Det var ikke nogen rar måde at blive vækket på. En mørk decembernat hældte en vagthavende officer syre ud over ansigterne på to sovende soldater under hans kommando i Colombias hovedstad Bogotá.

De indblandede i episoden var alle medlemmer af de højt betroede specialstyrker i præsident Álvaro Uribes personlige livvagt. Men dét, der for alvor fik en ubehagelig fornemmelse af uro til at brede sig blandt den colombianske elite, var motivet til opgøret.

Der var ikke noget. Officeren var simpelthen blevet sindssyg. Og han var ikke den eneste.

Er der tale om en epidemi af sindssyge i de væbnede styrker? spurgte det regeringsvenlige ugeblad Semana, med henvisning til en stribe lignende hændelser.

I provinshovedstaden Pasto havde en soldat grebet et gevær og mejet ti soldater fra sin egen enhed ned, og i det vigtige olieområde Arauca havde en oberst på en nøglepost skudt sig med sin tjenestepistol efter morgenmaden.

Moralen er på nulpunktet i regeringsstyrkerne, og det er ikke svært at gætte hvorfor. Krigen mod guerillaen går dårligt. Tre milliarder dollars i militærhjælp sendt fra USA i de seneste år ser ud til at være spildt. Og regeringsstyrkernes største militære offensiv i den 40 år lange krig er ved at ende som en fiasko.

Junglen er en dødsfælde

»Patriotplanen« var navnet på et dristigt forsøg på at angribe nogle af FARC-guerillaens stærkeste bastioner i Colombias sydlige jungle. Under ledelse af omkring 1.000 amerikanske militærinstruktører og specialtropper, lagde regeringshæren i begyndelsen af 2004 en gigantisk ring om et område, hvor Bogotá mente, at FARC’s ledelse opholdt sig.

Ringen var 1.200 km i omkreds og militæret sendte 20.000 soldater ind i det uvejsomme område, med to erklærede formål: At dræbe eller fange mindst ét medlem af FARC’s 7-mands ledelse, og befri tre amerikanske soldater, der bliver holdt fanget af guerillaen.

Før troppefremstødet sprøjtede militæret fra luften området med gift for at dræbe afgrøderne på markerne (i mange tilfælde koka-buske) og på den måde fordrive civilbefolkningen, der anses som guerilla-støtter.

Et år efter at angrebet blev indledt, er tabstallene for regeringsstyrkerne usædvanligt høje, og ingen af de erklærede mål er nået.

Alene i februar i år mistede hæren i området 165 soldater, der blev skudt af snigskytter, sprængt i stykker i minefelter eller spiddet i primitive »vietnamesiske« fælder med spidse pæle i bunden. Antallet af sårede er endnu højere, og dertil kommer lignende tab på slagmarken i resten af landet.

Lederen af Washington-tænketanken CIP, Adam Isacson, spår, at guerillaen, der har fordoblet sine angreb mod militæret i de seneste to år, vil trappe yderligere op i den kommende tid.

FARC-kommandanten Iván Márquez kaldte over guerillaens radiostation hærens nederlag for et hårdt slag mod planerne om en USA-domineret neoliberal frihandelszone i regionen. Marquéz sagde også, at offensiven ikke kun er rettet mod oprørerne, men også mod nabolandets venstreorienterede regering:

»Med Patriotplanen forsøger de at skabe et brohoved, hvorfra de kan fortsætte angrebene på den bolivarianske revolution i Venezuela«.

Gymnasiedrenge skal ikke slås

I marts indkasserede Uribes regering et andet slags nederlag, da en domstol nedlagde forbud mod at lade værnepligtige soldater med studentereksamen deltage i kamphandlinger.

Dommen betyder, at i alt 30.000 soldater ud af en samlet styrke på 360.000 bliver trukket ud af aktiv kamp. Kendelsen har først og fremmest symbolsk betydning, og afspejler middelklassens modvilje mod at lade deres sønner være kanonføde i krigen.

Men den kommer på et tidspunkt, hvor splittelsen i Uribes bagland vokser.

Krigen er dyr, og statskassen er tom, derfor stiger skatter og moms i et tempo, hvor ikke kun befolkningen, men også erhvervslivet, mærker det.

De magtfulde narkobaroner (der ikke betaler skat) er stadig de vigtigste støtter for Uribes politiske projekt om at skabe en autoritær og neoliberal stat.

Men præsidentens svigtende krigslykke og gradvise koncentration af den udøvende, dømmende og lovgivende magt i militærets hænder, har vakt utilfredshed hos andre dele af eliten.

Det var således arbejdsgiverne, der stod bag den transportstrejke, der lammede Colombia i efteråret. Over 100.000 lastbiler stod stille i en uge, mens priserne på grundlæggende fødevarer som kartofler blev næsten fordoblet.

De store vognmænd føler sig ramt på pengepungen af Uribes krigspolitik, der betyder kørselsforbud om natten i store dele af landet og forsinkelser på grund af de mange militære kontrolposter. Oven i hatten har privatiseringen af motorvejene ført til nye store vejafgifter.

