Da den særdeles indflydelsesrige amerikanske politolog Samuel P. Huntington i 1996 udgav bogen The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, vakte det opsigt internationalt. Men mange var hurtige til at afskrive Huntintons tese om en kamp mellem forskellige civilisationer, som grundlaget for de problemer verden står overfor i det 21. århundrede.

Efter den 11. september 2001 har dette forhold imidlertid ændret sig. Bogen har og giver stadig genlyd verden over, fordi Huntingtons tese umiddelbart har budt sig til som en plausibel forklaringsmodel på begivenheden og den efterfølgende ”krig mod terror”.

Herhjemme er ideerne blevet grebet med kyshånd af Dansk Folkeparti og proselytter, der på mest eksplicit og aggressiv vis fører den frem i den offentlige debat. At Huntington i sin seneste bog hævder, at indvandringen af hispanics på længere sigt udgør den største fare for det amerikanske samfund og dets sammenhængskraft, har kun givet Dansk Folkeparti mere blod på tanden.

Nu kan det påståede civilisationssammenstød ikke blot anvendes til at legitimere krigene i Afghanistan og Irak, eller modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU, men også partiets holdning til indvandringen i Danmark, integrationsproblemer, osv.

Ikke desto mindre bliver det hurtigt trivielt alene at pege fingre af Dansk Folkeparti, sådan som det er blevet en vane på venstrefløjen. Fremfor at afsløre og bekæmpe højrefløjen, synes denne øvelse i langt højere grad at tjene til at lede opmærksomheden bort fra venstrefløjens egne svigt.

Efter murens fald har venstrefløjen befundet sig i et ideologisk og politisk vakuum. Venstrefløjen har i vid udstrækning afskrevet den sociale revolution og anerkendt markedskapitalismen som ”the only game in town”.

Der finder således en erosion sted af venstrefløjspartiernes ideologiske fundament.

Det er ikke kun i Socialdemokratiet, at stærke kræfter virker for endegyldigt at afskrive klassekampen som et gangbart redskab til at forstå verden. Både i SF og Enhedslisten er der lignende, om end svagere, røster.

Nye borgerlige ideer trænger sig på. Vinder indpas. Bliver salonfæhige. Denne proces pågår på daglig basis og er en del af den ideologiske dynamik i samfundet. Og ligesom Dansk Folkeparti nu i offentligheden opfattes som stuerene, bliver også mange af de ideer, de fremfører, betragtet i samme lys.

Turen går over den politiske midte og videre til venstrefløjen, som til slut finder sig fanget i de nye tankemønstre, de nye begreber, de nye synsvinkler. Sådan har for eksempel konklusionerne fra Kommunismens sorte bog bemægtiget sig stort set hele det politiske spektum.

Ikke mindst derfor er det nødvendigt at bekæmpe konverteringen af ærkereaktionære teorier, teser og standpunkter som Huntingtons til mainstream politik. Samt den medfølgende nedsivning til eller optagelse blandt de kræfter, der mener at ”en anden verden er mulig”.

Indtil videre har det været Mogens Camre, der mest højlydt har hylet op om civilisationernes sammenstød. Nu hyler en forsker ved Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier med. Cecilie Felicia Stokholm Banke er hverken en betydningsfuld meningsdanner eller et af de formørkede hoveder, der udgyder deres daglige dosis propaganda i Groft sagt.

Forekommer en tilbagevisning af hendes skriverier så overflødig? Tværtimod. Bankes kronik i Berlingske Tidende den 8. marts med titlen ”Vesten romantiserer stadig terrorismen”, udtrykker om noget, hvordan Huntingtons ideer om et ”clash of civilizations” er ved at vinde indpas hen over den politiske midte.

Følgende er et beskedent bidrag til, at disse ideer ikke på længere sigt også slukker drømmene om, at ”en anden verden er mulig”.

I sin kronik argumenterer Cecilie Banke for at de venstreintellektuelle i Europa ligger under for nogle tankegange, der i bedste fald er med til at ”bifalde” terrorismen og i værste fald at ”autorisere” den. Ifølge Banke har ”Europa svigtet ved ikke at fordømme terrorismen.” Men det er der en forklaring på, en idé som den islamiske fundamentalisme og marxismen har til fælles, drømmen om det fuldkomne samfund, hvis realisering helliger alle midler.

Denne marxistiske inspiration hos de venstreintellektuelle har også givet sig udslag i, at de har antaget en fejlagtig tankefigur, forklarer hun. Den består i, at alt har materielle årsager, hvorfor terrorismen skulle være et produkt af social ulighed og ikke et produkt af sammenstødet mellem værdier.

