevægelse bag marchen
Salemfonden og netværket omkring organiseringen af marchen har det dog ikke let. For nylig kom det frem, at Nationalsocialistisk Front trak sig fra marchen i protest mod, at der ifølge denne organisation er sket en udvanding af det politiske indhold i marchen.
Samtidig har Nationaldemokraterne, der tilbage i 2003 var helt centrale i marchen, udstukket et deltagelsesforbud til samtlige sine medlemmer.
Nationaldemokraterne blev for få år siden isoleret på den svenske nazi-scene, da partiets organisator Tor Paulsson i forbindelse med et socialt arrangement i partiet slog sin kone for øjnene af de tilstedeværende, og sagen efterfølgende kom frem i resten af bevægelsen.
Det er derfor en forholdsvis svækket gruppe, der står bag årets Salemmarch.
For at gøre ondt værre blev en stor gruppe nazister fra Göteborg i sidste weekend angrebet af en større gruppe militante antifascister, da nazisterne uddelte mobiliseringsmateriale for årets Salemmarch i Göteborgs gågade. Flere nazister endte på hospitalet med skader i hovedet.
Mobilisering i Danmark
I Danmark mobiliserer det yderste højre til marchen og den antiracistiske bevægelse til en moddemonstration.
Dansk Front, der sidste år havde en større delegation med til marchen, tager også afsted i år. Endvidere forventes det, at det danske nazi-parti DNSB sender en del af sine medlemmer afsted med deres fører Jonni Hansen i spidsen.
Fra den anden side af spektret mobiliserer Salemturen ’06, et venstreorienteret netværk bestående af SUF, Enhedslisten, Rød Ungdom, Offensiv og Antifascistisk Aktion til en antiracistisk moddemonstration i Salem, der er organiseret af Nätverket Mot Rasism.
Besøg hjemmesiden for Nätverket mot Racism
Besøg hjemmesiden for den danske antiracistiske mobilisering mod Salem-marchen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96