Anthony Giddens (billedet) er kendt som sociolog og – især – som førende ideolog for ikke blot sin engelske landsmand, premierminister Tony Blairs New Labour Party, men for neosocialdemokratismen i det hele taget. Hans ideologiske hovedværk hedder Den tredje vej (1998; da. 1999). Giddens afslører imidlertid i en artikel, ”Venstrefløjens vej til magten”, i dagbladet Politiken den 22.1.2005, at hans ’Tredje Vej’ er en ensrettet gade og en ørkenvandring, hyperrealistisk og illusionsløs - for ikke at sige antiutopisk -, som den er.

Ubehagelig er centrale begrebers komplette, næsten absolutte fravær af bestemthed, af konkret indhold hos ham. ’Den Tredje Vej’ – hvorhen fører den, hvad skal den føre til? ’En ny lighedstanke’ – kun ny, ikke bedre, og først og fremmest: Hvori skal den bestå? Giddens er tavs herom. Giddens har øjensynlig ikke noget, der ligner hensigter eller mål for sin politiske tænkning. Den næsten totale tavshed om indholdet synes at melde om dets tristhed.

Til gengæld er han desto mere optaget af midlerne, af instrumenterne, af metoderne, af teknikken, af teknologien. Al hans opmærksomhed, energi og passion er tilsyneladende henvendt på udviklingen af teknologien.

Og på den måde bliver midlerne faktisk til målet; Giddens har ikke noget bedre forslag til venstrefløjen - og alle andre -, end at man indordner sig under eller ”finder sig til rette med” den teknologiske udvikling. En udvikling af produktivkræfterne, der af effektivitetsgrunde skal finde sted under kapitalistiske produktionsforhold - under ”en dynamisk og konkurrencedygtig økonomi”, siger Giddens - for nu at tale med en af venstrefløjens mere begavede kritikere af netop disse forhold, nemlig Karl Marx.

Og det er i princippet enten-eller for menneskene her: Enten følger de med en udvikling, ved hvilken der ikke kan sættes spørgsmålstegn, eller også, dersom de ikke kan (at man ikke vil følge med, idet man f.eks. anser udviklingen for umenneskelig, er nærmest udelukket af Giddens) følge med, er de dømt ude, tabere eller lignende.

Giddens er øjensynlig ikke meget for at anerkende, at de sidstnævnte kan have helt legitime grunde til deres eventuelle radikale samfundskritik; det er deres egen skyld, den teknologiske udvikling og samfundsudviklingen kan der grundlæggende ikke sættes en finger på. Giddens har helt overgivet sig til nødvendighedens rige og frasagt sig frihedens. Protester imod ’systemet’ er for Giddens ret ugyldige protester fra dem, der ikke har kunnet leve op til den teknologiske udviklings uimodsigelige nødvendighed og krav.

’Systemet’ er altså fundamentalt set pletfrit; hvad, det nu imidlertid drejer sig om for (socialdemokratisk) venstrefløjspolitik, er tilsyneladende, så godt som det er muligt, at få alle med i det teknologifikserede samfund, også taberne; alle skal være lige i forhold til produktionen, idet den enkelte kun måles på sine faktiske evner i produktionsprocessen. Alle skal altså, om muligt, i en slags folkefællesskab være med i udviklingen af teknologien, måske også igennem f.eks. støtteordninger; heri synes Giddens’ ny lighedsbegreb at grunde sig.

Således kan der åbenbart etableres en ny retfærdig orden, som også vil kunne udrydde den sociale utilfredshed, der udmønter sig i racisme, ifølge Giddens. En orden, der immervæk baserer sig på evner til at følge med den teknologiske udvikling.

Det fremgår dog ikke, hvorfor nogle nu ikke af mangel på arbejdsevne eller

–kvalifikationer skulle falde fra i Giddens’ ny orden, samt hvad der eventuelt skal ske med dem, hvis de nu ikke kan klare Teknologi-gudens diktat om at deltage. For slet ikke at tale om, hvad der skal ske med dem, der ikke ønsker at deltage i Giddens’ dans omkring it-isenkrammet.

Men hvorom alting er: Der er andre måder at gribe fremtiden på end Giddens’ kritikløse og indholdstomme vision om slavisk at følge den teknologiske udvikling, hvilken Giddens selv omfatter og af alle ønsker omfattet med lidenskab; nemlig at befolkningerne selv igennem demokratisk diskussion og konsensus-beslutning tager bestemmelse over teknologien.

Poul Ferland er Dr.phil. i idéhistorie. Han har netop udgivet bogen Skiftespor. Essays om Adornos tænkning og tidens kultur på forlaget Bindslev.