Tidsskriftet Global Økologi, der udgives af Det Økologiske Råd, lod i efteråret en række miljøaktører gøre status over de omvæltninger, der er sket på miljø- og naturområdet i VK-regeringens levetid.

Tidsskriftet bad aktørerne vurdere regeringens miljøpræstation efter karakterskalaen: Meget dårlig, dårlig, middel, god og meget god.

Topkarakteren bestod i bedømmelsen dårlig.

Kontradoxa bringer i ugerne op til valget en serie med vurderingerne inden for områderne: 1. kemikalier, 2. klima og energi, 3. natur, 4. trafik, 5. landbrug, 6. hav og fiskeri, 7. gensplejsning og 8. miljøbistand.

“No data – no marketing” – eller omskrevet til jævnt dansk: Hvis den kemiske industri ikke fremlægger data og informerer om farligheden af de ca. 100.000 eksisterende kemikalier, der i dag markedsføres, så skal salg af dem forbydes.

Sådan lyder ét af Miljøbevægelsens hovedkrav til kemikalielovgivningen, som med EUs bevågenhed blev udmøntet i det såkaldte Copenhagen Charter i 2000.

Daværende miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) gjorde ordene til sine, da han en overgang efter sin tiltræden forsøgte at markedsføre sig selv og sin miljøvenlighed ved konferencer og møder i Danmark og i Bruxelles.

I ministerens mund forblev det dog tomme ord – og som dagene gik, blev de slet ikke udtalt.

F.eks. blev budskabet anvendt ved et af de tidlige møder i miljøministerrådet i Bruxelles, men det skete samtidigt med, at den danske regering overordnet accepterede, at det erhvervsøkonomiske konkurrenceministerråd – i stedet for miljøministerrådet – skulle have det primære ansvar for fremtidige regeringsforhandlinger om EU-kommissionens forslag til ny kemikalielovgivning, REACH.

Samtidigt blev det stort set stiltiende accepteret, at indkomne data i en ny lovgivning ikke skulle omfatte 100.000 kemikalier, men kun de 10-20%, som produceres i mere end 10 tons.

Regeringen forsøgte ligeledes at vise, at den har kontrol over situationen, da man prioriterede hormonforstyrrende stoffer som særligt truende for sundhed og miljø. Emnet blev gjort til genstand for folketingshøringer og nød fremme i enkelte, langsigtede forskningsprogrammer.

Dette blev dog ikke i væsentlig grad fulgt op, eller det skete på bekostning af konkrete overvågnings- og kontrolopgaver. Som en modsigelse til den gode vilje blev konkrete kontrolmuligheder overfor enkeltstoffer f.eks. beskåret gennem drastiske personalereduktioner.

Og i Bruxelles kunne en forundret skare af regeringsrepræsentanter og indkaldte interessenter opleve en næsten larmende tavshed fra den danske forhandlingsbænk, der åbenbart manglede instrukser om mere end 500 hormonforstyrrende stoffer – således som jeg personligt kunne opleve det som deltager ved møder om dette emne i 2002-2003.

På en sådan baggrund kan det være vanskeligt at finde regeringens troværdighed i spørgsmål, der vedrører kemikaliepolitik og reguleringen af truende kemikaliefarer.

Under foregivende af at ville styrke beskyttelsen af sundhed og miljø, accepterer man – ja, ofte endda understøtter man – den kemiske industris aktivitet, der åbenlyst tilsigter at formindske antallet af regulerede kemikalier, at lette kravene til prøvningen af de enkelte kemikalier og at liberalisere de markedsreguleringer, som EU-kommissionen foreslår indført som fornyelse af en stort set uanvendelig, europæisk kemikalielovgivning.

På det hjemlige plan foregiver man ligeledes at have kemikaliereguleringen under kontrol, som f.eks. når Miljøstyrelsen fastsætter grænseværdier til brug for kontrollen med dambrugeres stigende udledning af kemikalier og medicinrester til åer og søer.

Som miljøgarantier forbliver værdierne dog dækningsløse, så længe Skov- og Naturstyrelsen efterfølgende sætter dem ud af kraft – således som det skete, da Ribe Amts ferskvandskontrol i vinteren 2003/04 i praksis kunne påvise, at de blev overskredet.

Finn Bro-Rasmussen er civilingeniør og professor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet.

Artiklen har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet Global økologi, oktober 2004.

Læs de andre artikler i serien på Kontradoxa:

1. kemikalier,

2. klima og energi,

3. natur,

4. trafik,

5. landbrug

6. hav og fiskeri,

7. gensplejsning og

8. miljøbistand.