Sidst i november udkom antologien Når du strammer garnet. Redaktionen bestående af Kamal Qureshi (SF), Carsten Fenger-Grøn og Tøger Seidenfaden

Når du strammer garnet er et befriende frontalangreb på medier, Christiansborg-politikere, der tegner den nuværende strammer-kurs primært overfor flygtninge og indvandrere. Redaktionen kalder det selv et indlæg »mod mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik«.

De fjorten kapitler spreder sig over emner som international kritik af Danmarks asylpolitik, diskrimination i mødet med politi, arbejdsmarked og etnisk mobning, pressens, højre- og venstrefløjens rolle.

Dansk Folkepartis tre myter

Et af kapitlerne Fra skattenægtere til fremmedhadere handler primært om Dansk Folkeparti, der ynder at beskrive sig som et helt almindeligt parti. Flygtninge- og indvandrerpolitik er bare politik ligesom trafik- eller skatteområderne og de er bare talerør for en masse utilfredse mennesker. Dertil bliver Dansk Folkeparti groft undertrykt af kulturradikale og venstreorienterede, der forhindrer dem i at komme til orde og hindrer sandheden i at komme frem. Når Dansk Folkeparti selv skal beskrive virkeligheden.

Det er med udgangspunkt i de myter sociologen René Karpantschof, der har skrevet kapitlet, gør op med Dansk Folkeparti som en helt almindelig medspiller i dansk indenrigspolitik.

Kontradoxa mødte ham til en uddybende samtale.

Du lancerer tre myter om Dansk Folkeparti. Hvad er indholdet i de tre myter?

– Jeg skal måske starte med at sige, at med myter mener jeg nogle selvopfundne påstande, som Dansk Folkeparti og deres ligesindede kører frem, hver gang de bliver kritiseret f.eks. for at være racistiske.

– Den første myte er, at Dansk Folkeparti ikke har noget imod bestemte etniske minoriteter som sådan. Partiet er på ingen måde fremmedfjendsk men taler blot åbent om nogle problemer i forlængelse af indvandringen og flygtningepolitikken, hedder det sig.

– Den anden myte er, at de bare siger det som almindelige mennesker går og tænker. Altså Dansk Folkeparti som talerør for det tavse flertal.

– Den tredje myte er, at en elite af kulturradikale, venstreorienterede, intellektuelle, medier og politikere længe har haft held til at undertrykke sandheden om udlændingesituationen. Man kan ikke fremføre blot den mindste kritik af muslimer og indvandrere, for så bliver man forfulgt og undertrykt, lyder det fra højre.

– Disse tre myter virker som en slags automatisk telefonsvarer, der sætter i gang, når Dansk Folkeparti bliver modsagt. Men som jeg skriver i bogen, har ingen af myterne hold i virkeligheden. De er ikke bare forkerte, de er snarere det omvendte af, hvordan det virkeligt forholder sig.

Hvordan opretholdes en myte om undertrykkelse af »indvandrerkritiske« røster og personer, når de undertrykte er magthaverne?

– Ja, det er også et problem for dem. Det virker mere og mere skingert, at Dansk Folkeparti der har fået så stor indflydelse, påstår at være undertrykt af en elite. For det er jo dem, der er eliten.

– Men de kan opretholde myten ved at gentage den hele tiden. At man kritiserer eller bare debatterer det Dansk Folkeparti siger og står for, gør de til politisk forfølgelse og undertrykkelse. De gør krumspring for at undgå at debattere det, de selv siger om indvandrere, og i stedet kører de frem med deres forenklede forestilling om Dansk Folkeparti, der forsvarer danskheden mod den truende omverden og mod forrædere og godhedsindustrien.

Tavst flertal eller eget ekko?

Hvordan skabes holdninger som dem Dansk Folkeparti står for?

– Mange af de undersøgelser der er lavet om, hvad befolkningen mener, viser to ting: Først at de samme personer ofte har modstridende holdninger. For eksempel kan man være bekymret over indvandring, man forstår ikke muslimer og synes de er lidt farlige.

– Men de samme personer kan også i forhold til en konkret sag mene, at man skal hjælpe flygtninge. Det afhænger meget af, hvad man spørger folk om.

– For det andet viser meningsmålinger gennem mange år, at holdningerne varierer meget over tid. Når man kigger på, hvad der får disse holdninger til at variere, så er det i høj grad hvad der er på politikernes dagsorden og hvad der fylder medierne.

