Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Fortsat vold mod kvinder

24. november 2006 - 16:24

Fortsat vold mod kvinder

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Verden over markeres den internationale dag mod vold mod kvinder den 25. november. Og selvom mærkedagen siden 1960 har fået større og større opmærksomhed, er der ikke meget at fejre i den forbindelse.

Ifølge officielle tal er mindst hver tredje kvinde i verden på et tidspunkt blevet slået, tvunget til sex eller på anden måde misbrugt.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO bliver tyve procent af alverdens kvinder voldtaget eller forsøgt voldtaget. I langt de fleste tilfælde er det et familiemedlem eller en anden bekendt, der står bag både vold og voldtægt.

På verdensplan er spredningen i antallet af overgreb temmelig stor. Ifølge en verdensomspændende undersøgelse foretaget af WHO, er der størst sandsynlighed for at en kvinde bosiddende på landet i Bangladesh, Etiopien, Peru eller Tanzania bliver udsat for vold fra sin partner, mens det er mindst sandsynligt i Japan.

Alligevel bliver 15 procent af alle kvinder i Japan på et tidspunkt i deres liv udsat fysisk og/eller seksuel vold fra deres partner.

Millioner af »forsvundne« kvinder
Udover volden mod kvinder »mangler« der på verdensplan millioner af kvinder, der enten er blevet aborteret på grund af deres køn eller er omkommet af sult eller sygdomme, fordi de betragtes som mindreværdige.

Skalerer man hele verden ned til at bestå af 1.000 mennesker, burde de 510 være kvinder. Men i realiteten er der kun 500, fordi de 10 er døde af kønsspecifikke grunde.

167 af kvinderne ville blive udsat for vold mindst en gang i løbet af deres liv, og 100 af dem ville blive voldtaget.

Lillebitte lys i mørket
Der er dog også små lyspunkter. Ifølge den amerikanske organisation The Rape, Abuse & Incest National Network (RAINN) er antallet af voldtægter i USA faldet med 69 procent siden 1993.

Konkret betyder det, at der nu går to et halvt minut mellem hver voldtægt. I 2004-2005 blev lige over 200.000 amerikanske kvinder således voldtaget. Omkring 44 procent af dem var under 18 år, mens hele 80 procent var under 30 år gamle.

Ifølge den seneste officielle opgørelse har kun tre nationer i verden – Bangladesh, Sverige og USA – en lovgivning, der specifikt udpeger vold mod kvinder som en kriminel handling. 79 lande har slet ingen lovgivning mod vold i hjemmet.

International kritik af Danmark
I Danmark bliver omkring 500 kvinder voldtaget årligt, mens op mod 64.000 kvinder udsættes for vold i hjemmet.

Og som om det ikke er slemt nok, har Amnesty International netop udpeget Danmark som et rigtig dårligt eksempel på verdensplan.

Amnesty peger specifikt på den bestemmelse i asyllovgivningen, der betyder, at kvinder, som har opholdt sig mindre end syv år i landet bliver udvist, hvis de forlader deres ægtefælle – også selvom det sker på grund af vold.

Kun hvis kvinden kan dokumentere volden og sandsynliggøre, at den var årsag til bruddet, kan hun undgå udvisning.

– Det er vigtigt at pointere, at det er et brud på menneskerettighederne, når kvinderne føler sig tvunget til at blive i et voldeligt ægteskab af frygt for udvisning på grund af de danske regler, siger Camilla Laudrup, der er kampagneleder for Amnesty i Danmark til Politiken.dk.

Den absurde praksis har fået både FN’s kvindekomité og FN’s racismekomité til at kritisere Danmark. Ifølge Politiken.dk har integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) erkendt problemet og vil »gennemgå praksis« for finde en løsning.

Feministiske markeringer
Den internationale dag mod vold mod kvinder er siden 1995 blevet markeret i Danmark af feministiske grupper med demonstrationer, aktioner og paneldebatter mm.

Således også i år, hvor en række feministiske grupper gennemfører et arrangement på Rådhuspladsen i København. Udover sang og gadeteater vil kvindegruppen Kran gennemføre en workshop med feministisk selvforsvar. Formålet er bl.a. et krav om, at selvforsvar skal være en tilgængelig, gratis og anerkendt mulighed for piger og kvinder.

Om aftenen inviteres til kvindefest i Kvindehuset i Gothersgade, og i Århus arrangerer Amnesty International et talkshow om vold mod kvinder i Kvindemuseets Café.

De dominikanske søstre
Den internationale dag mod vold mod kvinder den 25. november er siden 1960 blevet en mere og mere anerkendt mærkedag, der langsomt har spredt sig fra de latinamerikanske lande til resten af verden.

Mærkedagen skyldes mordene på tre kvinder i Den Dominikanske Republik. Den 25. november 1960 myrdede det hemmelige politi tre søstre, der indædt havde bekæmpet det diktatur, som herskede i republikken.

I flere latinamerikanske lande begyndte kvinder at markere den 25. november som den internationale dag mod vold mod kvinder, og med tiden spredte dette sig til resten af verden, og er i dag en officiel FN-mærkedag.

 
Lørdag d. 25. nov. kl. 11-14 aktionerer en række feministiske grupper mod vold mod kvinder på Rådhuspladsen i København.
 
Program:

11-12.30 Selvforsvars-workshop v/KRAN
12-13 Gadeteater og taler v/IKIR
13-14 Mod-stening-installation v/ Enhedslistens Kvindeudvalg
11-14 Installation: Kontaktvoldtægt v/Koksa
11-14 Aktion mod vold i hjemmet v/SUFs kvindegruppe
11-14 Kvinder i Sort
14.00 Fællessang v/LiLith

*
 
Om aftenen er der »Wunderbar-fest« i Kvindehuset, Gothersgade 37 (heterokvinder er også velkommen).

*

Amnesty Internationals talkshow om vold mod kvinder i Kvindemuseets Café, Domkirkepladsen 5, Århus.
Lørdag 25. november kl. 15.00-17.00

Oplæg af Jette Sølvhøj fra Århus Krisecenter, Karen Ghoula, Mødrehjælpen og Leif Randeris, indvandrerrådgivningen i Århus. Arrangementet er gratis.

*

Onsdag den 29. november inviterer Enhedslisten i Roskilde til cafe-møde om prostitution og kvindehandel.

Det foregår i BUPLs lokaler, Hersegade 20, kl. 18.00-20.30

Oplæg fra Jane Korczak, 3F og Line Barfod, Enhedslisten.

*

Kvindelig Selskab indkalder til møde i Vesterbro Kulturhus, Lyrskovgade 4, 4.sal onsdag den 29. november kl. 19.00-21.00 under overskriften »Voldens vanvid - Overgreb mod kvinder og mænd«.
Lektor på CeLi Kenneth Reinicke og Helle Øbo Petersen fra Dialog mod vold holder oplæg.

Se statistikker, rapporter, konventioner og kampagner hos FN

Se Amnesty Internationals kampagne mod vold mod kvinder

Læs om V-Day – international kampagne mod vold mod kvinder

Se Verdenssundhedsorganisationen WHO’s hjemmeside om vold mod kvinder

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96