Tidsskriftet Global Økologi, der udgives af Det Økologiske Råd, lod i efteråret en række miljøaktører gøre status over de omvæltninger, der er sket miljø- og naturområdet i VK-regeringens levetid.

Tidsskriftet bad aktørerne vurdere regeringens miljøpræstation efter karakterskalaen: Meget dårlig, dårlig, middel, god og meget god.

Topkarakteren bestod i bedømmelsen dårlig.

Kontradoxa bringer i ugerne op til valget en serie med vurderingerne inden for områderne: 1. kemikalier, 2. klima og energi, 3. natur, 4. trafik, 5. landbrug, 6. hav og fiskeri, 7. gensplejsning og 8. miljøbistand.

Dansk miljøpolitik var et af de områder, der mest synligt blev ændret efter regeringsskiftet i 2001. Med en liberal regering ved roret skulle der gøres op med årtiers centralisme. Dertil kom, at VK-regeringen uden tvivl handlede ud fra en overbevisning om, at Svend Auken, som en slags plaster på såret efter ’kongemordet’ i 1992, havde ’fået lov til’ at opbygge et stort og magtfuldt miljøministerium.

Op til valget i 2001 valgte Venstre en forbavsende passivitet på miljøområdet, men efter valgsejren kunne det ikke gå hurtigt nok med markeringerne.

Den suverænt kraftigste naturpolitiske markering var statsministerens indsættelse af Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering. Handlingen blev iscenesat som et veltilrettelagt drama, idet Lomborgs institut overnight indtog de lokaler, som Naturrådet blev jaget ud af som led i regeringens opgør med eksperter og smagsdommere.

Med Hans Christian Schmidt som miljøminister var den liberale linie om, at ’folk er nu bedst til at træffe deres egne valg’ også lagt på naturområdet. Væk med centralisme og regler. Man kunne dårligt forestille sig en større naturpolitisk skiftedag.

Konsekvenserne var der med det samme.

Midlerne til naturbeskyttelse blev beskåret til omkring det halve, og Schmidt var hurtigt ude med tanker om at åbne for byggeri i skov og flere sommerhuse ved Danmarks kyster.

Nogle af naturgenopretningsmidlerne er dog kommet igen senere hen i form af forskellige forlig med Dansk Folkeparti i 50 millioner-kroners klassen (fluevægt!), hvor der er givet lidt til nationalparker, ådale og habitatområder samt en ”velfærdspulje”, der som bekendt ikke mindst øgede velfærden hjemme i Schmidts valgkreds.

Anbefalingerne fra historiens største udredning om naturbeskyttelse i Danmark – Wilhjelm-udvalgets rapport fra 2001 – blev i det store og hele lagt i mølposen. Kun ideen om nationalparker havde Schmidts bevågenhed – og dét først efter et år ved regeringsmagten.

Nationalparker er en stor og flot betegnelse, men miljøministeren har fra starten lagt så megen vægt på lokalt ejerskab, at døren for nationalparker med intensivt landbrug og anden industri inden for grænserne står på vid gab.

Schmidt har ofte gentaget frasen om “medejerskab til naturen”: At det er vigtigt, at mennesker lokalt føler et ansvar og ejerskab til den natur, der er i området. Naturligvis er det vigtigt, men gode viljer og medejerskab gør det ikke alene.

Schmidts motto om medejerskab ligner mest af alt et skalkeskjul for regeringens besparelser på naturområdet.

Naturen i et tæt befolket og højeffektivt velfærdssamfund har brug for omsorg. Der skal købes op, beskyttes og plejes, hvis de naturværdier, som er en del af nationens særpræg og stolthed, skal bevares eller udvikles. Denne omsorg for landets natur koster penge, og det er nødvendigt med en god og klar lovgivning, hvis værdifulde landskaber, planter og dyr skal sikres for eftertiden.

Schmidt nåede i sin tid som miljøminister at ændre både planloven, naturbeskyttelsesloven og skovloven.

Skovloven havde på flere områder også af naturmæssige grunde brug for at blive liberaliseret, men regeringens ændringer af de to andre love har svækket naturbeskyttelsen på flere områder. Der er blevet åbnet for sommerhusbyggeri ved kysten, og gyllebeholdere kan nu placeres frit på markerne med store landskabelige konsekvenser.

I en sag fra Dybbøl er der oven i købet givet tilladelse til at placere en gyllebeholder i en af de kystperler, som miljøministeren selv har udnævnt.

EUs medlemslande har vedtaget et mål om at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed senest i 2010. Med stærkt reducerede midler til naturbeskyttelse og en lovgivning, der stort set kun prioriterer en indsats i de naturområder, Danmark har pligt til at beskytte efter EUs direktiver, er det imidlertid meget svært at se, hvordan regeringens naturpolitik kan føre til, at Danmark når 2010-målet.

Den store udfordring for Schmidts afløser på ministerposten, Connie Hedegaard, bliver [hvis hun fortsætter på posten efter valget – artiklen er skrevet i efteråret før valgets udskrivelse, red.] at føre en naturpolitik, der bevarer og genopretter natur i et omfang, så Danmark når 2010-målet.

Det kræver kreativitet, vilje og visioner om, hvordan Danmarks natur skal sikres og udvikles over en bred kam (ikke kun i EU-habitatområder), og det kræver øgede ressourcer til den beskyttelse, naturpleje og genopretning, som alle undersøgelser viser, der er behov for.

Michael Stoltze er biolog og natur-medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklen har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet Global økologi , oktober 2004.

Læs de andre artikler i serien på Kontradoxa:

1. kemikalier,

2. klima og energi,

3. natur,

4. trafik,

5. landbrug,

6. hav og fiskeri,

7. gensplejsning og

8. miljøbistand