Jakob Lindblom har på det seneste rejst en vigtig debat for venstrefløjen, hvor han argumenterer for behovet for en ’Islam-kritik fra venstre’. Hvordan skal venstrefløjen forholde sig til Islam? Skal den først og fremmest være kritisk, eller skal den primært fokusere på Islam som en trængt minoritet, der skal beskyttes? Lindbloms overordnede pointe er, at venstrefløjen har for ensidig tendens til det sidste. Min pointe er, at nuancerne fuldkommen forsvinder i Lindbloms kritik, som på mange områder reproducerer nogle reaktionære borgerlige myter.
Lad mig først slå det helt fast: Ingen – heller ikke minoriteter – kan eller må se sig fri fra kritik fra venstrefløjen. Lindblom har fat i en helt basal pointe her. Tabuiserer vi emner, forfalder vi til dogmatik, og jeg skal ikke benægte, Islam-kritik kan være tabuiseret i nogle dele af venstrefløjen.
Når dette er sagt, må man tage fat på Lindbloms hovedpåstand, at en sådan tabuisering af Islam er bredt udbredt på venstrefløjen og et centralt problem. Lindblom har selv erfaret i sit eget parti (Enhedslisten), at der er ’rigtig mange’, der ikke mener, man bør kritisere minoriteter.
Lindblom overtager det typiske borgerlige billede af venstrefløjen som berøringsangst og indirekte herved gående ekstremisters ærinde. At billedet er traditionelt ’borgerligt’ er jo ikke i sig selv et argument for, det er forkert, men det vil jeg nu alligevel påstå, det er. Eller rettere: Det er et reduceret billede af virkeligheden. Som sagt er der givetvis venstreorienterede, som har berøringsangst, men der er langt flere årsager end dette til, at Islam-kritik ikke står først på den venstreorienterede dagsorden.
Et uholdbart fjendebillede
Primært er der spørgsmålet om Islam-kritikkens vigtighed på den indenrigspolitiske front. Islam er i mange år i hele den vestlige verden – og særligt i Danmark siden Dansk Folkepartis indtog i politik – blevet fremstillet som fjendebillede. Murens fald (og dermed ’tabet’ af det gamle fjendebillede) og globaliseringens øgede pres på de nationale identiteter har bidraget til at skabe et uholdbart fjendebillede af Islam som roden til vores problemer i dag. I indenrigspolitikken bliver kulturen/religionen Islam totalt overeksponeret som problemårsag. Denne myte bidrager til at fortrænge, at det i realiteten er sociale problemer, ikke religiøse ideer, der er hovedårsagen til samfundsproblemerne.
Det, der for nogen kan ligne ’berøringsangst’ overfor Islam-kritik, er ofte i realiteten en uvilje mod at reproducere dette uholdbare, men udbredte fjendebillede; en uvilje mod at Islam præsenteres som ’objektivt set’ samfundets problem nr. 1. Hovedargumentet for, at Islam-kritikken har behov for at blive mere ’offensiv’ på venstrefløjen, kan altså ikke bero på, at Islam er et primært samfundsproblem. Det bedste argument, jeg har set præsenteret for vigtigheden, er, at mangel på Islam-kritik skulle give for meget plads til ekstremister; at vi svigter de af muslimerne, der er undertrykt af deres religion pga. tørklæde eller andet.
Men man må blot konstatere, at kritik af muslimsk ekstremisme er en ekstremt velkendt problemstilling; det er på ingen måder et emne, der generelt er underbelyst i mediebilledet. Det er tværtimod ekstremt overeksponeret. Det er ikke mangel på Islam-kritik, der præger den politiske dagsorden, og derfor er det naivt at tro, at ekstremisme bekæmpes ved mere kritik. Tværtimod er mediers og politikeres overeksponering af ’muslim-problemet’ bidragende til at reproducere myterne om Islam som det vigtigste problem i samfundet samt forestillingen om muslimer som værende generelt ekstremistiske. Værst af alt skygger denne overeksponering for et fokus på sociale problemer – på de svære sociale vilkår, der oftest ligger bag de flygtninge/indvandrer-relaterede problemer.
Derfor er det også naturligt, at venstrefløjen ikke bidrager til overeksponeringen, men først og fremmest bruger sin energi på at sætte en mere socialt orienteret dagsorden. Lindbloms behov for en mere ’offensiv’ venstreorienteret Islam-kritik beror ikke på et reelt politisk behov, med mindre man – som det er oppe i tiden – vejer politiske behov efter populismens målestok.
