I den italienske instruktør Pontecorvos film Slaget om Algier har franskmændene fanget en af modstandsbevægelsens ledere. Journalisterne spørger ham om, hvordan han kan forsvare, at kvinder og mænd under hans ledelse, udøver bombeterror mod civile blandt de franske kolonister.

”Terroristen” svarer ved at love dem, at hvis han fik rådighed over den samme militære teknologi, som den franskmændene er i besiddelse af, så vil han såmænd gerne sørge for, at hans folk ikke længere vil fragte bomberne ind på cafeer og restauranter på den vandrette måde, men på den lodrette.

For hvad skal man med lavteknologi, hvis man har bombefly med en ildkraft, der får taske- og bilbomber til at tage sig fuldstændigt patetiske ud?

Pontecorvos film er fantastisk, hvis man vil lære sig noget om magt og modstand, om torturens ”virkning” og om forholdet mellem kolonister og koloniserede, besættelsesmagt og besatte.

På denne måde er filmen et fortræffeligt fortidigt vindue til nutidens Palæstina-konflikt.

Terror og moral

En af de ting, man kan se gennem dette vindue er det besynderlige begrebslige univers, der er omkring ord som terror, terrorisme og terrorister, og de ligeledes besynderlige slutninger, der går forud for den moral, der dømmer ”lodret” ekserkverede massemord legitime (når blot de udøves af vennerne, eller af os selv i samarbejde med disse venner).

I eksemplet fra Slaget om Algier går ”terroristen” ud fra den elementære forudsætning, at det, der i første række giver anledning til moralske overvejelser, er handlingers karakter og konsekvens, og ikke deres midler eller subjekt. Med andre ord: Hvis det er i orden for besættelsesmagter at kaste bomber på civile fra fly, er det, alt andet lige, i orden for de besatte at angribe civile med primitive midler.

Eller med andre ord: Hvis man per definition mener at besættelsesmagtens modstander er terroristisk, og at besættelsesmagten ikke er det, så udtrykker begreber som ”terroristisk” ingen moralsk vurdering.

Se, det burde være elementært, men er alligevel kontroversielt i de medier og blandt de politikere, der i deres vurdering af voldsomme og voldelige begivenheder i Israel, Palæstina og Mellemøsten overhovedet, flygter ud i moralsk relativisme af værste slags.

Selvmordsattentater mod israelere er selvskrevne til betegnelserne ”terrorisme”, og ”en bombe under fredsprocessen”, mens de israelske angreb, der koster palæstinensiske civile livet, i reglen enten ignoreres, bliver gjort acceptable som uheld eller ligefrem hæderværdige som ”gengældelsesangreb”.

”Terror” er i regelen den betegnelse, man giver den vold, som man ikke sympatiserer med.

Og hvis man kan sige om et ord, at det er skyld i noget, så er ordet terrorisme skyld i at politikere, journalister og kommentatorer ikke forstår eller kan se, at palæstinenserne er et besat og fordrevet folk, og at den vold, der udgår fra palæstinenserne, både desperate selvmordsangreb og stenkasteri mod skarptskydende israelske soldater, overgås i omfang og konsekvens af den vold, som udgår fra besættelsesmagten.

At forstå terrorister

Sig ordet terror, og folk mister deres dømmekraft. For et par år siden blev nogle amerikanske medier beskyldt for at forholde sig apologetisk til selvmordsbombemænd og –kvinder, fordi de omtalte dem som ”suicide bombers”, selvmords-bombere. Næh, det var de ikke; de var ”homicide bombers”, mord-bombere.

Nu er bombemennesker naturligvis mordere, i alt fald hvis de slår nogen ihjel. Men det tilføjer ikke noget at kalde dem mord- frem for selvmordsbombere; det fjerner snarere den information, at forbrydelsens gerningsmennesker er så desperate, eller mærkelige oveni hovedet, at de er villige til at slå sig selv ihjel for at udåden skal lykkes. Men det måtte amerikanerne åbenbart ikke vide.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen gav et tilsvarende eksempel, da han før jul gik i rette med oppositionen, fordi denne ikke konsekvent omtalte de irakiske modstandsbevægelser som terrorister, men gav dem og deres handlinger et anstrøg af legitimitet ved at kalde dem ”oprørere”, og deres sag et skær af retfærdighed.

At de faktisk er oprørere (mod den amerikanske, danske mm besættelsesmagt), måtte oppositionen ikke tale om, og heller ikke at de måske har en sag. Måske en dårlig sag. Men en sag, der kan diskuteres eller være forståelse for.

Og en forståelse kunne sætte regering og opposition i stand til bedre at udvikle en politik, der forholdt sig til virkeligheden, snarere end til islamofobiske og racistiske fantasier om irrationelt onde fanatikere.

For de fleste er billedet af palæstinenseres motiver for væbnet kamp (”terror”, jovist, men så er vi, hvor vi begyndte) mere nuancerede.

