El Salvadors og Nicaraguas politiske økonomi forandrer sig markant i takt med at globaliseringen breder sig over regionen. En ny bølge af kapitalistisk ekspansion og modernisering er i gang, baseret på nye typer økonomiske aktiviteter, der blev påbegyndt i tiden efter 1980’ernes nationale befrielseskrige. Regionen trækkes ind i globaliseringen af ”maquiladoras” (samleproduktion), turisme, utraditionelle landsbrugsprodukter til eksport og pengeoverførsler fra udlandet.

Det ny højre

På overfladen lignede 1970’ernes og 80’ernes konflikter en kamp mellem det gamle oligarki [en elite af få familier, der ejede størstedelen af landbrugsjorden og øvrige ressourcer, red.] og de folkelige revolutionære bevægelser.

Men der var flere processer i gang: I 1980’erne gjorde globale dynamikker det muligt for transnationale eliter at samle sig til et neoliberalt ”Ny Højre”.

For fortsat at kunne tilegne sig velstand og privilegier, måtte de gøre regionen til en ny platform for eksport frem for at genrejse den traditionelle landbrugsproduktion og de industrier, der fungerede efter tidligere tiders sociale og politiske arrangementer.

De gennemførte en kapitalistisk modernisering af oligarkiets tilbagestående ejendomsforhold gennem et program for neoliberal omstrukturering og en ny ”konkurrencedygtig” tilpasning til den globale økonomi.

Et delvist nederlag

Dette modsiger ikke, at det rent faktisk lykkedes for de revolutionære bevægelser i Nicaragua og El Salvador at bryde det overherredømme, der blev opretholdt af oligarkiet, rige industrialister og finansielle grupper.

Men bevægelserne var ude af stand til at gennemføre en radikal omfordeling og en socialistisk orienteret genopbygning af regionen.

Årsagen var et komplekst sammenfald af faktorer: USA’s massive intervention; det revolutionære projekts egne svagheder; samt de dominerende klassers foranderlige natur og deres fornyede politisk-ideologiske projekt.

Fremkomsten af det neoliberale nye højre i 1980’erne i Nicaragua og El Salvador var til en vis grad betinget af fremkomsten af de revolutionære bevægelser, der forstyrrede de dominerende magtblokke i landene.

Resultatet af den sociale opstand var, at det gamle oligarki blev erstattet, og at de folkelige sektorer led et delvist nederlag og de nye dominerende grupper en delvis sejr. Dette politiske resultat banede vejen for, at den transnationale model kunne få fodfæste.

Den transnationale gruppering blandt de lokale eliter kæmpede i 1980’erne om magten inden for deres egne grupper. I 1990’erne fortsatte de deres projekt ved at tage statsmagten og gennemføre det neoliberale program.

Sandinisme – et umuligt projekt

Global kapitalisme ankom til Nicaragua med eftertryk i 1990’erne. De transnationale processer, der havde transformeret økonomi, klassestrukturer, politikker og sociale og kulturelle institutioner over hele Mellemamerika havde også mærket Nicaragua.

Men processerne var foregået anderledes her på grund af den folkelige sociale revolution, der fulgte efter at Somozas regime blev styrtet i 1979.

De sandinistiske revolutionære styrker skabte en modmagt til Somoza-diktaturet. Men det lykkedes dem ikke at udnytte den politiske åbning, der opstod, til at konsolidere og støtte en social revolution. Projektet brød sammen på grund af en række interne og eksterne faktorer.

En af dem var Sandinisternes ufuldkomne model for et revolutionært og folkeligt demokrati. Eksempler på dette er civilsamfundets underordning i forhold til staten og den sandinistiske ”avantgardes” magtmisbrug.

Men selv hvis man ser bort fra det sandinistiske revolutionære demokratis mangler, så var projektet umuligt at gennemføre på grund af kombinationen af globalisering og USA’s politik.

Kontrakrig og støtte til oppositionen

USA gennemførte en kontra-revolutionær kampagne, der sønderlemmede en allerede krigshærget og udmattet befolkning. Spydspidsen i USA’s kampagne bestod af træning, forsyninger, kommando og logistisk støtte til en kontrarevolutionær hær, der voksede til over 20.000 mand.

I starten af 1980’erne var strategien bag kontra-krigen at gennemføre en eksternt baseret kontrarevolution, der skulle overvinde sandinisterne militært og genindsætte et autoritært regime. Men fra midten af 1980’erne viste nye former for politisk intervention sig mere virksomme, såsom støtte til landets ”moderate” opposition under overskriften ”fremme af demokrati”.

