Efter 4 år med stor arbejdsløshed, indskrænkning af bevægelsesfrihed og konstante likvideringer og arrestationer, føler mange palæstinensere sig i dag trætte og magtesløse.
En effektiv modstand mod besættelsen af Palæstina kræver en ny strategi, der indeholder de værdifulde erfaringer fra den første Intifada. Det mener Ghassan Andoni, der - som medlem af PFLP - deltog aktivt i den første Intifada. Samtidig er han en af initiativtagerne til dannelsen af International Solidarity Movement (ISM) – et netværk af internationale fredsvagter og palæstinensere i de besatte områder, der ved hjælp af ikke-voldelige ulydighedsaktioner prøver at lette palæstinensernes hverdag og sætte fokus på besættelsens konsekvenser.
Marie Jonassen mødte Ghassan i Beit Sahour nær Betlehem, hvor han er født, opvokset og stadig bor sammen med sin familie.
Den første Intifada
Kan du kort opridse de vigtigste karakteristika ved den første Intifada?
- Hvor kampen mod den israelske besættelse før blev kæmpet i de tilstødende lande, flyttede den aktive modstand da ind i de besatte områder. Der skete en ændring i strukturen, så mere magt blev taget fra lederne i PLO og givet til det palæstinensiske folk. Et andet vigtigt aspekt var, at Intifadaen overvejende var ikke-voldelig, hvilket var en ændring i forhold til de kampformer, der havde udgjort modstanden siden besættelsen i 1967.
- Med den nye struktur scorede palæstinenserne adskillige point overfor den israelske besættelsesmagt, så Israel i sidste ende følte sig tvunget til at anerkende PLO som leder af det palæstinensiske folk og indgå de forhandlinger, der i sidste ende resulterede i Oslo-aftalen.
Illusionerne bag Oslo-aftalen
Hvad ville man opnå med Oslo-aftalen?
- Filosofien bag aftalen var at forsøge at skabe et klima af accept og fred, der ville gøre det lettere for partnerne at blive enige. Aftalen løste derfor ikke konfliktens væsentligste problemstillinger såsom flygtningenes ret til at vende hjem, oprettelsen af en palæstinensisk stat, fordeling af vand osv.
Filosofien var ikke i sig selv forkert, hvis man tager udgangspunkt i, at Israel indgik aftalen med god vilje. Men det er dumt at gå ud fra, at en modstander gør det!
- Med aftalen undgik Israel en tostats-løsning, samtidig med at palæstinenserne forblev udenfor staten Israel, og de bevarede kontrollen over de besatte områder. Israels vigtigste grund til at godkende aftalen var altså demografien. En fuldstændig annektering af resten af Palæstina under den jødiske stat, er umulig uden en majoritet af jøder.
- Ingen kunne have forestillet sig en aftale så dårlig.
Hvorfor valgte PLO overhovedet at godkende Oslo-aftalen?
- Det var der flere grunde til: PLO ville have ansvaret for en eventuel aftale, for de var bekymrede over de lokale folkekomiteers magt og var bange for, at PLO ville blive erstattet som ledere. En konkret frygt var, at Israel ville opdrive deres egen palæstinensiske leder.
- Desuden havde de ikke nok tillid til Intifadaen. Den israelske hær blev bedre og bedre til at finde metoder til at modsvare Intifadaen, og efter nederlaget i Libanon var de bange for, at et nyt nederlag ville betyde, at palæstinenserne blev spredt for alle vinde.
- En af de vigtigste grunde var, at de troede, at USA denne gang - på baggrund af Golfkrigen - seriøst ville forsøge at skabe fred i Mellemøsten. At der faktisk var en reel chance.
- Lederne i PLO befandt sig ikke i Palæstina og derfor havde de nogle fejlagtige opfattelser, der fik dem til at indgå hemmelige forhandlinger med Israel.
Hvad er din holdning til disse betragtninger?
- Jeg mener at PLO tog fejl i alle disse formodninger. Det er en fejl at tro, USA er interesseret i at løse palæstinensernes problemer og dermed vil lægge pres på Israel. Hvad angår deres frygt for et alternativt lederskab, var det ikke berettiget. Der var intet forsøg på at skubbe PLO væk, men de skulle have anerkendt det lokale lederskab.
- De kunne ikke se Intifadaens styrke, fordi de befandt sig udenfor Palæstina. PLO sammenlignede de store arabiske stater, der ikke havde formået at vinde over Israel, med det lille palæstinensiske samfund.
- Hvis du tror på noget, lægger du al din energi og ressourcer i det - du forsøger ikke at finde en udgang. I stedet for at investere i Intifadaen ville de investere Intifadaen for at løse deres egne problemer.
Oslo-aftalens realiteter
Hvordan blev Oslo-aftalen modtaget af det palæstinensiske folk?
- PLO formåede at sælge aftalen til befolkningen, og flere ting tydede da også på fremgang. PLO fik lov til at vende tilbage samt tage våben med ind. Dette skulle være starten på opbygningen af den palæstinensiske stat, der skulle blive en realitet indenfor 5 år. Der var kritiske stemmer, men de var lavmælte.