Folk, som de er flest, kan, hvis de faktisk ved lidt om palæstinensiske livsbetingelser, og palæstinenseres mulighed for at forandre dissse gennem sædvanlige (politiske) kanaler, bedre forstå, at de griber til vold, end hvis de ikke ved noget om forholdene eller simpelthen er ligeglade.

Det er hovedsagelig vesten, og i særdeleshed USA, at der mest stædigt holder fast i det ensidige og futile billede af palæstinenserne som nogle, der har illegitime hensigter, og benytter sig af illegitime midler.

Nogen form for ret til modstand er der ikke plads til, og uskyldige ofre for den ”nødvendigvis” legitime modterror anvises semantiske domæner som ”collateral damage”, dvs. underordnet skadesvirkning.

Skønt nogle palæstinensiske ledere måske ikke har gjort meget for ikke at vedligeholde vestlige fjendebilleder, så er det tankevækkende, at det netop er den nye palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, der mere end nogen anden, vestlig eller arabisk, har slået fast med syvtommersøm, at hidtidig og fremtidig palæstinensisk vold per definition er illegitim, og at han vil sørge for, at den ikke længere forekommer.

På det seneste har han ganske vist trukket i land, fordi han har opdaget, at han ikke kan sætte en stopper for dem, der absolut vil være voldelige, dvs. gøre væbnet modstand mod besættelsesmagten.

Om den relativt fredelige periode, vi oplever nu, bliver forlænget, afhænger af om Abbas er i stand til at levere varen, dvs. give substantielle forbedringer af palæstinensiske livsbetingelser.

Substantielle er sådanne forbedringer i de fleste palæstinenseres øjne først, hvis de indbefatter besættelsens ophør eller markante lettelse.

Og da Israel tilsyneladende hverken har tænkt sig det ene eller andet, så er der formentlig heller ingen udsigt til hverken længerevarende pauser i, eller ophør af, palæstinensiske vold.

Terror, vold og jura

Nu er der det bemærkelsesværdige ved Abbas forsikringer og afsværgelse af vold, at de kræver noget af palæstinenserne, som international lovgivning ikke gør, og i samme hug forsoner sig med graverende israelske overtrædelser af netop denne lovgivning.

Sagen er nemlig den, at man som besat befolkning har juridisk ret til modstand, også væbnet. Den juridiske ret gælder naturligvis ikke en hvilken som helst form, og ikke alle mål er legale.

Men hvis vi skal overskride den danske (og amerikanske mm.) pseudomoral, er juraen attraktiv som en mere systematisk ramme for kvalificeret undersøgelse af, hvad der er på spil i spørgsmålet om legitimiteten eller illegitimiteten af konkret palæstinensisk vold.

Hermed ikke sagt at jura i sig selv er moralsk, eller at dommere og advokater besidder bedre moralske egenskaber end fx statsministeren (det gør de fleste nu nok).

Men jura bestræber sig faktisk, når den er bedst, på at beskrive og forholde sig til det konkrete, snarere end at løbe efter paranoide fantasier eller bekvemme fordomme.

Dertil kommer at jura, om end ikke uproblematisk, bestræber sig på at være universalistisk: ”det, der gælder for mig i én situation, gælder også for dig i en anden, tilsvarende situation”.

Jura er ikke bare endnu en moral, man kan være relativ omkring. Den gør faktisk fordring på, at man fremlægger tingene, som de er. Eller at man, hvor der er tale om fortolkning, fremlægger fortolkningens empiriske grundlag.

Det er alt sammen kriterier, der er milevidt fra dem, som statsministre og medierne, som de er flest, lader sig regulere af.

Men hvilken slags juridiske overvejelser kan vi gøre os om palæstinensisk væbnet kamp? Hvad må de, og overfor hvem?

Det har den engelske juraprofessor Richard Falk beskæftiget sig med i artiklen ”Azmi Bishara, the Right of Resistance and the Palestinian Ordeal” i tidsskriftet ”Journal of Palestine Studies” (nr. 2, 2002).

Artiklen er ganske vist et par år gammel, men da det mestendels er i den professionelle skriverkarlementalitet og i den politiske kommentatorindustris forestillinger, at der sker afgørende forandringer af magtbalancer og politiske dynamikker i Mellemøsten, kan vi leve med dens bedagethed og bruge den til at se på, hvad der principielt juridisk er i spil i Mellemøstens væbnede politik.

Diskutable kendsgerninger

Falk begynder, som enhver der analyserer juridiske, moralske eller andre implikationer af komplicerede politiske konflikter burde gøre, men som mange såkaldte analytikere afstår fra, at gøre rede for de objektive kendsgerninger.

At de er objektive betyder ikke, at de ikke er til diskussion, men at de kan diskuteres. Objektivitet fordrer, at man stiller sine forudsætninger åbent til skue, at de ikke ligger empirisk gravet ned som urørlige fordomme eller besværgelser af virkeligheden.

Man kan naturligvis altid diskutere hvad som helst. Også om Israel er en besættelsesmagt eller ej, og hvilken konsekvens man bør drage af det. Men det er ikke et spørgsmål om, man finder besættelsen moralsk forsvarligt eller ej. Det afgøres af det konkrete forhold mellem soldater og civile i området og af soldaternes og de civile tilhørsforhold.

