Nu er det altså officielt! Sydneys Fredsstiftelse er på dybt vand, hvad angår risikovurdering. Sidste år valgte den meget modigt den palæstinensiske doktor Hanan Ashrawi som modtager af Sydneys fredspris. Og ikke nok med det, i år går stiftelsen hen og vælger mig - af alle mennesker i verden!

Imidlertid vil jeg fremføre en klage. Mine kilder har informeret mig om, at doktor Ashrawi fik en demonstration rettet imod sig. Det er diskriminerende. Jeg kræver lige behandling af alle fredsprismodtagere. Må jeg formelt anmode om, at stiftelsen organiserer en demonstration mod mig efter forelæsningen? Efter hvad jeg har hørt, burde det ikke blive så svært at ordne. Hvis I mener, at det er for kort tid, så passer i morgen mig lige så fint.

Da årets fredsprismodtager blev offentliggjort, blev jeg genstand for nogle spydige kommentarer fra dem, som kender mig godt. Hvorfor gav de fredsprisen til den største ballademager, vi kender? Fortalte du dem, at du ikke har et eneste fredfyldt ben i kroppen? Og ikke at forglemme, Arundhati Ballademager, hvad er Sydneys fredspris for noget? Har der været en krig i Sydney, som du har hjulpet til med at stoppe?

Selv er jeg i højeste grad fornøjet over at modtager Sydneys fredspris. Men jeg er tvunget til at acceptere den som en litterær pris, der hædrer forfatteren for hendes forfatterskab.

For på trods af alle de dyder, som uberettiget tilskrives mig, er jeg ikke nogen aktivist, og heller ikke leder af nogen massebevægelse, og jeg er bestemt ikke ”stemmen for dem, som ikke kan gøre sig hørt” (Vi ved meget vel, at ”de som ikke kan gøre sig hørt” ikke eksisterer. De, der findes, er de bevidst tavse eller dem, man helst ikke vil høre).

Jeg er en forfatter, som ikke kan hævde, at jeg repræsenterer nogen anden end mig selv.

Så selv hvis jeg ville, ville det være at tage munden for fuld, hvis jeg påstod, at jeg accepterer prisen på vegne af dem, der er involverede i kampen for de magtesløse, og dem, som nægtes deres ret af de magtfulde. Måske kan jeg sige, at jeg accepterer den som et udtryk for Sydneys Fredsstiftelses vilje til solidaritet med en slags politik, et slags syn på verden, som millioner af os rundt om i verden er tilhængere af.

Det kan virke ironisk, at en person, som tilbringer det meste af sin tid med at tænke på modstandsstrategier og konspirationer med henblik på at bryde den etablerede fred, gives en fredspris. I må huske på, at jeg kommer fra et hovedsageligt feudalt land - og der findes få ting, som er mere urovækkende end feudal fred. Sommetider findes der en sandhed i gamle klichéer. Der kan ikke være nogen virkelig fred uden retfærdighed. Og uden modstand skabes ingen retfærdighed.

I dag er det ikke kun retfærdigheden selv, men også retfærdigheden som idé, der er under angreb. Angrebene på sårbare, ømtålige dele af samfundet er så fuldstændige, så grumme og så gennemførte, så altomfattende og alligevel så specifikt målrettede, så åbenlyst brutale og alligevel så utroligt lumske, at deres rendyrkede frækhed har eroderet vores definition af retfærdighed. Det har tvunget os til at sænke vores mål og skære ned på vore forventninger. Til og med blandt de velmenende erstattes det ekspansivt storslåede begreb Retfærdighed gradvist med den reducerede, betydeligt mere ømtålige diskurs om ”menneskerettigheder”.