Islam, diktaturerne og vesten
På det internationale plan savner Lindblom en mere offensiv kritik af diktaturstater, der baserer sig på Islam. Dette kan man kun medgive ham. Problemet er bare, at Islam som religion gøres til hovedproblemet. Islam er en ’potentiel totalitær politisk ideologi’, ergo er Islam vigtig at kritisere, ræsonneres der. Men ud over det nævnte forhold, at der er masser af Islam-kritik fra vestlig hold, overser Lindblom, at det ikke er Koranen, der er essensen i problemet. Koranen og Sharia er i de muslimske diktaturer først og fremmest redskaber til at opretholde en magt.
Koranen har ingen særstilling her, eftersom selv de mest detaljerede Sharia-forskrifter bliver omfortolket af muslimer i mere human retning under mere humane omstændigheder. Vi skal kritisere diktaturer og deres ideologiske grundlag, men vi skal ikke reducere problemet til de overordnede ideologier. Alle kanoniserede tekster – fra Koranen og Biblen til Das Kapital og Kultur-kanonen – indeholder potentielle undertrykkelsesmidler. Det gør i øvrigt alle idealer, når de bliver dogmatiske og dermed gode magtredskaber, det være sig idealer af religiøs eller sekulær art.
Kritikken af diktaturstater skal fokusere på de konkrete undertrykkende mekanismer, dvs. de konkrete tolkninger af Islam og vigtigst af alt de konkrete magt-relationer, der ligger bag disse tolkninger, ikke på Islam generelt.
Bag Lindbloms fokus på Islam-kritik ligger uden tvivl en ægte vilje til at forhindre den fundamentalistiske Islamismes udbredelse. Men det ensidige fokus i forbindelse hermed på kritik af Islam som religion beror implicit på en ensidig analyse af, hvordan ekstremisme udvikles. Vi må gå bag om de fundamentalistiske doktriner og analysere, hvad der driver folk til ekstremistisk Islamisme.
Dette er til dels den meget konfronterende og unuancerede tilgang og kritik af Islam, som foregår fra vestlig hold, der skaber en ’dem mod os’-stemning, som er med til ’ekstremisere’ holdningerne på begge sider af debatten. Endnu mere vigtigt er det igen at pointere, at årsagen primært er social: I de vestlige samfund er de muslimske flygtninge/indvandrere fanget i social nød og i en minoritetskultur, der ikke får lov at gøre sig gældende og blive taget seriøst af det omgivende samfund. Islam bliver konstant marginaliseret og bliver uden nuancer stemplet som havende en ’ond’ kultur.
Den vestlige majoritetskultur præsenterer sig ofte for muslimer som en værditom individualisme og forbrugerisme, der ikke leverer et etisk holdepunkt, som er attraktivt. Og de vestlige kulturer lader ikke muslimer deltage på lige fod i kulturen: De bliver ikke anerkendt på arbejdsmarkedet, i medierne eller i den offentlige sfære generelt, men tværtimod konstant mistænkeliggjort pga. deres kulturbaggrund. Unge muslimer står imellem disse to kulturer, og hverken deres forældres eller det omgivende samfunds kultur formår at give dem et fast holdepunkt i tilværelsen, reelle muligheder for selvværd, velfærd, selvudvikling og anerkendelse. Heri ligger kernen i problemerne omkring utilpassede flygtninge/indvandrere. Problemerne udmønter sig i (selv)destruktiv adfærd, kriminalitet – og fanatisme.
De fleste muslimske fanatikere i den vestlige verden er ikke fattige og uuddannede, men det ændrer ikke ved, at det er de sociale problemer og den generaliserende stigmatisering af Islam, der er hovedårsagerne til, at de fanatiske idéer udvikles. Lindblom er givetvist enig i meget af ovenstående, men det ændrer ikke ved, at han med sit ensidige krav om en offensiv Islam-kritik ’fra venstre’ bidrager til at fjerne det venstreorienterede fokus i kampen mod de totalitære tendenser som et fokus på det social-politiske.
Generel Islam-kritik vs kulturrelativisme
De undertrykkende strukturer, der eksisterer i dele af de muslimske miljøer, får vi ikke aflivet ved en generel Islam-kritik. Den generalisering af Islam, der foregår i øjeblikket, er tværtimod bidragende til grøftegravningen i kraft af det totale fravære af nuancer. Tørklædedebatten er et godt eksempel på denne problemstilling. Tørklædet bliver af mange firkantet stemplet som undertrykkende. I den ene ende har vi burkaen, der uden tvivl er et undertrykkelsesmiddel. Det hæmmer kvinderne i den offentlige sfære i en grad, der er komplet uacceptabel. I den anden ende har vi den muslimske kvinde, der i en reflekteret overvejelse vælger at bære et tørklæde, som dækker håret. Hermed stadfæster hun bevidst sin identitet som muslim.
