Af Anders Hadberg

Anders Lundkvist har begået en lille letlæselig og -forståelig bog om USA’s politiske økonomi og udviklingen siden Bush Juniors tiltrædelse.

Bogen er et forsøg på at karakterisere USA’s politiske økonomi, som den tager sig ud i sin nyeste fase, den neokonservative økonomiske strategi for den amerikanske kapitalisme: neokonomien.

Lundkvist leverer et interessant indspark i den danske debat om den nyeste fase af kapitalistisk udvikling anført af USA. Bogen er en styrkelse af venstrefløjens analyser og perspektiver på forståelsen af samtiden. Denne vinkel alene gør bogen enormt interessant.

Den politiske analyse
Lad mig først opholde læseren ved de formmæssige fortrin som jeg mener Lundkvists politiske analyse har.

Et helt grundlæggende træk ved analysen er nemlig, at den fastholder at politik er økonomisk og økonomi er politisk. Den konservative ideologis klassekarakter holdes frem bogen igennem, og Lundkvist gør en ære ud af på enkel vis at fremstille sammenhængene mellem ejerskab, magt og rigdom.

Bogens opbygning følger en logisk klar linie, der først gennemgår den neokonservative ideologi og dernæst de materielle betingelser og økonomiske interesser, ideologien forholder sig til og som de udfolder sig nationalt og internationalt.

Det er enormt befriende at opleve en udgivelse på et materialistisk grundlag, der i marxsk stil forsøger at begribe den neokonservative ideologiske praksis udfra et empirisk standpunkt.

Bogens styrke for mig at se er det lettilgængelige sprog, samt læserens indføring i en stor mængde af empirisk materiale og analyse.

Derudover samler Lundkvist op på mange af de internationale analyser af USA’s udvikling gennem de sidste 30 år og anvender dem kritisk i sin analyse af neokonservatismens fremvækst og resultater. Bogen er international i sit perspektiv og empirisk i sit fokus - en klar styrkelse af den danske debat.

Man kan endvidere hævde, at den er en nutidig klasseanalyse af den amerikanske samfundsudvikling, der indløser forfatterens egen forventning. Lundkvist skriver, at »spørgsmålet om klassemodsætninger eller ej er et empirisk spørgsmål, dvs. kan ikke afgøres af en abstrakt analyse af kapitalismens væsen” (side 65) .

Det er utvivlsomt en henvisning til 1970’ernes og 1980’ernes danske universitetsmarxisme såsom ’kapitallogikken’, hvor skolastiske knæbøjninger og marxologiske studier førte til en nærmest empiri-fjendtlig indstilling og ledte den marxistiske analyse ud på et sidespor.

Og den kritik tager Lundkvist alvorligt. Side op og side ned fremlægger han dokumentation for sine argumenter. (Det eneste man kan klandre ham i denne henseende er, at en opprioritering af den grafiske fremstilling ville give bogen en endnu større gennemsigtighed og styrke argumentet).

På denne måde lægger Lundkvist sig tæt op af den meget anerkendte marxistiske eller kritiske internationale forskning i den amerikanske økonomi, der de sidste 15 år har manifesteret sig som en indvarsling af den kritiske tankes genfødsel i den internationale klassekamp.

Her tænker jeg specielt på Duménil & Lévy, Brenner, Filho, Husson m.fl. (jf. litteraturlisten nedenfor). Hermed forener han tanken om internationalt hegemoni og den moderne imperialismes karakter med inspiration fra nyere forskning repræsenteret ved Harvey mfl.

Neokonomien som selvstændigt akkumulationsparadigme og –struktur
Lundkvist argumenterer for, at tiltrædelsen af Bush Junior har betydet fremvæksten af ikke blot en ny politisk, men også økonomisk strategi for USA: neokonomien.

Neokonomi er en sammensætning af to ord »neokonservativ« og økonomi« og sigter på en begrebsliggørelse af det kvalitativt nye ved Bush’s politiske økonomi. Det er opkomsten af denne nye retning i amerikansk politik som Lundkvist ønsker at undersøge.

Ideologien tager sig ud som en vision om et ejerskabssamfund, hvor målet er udbredelsen af privatejendom, dvs. ejerskab af jord og kapital. Ejerskab er det, der skal sikre inklusion i det amerikanske samfund udfra et rettighedsteoretisk grundlag, samt forvandling af alle borgere til udbydere i økonomisk henseende.

Det er i økonomisk forstand en genfortælling af udbudsøkonomiens dogmer om kapitalens primat over arbejdskraften. Neokonomien er altså en udbudsøkonomisk teori.

Lundkvist påviser herefter, hvordan den amerikanske erhvervsstruktur er præget af en udbudsstruktur gennem fremlæggelsen af det på den internationale venstrefløj efterhånden accepterede forhold, at der er sket en forskydning af magten fra den produktive sektor til finanskapitalen. Således analyserer han profittens bevægelse fra produktionsproces over produktive selskaber til den finansielle sektor.