Hvis I tænker over det, så er det et alarmerende paradigmeskift. Forskellen er, at idéerne om lighed, om lighed i rettigheder, er blevet brudt og fjernet fra ligningen. Dette er en udnyttelseskrig. Nærmest ubevidst begynder vi at tænke retfærdighed for de rige og menneskerettigheder for de fattige. Retfærdighed for forretningsverdenen, menneskerettigheder for dens ofre. Retfærdighed for USA’s indbyggere, menneskerettigheder for afganere og irakere. Retfærdighed for Indiens øvre kaster, menneskerettigheder for kasteløse - hvis overhovedet det. Retfærdighed for hvide australierne, menneskerettigheder for aboriginals og immigranter - som regel ikke engang det.

Det er blevet mere end åbenbart, at krænkelse af menneskerettigheder er en naturlig og nødvendig del af gennemførelsen af en tvingende og uretfærdig politisk og økonomisk struktur i verden. Uden krænkelser af menneskerettigheder i enorm skala, ville det nyliberale projekt fortsat høre til i den politiske drømmeverden. Men i stadigt større omfang fremstilles krænkelser af menneskerettighederne som et beklageligt, utilsigtet resultat af et ellers acceptabel politisk og økonomisk system. Som om de var små problemer, som kan vaskes op med lidt ekstra opmærksomhed fra nogle NGO’ere.

Det er derfor, at de, som arbejder professionelt i organisationer for menneskerettigheder, betragtes med en vis mistænksomhed i områder med voksende konflikter, som for eksempel i Kashmir eller i Irak. Mange modstandsbevægelser i fattige lande, der kæmper imod enorme uretfærdigheder, og som sætter spørgsmålstegn ved de underliggende principper, der konstituerer ”frihed og udvikling”, betragter NGO’ere, som arbejder for menneskerettigheder, som nutidige missionærer, der er kommet for at dække over imperialismens skarpe kniv, og for at desarmere politisk vrede, og for at opretholde status quo.

Det er kun nogle uger siden, at et flertal af australierne stemte for at genvælge premierminister John Howard, som blandt andet ledte Australien til at deltage i den illegale invasion og besættelse af Irak. Invasionen af Irak vil sikkert gå over i historien som en af de fejeste krige, der nogensinde er udkæmpet. Det var en krig, hvor en bande af rige nationer, bevæbnede med tilstrækkelige mængder af kernevåben til at ødelægge verden adskillige gange, omringede et fattigt land, falsk anklagede det for at have kernevåben, brugte FN til at tvinge det til at nedruste, invaderede det og gik igang med processen at sælge det.

Jeg taler om Irak, ikke bare fordi alle gør det - sørgeligt nok på bekostning af, at andre grusomheder andre steder vokser sig uoverskuelige - men fordi, det er et tegn på, hvad vi kan forvente os. Irak markerer begyndelsen på en ny epoke. Det giver os en mulighed for at betragte det nye militærindustrielle kompleks, der er blevet kendt som ”imperiet”, i fuld aktion. I det nye Irak er fløjslhandskerne blevet taget af.

Samtidig med at kampen om kontrollen over verdens ressourcer intensiveres, iscenesætter den økonomiske kolonialisme sin tilbagekomst gennem konventionel militær aggression. Irak er den logiske kulmination på den markedstilpassede globaliseringsproces, hvor nykolonialisme og nyliberalisme er smeltet sammen. Hvis vi vover at se om bag det blodige scenetæppe, vil vi kunne se et glimt af de skånselsløse forretningsopgørelser, der foregår bag scenen.

Men først, ganske kort, selve scenen.

I 1991 iværksatte præsident George Bush senior ”Operation Ørkenstorm”. Titusindvis af irakere blev dræbt i krigen. Den irakiske kampplads blev bombet med mere end 300 tons udbrændt uran, forårsagende en firfoldig forøgelse af cancer blandt børn. I over 13 år har 24 millioner irakere boet i en krigszone og er blevet nægtet mad, medicin og rent vand.

