Fristaden Christiania er en af Københavns store kulturelle perler, Danmarks næststørste turistattraktion. Et symbol på at verden kan være anderledes – at livet kan leves på en anden måde. Christiania (CA) er en stor lege- og læreplads, hvor drømmere, kollektivister, barnlige sjæle, sorte får og andet godtfolk kan udfolde og afprøve deres drømme. Både på det individuelle og på det kollektive plan. Ikke uden grund har Fristaden fået øgenavnet Københavns Sociologiske Have. I denne artikel giver Ditlev Nissen, christianit og utopist, et indblik i sit had/kærlighedsforhold til Christiania.

Fristaden Christiania har nu i tredive år været en selvskabt bydel, der på godt og ondt har levet i evig splid mellem en anarkistisk utopi og det omkringliggende samfunds virkelighed.

Christiania er en levet erfaring snarere end en analyseret. Måske er det én af grundene til, at bydelen sjældent optræder som inspirator eller eksempel for den danske venstrefløjs visioner om et andet samfund.

En anden nok så vigtig grund er venstrefløjens organisationers fokus på faglig aktivitet og parlamentarisk arbejde som de valgte veje til befrielse: konkrete eksperimenter i andre livsformer anses ofte som hippie-eskapisme, som ikke er en seriøs arbejderbevægelse værdig.

Christiania lever dagligt med de konflikter, ethvert ægte demokratisk samfund vil skulle konfrontere: møderyttere og apparatniks, egoisme og apati, uformelle magtstrukturer. Og det lever med de konflikter, som samspillet mellem det omgivende klassesamfund og den uperfekte utopi skaber: hash-handelen, hvis sorte økonomi undergraver demokratiet, og masseturismen, der konstant truer med at gøre et spændende eksperiment til profitabel underholdning.

Men Christiania har rent faktisk fungeret i tredive år: selvforvaltningen, basisdemokratiet, den gensidige omsorg, kulturlivet, eksperimenterne i alternativ økonomi og boliger. Det var ikke en døgnflue. Frihed for alle betød ikke, at den enkelte bare gik i hundene. Stedet er ikke gået op sømmene i kævl og splid. Der er skabt mere end 300 arbejdspladser.

Måske er der alligevel noget at lære?

Vi lever i en tid, hvor globaliseringen af både økonomiske og politiske magtstrukturer gør den gamle forestilling om et storstilet og endegyldigt opgør mellem det nye og det gamle samfund til en stadig mere vag og abstrakt drøm. Der er ikke noget Vinterpalads, hvor vi skal plante vores faner for at sejre.

Globaliseringens følgesvende er lokale ustabiliteter og kaos, marginalisering og øget kontrol af den enkelte gennem statslig overvågning af informationsstrømme. Tendenser, der skaber øget usikkerhed og frygt, men hvis spejlbilleder giver flere muligheder for handling, magtfrie rum og øget mulighed for individets selvstændige handling gennem viden, kommunikation og organisering.

I en sådan tid er Christianias erfaringer med selvforvaltning og hvordan øget frihed faktisk kan leves mere end blot potentielle glansbilleder til brochuren om, hvordan det hele kan se ud, når »vi« en dag har fået magten. Et glansbillede, det i øvrigt kan have svært med at leve op til.

Men hvis magten er blevet uangribelig, er forvandlingen af magten i ens eget liv måske den mest effektive form for politisk kamp? Og i en sådan tid er Christiania, netop med alle dets konflikter, langt mere end et nok så profitabelt levende museum for 1970’er-eskapisme. Hvis vi skal udvikle nye strategier for, hvordan lokal, konkret befrielse af egne og vores nærmestes liv kan blive led i opbygningen af globale netværk for forandring, har vi brug for alle de Christiania’er, vi kan skabe.

Derfor bringer vi her netop ikke et glansbillede, men en christianits kritiske analyse af Christianias succeser og fiaskoer.