Lundkvist når frem til, at neokonomien har betydet en relativ forarmelse af store dele af arbejderklassen, som ikke har fået del i den produktivitetsstigning, der har karakteriseret USA i perioden 1980-2000 (side 60-61).

Opturen i den amerikanske økonomi har været for kapitalisterne og specielt dem med de finansielle indtægter – ejere af finanskapital.

Finanskapitalen bliver endvidere for en større del privatiseret gennem deregulering og ligger derfor uden for demokratisk, eller i hvert fald statslig, kontrol.

Neokonomien er på den måde den herskende klasses ideologi, der styrker og privilegerer de magtfulde internt i USA. Men vel at mærke en bestemt gruppe af kapitalister: finanskapitalen. Argumentet er, at neokonomien har realiseret visionen om ejerskabssamfundet gennem omstrukturering af fordelingsrelationen mellem arbejde og kapital.

På det udenrigspolitiske område er det ligeledes den flygtige finanskapital, der danner det ustabile økonomiske og internationale grundlag for USA’s dominans på globalt plan.

USA sikrer sig en udbytning af andre nationer gennem dets finansielle hegemoni, der betyder en næsten ubegrænset tilstrømning af kapital.

Udbytningen opretholdes af de globale finansielle institutioner IMF og WTO, der dikterer en for alle mindre bemidlede lande destruktiv politik.

Den tredje verdens gældsætning til IMF sikrer USA magt til at diktere disse landes økonomiske politik – gennem åbning af handelsgrænserne, deregulering af kapitalstrømme og skattenedsættelser for de amerikanske virksomheder.

Som hegemon i verdenssystemet er USA ustabil. Der er kæmpe underskud på betalingsbalancen og USA’s produktivitetsvækst er finansieret af udlandets investeringer. USA er en international imperialistisk parasit, der tærer på verdenssystemets ressourcer udelukkende med hensyn til nationale kapitalinteresser.

Det leder Lundkvist til den slutning, at USA ikke passer med traditionel hegemoni-teori, fordi USA ikke er den »globale politimand« – ej heller »låner i sidste instans« (side 145).

Imperialismen er således ikke død og begravet. Snarere synes Lundkvist i sin analyse at udgøre modpol til en politisk analyse a la Hardt og Negri (i Empire fra 2000), hvor globaliseringen forstås som tilendebragt og verdenssystemet som fungerende efter universelle regler, som USA opretholder gennem interventioner.

Hegemoni-begrebet hos Lundkvist synes nærmere at skulle forstås således, at den internationale akkumulationsbevægelses rytme dikteres af bestemte nationale og kapitalspecifikke interesser i magtcentret USA, og møder modsigelser i deres indfrielse på internationalt niveau.

For som Lundkvist selv formulerer det:

De sidste år har vist, at den megen tale om globalisering er vildledende. ’Globalisering’ handler om ’globen’, og den er rund. Derfor er der intet centrum, i hvert fald ikke på overfladen. Den økonomiske magt ses som spredt ud over en lang række ligeberettigede enheder, sådan som vi kender det fra idealbilledet af markedsøkonomien med dens konkurrence mellem utallige producenter. Også på det politiske plan antydes en magtspredning. Staterne, med deres åbenbare styrkeforskelle, bliver mindre vigtige fordi den frie økonomi undergraver politisk magt; det indgår også i denne diskurs, at selskaberne bliver mere og mere kosmopolitiske.

Dette verdensbillede var og er forkert. (side 9)

Det overordnede argument hos Lundkvist synes således at være at neokonomien, som et selvstændigt akkumulationsparadigme driver kapitalismens akkumulationsbevægelse fremad, nationalt og internationalt.

Bag internationaliseringen og imperialismen står den partikulære interesse af en helt bestemt klasse af kapitalejere, der privilegeres af neokonomien.

Perspektivet – neokonservatismens klassekarakter
Jeg vil pege på to problemstillinger hos Lundkvist, som jeg mener er en diskussion værd: fremstillingen af klasseanalysen og neokonomiens forhold til nyliberalismen.

Lad os starte med sidstnævnte problematik. Det ligger implicit og eksplicit i Lundkvists argumentation, at neokonomien adskiller sig kvalitativt fra nyliberalismen (side 28-32).

Og det kan måske siges at være analysens svage punkt. Nykonservatismens politiske økonomi bliver i kapitel 1 fremstillet som en i forhold til nyliberalismen anderledes vision om kapitalismens akkumulationsbevægelse – om end der er lighedspunkter. I centrum sættes spørgsmålet om, hvad nyliberalismen er.