I den almindelige frustration over valget i USA, må vi ikke glemme, at niveauet i grusomhederne ikke varierede afhængigt af om demokraterne eller republikanerne sad i det Hvide Hus. En halv million irakiske børn døde på grund af de økonomiske sanktioner under optakten til operation ”Chock and Awe”. I lang tid er der blevet ført nøje register over hvor mange USA-soldater, der har mistet livet. Først for nylig, har vi haft en anelse om, hvor mange irakere, der er blevet dræbt. USA-generalen Tommy Franks sagde: ”Vi laver ikke statistik over dræbte”. Han kunne have tilføjet: Vi benytter os heller ikke af Genevekonventionen.

Et nyt detaljeret studie - offentliggjort af The Lancet Medical Journal - udførligt gransket af sagkyndige, anslår, at 100.000 irakere er døde siden invasionen i 2003.

Det er 100 forsamlingssale - som den her - fyldt med mennesker. Det er 100 forsamlingsale fyldt med venner, forældre, søskende, kolleger og beundrere som jer. Forskellen er, at der ikke er særlig mange børn her i dag, og lad os ikke glemme Iraks børn. Teknisk kaldes blodbadet for ”præcisionsbombning”. I almindeligt sprogbrug kaldes det slagtning!

Det meste af dette er nu alment kendt. De, der støtter invasionen og de ubudne gæster, kan ikke undskylde sig med, at de ikke ved det. De må virkelig tro, at denne enorme brutalitet er ret og retfærdig eller, i det mindste, acceptabel, fordi den er i deres interesse.

Så den ”civiliserede” moderne verden - omsorgsfuldt grundlagt på en historisk arv af folkemord, slaveri og kolonialisme - kontrollerer størstedelen af verdens olie. Og størstedelen af verdens våben, størstedelen af verdens penge og størstedelen af verdens medier. De multinationale medievirksomheder har erstattet doktrinen om holdningsfrihed med doktrinen om friheden til at skildre det, som behager magthaverne.

Chefen for FN’s våbeninspektion, Hans Blix, sagde, at han ikke fandt nogen beviser for kernevåben i Irak. Hver antydning af bevis fra USA’s og Storbritaniens regeringer viste sig at være falske, hvad enten det var rapporter om Saddam Husseins urankøb fra Niger, eller rapporten lavet af den brittiske sikkerhedstjeneste, som afsløredes som et plagiat af en gammel studenteropgave.

Men alligevel havde USA’s mest ”respektable” aviser og tv-kanaler under krigens opstart dag efter dag forsidehistorier med ”beviser” om Iraks kernevåbenarsenal. Det har nu vist sig, at kilden til disse fabrikerede beviser var Ahmed Chalabi, som - præcis som Indonesiens general Suharto, Chiles general Pinochet, shahen af Iran, talibanerne og naturligvis Saddam Hussein selv - blev financieret med millionvis af dollars fra gode, gamle CIA.

Og så blev et land bombet til grus og glemsel. Det er rigtigt, at der har været nogle lidt lavmældte beklagelser. ”Beklageligt det her... Men vi var altså virkelig nødt til at køre på”.

Friske rygter høres nu om kernevåben i Iran og Syrien. Og gæt hvem, der rapporterer om disse friske rygter? Samme jounalister som fremførte de fingerede ”scoops” om Irak. Det journalistiske ”A-team”, som ligger i med militæret.

Chefen for det brittiske BBC var nødt til at sige op, og en anden mand begik selvmord, fordi en BBC-journalist anklagede Blair-administrationen for at gøre spionrapporterne om Iraks masseødelæggelsesvåben-program mere ”sexede”.

Men Englands leder beholder sit job, selvom hans regering gjorde meget mere end at gøre spionrapporterne mere ”sexede”. Regeringen er medansvarlig for den ulovlige invasion af et land og massemordet på dets mennesker.

Gæster i Australien, som jeg, forventes at svare på følgende spørgsmål, når de udfylder visumansøgningen: ”Har De nogensinde været indblandet i udøvelen af krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden eller menneskerettighederne?”