Christiania – en rapport

Af Ditlev Nissen

I den barske virkelighed anno 2003 har christianitterne hver for sig, i fællesskab og sammen med det omgivende samfund, svært ved at gribe de fantastiske muligheder, som Fristaden giver sine beboere, sine gæster og til Danmark.

Det er som om, at vi har glemt at vedligeholde og udvikle visionen. Virkelighed er, at vi er meget forskellige, hvad angår baggrund, sprog og visioner, hvilket gør, at vi som fællesskab har vanskeligt ved at forholde os til målsætningen fra 1971: »Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.«

Selv om målsætningen ikke er blevet revideret i 31 år, taler den lige ind i mit hjerte. »Ja«, siger jeg til de billeder, den danner for mit indre øje. Selv om målsætningen fortjener en udbygning, kan den fint bruges til at udstikke en kurs vedrørende et selvstyre, der er karakteriseret ved frihed under ansvar, bæredygtig økonomi og vise, at forurening kan afværges. Målsætningen indeholder fire synsvinkler, som burde medtænkes hver gang, Christiania laver udviklingsplaner og -budgetter. Desuden kan interne uenigheder også vurderes ud fra målsætningen.

Oprindelig var der en idé om, at CA skulle være et sted uden normer. En ide som også lever i dag. Den anarkistiske tanke får manges hjerter til at banke. Kontrol, magt, autoritet og overformynderi sætter sindene i kog. Slagord som antiborgerlighed, personlig frigørelse, antimilitarisme og antiforbrugerisme har tidligere været kodeord på Christiania. Men det er svært at se, hvad kodeordene er i år 2003.

Normløsheden er med til at gøre, at målsætningen ikke bruges som rorpind. På CA er der en angst for den forbundethed, forpligtelse, grænsesætning og det potentielle tyranni, som udspringer af et fælles grundlag. Konsekvensen er, at de gamle Christiania-idealer lever side om side med en rå liberalisme, hvor den, der råber højst, slår hårdest, er mest vedholdende eller som har flest penge, får ret.

Når Christiania har været under pres fra myndighederne er værdierne og visionerne kommet i centrum, som det skete med Voila – en redegørelse fra CA (1986) og Den Grønne Plan (1991). Men christianitterne har svært ved at tage et forpligtigende ejerskab til de mange visioner, der er knyttet til CA. Det betyder, at den fælles sag ofte bliver meget utydelig. Som jeg ser det, skyldes dette ikke eksterne forhold, men vores vanskelighed med at håndtere de interne modsætninger. En væsentlig del skyldes vores styreform og individualiseringen af arbejdsopgaver, som kun Tarzan kan løfte dem. Og ikke mindst en manglende evne til myndighedsaktion, for eksempel ved at sætte kraft (penge og energi) bag beslutninger, og at sætte grænser over for de handlinger, der nedbryder den fælles vision og målsætning.

Styreform & demokrati

Fællesmødet er CA’s øverste myndighed og kan indkaldes med tre dages varsel. Herudover holder vi et utal af månedlige møder: økonomi-, bygge-, virksomheds-, kontaktgruppe-, områdekasserer-, område- og arbejdspladsmøder. For ikke at tale om møderne i saunaen, foran Indkøberen, ved morgenkaffen i Woodstock eller hvor cirklerne nu mødes.

CA er delt op i 15 områder, der tager sig af områdets udvikling, aftaler med Forsvarsministeriet, byggerier, overdragelse af boliger m.m.. Samtidig er områderne en basisdemokratisk enhed i forhold til fælles CA-spørgsmål.

Vi har ikke nogen overordnet forvaltning, men en række autonome offentlige institutioner, der samarbejder efter bedste evne (økonomikontor, teknisk forvaltning, maskin- og materialestation, informationskontor og diverse ad hoc-grupper). Økonomigruppen er underlagt økonomimødet (hvor alle kan deltage), mens den tekniske forvaltning er underlagt byggemødet (der består af områderepræsentanter).