- Realiteten var ikke til at tage fejl af: Fra Oslo-aftalen i 1993 og frem til år 2000 fordobledes antallet af bosættelser, og Israel begyndte at skabe infrastrukturen til bygning af muren. Besættelsen blev mere intensiv og aggressiv, og Israels magt over vores liv og mobilitet blev kraftigt forstærket.
- Ved at indgå aftalen accepterede PLO de såkaldte omkørselsveje til bosættelserne, der både forbinder bosættelserne indbyrdes og med Israel, samtidig med at de adskiller palæstinenserne fra hinanden.
- Folk var meget skuffede! Drømmen om staten, der skulle være løsningen på alle problemer, gik ikke i opfyldelse, og de palæstinensiske myndigheder var plaget af korruption og personlige dagsordener. Netop denne skuffelse betød, at den anden Intifada blev mere voldelig end den første.
Den anden Intifada
Hvilke generelle aspekter kendetegner denne Intifada?
- Jeg mener ikke, at man kan tale om en Intifada, men snarere en krise, der kan udvikle sig til en Intifada. Folk står sammen om at have fået nok og om at fjerne den israelske besættelse, og de støtter de kæmpende og vender dem ikke ryggen, men kun få deltager selv i kampen, og modstanden bliver først og fremmest ført af små militante grupper.
- Denne strategi er inspireret af Hizbollah, der er støttet af Syrien, Libanon og Iran og har gennemgået grundig militærtræning. De palæstinensiske fightere mangler derimod ordentlig træning, og de kæmper – i modsætning til Hizbollah - inde i et bur. Man kan muligvis gøre skade, men umuligt vinde en krig, med kun få tusinder af militante.
- Et interessant aspekt er, at initiativet og lederne kommer fra en helt ny generation. Næsten ingen af de aktive fra første Intifada deltager aktivt i kampen. Det er børnene fra første Intifada der har set deres slægtninge blive myrdet og arresteret, og som ikke tror på, at der er en fremtid.
Modstanden må udvides
Hvad skal der til for igen at skabe en effektiv modstand?
- Opgaven er nu at finde en balance og en mening. Flere forskellige aldersgrupper skal tage del i kampen, udover de unge mennesker, der er under konstant pres i deres hverdag. Det er nu en gang sådan, at det er dem, der kæmper, som også har magten til at bestemme, hvordan der skal kæmpes.
Den passive modstand må høre op og flere kvinder og flere forskellige stemmer skal tage del i kampen.
- Der er symptomer på, at det begynder at gå i denne retning. De seneste sammenstød mellem de militante og myndighederne i Gaza har været uundgåelige, og måske vil folk nu indse, at det er rent selvmord at lade modstanden være op til militante og lade diplomatiet være op til korrupte politikere.
- I 1987 så alting også slemt ud. PLO var blevet slået i Libanon, vi havde tabt kampen og havde ingen fremtid. Men pludseligt uden planlægning opstod Intifadaen. Desværre er det måske nødvendigt med en ny generation - og der går 6-7 år før en ny generation kan tage over.
Den ulige magt og behovet for international solidaritet
Hvordan kan vi hjælpe med at skubbe udviklingen i den rigtige retning?
- Der er ingen tvivl om, at internationale protester og oplysningsarbejde er utroligt vigtigt. Derudover har jeg stor tiltro til aktiv international deltagelse i konflikten; at man direkte forsøger at stoppe uretfærdighed.
- Der er ikke så mange, der snakker om det, men den væsentligste forhindring for at skabe fred, er ubalancen af magt. Israel tror, at de har så stor magt og støtte til at gøre, lige hvad de vil, så enhver handling, der minimerer deres mulighed for at bruge magt, bringer os nærmere freden. Samtidig spiller det en afgørende rolle at fastholde en model for at udøve civil ulydighed.
- At involvere internationale med palæstinensere kan være med til at skabe mere håb og minimere besættelsens brug af magt og derved skabe en effektiv modstand mod besættelsen. Derfor er international deltagelse så vigtigt.
Marie Jonassen er landssekretær i Internationalt Forum og har været udsendt som fredsvagt i Palæstina.
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet GAIA. Læs mere om, hvordan den første Intifada blev organiseret i GAIA #45. Læs mere om ISM: www.palsolidarity.org
Oslo-aftalen: En fredserklæring underskrevet af PLO og Israel i Washington 1993, hvor begge parter anerkender hinanden. Den udtrykker ønske om at ville arbejde for fred. Spørgsmålene om fx Jerusalems status, bosættelserne, flygtningenes ret til at vende tilbage, vand og grænser blev ikke forsøgt løst.
PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation: Det politiske organ, der repræsenterer palæstinenserne i deres befrielseskamp, hvis leder har været Yasser Arafat siden 1969.
PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse: En marxistisk, palæstinensisk befrielsesbevægelse, hvis erklærede mål er en ikke-religiøs, demokratisk stat for alle folkeslag i det historiske Palæstina.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96