For Duménil & Lévy (»Neoliberal Income Trends. Wealth, Class and Ownership in the USA,« New Left Review, vol. 30) er nyliberalismen det ideologiske udtryk for en transformation af kapitalismen, der karakteriserer en selvstændig epoke i kapitalismens historie i lighed med den keynesianske velfærdsstat.

I tradition med den kapitalistiske kriseskole, anført først og fremmest af Ernst Mandel, hævder de, at hver epoke for at overvinde de indre modsigelser i kapitalismen må (a) transformere kapitalismen og institutionalisere et nyt akkumulationsparadigme gennem (b) et i staten indlejret klassekompromis.

Nyliberalismen er således forstået mere end blot en strategi for omformning af samfundet; den betegner den akkumulationsstruktur, som den internationale kapitalisme har antaget siden overvindelsen af den strukturelle krise i den internationale kapitalisme i 1970’erne.

Spørgsmålet er derfor om neokonservatismen som politisk økonomi er en kvalitativ ny konfiguration af den politiske og økonomiske magtbasis, der konstituerer den nyliberale akkumulationsstruktur, eller om neokonomien er en strategisk variant af den nyliberale kapitalisme, der ønsker de nyliberale transformationer gennemført langt mere radikalt og hurtigt.

Ser vi på de forhold som Lundkvist analyserer i kapitel 3, nemlig ulighedens fordeling, finder man, at uligheden allerede siden starten af 1980’erne er vokset markant.

Tillige er de finansielle gevinster (renter, dividender og gevinster på aktiemarkedet) blevet af stadig større betydning for amerikanernes indkomster, og det er derfor heller ingen tilfældighed at den rigeste 1 procent af amerikanerne har oplevet en eksplosiv velstandsvækst, som historisk kun kendes fra omkring 1900-tallet.

Denne rigdomsvækst har rod i forskydningen i magten til fordel for den finansielle kapital – og dette er ifølge Duménil & Lévy nyliberalismens kerne.

Det er således ikke nyliberalismens fokus på markedet – overfor nykonservatismens fokus på kapitalismen (side 32) – der er centralt, men snarere at det faktisk er nyliberalismen, der har medført den transformation af kapitalismen i retning af ejerskabssamfundet, der hos Lundkvist er nykonservatismens eksplicitte ideologi.

Man kunne argumentere for, at nyliberalismen har medført radikale, klassebestemte omvæltninger af velfærdssystemet i USA og foranlediget den eksplosivt voksende ulighed. Det er ikke et særtræk ved nykonservatismen, men tendenser, der har ligget i den nyliberale akkumulationsstruktur siden 1980’erne.

Hvis man fastholder dette, må nykonservatismen forstås som en ideologisk variant af den nyliberale akkumulationsbevægelse, som (a) har en mindre konstruktivistisk strategi for statens rolle i den nyliberale kapitalisme - og mere militant, (b) ønsker at radikalisere den nyliberale akkumulations- og fordelingsstruktur til fordel for den herskende klasse, samt (c) en eksplicit aggressiv, imperialistisk udenrigspolitisk strategi til fordel for den amerikanske kapital.

Rammerne er dog de samme – præmisserne for kapitalistisk akkumulation gennem finanskapitalens dominans forandres ikke med neokonomien.

Klasseanalysen
At Lundkvist forstår nyliberalismen anderledes bliver klart i klasseanalysen.

Den er hos Lundkvist efter min mening på én gang en tiltrængt udvikling af den videnskabelige marxisme qua sit empiriske fokus, men på den anden side en afskrivning af de konklusioner, som egentligt ligger i de resultater, der udgør klasseanalysens grundlag - empirien.

For selvom Lundkvist argumenterer for, at »USA er på vej tilbage til den gamle klassemodsætning« (side 66), så er han alligevel uforbeholdent afvisende overfor Marx’ forudsigelser om kapitalismens klassemæssige udvikling, når han skriver:

Man skal vare sig for at dæmonisere den amerikanske kapitalisme. Hverken i USA eller Europa lever vi i et scenarium a la det Marx beskrev i 1867, da ’Das Kapital’ udkom, med en lille klasse af éntydige kapitalejere på den ene side og en stor klasse af éntydige lønarbejdere på den anden (side 63).

Men hvad står da tilbage af klasseanalysen?

Lundkvist argumenterer for, at der er sket en spredning i ejerskabet gennem aktiekapitalens udbredelse. Denne udvikling må forstås som en central historisk udvikling i kapitalismen, hvilket Lundkvist er opmærksom på: adskillelsen af ejerskab og kontrol med kapitalen.

Men jeg synes ikke, at han tager konsekvensen, når han hævder, at der med aktiekapitalen er sket en reel (om end begrænset) spredning af magten, fx at en rimelig del er blevet deltidskapitalister (side 63).