Vil George Bush og Tony Blair kunne få visum til Australien? Udfra principperne i de internationale love, må de som krigsforbrydere virkelig være diskvalificerede.

Men at indbilde sig, at verden ville blive anderledes, hvis disse to blev sat fra embedet, er imidlertid naivt. Tragedien er, at deres politiske rivalers politik ikke indebærer nogen egentlig kritik. Våbenraslen under valgkampagnen i USA gik ud på, hvem der ville være den bedste kommandant og den mest effektive leder for det amerikanske imperium. Demokrati byder ikke længere på noget reelt valg. Kun tilsyneladende valg.

Selvom der ikke er blevet fundet nogen masseødelæggelsesvåben i Irak, så har opsigtsvækkende nye beviser fundet frem til, at Saddam Hussein planlagde et våbenprogram (Ligesom jeg planlagde at vinde olympisk guld i synkronsvømning).

Gudske tak og lov for forebyggende angreb! Gud ved hvilke andre ondskabsfulde tanker han rummede - at sende tampax i breve til amerikanske senatorer, eller at slippe hunkaniner iført burqa løs i Londons undergrundsbane.

Uden tvivl vil alt komme frem i lyset under Saddam Husseins frie og retfærdige rettergang, som snart finder sted i det nye Irak.

Alt, undtagen det kapitel hvori vi ville finde ud af, hvorledes USA og England forsynede ham med finansiel og materiel assistance, da han gennemførte morderiske angreb på irakiske kurdere og shiiter.

Alt, undtagen det kapitel hvori vi ville finde ud af, at en 12.000 siders rapport, fremlagt af Saddam Husseins regering, blev censureret af USA, fordi den nævnte 24 amerikanske firmaer, som deltog i Iraks kernevåbenprogram og konventionelle våbenprogram før Golfkrigen (Listen indeholder bl.a. Bechtel, DuPont, Eastman Kodak, Hewlett-Packard, International Computer Systems og Unisys).

Så Irak er blevet ”befriet”. Dets mennesker er blevet underkuet og dets markeder ”frigjorte”. Det er nyliberalismens nationalsang. Frigør markederne. Tommelskruen på folket.

USA-regeringen har privatiseret og solgt hele sektorer af Iraks økonomiske struktur. Økonomisk politik og skattelove er blevet skrevet om. Udenlandske firmaer kan nu opkøbe irakiske virksomheder og lade deres overskud udvandre.

Det er en ubeskrivelig krænkelse af de internationale love, der regulerer en besættelsesmagt, og er blandt hovedårsagerne bag det lumske, hastigt gennemførte narrespil, hvor magten blev ”overladt” til en ”irakisk overgangsregering”.

Når overdragelsen af Irak til de multinationale firmaer engang er fuldbyrdet, så vil en mild dosis ægte demokrati ikke gøre nogen skade. Det kan faktisk blive god PR for den markedstilpassede version af den befrielsesteologi, der også er kendt som Fornyet Demokrati.

Ikke overraskende forårsagede auktionen over Irak en panikagtig storm mod fodringstruget. Firmaer som Bechtel og Halliburton, virksomheden som USA’s vicepræsident Dick Cheney engang styrede, har vundet store kontrakter om genopbygningsarbejde.

Et kort CV for en hvilken som helst af disse virksomheder ville give os en lægmands opfattelse om, hvordan det hele fungerer - ikke bare i Irak, men i hele verden.

Lad os sige, at vi vælger Bechtel - blot fordi lille Halliburton er under undersøgelse, anklaget for overpriser på brændstofleverancer til Irak og på dets kontrakt om at restaurere Iraks olieindustri, hvilket præsenterede en net prisseddel: 2,5 milliarder dollars.

