Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Kommentar: Se til venstre, der er en muslim

7. marts 2005 - 11:21

Kommentar: Se til venstre, der er en muslim

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Mordet på Theo van Gogh er på forunderlig vis kravlet ind i snart sagt alle slags diskussioner lige fra ytringsfrihed og demokrati til integration og sekularisme.

Dog har manglen på den samfundsmæssige kontekst været tydelig og en evaluering af magtforholdet har været fraværende. At muslimer tilhører et mindretal i alle europæiske lande, mens kristne udgør et absolut flertal er der ingen, som har fundet væsentligt at påpege.

Spørgsmålet er selvfølgeligt hvem, der grundlæggende kan tillade sig at kritisere hvem.

Svaret har været at gøre alle muslimer, hvis ikke alle etniske minoriteter, til en homogen gruppe, som kan vendes og drejes og benyttes i politik, socialt arbejde og økonomi alt efter behov. »De« kan være en ressource, et problem, for religiøse, for politisk inaktive osv., mens »vi« ikke kan defineres, »vi« er individer, »vi« er samfundet og normen.

Den stigende religiøsekstremistiske indflydelse i politik forbindes i Vesten fortrinsvis med uforsonligheden mellem de middelalderlige elementer af Islam og det frie og demokratiske samfund. Mens de kræfter, der står bag den stigende religiøse ekstremisme, ignoreres.

Der har altid været en mærkelig sammenhæng mellem imperialisme og religion. Imperialismen har ofte anvendt religion som redskab. George W. Bushs knæfald for kristenfundamentalisme og USA’s tidligere støtte til Osama bin Laden og mullah Omar i Afghanistan er bare nogle eksempler, hvor det er gået ud over de normal religiøse.

Kristendommen og jødedommen såvel som islam anvendes og har været anvendt til at holde befolkninger hen i uvidenhed og til at forhindre dem i at se de reelle magtforhold og kræve deres rettigheder.

Manglen på et venstrefløjsalternativ har gjort politisk islam til et midlertidigt radikalt alternativ i kampen mod imperialisme.

De socialt og økonomisk belastede unge blandt de muslimske mindretal i de forskellige europæiske lande lokkes meget nemt af anti-imperialistiske slogans. De marginaliserede unge, der oplever diskrimination, racisme og hetz mod muslimer og andre medlemmer af mindretallet, befinder sig i et ideologisk tomrum, som hurtigt vil blive fyldt op med religiøsekstremisme.

Det er venstrefløjens opgave at vise, at der også er andre måder at kæmpe på end religiøsekstremisme. Med den italienske marxistisk teoretiker Antonio Gramscis (1891-1937) ord skal venstrefløjen arbejde på at vende vreden mod relevante, undertrykkende systemer (ikke individer) således, at den bliver produktiv.

Dermed må vi tage afstand fra alle projekter, som ikke har til formål at oplyse, men at tvinge mennesker til en bestemt livsform og små generaliserende kasser, der overser vigtige individuelle forskelle.

Vi må begynde at diskutere, hvordan man opbygger et samfund, hvor det ikke er nødvendigt at slå ihjel for at komme til orde, og hvor ekstremisme ikke er drivkraften bag samfundsengagement og politisk mobilisering.

Det første og vigtigste skridt er respekten for mennesket uanset køn, etnisk tilhørsforhold og tro. Vi skal kæmpe for retten til at have en religion samtidigt med, at vi bekæmper religiøsekstremisternes forsøg på at opnå politisk indflydelse.

Religiøsekstremisme, racisme og fascisme er forskellige sider af højreekstremisme, som ikke kan bekæmpes oppefra med love og dekreter, men kræver folkeligt engagement. Vi må selv kæmpe for vores værdier, som er solidaritet med de svage og bevidstgørelse af befolkningen.

Løgn, bedrag, undertrykkelse og egoisme er vores modstanders værdier. De er Bertel Haarders danske værdier. De er ikke værd at integrere sig til.

Agnes Klara Horvath, Sanne Kok og Farrokh Jafari

er medlemmer af Progressiv platform for etnisk ligestilling.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt

Redaktion: 
Kontradoxa

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96