Introduktion

Den 24. marts blev palæstinensiske fårehyrder og internationale fredsvagter overfaldet af israelske settlere fra bosættelsen Susia nær Hebron på Vestbredden. Da fredsvagterne, to amerikanere, en svensker og danskeren Kasper Lundberg, senere indgav politianmeldelse mod bosætterne, blev de tilbageholdt og arresteret af israelsk politi i 26 timer. Her er den danske fredsvagts fremstilling af begivenhederne.

[Palæstina, Vestbredden, Qawawis, april 2005] Den lille landsby Qawawis er det mest fredfyldte sted jeg nogensinde har været. Geografisk ligger den syd for Al-Khalil (Hebron) på Vestbredden. Her bor en håndfuld fårehyrdefamilier i huler hakket ud af en stenet bakke, ved håndkraft.

Vi er fire internationale fredsvagter, der bor i landsbyen sammen med familierne.

I Qawawis er dagene tilsyneladende ens: Vi står op ved daggry og bliver så inviteret til morgenmad bestående primært af fladbrød og hummus i en af hulerne. Derefter lukkes fåreflokkene ud, og vi følger hyrderne, når de lader fårene græsse i det åbne landskab.

Efter en tre-fire timer vender vi tilbage til landsbyen, spiser fladbrød og hummus og sover til middag.

Derefter går vi ud med fårene igen en tre-fire timer og vender tilbage ved skumringstid. Efter aftensmaden (uden nogen kulinariske overraskelser), kommer mange af landsbyens unge til den hule vi har spist i, for at træne deres engelsk og lære os nye arabiske ord.

Al socialisering efter mørkets frembrud foregår ved olielamper, da landsbyen ikke har nogen elektricitet. Alligevel er Qawawis det sted, jeg indtil nu har været i Palæstina, hvor min mobiltelefon har haft den bedste forbindelse.

Paradokset med mobilforbindelsen skyldes de omkringliggende illegale bosættelser, der er udstyret med nye veje, rindende vand, elektricitet masser af våben og telefonmaster, primært betalt med israelske borgeres skattekroner.

Det er disse bosættelser er grunden til at vi er her.

Chikane af palæstinensere i bosættelsers nærhed er mere reglen end undtagelsen, men for et par år siden eskalerede volden mod landsbyen, og da to indbyggere blev skudt, var de fleste indbyggere allerede flyttet til den nærliggende by Yatta.

Den israelske hær rykkede ind og tvang resten af familierne til at flytte af "sikkerhedsårsager". Nogle israelske bosættere flyttede ind i hulerne indtil de efter et par måneder også blev tvunget ud af hulerne af hæren, der efterfølgende bulldozede adskillige huler og brønde.

Den israelske separationsmur var planlagt til at annektere denne del af Vestbredden, og hulerne var i vejen for den nye militærbase, der skulle bygges i området.

Efter klager og en sej juridisk kamp især fra den israelske fredsorganisation Tayushs side og en omplacering af separationsmuren tættere på den grønne linje, lykkedes det at få en indrømmelse fra den israelske højesteret, der gav hyrderne ret til at flytte tilbage til Qawawis.

For en måned siden er fire familier flyttet tilbage med fredsaktivister fra ISM (International Solidarity Movement), som international tilstedeværelse.

I denne måned har der dagligt været besøg af bosættere, der kommer for at true med våben, eller kaste sten efter får og hyrder.

Om lørdagen har bosætterne ofte en særlig omvisning, hvor de viser rundt i hulerne og fortæller opdigtede historier om, hvordan hulerne tilhører de jødiske bosættere, og hvordan de oprindelige indbyggere flyttede derfra for at få bedre boligforhold i Yatta.

Alt dette vidste jeg godt, men alligevel var jeg ikke forberedt på vores første konfrontation med de religiøse fanatikere.

Fastelavnsmaske og en Uzi

"Nazister! Jødedræbere! Tag tilbage til Tyskland!"

Alt synes kaotisk. For fem minutter siden holdt en hvid pick-up ind til siden og to unge mænd kom ud.

Jeg selv og en anden fredsvagt gik roligt hen imod dem, ganske i overensstemmelse med vores træning i deeskalering af potentielt voldelige situationer.

Den ene mand var klædt på ortodoks vis, med lys kjortel, kippah på hovedet og håret i sorte snoede lokker ved ørene. Den anden havde en gul fastelavnsmaske der forestiller et skelet for ansigtet. Og en Uzi i hænderne.