Bechtelkoncernen og Saddam Hussein er gamle forretningsbekendte. Mange af deres overenstkomster blev forhandlet frem af ingen anden end Donald Rumsfeld. I 1998, efter at Saddam Hussein gassede tusindvis af kurdere ihjel, skrev Bechtel kontrakt med Iraks regering om at bygge et militært/civilt kemisk anlæg i Bagdad.

Historisk har Bechtelkoncernen haft, og har stadig, indviklede tætte forbindelser til det republikanske etablissement. Man kan kalde Bechtel og Reagan-Bush-administrationen et team.

Den tidligere forsvarsminister Caspar Weinberger var Bechtels højest rangerede rådgiver. Tidligere vice-energiminister W. Kenneth Davis var Bechtels vice-præsident. Riley Bechtel, firmaets formand, sidder i præsidentens eksportråd. Jack Sheehan, en pensioneret marineinfanteristgeneral, er senior vice-præsident i Bechtel og medlem af USA’s forsvarspolitiske råd.

Tidligere statssekretær George Shultz, som sidder i Bechtels bestyrelse, var formand for den rådgivende bestyrelse for Kommittéen for Iraks Befrielse. Da han blev spurgt af New York Times om han forstyrredes af interessekonflikten mellem sine to ”erhverv”, sagde han: ”Jeg ved ikke, om Bechtel ville tjene noget særligt på det (invasionen af Irak). Men hvis der er arbejde at udføre, så er Bechtel den type virksomhed, som kan gøre det.”

Bechtel er blevet tilbudt genopbygningskontrakter i Irak for over en milliard dollars, hvilket inkluderer kontrakten for at genopbygge energianlæg, strømforsyningsnet, vandværker, kloaksystemer og lufthavne.

En ting er politiske svingdøre, men dette ville være en ren sengekammerfarce - hvis ikke det var så sølet ind i blod. Mellem 2001 og 2002 var ni ud af 30 medlemmer i USA’s forsvarspolitiske råd forbundet med virksomheder, som blev tilbudt kontrakter til en værdi af 76 milliarder dollars.

Der var engang, hvor våben blev fremstillet for at forebygge krig. Nu fremstilles våben med henblik på at sælge våben. Fra 1990 til 2002 har Bechtelkoncernen bidraget med 3,3 milliarder dollars til valgkampagnefonde, demokratiske såvel som republikanske. Siden 1990 har gruppen vundet mere end 2000 regeringskontrakter af en værdi på over elleve milliarder dollars. Det er et formidabelt afkast på investeret kapital, ikke?

Og Bechtel har efterladt sig fodspor verden rundt. Det er det, der menes med at være multinational. Bechtelkoncernen pådrog sig først international opmærksomhed, da den skrev kontrakt med Hugo Banzer, den tidligere bolivianske diktator, om at privatisere vandværket i byen Cochabamba.

Det første Bechtel gjorde, var at forhøje prisen på vand. Hundredtusindvis af mennesker, som ganske enkelt ikke havde råd til at betale Bechtels regninger, gik på gaderne. En omfattende strejke lammede byen. Der blev erklæret undtagelsestilstand.

Selvom Bechtel til sidst blev tvunget til at flygte fra sine kontorer, forhandler firmaet uhindret om et afgangsvederlag på millioner af dollars fra den bolivianske regering for tab på potentiel fortjeneste. Hvilket, som vi skal se, er ved at vokse sig til en populær virksomhedssport.

I Indien er Bechtel - sammen med General Electric - de nye ejere af det berygtede, og nu hedengangne, Enrons energiprojekt.

Enron-kontrakten, som legalt binder delstaten Maharashtas regering til at betale Enron en sum på 30 milliarder dollars, var den største kontrakt, der nogensinde er underskrevet i Indien. Enron var ikke blege for at prale med de millioner dollars, de havde brugt på at ”uddanne” indiske politikere og bureaukrater.