– Når folk svarer på meningsmålinger, så tænker de som regel på, hvad de lige har hørt om. Det kan være borgerkrigen i Jugoslavien og flygtninge, som derfor har brug for hjælp. Lige i den situation var der mange, der havde den holdning, at selvfølgelig skulle Danmark tage imod flygtninge fra Jugoslavien.

– Omvendt kan mediehistorierne være en masse om muslimer, der fusker med flygtningestatus og begår butikstyverier – og ja, så svarer folk, at de har en negativ holdning. Så det varierer meget efter mediernes emnevalg og måde at omtale flygtningesituationen på.

Det lyder som om befolkningens holdninger bare er en slags papegøje-gentagelse af mediernes historier?

– Jah, så enkelt er det heller ikke. Menings- og opinionsdannelse er et komplekst fænomen. På den ene side afspejler holdningerne til flygtninge, at der i de sidste tyve år også er kommet flere af dem.

– På den anden side har mange etniske danskere en holdning til f.eks. muslimer uden overhovedet selv at møde muslimer i deres hverdag, fordi de trods alt ikke fylder så meget i det samlede danske landskab. Når folk skal tage stilling til muslimer, så må de fleste tage udgangspunkt i, hvad de har hørt. Den brede befolkning er derfor meget afhængig af, hvordan de bliver informeret om etniske minoriteter gennem mediernes nyhedshistorier og gennem politikeres og opinionsdannere fremstilling af situationen.

Den undertrykte højrefløj

– Når nogle politikere påstår at deres strammerpolitik repræsenterer en folkelig bekymring, så er der altså langt hen ad vejen tale om, at politikerne hører ekkoet af deres egne negative synspunkter om flygtninge og indvandrere.

– Det er også her, at Dansk Folkepartis myte om den undertrykte sandhed kommer ind i billedet. En række undersøgelser af indholdet i medierne afkræfter denne myte eftertrykkeligt. Gennem de sidste cirka tyve år har medierne ikke fortiet noget som helst, men derimod i stigende grad fortalt om flygtninge og indvandrer-stof med en klar tendens til at fokusere på det negative og problematiske.

– Det samme mønster gælder for hvem der kommer til orde i debatten. Her viser undersøgelserne, at politikere fra Fremskridtspartiet og Dansk Folkepart er klart overrepræsenterede blandt dem, der citeres i nyhederne, ligesom udlændingekritiske debatindlæg udgør det store flertal.

– Så det er rent sludder, at udlændingesituationen har været tabu og er blevet fortiet. Og at Dansk Folkeparti og deres ligesindedes synspunkter har været undertrykt er en helt forrykt påstand. Situationen er omvendt. Deres synspunkter er blevet overeksponeret.

– Tag f.eks. en af dem, der har råbt højest om at han forbydes at tale, nemlig Søren Krarup. Manden har fået trykt flere hundrede kronikker og debatindlæg, hans bøger kan lånes på biblioteker landet over, han interviewes og deltager i debatprogrammer og har nu også fri adgang til Folketingets talestol. Alligevel føler han, at han ikke må sige sin mening. Tak for kaffe.

– Man kan ryste på hovedet og finde det grinagtigt, men Krarup er et eksempel på en beskæmmende taktik, der går ud på at afspore debatten, når de møder uenighed. Når nogle for alvor kritiserer Dansk Folkeparti eller vil diskutere partiets påstande om flygtninge og indvandrere, så har de en tendens til at hyle op om forfølgelse og undertrykkelse og tromle løs på dem, som formaster sig til at være uenige med højrestrømningen.

Os mod dem

Det har været meget omdiskuteret om Dansk Folkeparti kunne beskrives som racistiske, men du konkluderer, at det er der belæg for. Kan du definere racismen i Dansk Folkeparti?

– Ja, det med racismedefinitionen er vigtigt. Mine ikke-venner på højrefløjen påstår, at jeg bare selv har opdigtet en definition, så det lige passer på Dansk Folkeparti. Det generer dem ikke, at det tydeligt fremgår i det jeg skriver, at jeg benytter en definition, der er direkte taget fra internationalt anerkendte teoretikere og som i øvrigt også er på linie med udbredte juridiske bestemmelser som FNs konvention om racediskrimination og den danske racismeparagraf §266b.

– Ganske vist er videnskabelige begreber aldrig absolutte og indiskutable. Men der er nu ingen grund til at overmystificere racismebegrebet, som mange samfundsteoretikere i store træk er enige om.