Efter et par uger i landet har jeg stadig ikke vænnet mig til at se våben, og det var med pumpende adrenalin, vi nærmede os og diplomatisk spurgte, om vi kunne hjælpe med noget, uden respons.

De to mænd begyndte at løbe hujende rundt og kaste sten på fårene og hyrderne. Vores de-eskalering synes at have slået fejl, for flere og flere biler kom til, og alle der kom ud, var meget vrede på os.

"Nazister! Jødedræbere! Tag tilbage til Tyskland! Dig! Er du tysker?" En ekstremt ophidset kvinde i 30’erne peger på mig, mens hun råber på engelsk, og forvirret svarer jeg bare:

"Øh nej, jeg er fra Danmark."

"Ja, danskerne, de er også rigtig gode til at slå jøder ihjel!"

De sidste to fredsvagter kommer løbende til, og vi prøver alle fire, at komme imellem hyrderne og de 10 vrede bosættere, der kaster med sten og fortæller os, hvor nemt de kunne slå os ihjel, mens de peger på os med deres maskingevær.

Et militærkøretøj opdager optrinnet og holder ind til siden. Tre soldater kommer ud og stiller sig i nærheden, men nægter at gøre noget, på trods af at vi flere gange anmoder om hjælp, da bosætterne også begynder at slå og sparke os.

Først da en voksen mand, har kastet sig oven på vores amerikanske veninde og slået hende gentagne gange med knytnæver i ansigtet, på halsen og brystet, og flået hende i håret, hjælper en af soldaterne til med at få ham af.

Bagefter hjælper soldaten ham med at finde hans briller.

Vi trækker tilbage til landsbyen med hyrderne, mens bosætterne prøver at komme forbi soldaterne og råber efter os.

Vi ringede efter politiet, allerede da de to mænd trådte ud af den hvide pick-up og var positivt overrasket over at de lovede at komme hurtigt.

Jeg havde hørt, at det israelske politi ofte ikke tager sig af sager med bosættere, fordi de er bange for dem.

Der viser sig også, at skulle adskillige flere opkald til, før politiet endelig viser sig halvanden time senere.

Vi prøver at forklare, hvad der er sket, men med det samme kommer bosætterne kørende ned igen og begynder at råbe hebraisk i munden på hinanden, og før vi ved af det har politiet taget vores pas, bosætterne er på vej hjem, og vi er på vej til politistationen.

Den ligger inde midt i en af de største israelske bosættelser i Palæstina, Kiryat Arba, et navn med historisk klang.

Pennywise

Kiryat Arba var Israels første bosættelse på Vestbredden, hvis anerkendelse daværende forsvarsminister, Moshe Dayan, skulle komme til at betegne som den mest alvorlige fejltagelse i hans karriere.

Den enorme bosættelse ligger klods op af Al-Khalils (Hebron) grænse og huser cirka 7200 personer.

Da vi bliver kørt ind til politistationen, triller vi langsomt gennem dette Disneyland af velordnede gader, små parkanlæg og hundredevis af identiske små huse med de karakteristiske skrå, røde tage, placeret på 6000 dunam (6 km2) konfiskeret palæstinensisk land.

Af en eller anden grund får stedet mig til at tænke på klovnen Pennywise fra filmatiseringen af Stephen Kings Det Onde, som jeg var rædselsslagen for som lille.

Hebron-området er kendt som et af de mest betændte på hele Vestbredden, og hovedårsagen er bosættelsessituationen.

Et af de mest tragiske og fatale eksempler er massakren i Ibrahimi Moskeen i 1994, hvor den amerikansk-israelske Baruch Goldstein skød og dræbte 29 muslimer og sårede 125.

500 jødiske fundamentalister bor i fire bosættelser midt i den gamle bydel, engang byens økonomiske og sociale centrum, men nu en spøgelsesby med checkpoints, militærraids og lukkede butikker, svejset til af militæret af "sikkerhedsårsager".

Bosætterne påstår at være en fortsættelse af det oprindelige jødiske fællesskab i byen, men i 1996 underskrev 40 medlemmer af det oprindelige jødiske fællesskab under på en offentlig anmodning om at få bosætterne evakueret fra bydelen.

Udover de mange voldelige konfrontationer besværliggøres de 45.000 palæstinensiske indbyggeres dagligdag af chikane, jævnlige udgangsforbud og utallige sikkerhedstjek.