Junta med slips og pænt tøj

Uribe har forsøgt at styrke sin position ved at optrappe terroren mod befolkningen. I fjor blev der i gennemsnit drevet 780 mennesker på flugt hver dag; det svarer til over en kvart million i løbet af 2004.

Foreningen af Efterladte, ASFADDES, rapporterer, at flere end 3.500 mennesker blev »forsvundet« sidste år, langt de fleste af sikkerhedsstyrkerne og deres dødspatruljer. Stigningen i overgrebene på civilbefolkningen har ikke ført til øget opmærksomhed fra udlandets side, snarere tværtimod.

ASFADDES talskvinde Gloria Gómez mener, at det colombianske styre har lært at pleje sit internationale image på en helt anden måde end de gamle militærdiktaturer i Sydamerika.

»I Argentina skete myrderierne indenfor et kort tidsrum, og billedet af juntaen i militæruniformer gjorde det let at skabe international modstand. Vores autoritære styre går med skjorte og slips og er demokratisk valgt,« siger hun til Colombia Journal.

Men undertrykkelsen har stik mod forventning givet bagslag indadtil.

I stedet for at tæmme fagbevægelsen (dødspatruljer myrdede 94 tillidsfolk i 2004), fik volden og neoliberale reformer over en million mennesker på gaderne i Colombias vigtigste byer den 12. oktober.

Demonstrationen var indkaldt af den faglige landsorganisation CUT, men var også bakket op af FARC-guerillaens civile gren, den Bolivarianske Bevægelse for et Nyt Colombia.

Indianere på krigsstien

Den Bolivarianske Bevægelse spillede øjensynligt også en rolle i kulissen, da 60.000 indianere fra den sydøstlige del af landet i dagevis marcherede mod den planlagte frihandelsaftale med USA.

Colombias indianere udgør kun få procent af befolkningen, men hører til blandt de allerfattigste og mest undertrykte. Mange af de 90 indianske folkeslag i landet lever i reservater, der reelt er omringet og under permanent angreb af militær og dødspatruljer.

Wayuu-folket, der lever ved den caribiske kyst, er blandt de indianere, der i den seneste tid er begyndt at gribe til våben.

Høvdingen Junchi fra Wayuu-samfundet ved Bahía de Portete erklærede officielt krig mod styret, efter at hæren massakrerede en indianerlandsby. Med de rædselsslagne forældre som vidner, brændte soldaterne to børn levende i en bil og skar flere voksne ihjel med motorsave.

Formålet med aktionen var at fordrive indianerne fra deres by, der ligger på en narkomafiaens vigtige smuglerruter.

»Krigen er erklæret« sagde Junchi til den venezuelanske avis Ultimas Noticias.

»Præsident Uribe, der giver så meget hjælp til dødspatruljerne, skal vide, at vi er her endnu. Vi er mennesker, selvom han ikke bryder sig om det. Og vi vil tvinge ham til at respektere vores rettigheder, om der så er hundreder eller tusinder af wayuu’er, der skal dø for det.«

Farligt kort i ærmet

Presset på alle fronter har Uribe valgt at spille sit måske stærkeste kort: Internationalisering af konflikten.

Colombianske tropper har i 2004 gentagne gange overskredet grænsen til Venezuela, og colombianske dødspatruljer har likvideret en stribe venezuelanske bondeledere, der tilhører landets præsident Hugo Chávez’s bevægelse.

Omkring nytår sendte Colombia for første gang en tilfangetaget guerillaleder til USA, hvor han blev præsenteret som den første »udenlandske marxistiske terrorist« stillet for en amerikansk ret.

Og i december bortførte en gruppe af colombianske agenter en FARC-repræsentant i Venezuelas hovedstad Caracas, hvor han havde deltaget i en konference. Rodrigo Granda blev overmandet på en fortorvscafé ved højlys dag og smidt ind bag i en bil, der kørte ham den lange vej hjem til Colombia.

Venezuelas regering reagerede med vrede på kidnapningen, og afbrød midlertidigt de diplomatiske og økonomiske forbindelser til nabolandet. En gruppe venezuelanske officerer, der var blevet bestukket af colombianerne til at medvirke i bortførelsen, er blevet sigtet for højforræderi.

Washington har til gengæld vendt tommelfingeren opad for aktionen, og har benyttet lejligheden til at gentage beskyldningerne mod Hugo Chávez for at huse terrorister.

Ved at spille rollen som villig spydspids i USA’s destabiliseringskampagne mod Venezuela, håber Uribe at købe sig mere goodwill – og våbenhjælp - i Det Hvide Hus. Det er højt spil i en tid, hvor USA er spændt hårdt for vognen i Irak og har svært ved at frigøre nye militære kræfter. Fremtiden vil vise, hvem der tager det sidste stik.

Ulrik S. Kohl er skribent på Mediesyndikatet Monsun og medlem af Internationalt Forum.

Artiklen offentliggøres også i Internationalt Forums tidsskrift Gaia, nummer 48, forår 2005.