– Først vil jeg gøre opmærksom på, at racisme i betydningen »biologisk racelære« kun er én af flere varianter af racisme. Racismen behøver nemlig ikke at være begrundet i en biologisk opfattelse af, hvorfor nogle befolkningsgrupper er andre underlegne. Den er i stedet en måde at opfatte og behandle de andre på, og om man i den forbindelse benytter biologiske eller f.eks. kulturelle og religiøse argumenter er ikke væsentlig. Racisme har til alle tider handlet om, at nogle etniske grupper har domineret, undertrykt, diskrimineret og forfulgt andre ud fra en bestemt opfattelse af og dem. Det er kernen.

Magten som en del af racismen

– For at komme til sagen, så er det racisme når en samfundsgruppe for det første udbreder en generaliserende og negativ forestilling om de andre, som en underlegen gruppe, hvis iboende natur umuliggør gensidig tilpasning og ligeværdig sameksistens. Og for det andet kombinerer denne negative forestilling med en magt til at diskriminere, dominere og forfølge den eller de andre grupper, man har stigmatiseret.

– Et historisk eksempel er apartheid og Ku Klux Klan racismen, hvor negere blev opfattet som en gruppe, der nok kunne bruges som arbejdskraft, men hvis natur betød, at de ikke kunne have samme rettigheder som hvide og ikke måtte blande sig med hvide. Et andet eksempel er nazismen. Her betød forestillingen om et rent og ubesmittet »nationalt folkefællesskab«, at jøderne ikke engang havde en plads i samfundet som slaver, men blev opfattet som et skadeligt fremmedelement, man helt måtte skaffe sig af med.

– Det skal understreges, at førnævnte racismedefinition ikke siger noget om, at undertrykkerne nødvendigvis skal være hvide, kristne europæere. En række konflikter i Afrika og Asien beviser, at disse kontinenter skam er ligeså civiliserede som Europa i det 20. århundrede. Etniske grupper i den 3. verden ved også, hvordan man dominerer og eventuelt udrenser andre. Sorte og hvide; kristne, muslimer, hinduer og jøder; alle kan naturligvis være racister, så også på den måde har vi mennesker meget tilfælles. Men nu handler det jo om Danmark, og her er det med at kombinere negative fordomme med magt til at forfølge overvejende noget, der udgår fra majoriteten af hvide, kristne danskere.

– Det skal også understreges, at fordomme ikke i sig selv er racisme. Hvis nogen på et værtshus siger, at »sigøjnerne stjæler meget«, så er det en fordom, men ikke racisme. Godt nok er det en negativ og generaliserende forestilling, men der er ikke magt bag, der kan undertrykke eller forfølge sigøjnere. Går man imidlertid over til systematiske fysiske overfald på sigøjnere, eller endnu bedre – altså bedre i forhold til racismedefinitionen – at påvirke regeringen og offentlige myndigheder til at føre en diskriminerende og forfølgende politik mod sigøjnerne, så er racismen klar.

– I den forstand er det racismebegreb, jeg bruger, ikke et, der går ind og kigger på psykologien, de sociale årsager eller det enkelt individ. Det er en beskrivelse af en politik, hvor en magtfuld gruppe benytter etniske argumenter til at forfølge og undertrykke andre grupper. Derfor siger jeg heller ikke, at Pia Kjærsgaard er racist. Men jeg siger, at Dansk Folkeparti fører en racistisk politik.

Racismen i praksis

Hvilke virkemidler bruger Dansk Folkeparti for at danne grundlag for en racistisk politik?

– Den gruppe Dansk Folkeparti mest åbenlyst er racistisk overfor, er selvsagt muslimerne. Virkemidlerne, de psykologiske mekanismer partiet i den forbindelse spiller på, kan sammenfattes til: frygt, forargelse og foragt.

– Frygt, fordi Dansk Folkeparti fremstiller muslimer som en samlet gruppe, der er kommet for at erobre Danmark og afskaffe vores levevis. Intet mindre. Muslimernes kultur gør dem farlige og får dem til at snyde, stjæle, undertrykke kvinder, massevoldtage, overfalde og så videre. Og hvis der kommer flere af dem, bliver Danmark opløst i etnisk uro og barbari. Det er Dansk Folkepartis billede af det multietniske og flerkulturelle samfund. Det kan kun kaldes et skræmmebillede, der har til formål at udnytte usikre danskeres frygt for, hvad fremtiden vil bringe.

