Sidder med et brev i hånden fra Integrationsministeriet. Trækker vejret en ekstra gang, inden brevet åbnes. Igen et afslag. Afslag på, at en mor må føde sit barn i Danmark, her hvor hendes mand bor.

De indgik ægteskab på rådhuset i Lyngby den 26. januar 2002. Hun har siden rejst ud og ind ad landet, mens hendes herboende svigerfar er død og hendes svigermor er blevet ramt, så hun er 100 procent hjælpeløs. Intet har kunnet give hende opholdstilladelse.

Den gravide hustru har en forkert etnisk baggrund.

Derfor bliver det fremover både mor og barn, der må rejse ud og ind af Danmark.

Moderne Keiserens nye Klæder

For mig kommer faren ikke fra flygtninge og indvandrerne. Faren kommer ikke fra de andre, de anderledes, men fra os selv, vort eget demokrati, vort eget samfund. Dette ikke at kunne rumme den anderledes, den etnisk anderledes, den anderledes troende.

»Måske skulle man genlæse Hans Christian Andersens Keiserens nye Klæder efter disse retningslinjer: Naturligvis vidste alle at kejseren var nøgen,« erklærer den slovenske psykoanalytiker og filosof Slavoj Zizek, »og dog var det præcis benægtelsen af dette faktiske, som holdt dem sammen.«

Vi ved alle sammen, at Danmark – med loven i hånd – går ind og skiller lovformeligt gifte mennesker ad – af etniske grunde. Eller en gravid hustru sendes ud af landet.

Vi ved alle sammen, at der findes interneringslejre, hvor børn, unge, voksne og gamle opholder sig år efter år. Sat i stå i deres udvikling. De tør ikke vende tilbage til det land, de er flygtet fra, og her presses de ud. Børn – helt ned til 7-årsalderen sættes på madkasseordning, og flygtningefamilierne presses ugentligt af politiet til at forlade Danmark.

Vi betragter åbenbart blindheden, fortrængningen, som en forudsætning eller prisen, for at vort land kan bestå. Og hvem er egentlig ansvarlig, når det kommer til stykket? Det er ikke, fordi vi mangler demokrati eller uddannet personale, skønt selv et barn – som i Keiserens nye Klæder – kan se, hvordan det står til.

»I have a dream«

Inkvisitionen har trukket sine spor gennem kirkehistorien. Udryddelsen af modparten. Ikke at kunne rumme den anden.

Men bøddel og offer bliver aldrig hinanden kvit, broderparret Kain og Abel er i Peter Brandes’ glasmosaikker i Vejleåkirken forbundet med en livline. De er evigt forbundne. Det er det rystende ved Lars von Triers film Dogville, at den måde, vi behandler de fremmede, de værgeløse på, bliver vores egen skæbne, vores egen undergang.

Skønt vi troede, at vi kunne behandle andre, som det passede os, uden at det fik konsekvenser for os selv.

»Den, der behandler andre umenneskeligt, bliver selv umenneskelig derved,« har den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu sagt. Vi er skabt til at være afhængige af hinanden. Det er vores lykke eller ulykke (Løgstrup).

På menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther Kings grav i Atlanta står der: »Se, dér kommer drømmeren. Lad os slå ham ihjel.«

Det er et citat fra det Gamle Testamente, fra Josef-historien.

Martin Luther King holdt den 28. august 1963 i Washington D.C. sin berømte tale: »Jeg har en drøm.« Drømmen om racelovenes ophævelse: »Jeg har en drøm om, at denne nation en dag vil ranke ryggen og helt og fuldt gå ind for sin inderste overbevisning: ’Vi tager det for en indlysende sandhed, at alle mennesker er født lige’.«

Martin Luther King sluttede sin tale: »Når vi lader frihed klinge, når vi lader den lyde fra hver eneste by og hver eneste landsby, fra hver eneste stat og hver eneste storby, vil vi blive i stand til at fremskynde den dag, da alle Guds børn, sorte og hvide, jøder og hedninger, protestanter og katolikker, vil kunne tage hinanden i hånden og synge den gamle negro spirituals ord: ’Free at last! Free at last! Thank God Almighty, we are free at last!’«

Og således også i dag i vort muslimske medmenneske at se en søster eller broder! Så sandt som beretningen om Kain og Abel er fælles for jøder, kristne og muslimer. Beretningen om Kain, der bliver spurgt: Hvor er din broder?

Dette blev fremhævet af den tidligere kirkeminister A.O. Andersen ved åbningen af Islamisk-Kristent Studiecenter på Sortedamsdosseringen i København. Et studiecenter, der med årsskiftet 2003 blev frataget offentlig støtte.

Leif Bork Hansen er sognepræst i Lyngby. Han er dømt af Østre Landsret for at have skjult afviste asylsøgere.

Kommentaren har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt.

I dag, torsdag d. 3. februar, går en gruppe afviste irakiske kvindelige asylansøgere i fakkeltog fra Rådhuspladsen i København kl. 17:00.

Deres aktion støttes af ”Støttekredsen for flygtninge i fare”, der i en pressemeddelelse skriver, at kvinderne har opholdt sig i Danmark i mellem 3 og 6 år. Mange af dem har børn, som har levet halvdelen eller hele deres tilværelse i danske asyllejre. Regeringen nægter dem opholdstilladelse.

Kvinderne protesterer mod, at livsbetingelserne for asylsøgere i Danmark er blevet voldsomt forringet. Antallet af asylsøgere, der forsøges presset tilbage til lande, hvor det er farligt for dem at vende tilbage til, er under den nuværende regering steget drastisk.

Kvinderne protesterer i følge pressemeddelelsen også mod de betingelser, de må leve under som asylansøgere: De må ikke arbejde, og de store børn må ikke gå i skole. De er stavnsbundne til asyllejrene, og får ingen penge til mad og andre fornødenheder, men må spise på de fastsatte spisetider i lejrens kantine. Én gang om ugen skal de møde op hos politiet og sige, om de nu vil skrive under på, at de vil rejse ”frivilligt” tilbage til det ”hjem”, som de ikke mere har.

”Støttekredsen for flygtninge i fare" opfordrer alle til at bakke op om kvinderne ved at møde frem til fakkeltoget.