Derudover argumenterer Lundkvist for, at billedet af ejerskabssamfundet er blevet sløret af det forhold, at »mange af økonomiens meget rige kaptajner« opnår deres rigdom gennem lønformen (side 63), hvorfor Marx’ forudsigelse sløres.

At de allerøverste topmanagers og bestyrelsesmedlemmer får den stigning via løn – Duménil og Lévy anslår denne faktor for de allerrigeste til 50 procent af indkomsten (jf. Duménil & Levy: »Neoliberal Income Trends. Wealth, Class and Ownership in the USA«, New Left Review, vol. 30, side 4, tilgængelig på: www.jourdan.ens.fr) – betyder ikke et opgør med kapitalismens magtkoncentration.

For der er sket en konkret proletarisering af betydelige lag af befolkningen i USA, hvis position under den keynesianske kapitalisme var indflydelsesrige. Det bekræfter en undersøgelse af de selv samme forfattere, Lundkvist henviser til: Duménil & Lévy, nemlig i den lige nævnte artikel, (og en lignende tendens kan genfindes i DK), hvor den 1 procent rigeste del af befolkningen har oplevet eksplosive stigninger i indkomsten.

80 procent af befolkningen har oplevet nogenlunde ens indkomstudvikling – der på trods af optur i profitraten er betydeligt lavere end selv de rigeste 10 procent (jf. Arbejderbevægelsens Erhvervsrådet: Fordeling og levevilkår 2006; samt Finansministeriet: Fordeling og incitamenter.

Det betyder, at spredningen af ejerskabet af aktier langt fra betyder stigning i forbrugsmuligheder, ej heller i reel magt (kontrol med produktionen) – at deltidskapitalisterne næppe har vundet meget.

I stedet kunne man meget vel argumentere for, at den herskende klasse i USA konstitueres af en meget lille gruppe af mennesker, der skal findes i skæringspunktet mellem på den ene side de managers/direktører, der varetager kontrollen af kapitalen (samt modtager løn), og på den anden side bestyrelserne og de finansielle institutioners reelle magthavere: finanskapitalen. At den magtmæssige basis, der udgør den herskende klasse, er skrumpet ind siden 1980 – og i høj grad har sin rod i nyliberalismens transformation af kapitalismen.

Det kan derfor godt være at arbejderklassen ikke ser ens ud, lugter ens eller er beskæftiget ved ensartet arbejde; men klassen af lønarbejdere, som står uden reel magt i kapitalismen og derfor har interesse i at bortkaste denne, er vokset stødt siden 1980.

Betragtningen af arbejderklassens omfang og funktionelle rolle i den kapitalistiske produktionsproces må således ikke lade sig bortviske af servicesamfundet tilsyneladende opsplitning af arbejdsstyrken i forskellige typer vareproduktion.

Udbytning er stadig klassens vilkår.

Et interessant bekendtskab
Når så denne kritiske diskussion er bragt til ende, vil jeg lede læserens opmærksomhed tilbage på udgangspunktet for min anmeldelse af denne bog: At Lundkvist leverer en bog, der opfylder målsætningen om at hudflette den amerikanske økonomi på et marxistisk/kritisk grundlag.

Den er et befriende indspark i en dansk sammenhæng, som først i de seneste 5 år er begyndt at gentænke den teoretiske og empiriske analyse af kapitalismens udvikling siden 1980’erne på et kritisk og materialistisk grundlag.

Bogen fremstår helstøbt og retter sig mod en stor skare af interesserede – både begyndere og erfarne udi den økonomiske og politiske videnskab.

Forhåbentligt vil vi se den empiriske klasseanalyse fulgt op af flere forsøg på dansk – også gerne nogle der forsøger sig med danske forhold.

Anders Hadberg læser statskundskab ved Københavns Universitet.

Anmeldelsen bringes også i tidsskriftet Socialistisk Information nr 214, januar 2007.

Anders Lundkvist: Bush, Neokonomien og dollaren - en bog om USA’s politiske økonomi. Forlaget Frydenlund 2006. 175 sider.

Besøg Kontradoxas debatforum

Litteraturliste:
•  Brenner, Robert: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy. London: Verso Press, 2002.

•  Duménil & Lévy: Capital Resurgent. Roots of the Neoliberal Revolution, Harvard University Press, 2004.

•  Duménil & Lévy: »Neoliberal Income Trends. Wealth, Class and Ownership in the USA«, New Left Review, vol. 30, 2004, tilgængelig på: www.jourdan.ens.fr/ levy/dle2004t.htm

•  Harvey, David: A brief History of Neoliberalism, Oxford University Press, New York, 2005.

•  Husson, Michel: World Capitalism in a Phase of Permanent Instability, International Viewpoint vol. 364, Februar 2005.