Det er som om, der ikke må stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt CA lever op til sin målsætning og de værdier, der nævnes i diverse skrifter. Værdier og mål er et tabu. Årsagen skal måske søges i den interne kulturkløft . En tidligere hovedkasserer skrev i forbindelse med 20 års-jubilæet: »Der var sådan set ikke tale om en særlig bevidst fortielse eller løgn – det var bare en måde, man vænnede sig til at være sammen på. Men det betød bare, at en masse mindre heldige forhold om CA blev fejet ind under gulvtæppet« (På vej mod det tredje årti, i Ugespejlet – Christiania 20 år). Sådan er det vel stadig?

Generelt set har CA ondt i demokratiet. Møderne kan være dårligt forberedte og afvikles ofte med enetaler. Intolerance over for det man ikke kender og forstår eller er uenig i, er en trussel mod ytringsfriheden og skræmmer mange væk fra møderne. Vi har svært ved at lytte rundt om problemerne uden at blande person og sag sammen. Både fordi det er svært at adskille person fra sag, når folk er vrede eller bange, men også fordi vi i et nært samfund nemt får et horn i siden på hinanden. Disse ting gør, at det er svært at få et ægte konsensusdemokrati til at fungere på en tilfredsstillende måde. Men ind imellem kan der pludselig være møder, hvor man går hjem som i en lykkerus og siger til sig selv: »Det her var fantastisk. Det kan vist kun ske på Christiania.«

Til alt held fornemmer jeg, at der hos mange er et ønske og en vilje til at udvikle og forbedre vores demokrati, hvilket jeg ser som et »must« for CA’s videre eksistens.

Økonomi

Christiania blev besat, da militæret forlod området. I de første mange år betalte CA sit forbrug efter bedste evne, mens forsvarsministeriet betalte resten. I forbindelse med lovliggørelsen blev CA pålagt at betale for forbrug og vedligeholdelse af området. Vi betaler ikke leje (i traditionel forstand) til forsvarsministeriet, men brugsleje til Christianias Fælleskasse.

Christianias Fælleskasse har et budget, der nærmer sig 17 mill. kr. om året. Indtægterne kommer fra beboernes brugslejeindbetalinger og virksomhedernes indbetalinger. Halvdelen af udgifterne går til el, vand og renovation, resten til infrastruktur, bygningsvedligeholdelse, børneinstitutioner og drift. På økonomimøderne kan der søges penge til kulturel og politisk aktivitet, børne- og ungdomsarbejde, forbrugsbesparende investeringer m.m. På byggemøderne kan man få dækket 1/3 af materialerne til udvendig vedligeholdelse.

Mange kalder CA’s økonomi for en grøn økonomi, fordi vi har en økonomisk ramme, som kan sammenlignes med de tanker, der ligger i visionen om Økologiske Eksperimental Zoner. Problemet er, at CA’s eksperimenterende status aldrig er blevet formaliseret i form af visionære og forpligtende aftaler mellem CA og myndighederne. Det betyder, at vores økonomiske mellemværende med myndighederne kan befinde sig i en gråzone. Det medfører, at der er en manglende åbenhed i økonomi og regnskaber.

Der er nok ingen tvivl om, at den lovliggørelse, som politikerne ønsker at speede op, vil få indflydelse på CA’s økonomi. Derfor er der brug for, at CA formulerer en økonomisk vision, som bygger på åbenhed, samarbejde og bæredygtighed.

Side om side med den grønne økonomi har vi en sort hashøkonomi, der er 5-10-20 gange større end Fælleskassens økonomi. Dette skaber en ubalance mellem det traditionelle lavøkonomiske »keep-it-simple« og hashøkonomiens »alt-kan-købes-for-penge«. Denne ubalance fastholdes af statens (og CA’s) berøringsangst over for borgernes behov for euforiserende stoffer. Fællesskabet vil ikke røre ved de kriminelle penge, og staten foretrækker åbenbart mafiaens vold frem for en demokratisk kontrol.