Konsekvensen bliver, ifølge Banke, at de venstreorienterede intellektuelle, til stadighed lægger en forklaringsramme for dagen, der i konteksten af den internationale ”krig mod terror”, placerer terroristerne i offerets rolle.

Og, kunne jeg tilføje i samme ånd, placerer de venstreintellektuelle på den forkerte side af kridtstregen i ”krigen mod terror”.

Konsekvensen af Bankes standpunkt er imidlertid, selv om hun ikke udtrykkeligt gør opmærksom derpå, at Samuel P. Huntingtons ”civilisationernes sammenstød” bliver det nye paradigme i forståelsen af ikke blot ”krigen mod terror”, men verden i dag.

Hun drager en parallel til 1930’erne. Dengang begik de venstreintellektuelle en stor fejl ved ikke at forstå ”nazismens antisemitisme som det, det reelt var, nemlig et kolossalt angreb på den jødisk-kristne civilisation.”

I dag begår de venstreintellektuelle samme fejltagelse, mener Banke, når terroristernes angreb på Vesten bliver lagt ind i en materialistisk forklaringsramme, i stedet for at blive forstået som en kamp mellem værdier, en kamp mellem dem, der tilslutter sig, og dem, der bekæmper moderniteten.

Men det er vanskeligt ikke at forstå nazismen som et udkomme af den jødisk-kristne civilisation. Det er jo velkendt at nazismen var og er et sammensurium af elementer hentet fra kristendom, oldnordisk mytologi, liberalisme og sågar socialisme – altså at nazismen er en eklektisk ideologi.

Dens irrationelle og anti-demokratiske elementer var heller ikke opfundet af nazismen selv, det var før-nazistiske fænomener, ligesom antisemitismen. Godt nok vendte nazismen sig mod den semitiske fornuftstænkning, men samtidig tog dens jødeudryddelse en rationel, industriel form.

Spørgsmålet er derfor, om ikke nazismen også er et produkt af moderniteten, snarere end dens negation? Spørgsmålet er, om der ikke er en tvetydighed i selve moderniteten?

Hvis man således lægger et mere nuanceret syn på moderniteten for dagen, i stedet for at alene at reducere den til fornuftstro, liberalt demokrati og menneskerettigheder, kan nazismen forstås indenfor modernitetens rammer, og ikke som en negation af dem. Det er måske en af grundene til, at den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman mener, at holocaust var et resultat af, og ikke en undtagelse fra, moderniteten.

Den svenske forfatter Sven Lindqvist påpeger, hvordan oplysning og fremskridt i den vestlige verden gik hånd i hånd med slaveri og udryddelse i kolonierne i det 17. og 18 århundrede. Han antyder en kontinuitet mellem kolonitidens og det 20. århundredes folkemord.

Alligevel forkaster Banke begreberne om ”kolonivælde” og ”imperialisme” som gangbare redskaber til at forstå de konflikter, vi oplever i dag. Men der har hun forregnet sig. For disse begreber er i blomstring internationalt, dog i højere grad blandt højreintellektuelle, end blandt deres modstandere på venstrefløjen.

Hvor sidstnævnte imidlertid opfatter imperialisme som en årsag til verdens dårligdom, ser stadig flere i det amerikanske establishment imperialisme som løsningen på den. Om end der altså er tale om et spejlvendt forhold i synet på imperialisme, er det grundlag nok for at operere med et imperialismebegreb. Også som ophav til nutidige konflikter og væbnede bevægelser.

Lad os se på nogle eksempler: Både i Irak og i Palæstina udspringer de væbnede konflikter helt åbenlyst af besættelse.

Hvis vi analyserer modstandsbevægelsen i Irak nærmere, viser den sig for hovedpartens vedkommende at være sekulært, ikke fundamentalistisk islamisk, orienteret. I bevægelsen er der ved at opnås enighed om at afholde demokratiske valg, senest to år efter at besættelsesmagten er smidt på porten.

Ingen irakisk modstandsgruppe har erklæret det som et mål at oprette et religiøst styre, når landet er befriet. Man ønsker gode relationer til omverdenen, især Europa.

Her blegner argumentet om et værdi- og kultursammenstød altså. Og det samme er tilfældet, med mindre variationer, når det gælder Palæstina.