Oppositionen blev organiseret og trænet gennem storstilede USA-støttede hjælpeprogrammer. Den arbejdede med fredelige midler i civilsamfundet for at underminere det sandinistiske hegemoni.

Skabelsen af en neoliberal republik

Oppositionens anstrengelser lykkedes med sandinisternes valgnederlag i 1990 og den efterfølgende genindsættelse af eliten i det politiske system. Efter valget overtog en koalition, ledet af det transnationaliserede nye højre, staten og satte sig på nøgleministerier, nationalbanken mv.

Mange prominente medlemmer af denne gruppe var teknokrater uddannet på Harvard eller andre globale elite-universiteter. De havde udviklet transnationale bånd gennem deres tidligere poster i institutioner som Verdensbanken og den Interamerikanske Udviklingsbank.

Efter valget i 1990 vedtog Washington en to-årig hjælpepakke på 1 millioner, kanaliseret gennem USAID (USA’s Internationale Udviklings institution) og den Nationale Fond for Demokrati. USAID programmet i Nicaragua var det største i verden, hvilket gjorde det muligt at transformere staten straks efter valget.

I 1991 fremlagde USAID i et strategipapir planen for Nicaragua: ”Den strategi, der præsenteres i dette dokument, er ekstremt ambitiøs. Det er vanskeligt at overvurdere den grad af forandring i den nicaraguanske økonomi og det nicaraguanske samfund, som er dens vision”.

Strategipapiret var en bemærkelsesværdig plan for skabelsen af en neoliberal republik. Det var et detaljeret og omfattende program for, hvordan landet i alle henseender kunne omstruktureres for at tækkes den økonomiske magt, som aktører i den globale økonomi ville blive i stand til at udøve over den smadrede republik.

Nye læsebøger

Der var to ideologiske mål for kontrarevolutionen:

For det første at udrydde enhver lomme af sandinistisk indflydelse og legitimere den neoliberale sociale orden blandt befolkningen; de nicaraguanske masser - der gennem 10 års revolution var blevet bevidste og havde udviklet problematiske daglige praksisser – skulle indlemmes i en ny historisk blok.

For det andet at indarbejde en pluralistisk politisk kultur blandt eliten for at kunne omdanne landets borgerskab. Dette var afgørende for at erodere det revolutionære værdisystem.

Uddannelsessystemet blev omstruktureret på grund af dets ideologiske betydning. Med støtte fra USAID blev læsebøger, som var udviklet under sandinisterne, udskiftet.

De nye ”af-politiserede” læsebøger begyndte med de ti bud og beskrev skilsmisse som en ”synd” og abort som ”mord”, ligesom de lagde vægt på at ”adlyde forældre og legitime autoriteter”. Teksten om verdenshistorien beskrev formålet med alle USA’s interventioner som at bibringe ”fred og stabilitet” til lande rundt om på kloden.

USA’s indtrængen var selvfølgelig ikke begrænset til klasseværelset. Nordamerikanske institutioner støttede fortsat anti-sandinistiske grupper. Befolkningen skulle af-politiseres, militante græsrodsbevægelser køres ud på et sidespor og nøglesektorer skulle indordnes en genopbygget privat sektors hegemoni.

Al hjælp fra USAID var underlagt stramme betingelser i forhold til regeringens sociale og økonomiske politik.

Den sandinistiske elite

Dette triste scenario blev kompliceret af krisen og forandringen af venstrefløjen. De sandinistiske græsrødder gjorde stadig modstand mod det kontrarevolutionære program i starten af 1990’erne, men en ny sandinistisk elite opstod blandt de, der havde erhvervet sig større ejendomme ved regimeskiftet i 1990.

Nye sandinistiske jordejere og entreprenører begyndte at udvikle fælles klasseinteresser med borgerskabet, særligt de transnationalt orienterede grupper i handels- og finanssektorerne.

Fra at lede folket i deres modstand mod det kontra-revolutionære program bevægede den nye sandinistiske elite sig gradvist mod at udnytte partiets svindende autoritet til at bremse og kontrollere folkets mobilisering.

Masserne blev et manipulerbart forhandlingsobjekt: Mobiliseret til protest, når den sandinistiske elite behøvede pres på regeringen og den ikke-sandinistiske elite; og demobiliseret, inddæmmet og pacificeret, når protester ville true den sandinistiske elites egen plads i den nye orden.

Rent faktisk udviklede nye sandinistiske økonomiske grupper tætte forretningsmæssige og personlige bånd til transnationalt orienterede ny højre kapitalistiske grupper.

I den forstand var det der skete i Nicaragua i højere grad end i andre mellemamerikanske lande, en ”cirkulering af eliter”, der ironisk nok blev muligt (eller ikke forhindret) af revolutionen.

