»Det danske samfund har brug for fornyelse. Der er behov for at tænke nyt. Det forrige århundredes løsninger kan ikke løse alle fremtidens udfordringer. Mennesket skal sættes frem for systemer. Der skal være mod og evne til at forpligte sig til synlige og målbare resultater. Der skal være mere overskud til de svageste. Der skal være plads til os alle.«

Sådan begynder regeringen Fogh Rasmussens sit første regeringsgrundlag i 2001.

Fornyelse fik vi. Danmark deltog for første gang i flere hundrede år i en umotiveret angrebskrig og efterfølgende i en folkeretslig betændt militær besættelse af Irak. Foreløbig har krigen kostet over 100.000 irakere livet (hvem sagde: Mennesket frem for systemet?).

Samtidig er den fredelige ulandsbistand (der har virket) til klodens absolut fattigste mennesker, på bare tre år blevet beskåret med hele 16 procent (hvem sagde: Der skal være overskud til de svageste?).

I 2004 var besparelsen på bistanden på hele 2,4 mia. kr. Samtidig har regeringen slået fast, at den mindre ulandshjælp og Øst-støtten ubeskåret skulle gå til sygehusene.

De har imidlertid kun fået tilført lidt over 1,5 mia. kr. som et engangsbeløb, mens beskæringen er permanent og foreløbig mindst fire gange så stor (hvem sagde: Synlige og målbare resultater?).

»Over de næste 25 år øges verdens befolkning med to milliarder mennesker, og denne vækst vil langt overvejende ske i udviklingslandene. At løfte en sådan udfordring samtidig med at det inden 2015 skal lykkes at halvere den andel af verdens befolkning, som lever i yderste fattigdom – således som de internationale udviklingsmål blev fastlagt på FN’s Millenium-topmødet sidste år – vil kræve en meget stor indsats fra alle verdens lande.«

Det er en ganske nøgtern beskrivelse af den globale udfordring, hentet fra regeringsgrundlaget. Men i dag bruges næsten alle udviklingsmidlerne på krige og militær oprustning. Med Foghs nærmeste allierede, Bush-regeringen, som foregangsland.

Så samtidig med at Fogh-regeringen gerne vil snakke om »mest miljø og mest udvikling for penge«, er man på vild flugt fra spørgsmålet om, hvor mange penge der som minimum er helt nødvendige, hvis de globale miljø- og udviklingsmål skal realiseres.

Hykleriet fik frit løb, da Institut for Miljøvurdering (Lomborg-instituttet) afspillede Copenhagen Consensus, hvor beløbsrammen (50 mia. $ over fem år) blev lagt fast på forhånd. Herefter blev de globale problemer, der ikke var råd til, sparet væk.

Samtidig har Irak-krigen foreløbig kostet mere end det dobbelte. Diskussionen om hvor meget udvikling, miljø, sundhed og anstændighed, verden alternativt kunne have fået for alle de penge, mener regeringen er irrelevant.

Fogh-regeringen har også etableret en særlig menneskerettighedsenhed i Udenrigsministeriet, som skal hjælpe ulandene med god regeringsførelse.

Men da Europarådets menneskeretskommissær kritiserede regeringens asyl- og flygtningepolitik, mente regeringen, at det var aldeles upassende.

Den regering, der om nogen har snakket om frit valg, har skabt en hastigt voksende koloni af danskere i Malmø, der har opdaget, at frit valg ikke omfatter kærligheden (hvem sagde: der skal gøres op med SystemDanmark?)

»Klassesamfundet er opløst«, skriver regeringen i det supplerende regeringsgrundlag. Samtidig har den globale underklasse aldrig været større, og den vokser (hvem sagde: Venstre – så bli’r det til noget?)

Per Henriksen er medlem af tidsskriftet Salts redaktion og medarbejder i Socialistisk Folkepartis folketingssekretariat.

Artiklen har tidligere været bragt i Salt