– Dansk Folkeparti spiller også på forargelsen. Ved at fremstille det som om muslimer, indvandrere og flygtninge bliver forfordelt. At de er forkælede og dovne. At de kun kommer til Danmark, fordi de vil snylte på den danske velfærd og rage til sig. De har ikke en rigtig grund til at flygte, de kommer bare for at få del i nogle goder, de ikke selv har skabt – på bekostning af svage danskere. Og det bliver mange gange sat i direkte sammenhæng. Det koster sådan og sådan med de her flygtninge og derfor har vi ikke råd til at behandle de gamle på plejehjem ordentligt, siger Dansk Folkeparti.

– Den tredje mekanisme, som Dansk Folkeparti benytter sig af, er foragt. De fremstiller muslimer som nogle med en tilbagestående, mindreværdig og latterlig kultur. Det kan for eksempel være at sammenligne islam med sygdom som pest. Eller at kalde deres moskeer for »kuppelbefængte«. Selv arabiske skolebørn fremstilles som latterlige med deres hip-hop kasketter. Ingen er for små til at blive trådt på af Dansk Folkeparti.

– Frygt, forargelse, foragt...klassiske ingredienser i en racistisk hetz.

Borgerkrig, invasion og forræderi

Dansk Folkeparti – og især Søren Krarup - har et billede af fremmedfjendtlighed som et led i »en national modstand« og drager gerne paralleller til modstandsbevægelsen i Danmark under 2. verdenskrig. Er det generelt for opfattelsen af politik i Dansk Folkeparti?

– Når talen er om, hvad der er generelt for Dansk Folkeparti, så skal man gøre sig klart, at partiet er mange ting. For det første er der top og bund. Det som jeg har kigget på er toppen, dvs. de fremtrædende figurer, der repræsenterer og styrer partiet.

– Det er langt fra sikkert, at alle menige partimedlemmer, for ikke at tale om vælgerskaren, er enige med den måde lederne udtrykker sig på. Noget tyder f.eks. på, at lokale partiaktivister slet ikke går så meget op i indvandrerspørgsmålet som Folketingsgruppen. Men det er altså toppen, der tegner partiet, og det gør den med så hård hånd, at Dansk Folkeparti har Christiansborg-rekord i eksklusioner.

– For det andet består partiet blandt andet af tidligere Fremskridtsfolk, der har taget den populistiske taktik med sig, og af folk fra Den Danske Forening, der har taget forestillingen om den nationale modstandskamp med sig.

– Som populistisk parti er Dansk Folkeparti dygtig til hele tiden at omstille og tilpasse sig og til at udnytte enkeltsager, der optager offentligheden. Men de er også i fare for at få dette handlerum begrænset i kraft af rollen som regeringens støtteparti. Der ligger derfor en spænding mellem den rene populisme og realpolitikkens ansvarlighed.

– En anden spænding er mellem Christiansborgpolitik og bevægelse, mellem rollerne som parti og som protestbevægelse.

– Disse spændinger betyder imidlertid ikke, at Dansk Folkeparti ikke rummer et nogenlunde sammenhængende værdisæt. Og det værdisæt hænger i høj grad sammen med, at partiet er en forlængelse af en bevægelse, nemlig den højrenationale og fremmedfjendske strømning, der voksede frem i 1980’erne med Den Danske Forening, som central organisation. Herfra stammer Dansk Folkepartis grundlæggende forestilling om en dansk-kristen nation, folk og tradition, som en enhed, der skal bevares og forsvares mod ydre trusler som EU og fremmede kulturer og indre fjender som humanister og venstreorienterede.

– Denne forestilling har nærmest mytologisk karakter. Mytologisk i den forstand, at danskheden, ifølge Dansk Folkeparti selv, ikke kan defineres rationelt, den er indiskutabel og den er hævet over almindelig politik og ideologier.

– En ekstrem og fundamentalistisk tankegang, der ikke som sådan ville have lang levetid på Christiansborg, hvis det ikke var fordi partiet er dygtig til hele tiden at tilpasse den til aktuelle dagsordener og enkeltsager. Partiets succes skyldes også at en række sager byder sig til. I den forbindelse er den internationale konflikt mellem, hvad nogle fremstiller som en kamp mellem vestlige værdier og islam, som civilisationernes sammenstød, er ren Guds gave til Dansk Folkeparti.