Hun frigør sig fra majoritetskulturens ’tvang’, idet hun med sin muslimske identitet ikke indoptager den indholdsløse forbrugerisme-kultur, men finder et alternativ i religionen, der tilfredsstiller nogle mere åndelige aspekter af tilværelsen for hende. Den reflekterede muslimske kvinde frigør sig også fra minoritskulturens tvang, idet hun selv vælger tørklædet som et overvejet bevidst valg af livsstil. Religion kan være magtmiddel og selvundertrykkelse. Men det kan alle tankesystemer.
Venstrefløjen må nuancere sin religionskritik og anerkende, at religion også kan være frigørende; at det ikke er essentielt undertrykkende. Helt ensidigt at kalde tørklædebærende muslimer for undertrykte svarer nogenlunde til at sige, at kristne eller ikke-religiøse kvinder, der ikke smider toppen i varmt vejr, er mandsdominerede. I begge tilfælde har vi helt banalt at gøre med kulturelle normer om tøj på kroppen.
Frigørelse består ikke i det komplette opgør med de kulturelle normer – det ville være absurd (frigørelse er selv en kulturelt etableret norm) – men i at gøre sig bevidst om dem og vælge dem frit. Uden denne nuancering graver vi grøfter og bidrager ikke til at løse problemerne. Dette har intet at gøre med ’kulturrelativisme’, i betydningen at alle værdier anses ligeværdige. Men det er en anerkendelse af, at venstrefløjens universelle krav om frigørelse fra magtstrukturer ikke kan konkret indholdsbestemmes i udgangspunktet – i så fald regredierer kravet til selv at blive et magtredskab, til kulturimperialisme – men simpelthen består i den overvejede refleksive stillingtagen til og selv-valg af kulturnormerne.
Venstrefløjen skal selvfølgelig kritisere kvindeundertrykkelse, homofobi, omskæring, sharia, osv. Men det er altså altafgørende, at debatten om disse elementer i nogle muslimske miljøer adskilles fra Islam generelt. Der findes ingen generel Islam, kun konkrete og meget varierende muslimske praksisser. Stemplingen af de undertrykkende praksisser som essentielle træk ved Islam negligerer det banale faktum, at mange muslimer ikke har dem. Det reproducerer forestillingen om, at muslimer generelt har en ’ond’ kultur, og det skygger for de mange sociale elementer, Islam også kan rumme.
”Moderate” socialister og muslimer
Lindblom forsøger at være nuanceret, når han taler for vigtigheden af at støtte de ’moderate’ muslimer. Dette udtryk – den ’moderate muslim’ – der er blevet standard i den offentlige debat, er eksempel på hvordan stigmatiseringen af muslimer er blevet mainstream. Med de bedste intentioner stigmatiserer man indirekte muslimer som ekstremister ’alt andet lige’. Er man ikke ’moderat’, er man et problem. Lindblom vil givetvis heller ikke definere sig selv som ’moderat socialist’, men blot som socialist. Kravet om at være ’moderat’ (eller ’demokratisk’ for den sags skyld) er undertrykkende, da det er udtryk for majoritetskulturens krænkende mistænkeliggørelse; og netop denne mistænkeliggørelse er en af hovedårsagerne til den dårlige integration i dag. Muslimer skal bevise deres ’uskyld’ for at blive anerkendt.
”Der brug for en offensiv venstrefløj, der tør kritisere undertrykkende strukturer i stedet for at individualisere problemerne”, skriver Lindblom. Heri er jeg helt enig. Men der er mange magtstrukturer, der kommer ude af syne, hvis ikke den venstreorienterede Islam-kritik bliver noget mere nuanceret end blot at overtage et ensidigt fokus på Islam som en undertrykkende og potentiel totalitær ideologi – billedet der i store dele af den offentlige sfære er stadfæstet som en ’sandhed’, men som i realiteten er én af de strukturelle hovedårsager til, at de reelle problemer ikke bliver løst.
Søren Engelsen er filosofistuderende og skriver speciale om oplysningsbegrebet.
Læs Jakob Lindbloms artikel: »Kommentar: Islamkritik fra venstre« på Kontradoxa.
Læs Jakob Lindbloms gensvar: »Spejl, gå væk!« på Kontradoxa.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96