Tilpasning til den globale økonomi

I El Salvador skete overgangen til global kapitalisme også i en kontekst af en krig for national befrielse. En folkelig bevægelse spirede frem i 1970’erne og satte sammen med guerillabevægelsen en sneboldeffekt i gang, der i 1980’ern førte mod en fuldskala opstand.

På trods af at FMLN’s styrker kom til at true statsmagten, afværgede den USA-ledede oprørsbekæmpelse en triumf i stil med den, der fandt sted i Nicaragua.

Bagved den meget synlige kamp mellem den revolutionære væbnede bevægelse og de USA-støttede dominerende grupper skete en omorganisering af den salvadoranske stat og økonomi, tilpasset den globale økonomi.

Som i Nicaragua betød det, at de dominerende grupper blev omformet, og at der opstod en ny højre fraktion; i dette tilfælde indenfor partiet ARENA.

USA’s intervention indebar træning, støtte og forsyninger til den salvadoranske hær, leveret af USA’s specialstyrker. Dette blev synkroniseret med politiske, økonomiske og sociale programmer.

USA’s omfattende indtrængen i den salvadoranske stat og samfund ville ikke have været mulig uden de revolutionære styrker, da dominerende grupper aldrig ville have accepteret USA’s formynderi, hvis de ikke havde følt deres eksistens truet. De var tvunget til at acceptere, om end modstræbende, de vilkår og betingelser, der fulgte med interventionen.

Den revolutionære bevægelse ødelagde de gamle oligarkiske politiske og økonomiske strukturer. Hermed skabte oprørerne de overordnede betingelser for en tilpasning til den transnationale model. Dialektikken mellem revolution og kontrarevolution blev aktør for forandring og transformation.

Kontrarevolutionen reagerede på revolutionens udfordring. Men den blev også et magtfuldt instrument for de dominerende grupper til lokalt og transnationalt at opnå den definitive sociale, politiske og økonomiske omstrukturering af El Salvador.

USA’s intervention i El Salvador var i den forstand en moderniserende kraft. De, der karakteriserer interventionen som et forsøg på at understøtte de gamle magthavere, forstår ikke sagens rette sammenhæng.

At transformere land-oligarkiet og staten var i lige så høj grad en del af USA’s strategi, som at bekæmpe den folkelige opstand. USA’s intervention søgte at fjerne de barrierer, som staten og lokale eliter havde opstillet

Det transnationale projekt

USA tilførte mellem 1981 og 1992 6$ milliarder i økonomisk, militær og skjult bistand til El Salvador, samt endnu mindst 1$ milliard fra de internationale finansielle institutioner.

Umiddelbart handlede det om at forhindre økonomisk kollaps og inddæmme oprøret. Men det overordnede mål var at integrere landet i den globale økonomi med en helt ny sammensætning af sociale kræfter.

Det indebar en ”modernisering” af landets økonomiske og politiske elites udsyn, at fremme neoliberale reformer, at etablere den private sektors hegemoni og opdyrke forskellige aktører, der kunne tage tømmerne i det nye transnationale projekt i landet.

Mellem 1980 og 1984 sammensatte Washington en kontrarevolutionær koalition, der bestod af elementer fra de væbnede styrker, politiet, det Kristeligt Demokratiske parti (PDC), andre centrumpartier og grupper fra den private sektor.

Præsident Duartes PDC regering gennemførte sociale og økonomiske reformer, der udskød en neoliberal omstrukturering midt i den dobbelte trussel om venstrefløjens triumf og umiddelbart økonomisk kollaps.

Regeringens reformer var i modsætning til, hvad man ”normalt” forstår ved neoliberal omstrukturering og indebar en regulering af markedskræfterne og statssponsoreret omfordeling af ejendom og ressourcer.

Alligevel blev de fremmet som nødvendige for at redde den sociale orden og berede grunden for det transnationale projekt.

USA skubbede på for at gennemføre landreform-programmet, der til slut underminerede land-oligarkiet og banede vej for et mere moderne marked for jord. På samme måde begrænsede nationaliseringen af banksystemet og nationaliseringen af kaffe- og sukkerhandelen investeringsmulighederne for oligarkiet.

Det gav staten en vis kontrol over mekanismerne for reproduktion af kapital og førte til nye økonomiske aktiviteter – nemlig import-eksport handel, moderniserede kapitalistiske landbrugssektorer og maquiladora tekstilproduktion.

I sidste halvdel af 1980’erne havde de sociale og økonomiske reformer nået deres begrænsede mål. Det var nu tid til at udfolde det neoliberale program.