Mullah Krarup

– For at vende tilbage til dit spørgsmål, så repræsenterer Søren Krarup klart den mest fundamentalistiske strømning i partiet. Al hans snak om den Guds-givne virkelighed og danskhed, som vi mennesker ikke er sat på Jorden for at lave om på, men for at bevare og videreføre, gør ham helt fortjent til tilnavnet mullah-Krarup.

– Men selvom Krarups religiøst begrundede retorik om national modstandskamp kan virke ekstrem, så er tankegangen udbredt i toppen af Dansk Folkeparti. Faktisk mere end hvad jeg på forhånd regnede med. Og det undrer mig egentlig, at de øvrige partier og medierne ikke spørger mere ind til, hvad der er Dansk Folkeparti går og siger. For når man gennemgår, hvad Kjærsgaard, Krarup, Camre og andre ledende partirepræsentanter har sagt i de seneste år, også før 11. September, så er det ikke til at komme udenom: De har en forestilling om at der er en krig i gang – og det skal ikke forstås som billedsprog.

– Man kan kun opfatte deres retorik som noget, der handler om en rigtig krig. Muslimerne, der kommer her, er en del af en invasionshær, hedder det sig. Lige nu er de i gang med at oprette et brohoved. Et brohoved for en muslimsk masseinvasion, for en erobring og overtagelse af vesten, herunder altså Danmark. Det er i den situation, at Krarup opfatter sit virke i Dansk Folkeparti som sin »nationale værnepligt«. Det er en kamp om Danmarks eksistens, en kamp for at det danske folk ikke skal blive udslettet, simpelthen. Og det er jo et noget ekstremt billede af den politiske situation.

Staten mod individet

Hvad er konsekvenserne for demokratiet, når et af landets største partier fører en racistisk politik?

– Det ruller jo demokratiet tilbage, hvis man blandt andet forstår demokrati som at alle, også svage grupper, har ret til lige muligheder; som beskyttelse af individet overfor statsmagten og som beskyttelse af alles menneskerettigheder. For Krarup er menneskerettigheder »afgudsdyrkelse«, fordi menneskene dermed blander sig i Guds skaberværk og sætter sig selv i Guds sted, og for Pia Kjærsgaard er det »ideologi«, hvilket ikke kan forenes med det nationale, med danskheden, der bare ér og som netop står over al ideologi.

– Og det er jo åbenlyst, at Dansk Folkepartis indflydelse på regeringen har været medvirkende til at undergrave nogle menneskerettigheder for bestemte grupper i samfundet. Demokrati som individets rettigheder og muligheder er gået tilbage.

Kampen om en dagsorden

Du kritiserer også Dansk Folkepartis politiske modstandere for deres strategier. Hvad har de gjort forkert?

– Blandt de, som er uenige med Dansk Folkeparti, har man sagt »at Dansk Folkeparti i det mindste bringer noget på bane, som mange tænker på«. Det er jeg er uenig i. Og konsekvensen har været, at man alt for meget har løbet i halen på den dagsorden, som Dansk Folkeparti har sat.

– Men det nytter ikke. Jeg mener for det første, at man skal slå helt fast, at den form for nationalisme og racisme, som Dansk Folkeparti repræsenterer, dét kan ikke accepteres. For det andet at man bør diskutere politik på andre måder og i andre situationer end dem Dansk Folkeparti dominerer. Ellers svigter man også de svage grupper, som mange mener, at partiet er talerør for. Disse grupper har brug for alternativer til Dansk Folkepartis lukkede, chauvinistiske og fremmedfjendske politik, som næppe vil sikre netop svage grupper en lys og spændende fremtid.

– I virkeligheden er politiske debatter mere end debat om konkrete emner. Politik er i høj grad også politikere og aktivister, der kæmper om at definere, hvad dagsordenen skal være. At diskutere om indvandrere er et samfundsproblem generelt, efterlader det indtryk at de er et problem. Det kan man kun forhindre ved at definere nogle andre problemer, nogle andre årsager til samfundsmæssige uligheder og uretfærdigheder, ja en helt andet vision om, hvad der er vigtigt og hvordan fremtiden kan se ud.

Når du strammer garnet

– Et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik

Carsten Fenger-Grøn, Kamal Qureshi, Tøger Seidenfaden (red.), udgivet af Aarhus Universitetsforlag.

350 sider, ISBN 87-7934-095-4, 198 kroner