Danmarks første lokale valuta

LØN, Christianias mønt, kan benyttes ved enhver handel i Fristaden; i butikker, virksomheder, barer, restauranter og i Christianias institutioner. Når du handler i Fristaden, er det frivilligt, om du vil modtage den lokale valuta i byttepenge.

LØN slås i kobber og messing, og i sølv for samlere. Siden 1997 er den udkommet i fem forskellige udgaver. 1 LØN har en værdi af 50 kr. LØN’en sættes i omløb af Christianias Fælleskasse. En garantifond sikrer, at der til enhver tid er dækning for de LØN, der er i omløb.

Den lokale valuta er en gave, der kan berige Christianias økonomi. Fra 1997 til 2002 er der sat godt 10.000 LØN i omløb. Da der er fuld dækning, kan en del af garantifonden investeres i aktiviteter, som vil være til gavn og glæde for Christiania. Hidtil har vi afsat 1.000 LØN til at investere i lokale virksomheder.

Igennem årene har vi erfaret, at mange af Christianias gæster ser den lokale valuta som en souvenir. Det betyder, at LØN’en skaber et overskud, der uddeles af Christianias Økonomimøde. Hidtil er der uddelt 2.240 LØN. 90 procent går til kulturelle, økologiske, sociale og eksperimenterende initiativer, som gør Christiania mere bæredygtig. De sidste ti procent går til uddannelse.

Tanken bag mønten er at udvikle den lokale økonomi, skabe nye lokale virksomheder og fremme en bæredygtig udvikling i Christiania. Drømmen er, at den lokale valuta kan være med til at udvikle den økonomiske fællesskabsfølelse og udbygge de sociale relationer i lokalmiljøet.

Arbejdspladser

Vi har 2-400 hel- og deltidsarbejdspladser i 50-60 institutioner og virksomheder, der som udgangspunkt er kollektivt ledet. Vi har børneinstitutioner, bygge, informations- og økonomikontor, sundhedshus, byggemarked, lokalt socialkontor, købmand, bager, grønthandel, maskinstation, værtshuse, restauranter, spillesteder, metal- og træværksteder, skomager, lydstudier m.m. Desuden har vi et hav af kunstnere, musikere, projektmagere, hjemmevirksomheder, der fletter på kryds og tværs, og der laves julemarked, Juleløses Jul, Bundmøde, hashhøringer, teater, Gøglerfestival og hvad hjertet ellers begærer.

CA har et anstrengt forhold til uddannelse, for eksempel formelle lærepladser i virksomhederne, intern efteruddannelse og salg af den viden, der igennem tiden er opstået i CA. Der er ingen, der skal lære os noget – vi kan selv. Konsekvensen er, at den dybe tallerken opfindes gang på gang.

En fantastisk ting ved CA’s arbejdsmarked er, at man kan forfølge sin drøm, da brugslejen for arbejdsrum ikke sættes ud fra lokalets værdi, men ud fra den økonomi, der er i projektet. Hvis man arbejder på en god idé uden at tjene de store penge, er det nemt at få en lav virksomhedsbrugsleje. Rammerne for CA’s arbejdsliv kan på mange måde sammenlignes med den vision, der ligger i idéen om økologiske eksperimentalzoner. De lave omkostninger, den selvregulerende afregning af moms og A-skat gør, at der i Fristaden er vækstbetingelser for virksomheder, der har en bæredygtig dimension. Dette er dog ikke den rene idyl, da de gunstige betingelser i nogle tilfælde er blevet en sovepude, da vi har svært ved at stille krav til hinanden.

Pusher Street er ubetinget CA’s største arbejds- og læreplads, med pushere, fidipuser, rengørings- og vaskekoner og et vagtværn til at tage sig af de indgange, der kan stormes af politiet. Der er ingen tvivl om, at de økonomiske interesser og den kriminelle mentalitet, som helt naturligt udspringer af et illegalt marked, skaber vanskelige kår for CA som socialt eksperiment. En gruppe antropologistuderende skriver i deres rapport, at Pusher Street opfattes som Christianias »badland, hvor der hersker en anden form for social ordning og hierarki end på det resterende CA«. Et af CA’s store dilemmaerne omkring hash er, at fri hash er blevet til fri profit.