Kontrakten i Maharashta, som var Indiens første private energiprojekt, og som hurtigt og smidigt blev lodset igennem den politiske beslutningsproces, er blevet kendt som det mest omfattende bedrageri i landets historie. (Enron var også en af republikanernes største bidragsydere)

Elektriciteten, som Enron producerede, var så skandaløst prissat, at regeringen afgjorde, at det var billigere ikke at købe el og istedet betale Enron de fastsatte afgifter, der specificeredes i kontrakten. Dette betyder, at regeringen i et af verdens fattigste lande betalte Enron 220 millioner dollars om året for ikke at producere el!

Nu hvor Enron er ophørt med at eksistere, sagsøger Bechtel og Generel Electric den indiske regering for 5,6 millarder dollars. Dette er ikke den sum penge, som de (eller Enron) investerede i projektet. Endnu en gang - det er en antagelse om gevist, som firmaet ville have gjort, såfremt projektet var blevet virkeliggjort.

For at give jer en idé om størrelsen: 5,6 milliarder dollars er lidt mere end det beløb, som Indiens regering ville behøve årligt for at gennemføre en ansættelsesgaranti for landarbejdere, som ville give et eksistensminimum til millioner af mennesker, som lever i elendig fattigdom, klemt af gæld, forflytninger, kronisk underernæring og WTO-krav.

Indien er et land, hvor bønder, druknet i gæld, drives til selvmord - ikke i hundredvis men i tusindvis. Forslaget om ansættelsesgaranti blev latterliggjort af Indiens storkapitalistklasse som et urimeligt, utopisk krav, lanceret af den ”gale” og på det seneste magtfulde venstrefløj. Hvor skal pengene komme fra? spørger de hånligt.

Og dog, tale om eventuel omforhandling af en dårlig kontrakt med et notorisk korrupt firma som Enron får samme kynikere til at flæbe om kapitalflugt og den skrækkelige risiko for at skabe et ”dårligt investeringsklima”.

Domsforhandlingerne mellem Bechtel, Generel Electric og Indiens regering foregår lige nu i London. Bechtel og Generel Electric har grund til forventninger. Indiens daværende finansminister, som var behjælpelig med den katastrofale Enron-kontrakt, er flyttet hjem efter nogle år i IMF. Ikke bare hjem, men hjem med befordring. Han er nu viceformand i Planlægningskommisionen.

Tænk over følgende: Et eneste af disse firmaers teoretiske profit ville være tilstrækkelig til at skaffe 100 dages ansættelse om året til minimumsløn (beregnet som et gennemsnit for de forskellige delstater) for 25 millioner mennesker. Det er fem millioner mere end Australiens befolkning. Det viser skalaen for den nyliberale uhyrlighed.

Fortællingen om Bechtel bliver værre. Naomi Klein skriver, at Bechtel med succes samvittighedsløst har sagsøgt det krigshærgede Irak for ”krigsskadeerstatning og tabt profit”. Firmaet er blevet tilkendt syv millioner dollars.

Så, alle i unge direktør-emner, tænk ikke på Harvard og Wharton - her kommer Den Dovne Direktørs Guide Til Forretningssucces.

Først: Fyld din bestyrelser med ledende regeringsembedsmænd. Dernæst: Fyld regeringen med medlemmer af din bestyrelse. Tilføj olie og rør rundt.

Når ingen længere kan se, hvor regeringen ender og din virksomhed begynder, så planlæg sammen med din regering at forsyne og bevæbne en koldblodig diktator i et olierigt land. Se væk, mens han myrder sin egen befolkning. Lad det simre lidt.

Brug mellemtiden til at indsamle nogle millioner dollars i regeringskontrakter. Planlæg med din regering endnu engang, imens den gør diktatoren magtesløs og bomber hans undersåtter med præcisionsbombninger mod bestemte mål, hvori 100.000 mennesker dræbes som en bieffekt.