Men hvad så med Bin Laden og Co.? Deres engagement i Afghanistan var en reaktion på sovjetisk besættelse. Og hvis man skal tage Bin Ladens ord for pålydende – hans fatwaer kan næppe ses som forsøg på at besnære Vestens venstreintellektuelle – er årsagen til den nuværende konflikt med USA, først og fremmest dets militære tilstedeværelse i Saudi Arabien.

Ydermere er der jo talrige forskere, der gør opmærksom på hvordan al-Qaedas organisationsstruktur og kommunikation i højere grad afspejler den nyeste informationsteknologi, fremfor yemenitisk stammekultur. Altså må vi tage både imperialismebegrebet, de materielle årsager og en mere nuanceret forståelse af moderniteten i brug, hvis vi virkelig ønsker at forstå den verden, vi lever i.

Selvfølgelig vil det være naivt ikke også at tilskrive Bin Laden andre mål og motiver end de nævnte, selvfølgeligt vil det være naivt kun at forstå hans virke som en reaktion og ikke som aktion.

Men lige så manipulerende er det at presse enhver væbnet konflikt, hvor terrorisme-mærkatet er i brug, ind i et påstået opgør mellem islamisk fundamentalisme og den jødisk-kristne civilisation.

USA’s erklærede ”krig mod terror” kan ikke reduceres til at være et opgør med Bin Laden – på terrorlisterne optræder jo alle hånde organisationer, fra snart sagt alle kontinenter.

Med andre ord opløses Bankes kritik af de venstreintellektuelle enten i en erkendelse af at politisk islam ikke står i centrum for verdens konflikter, eller også af at politisk islam ikke entydigt kan tolkes som et angreb på moderniteten, men at den nok snarere deler sidstnævntes tvetydige karakter.

Banke hævder derimod, at den materialistiske optik forhindrer de venstreintellektuelle i at erkende terrorismens ”reelle karakter”, og at problemet hverken består i ”USA eller i Europa”.

Men hvad består det så i? Huntington har et bud: Islam, der har blodige grænser.

Herhjemme har Dansk Folkeparti gjort meget ud af at gentage dette ræsonnement. Men det er noget nyt at selvsamme budskab, om end i pænere indpakning, lyder fra en forsker i holocaust.

Studiet af folkemord er en prisværdig affære, men ikke hvis det foregår med en klap for øjet. Ikke hvis moderniteten bliver gjort til en simpel kategori til beskyttelse af Vesten. Ikke hvis begreber som ”imperialisme” og ”kolonivælde” bliver smidt i skraldespanden og ideen om kultursammenstød gøres til vor tids credo. Ikke hvis man fordømmer terror, men ser gennem fingre med, at terror mod civilbefolkningen er en integreret del af den strategi, USA, Israel og Rusland m.fl. anvender i oprørsbekæmpelse, nu under betegnelsen ”krig mod terror”.

På internationalt plan er millioner af mennesker de seneste år blevet mobiliseret under sloganet ”en anden verden er mulig”. Disse mennesker er overbevist om, at den amerikanske politolog Francis Fukuyama tog fejl, da han i slutningen af 80’erne på bombastisk vis erklærede historien for afsluttet.

Cecilie Banke viser sig ikke blot at være tilhænger af Huntington, når hun istemmer hans ”clash of civilizations”, hun viser sig også som en god discipel af Fukuyama, når hun afslører at ondets rod hos de venstreintellektuelle er selve ”forestillingen om et samfund hinsides kapitalismen.”

Vi skal slutte med at drømme, det er Cecilie Bankes egentlige budskab.

Men hvis den venstreintellektuelle skal forkaste den frie tanke, den tanke der overskrider status quo og ikke blot opholder sig ved dagens dårligdomme, men rent faktisk giver sig i kast med at søge løsninger på dem, også radikale løsninger, er det lig med intellektuel kastration.

Hvis venstrefløjen forkaster sit ideologiske arvegods og lidt efter lidt indvilger i at synge med på sangen om civilisationernes sammenstød, er det identisk med kapitulation.

Mit råd er derfor det modsatte: Drøm endelig videre…

Artiklen er oprindeligt skrevet som en kronik til Berlingske Tidende, men her blev den afvist. Den er siden blevet forsynet med en ny indledning med henblik på offentliggørelse i Kontradoxa.

Læs Cecilie Bankes kronik i Berlingske Tidende.

Dino Knudsen studerer historie og filosofi ved København Universitet. Han er medredaktør af bogen Kapitalen.com: Myten om det postindustrielle paradis, som udgives på forlaget Tiderne Skifter senere på året. Man kan læse mere på hans hjemmeside www.dinok.dk.