Så den omstændighed, at de israelske soldater installerer et regime, der voldeligt regulerer palæstinensernes liv med kontrolposter, udgangsforbud osv., gør, at forholdene på Vestbredden og i Gaza svarer til fleste menneskers definition af besættelse.

Hvis man synes at kontrolposterne og udgangsforbudene hører til et normalt, ubesat liv, eller hvis man simpelthen nægter at der findes sådanne millitære installationer og tiltag, så kan man argumentere for det. Men eftersom både det sidste og det første er usædvanlig dumt, og tilmed bevisligt forkert, så er de fleste af dem, der forsøger at legitimere forholdene, en tand mere subtile.

At der er tale om en besættelse, og at palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza har levet under besættelse siden 1967, er Falks første forudsætning.

Den anden forudsætning er, at den israelske besættelsesmagt står til ansvar overfor den fjerde Geneve-konvention om beskyttelsen af civile, og konventionens første protokol fra 1977 om beskyttelsen af ofre for internationale væbnede konflikter.

Det er der, skriver han, udbredt enighed om, selvom Israel betragter områderne som omstridte og derfor (sic!) nogle, hvor international humanitær lovgivning ikke gælder.

Men i fx FN er der konsensus om at betragte områderne som besatte og den fjerde Geneve-konvention og dens protokoller som relevante for en juridisk vurdering af Israelsk opførsel.

Den tredje forudsætning er, at det palæstinensiske folk har fået deres fundamentale rettigheder krænket, sådan som disse rettigheder defineres i international lovgivning.

Den fjerde forudsætning er, at det internationale samfund har bekræftet palæstinensernes rettigheder på to vigtige områder, nemlig i forlængelse af resolution 181, 194, 242 og 338, der er grundlag for formularerne om retten til en stat, retten til tilbagevenden og kompensation og kravet om israelsk tilbagetrækning fra de områder, der blev besat i juni 67.

Den femte forudsætning er, at Israel konsekvent har været ligeglad med de nævnte FN resolutioner, og at FN ikke har været i stand til at sikre palæstinenserne og deres rettigheder, og den sjette er, at Israels svar på palæstinensisk modstand i sig selv udgør overtrædelser af international lov og i sig selv forstærker besættelsens karakteristika.

Den væbnede kamps legitimitet

Israel er som besættelsesmagt underlagt bestemmelser i international lovgivning, som staten ser stort på.

FN har bekræftet, at der er at tale om besættelse, der krænker ikke blot palæstinensisk ret til selvbestemmelse og andre rettigheder, men også internationale retskrav, sådan som disse fremgår af de efterhånden herostratisk berømte resolutioner 181,194 osv.

For Falk er pointen, at det netop er rettighedskrænkelserne, FNs anerkendelse af at det er krænkelser, der er tale om, Israels ligegyldighed overfor FN og FNs handlingslammelse ift. Israel, der tilsammen skaber en situation, der overordnet set legitimerer modstand mod den israelske besættelse.

Denne legitimitet finder han i FNs resolution fra 1960 om uafhængighed til koloniserede lande og folk.

Den resolution etablerer fire vigtige principper. For det første er det ulovligt at nægte folk selvbestemmelse, og for det andet er det lovligt for folk, der med magt bliver nægtet selvbestemmelse, at gøre modstand. For det tredje er bevægelser, der kæmper for selvbestemmelse, men som ikke kan krav på at være en stat, omfattet af international lov, ligesom det er tilladt for tredjepart at støtte sådanne bevægelser. For det fjerde kan tredjepartsregeringer støtte sådanne bevægelser uden at krænke koloni- eller besættelsesmagtens rettigheder som uafhængig stat.

Falk fortsætter med at diskutere hvilke former for modstand, der er legitim, og hvem, man som modstandsbevægelse legitimt kan gøre til mål for væbnede aktioner.

Han er helt entydig med hensyn til angreb mod israelske civile. Det er ikke i orden at sprænge civile mennesker i luften. På spørgsmålet om, hvorvidt bosættere og bosættelser er civile eller ej, er han mere ambivalent.

Men det korte af det lange er i følge Richard Falk, at palæstinenserne har ret til væbnet modstand i henhold til international lov, men at de skal lade aktionernes form og mål regulere af international lovgivning.

Nu kan man jo med de seneste års begivenheder i Mellemøsten (Torturen i Abu Ghraib mm.) frisk i hukommelsen indvende, at det også i fremtiden vil være alt muligt andet end jura, der regulerer menneskelig opførsel i væbnet konflikt.

Men det kan vel alligevel ikke være helt uden betydning for de kommentatorer og politikere, der i et og samme greb gør den israelske besættelse legitim og kriminaliserer palæstinensisk modstand en bloc, at besættelsen er ulovlig og væbnet modstand mod den lovlig.

Lars Ploug er medlem af Kontradoxas redaktion.