Indkasser yderligere en milliard eller lignende i kontrakter om at ”genopbygge” infrastrukturen. For at dække rejseudgifter og uforudsete udgifter kan du kræve skadegodtgørelse for reperationer og tabt profit af det ødelagte land.

Til sidst: Spred dig ud over nye markeder. Køb en tv-station, så du, når den næste krig kommer, kan reklamere for dit hardware og våbenteknologi under dække af nyhedsformidling.

Og til allersidst: Indstift en menneskerettighedspris i din virksomheds navn. Du kan give den første pris posthumt til Moder Theresa. Hun kan hverken takke nej eller modargumentere.

Det invaderede og besatte Irak er blevet tvunget til at betale 200 millioner dollars i ”erstatning” for tabt profit til firmaer som Halliburton, Shell, Mobil, Nestlé, Pepsi, Kentucky Fried Chicken samt Toys R Us. Udover det er der de 125 milliarder i statsgæld, som tvang Irak til at henvende sig til IMF - der lurer som en dødsengel i baggrunden - med sit strukturtilpasningsprogram (selvom der ikke synes at være mange strukturer tilbage i Irak at tilpasse. Udover det skyggeagtige al-Qaida).

I det nye Irak har privatisering nået nye landvindinger. USA’s hær rekrutterer flere og flere lejesoldater for at hjælpe til med besættelsen. Fordelen ved lejesoldater er, at når de dør, indgår det ikke i USA’s statistik. Det er med til at kontrollere den offentlige stemning, hvilket er særdeles vigtigt i et valgår.

Fængslerne er blevet privatiserede. Tortur er privatiseret. Vi har set hvad dette fører til.

Andre attraktioner i det nye Irak tæller lukning af aviser, bombning af tv-stationer, drab på journalister. Amerikanske soldater har åbnet ild mod ubevæbnede demonstrationer og myrdet snesevis af mennesker. Den eneste modstand, der kan overleve, er lige så gal og brutal som besættelsen selv.

Er der plads til sekulær, demokratisk, feministisk, ikke-voldsmodstand i Irak? Det er der i realiteten ikke. Det er derfor, det er op til os, der lever udenfor Irak, at skabe en massebaseret, sekulær, ikke-voldsmodstand mod USAs besættelse.

Hvis det ikke lykkes for os, så risikerer vi at lade idéen om modstand blive kidnappet og forbundet med terrorisme. Og det ville være ærgeligt, for de er ikke det samme.

Så hvad betyder fred i denne barbariske, virksomhedskontrollerede, militariserde verden? Hvad betyder det i en verden, hvor et indgroet system af handel og rufferi har skabt en situation, hvor fattige lande, som i århundereder er blevet udplyndret af kolonimagter, druknes i gæld til de lande, der plyndrede dem, og nu må betale den gæld i rater af op til 382 milliarder dollars om året?

Hvad betyder fred i en verden, hvor den sammenlagte formue for verdens 587 milliardærer overstiger det sammenlagte BNP for verdens 135 fattigste lande? Eller når rige lande, der udbetaler landbrugsstøtte på en milliard om dagen, forsøger at tvinge fattige lande til at sænke sin støtte?

Hvad betyder fred for menneskerne i det besatte Irak, Palæstina, Kashmir, Tibet og Tjetjenien? Eller for Australiens aboriginals? Eller for ogonierne i Nigeria? Eller for kurderne i Tyrkiet? Eller for de kasteløse i Indien? Hvad betyder fred for ikke-muslimer i islamiske lande, eller for kvinder i Iran, Saudiarabien og Afganistan?

Hvad betyder det for de millioner som bliver rykket op med rødderne fra deres hjemstavn på grund af dæmninger og udviklingsprojekter? Hvad betyder fred for de fattige, som aktivt berøves sine ressourcer og for hvilke det daglige liv er en bitter kamp om vand, tag over hovedet, overlevelse og frem for alt en smule af noget, der ligner retfærdighed? For dem er fred krig.