Over 600 dages udgangsforbud er blevet gennemført i Hebron og over 74 palæstinensiske hjem bulldozet, blandt andet for at give plads til veje, der er forbudt område for palæstinensiske køretøjer.

Alt dette gennemføres af de cirka 1500 soldater, der er udstationeret i den indre by. Deres primære opgave er at beskytte de 500 bosættere, hvoraf mange er bevæbnet til tænderne og ingen skal igennem de ydmygende sikkerhedstjek.

Soldaterne residerer enten i konfiskerede palæstinensiske hjem eller i Kiryat Arba, hvor vi bliver forhørt.

I fængsel, ryk direkte i fængsel

Vi ankom til politistationen i den tro, at vi skulle anmelde overgrebet på os og indbyggerne i Qawawis.

Da vi har sat os, får vi at vide, at vi nu er tilbageholdt, idet bosætterne, der angreb os, har anmeldt os for at have angrebet dem.

Velkommen til landet bag spejlet.

Det viser sig hurtigt, at alle bosætterne har fået lov til at tage hjem. Vi bliver derimod trukket igennem timevis af forhøringer, hvor vi kun får lov til at svare på anklager.

Efter otte timer bliver vi tilbudt at skrive under på et stykke papir, der forbyder os at vende tilbage til Qawawis. Vi nægter og bliver arresteret og fængslet.

Det er en hård straf for at blive angrebet, men i landet bag spejlet er det ikke nødvendigvis ulogisk at ubevæbnede, ikke-voldelige fredsaktivister skulle gå til angreb på gale bosættere med M-16 geværer og Uzier.

Næste dag bliver vi stillet for retten, der underkender alle anklager og anerkender vigtigheden af at have international tilstedeværelse i Qawawis.

Bosætterne fortsætter deres jævnlige chikane i området. I nabobyen Al-Tuwani er en hel fåreflok netop blevet forgivet med rottegift.

Problemerne med vanvittige, fundamentalistiske bosættere, der inderligt tror på en bogstavelig fortolkning af religiøse tekster udgør en velkalkuleret del af den israelske regerings koloniseringspolitik.

Bosætterne løber mere eller mindre bevidst regeringens ærinde, men også retssystemet synes uhyggeligt eftergivende.

Et af de særligt slemme eksempler er historien om en elleve-årig palæstinensisk dreng, der blev tæsket ihjel med skæftet af en pistol af en bosætter fra Hebron.

Forbryderen blev arresteret, retsforfulgt og løsladt på det grundlag, at barnet var dødt af sig selv grundet følelsesmæssigt pres.

Sagen blev anket, og den israelske højesteret, karakteriserede drabbet som "et mildt mord" (a light killing) og idømte manden seks måneders samfundstjeneste.

Bosætterne, der udgør 6-7 % af Israels befolkning er dog ingen ensformig masse. Mange bliver blot tiltrukket af de billige, regeringssubsidierede boligforhold, men alle er de tråde i Israels spindelvæv af kontrolformer over de besatte områder.

Sammen med de områder seperationsmuren unilateralt annekterer, er de håndgribelige facts on the ground, der giver Israel gode kort på hånden i fremtidige fredsforhandliger.

Jeg føler mig som Alice, der er trådt ind gennem spejlet, til landet, hvor alt er omvendt.

Ikke kun fordi man her skriver fra højre mod venstre. Ikke kun fordi både Al-Khalil og Hevron betyder ven. Ikke kun fordi vi blev fængslet for at blive overfaldet.

Snarere fordi vi i den vestlige verden synes at affinde os med Israels spejlbillede af vores samfundsindretning. Et billede, der mangler vigtige dimensioner.

Israel kerer sig ikke om de internationale forpligtelser, det foregiver eftersom både muren og bosættelserne er erklæret ulovlige af det internationale samfund.

Desværre behøver spejlbilledet ikke tilføje flere dimensioner, så længe amerikanske vetoer i FNs Sikkerhedsråd og fordelagtige handelsaftaler med EU sender signaler om, at vi er godt tilfredse med at se igennem fingre med endeløse umenneskelige overgreb.

Qawawis’ historie er på ingen måde grel eller enestående, det er blot endnu en dag i Palæstina, landet bag spejlet.

Kasper Lundberg er fredsvagt i Palæstina.

Læs også om arrestationen af de fire fredsvagter i en pressemeddelelse fra International Solidarity Movements.