USAID begyndte at trække støtten til reformerne og foreskrev i stedet privatiseringer, ophør af statens priskontrol, stram finanspolitik osv. Det finansielle system og den internationale handel blev igen privatiseret, og Nationalbanken underskrev aftaler direkte med USAID.

Perioden med social, politisk og økonomisk reform var blot et mellemspil - en bro mellem kollapset af den gamle oligarkiske orden og skabelsen af den nye neoliberale orden. Duarte regeringen blev en forhindring for det transnationale projekt, fordi den ønskede at udbygge det sociale og økonomiske reform program.

Det var ARENA - grundlagt i 1981 af højreorienterede officerer, paramilitære ledere og konservative medlemmer af oligarkiet – der blev partiet for et omdannet og nyligt mobiliseret salvadoransk borgerskab i slutningen af ti-året.

Mellem 1983 og 1988 fremkom der to konkurrerende fraktioner indenfor ARENA. En fraktion var tæt forbundet til det gamle land oligarki og militære grupper. Den anden havde tætte bånd til de fremvoksende finansielle, industrielle og kommercielle interesser.

Det ny højres sejr

Forandringerne i El Salvador skabte passende betingelser i landet for den globale kapitalisme. Men først måtte krigen afsluttes.

Den militære hårdknude gjorde det umuligt for den fremvoksende transnationale blok at stabilisere den sociale orden. Den underminerede alliance mellem militæret og de dominerende klasser forsynede det nye højre med den nødvendige politiske autonomi til at forhandle med FMLN.

Det førte til at præsident Alfredo Cristiani fra ARENA underskrev en fredsaftale i januar 1992, trods voldsom modstand fra partiets gamle garde og grupper indenfor militæret.

I den forstand var fredsaftalen i lige så høj grad en mekanisme til at afslutte transformationen af den salvadoranske stat og klassestruktur, som den var en afslutning af den militære konflikt og en tilpasning af FMLN i den nye orden. Derudover afmonterede fredsprocessen de korporativistiske militære strukturer, hvilket også repræsenterede det nye højres triumf over det gamle oligarki.

Efter fredsaftalen udarbejdede embedsmænd med hjælp fra USAID ”Den Nationale Genopbygningsplan”, der blev et instrument til at konsolidere det neoliberale projekt. Infrastrukturen skulle genopbygges, aktiviteter i den private sektor fremmes gennem hjælpeprogrammer, og der skulle åbne for udenlandske investeringer og en hastig tilpasning af landet til verdensmarkedet.

Aftalen bevarede den salvadoranske elites klassestyre – med det nye højre som den dominerende blok – mens den begrænsede de institutionelle forandringer, der tillod FMLN at flytte sin kamp fra den militære til den politiske arena.

Militært dødvande og en forhandlet løsning demonstrerede ikke at ingen af parterne vandt krigen eller at resultatet, som nogen har påstået, var en ”forhandlet revolution”. I stedet betød afslutningen på konflikten en ufuldstændig sejr for det nye højre og dets transnationale projekt.

Mod en transnational modmagt

Politisk-militær magt i en revolutionær kamp er ikke et mål, men et middel til at skabe forandring af den sociale orden.

Succesen af folkelig kamp må måles ud fra, om den fører til strukturelle forandringer, til forbedringer af de kulturelle og materielle betingelser for befolkningen og om den gør det fattige befolkningsflertal i stand til at kunne skabe sociale strukturer og kulturelle processer ud fra dets egne interesser.

FMLN og sandinisternes politisk-militære succeser var nationale fænomener, der i stigende omfang blev magtesløse overfor globaliseringen.

Paradoksalt nok er de revolutionære kræfters succeser ikke et bevis på, at folkelig forandring er mulig under globaliseringen. Tværtimod demonstrerer de, hvordan forhindringer, der bliver påtvunget af det globale system, alvorligt begrænser effektiviteten af folkelige kampe og lokal magt.

Nationale befrielsesbevægelser har haft sin tid.

Bortset fra den håndfuld anti-koloniale kampe, der endnu er tilbage, er national befrielse ikke længere et særligt meningsfuldt begreb i globaliseringens tidsalder.

Denne vurdering betyder ikke, at kampen er slut i Nicaragua og El Salvador – eller i resten af regionen – men blot at en runde er afsluttet i en fortsat historisk proces.

Den næste runde må være en transnational kamp, der involverer regionale og transnationale sociale bevægelser, der søger efter farbare veje mod social og økonomisk demokratisering, politisk styrkelse af befolkningen og opbygning af en modmagt under den globale kapitalismes nye betingelser.

Artiklen, der oprindeligt stammer fra tidsskriftet NACLA nr. 6 maj/juni 2004, er oversat og redigeret af Britta Thomsen.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Gaia.