Vi ved udemærket godt, hvem der tjener på krig i Imperiets tid. Men vi må også spørge, hvem der tjener på fred i Imperiets tid. Krigsmageri er absolut kriminelt. Men at tale om fred uden at tale om retfærdighed, det kunne let blive et forsvar for en slags kapitulation. Og at tale om retfærdighed uden at afsløre de institutioner og systemer, som er skyldige i uretfærdigheden, det er mere end hykleri.

Det er let at beskylde de fattige for at være fattige. Det er let at tro, at verden er fanget i en opadgående spiral af terror og krig. Det er det, der tillader den amerikanske præsident at udtale ”I er enten med os eller med terroristerne.” Men vi ved, at det er et falsk valg. Vi ved, at terrorisme blot er privatisering af krigen, at terrorister er krigens frie iværksættere. De mener ikke, at den legitime brug af vold er statens privilegium.

Det er løgnagtigt at foretage moralske skel mellem terrorismens ufattelige brutalitet og krigens og besættelsens altomfattende slagterier. Begge slags vold er uacceptable. Vi kan ikke støtte det ene og fordømme det andet.

Den virkelige tragedie er, at de fleste mennesker i verden er fanget mellem skrækken under den påståede fred og krigens terror. Det er de to stejle klipper, vi er indesluttet af. Spørgsmålet er: Hvordan klatrer vi ud af denne kløft? For dem, der er materielt velbjærgede, men moralsk utilpasse, er det første spørgsmål man må stille sig selv, om man virkelig vil klatre ud af kløften. Hvor langt er man villig til at gå? Er kløften blevet for bekvem?

Hvis man virkelig ønsker at klatre ud, så er der gode og dårlige nyheder.

De gode nyheder er, at den progressive avantgarde begyndte klatringen for nogen tid siden. De er allerede halvvejs oppe. Tusindvis af aktivister rundt om i verden har arbejdet hårdt for at forberede fodtrin og sikre reb for at gøre det lettere for resten af os.

Der er ikke kun en sti derop. Der er hundredvis af måder at gøre det på. Der udkæmpes hundredvis af kampe i verden, som har brug for dine evner, dine ideer, dine ressourcer. Ingen kamp er irrelevant. Ingen sejr er for lille.

De dårlige nyheder er, at farvefulde demonstrationer, weekend-ture og årlige rejser til World Social Forum ikke er nok. Der må foretages målrettede aktioner med ægte civil ulydighed og rigtige konsekvenser. Måske kan vi ikke bare trykke på en knap og trylle en revolution frem, men der er masser vi kan gøre.

For eksempel kunne I lave en liste over de firmaer, der har profiteret på invasionen af Irak og har kontorer her i Australien. I kan offentliggøre dem, boykotte dem, besætte deres kontorer og tvinge dem ud af drift. Hvis det kan ske i Bolivia, kan det også ske i Indien. Og det kan ske i Australien. Ikke?

Dette er bare et lille forslag. Men husk, at hvis kampen tager tilflugt i vold, så vil den miste sin vision, skønhed og fantasi. Og farligst af det hele – den vil marginalisere og eventuelt ofre kvinderne. Og politisk kamp, som ikke har kvinder i hjertet af kampen, over den, under den og inde i den, er slet ingen kamp.

Kernepunktet er, at kampen må være forbundet. Som den vidunderlige amerikanske historiker Howard Zinn udtrykker det: ”Du kan ikke være neutral på et tog, der kører”.

Arundhati Roy er forfatter og menneskerettighedsforkæmper. Hun har skrevet romanen De små tings gud og modtog i maj 2004 Sydneys Fredspris, en pris, der er tilknyttet Sydney Universitet. Artiklen er den tale, hun holdt, da hun modtog prisen i Sey More Center i Sydney, Australien.

Talen er oversat af Ole Poulsen