Et fristed til at lære og blomstre

Vi er en flok skæve eksistenser, der er vidner til hinandens op- og nedture, skøre indfald og skæve tanker. Her har vi mulighed for at lære, blive klogere og forandre os i et tæt samspil med hinanden. Fællesskabet har et reelt indhold, hvor vi er forbundne i det fælles ansvar, som udspringer af selvforvaltningen.

Som det hedder i et indlæg i Ugespejlet nr. 50, 2002, så »er alle velkommen på Christiania. Det gælder også alkoholikere og psykisk syge. Måske har alle på CA en ting til fælles, de ligner på en eller anden måde ikke rigtigt alle andre ude i samfundet, hvilket ikke altid er så let, men her har alle lov til at komme og være sig selv, så længe man opføre sig omgængeligt…

Jeg har set mange lande på CA’s kyst efter store storme på livets hav, og de ser virkelig skibsbrudne ud, når de ankommer. Men ganske langsomt kommer de sig ved den menneskelige (læs kærlige) omgang, alle hurtigt opnår at få med én eller som regel flere christianitter eller stamgæster. Så pludselig ser jeg en dag en skibsbruden, der har fået et lille job. Det er noget, der virker.

Skulle CA afholde en skønhedskonkurrence for, hvilken bygning eller hvilket lokale der var det smukkeste, ville juryen have en vanskelig tid. Fordi CA er bygget med de bare kunstneriske hænder, og holdes i live af kunstens åndedrag, mens alle de svage favnes og støttes, og alle kan føle sig velkommen.«

Boliger, børn og ældre

Vi bor omkring 650 voksne og 2-300 børn i et hav af forskellige boligtyper: skurvogne, selvbyggerhuse og i de gamle militære bygninger. Vi ejer ikke husene. Den enkelte beboer har brugsretten til sin bolig. Ledige boliger omtales i referaterne og behandles på områdemøderne. Oftest laves der en offentlig ansøgningsrunde, som behandles af områdemødet.

Uanset hvordan vi bor, betaler alle den samme brugsleje, som inkluderer vores forbrug af el, vand og renovation. I øjeblikket arbejdes der med at skille el og vand ud af brugslejen, da det ikke længere er fair, at vi betaler det samme, idet vores forbrug bliver mere forskelligt, efterhånden som boligerne udbygges og forbedres.

At vokse op i en bilfri by, hvor børnene kan cykle frit omkring, er en lykke. For de fleste børn er CA et fristed. Som når Jakob på fire år går alene i Indkøberen efter morgenbrød. Når børnene boltrer sig i Børne- og Rosinhuset og i Sølyst. Og når de er med til en af de mange fester. Til gengæld er der ikke den store opmærksomhed omkring de unge, hvor en del får en karriere i Pusher Street.

Vi har ikke nogen egentlige ældreboliger eller -forsorg. De ældre klarer sig, indtil de falder. Er der brug for hjemmehjælp, sættes det i gang, blandt andet af vores »socialkontor«, Herfra og Videre, som har en opsøgende funktion på området.

Udvikling eller afvikling

Christianias fremtid er usikker. Det store spørgsmål er, hvad det er for en fremtid, CA selv sætter på dagsordenen. Her er nogle muligheder, som alle indeholder en grad af realisme:

* Sætter vi kursen mod en moderne udgave af den oprindelige vision, kan vi sandsynligvis klare os længe uden en formel aftale med staten.

* Eller sætter vi kursen mod en lovliggørelse, der efter lange og drænende forhandlinger sandsynligvis vil ende med et kompromis, hvor der bliver hugget en hæl og givet en tå?

* Eller fastholder vi kursen mod normalisering (den indre normalisering har raset i flere år), hvor CA glemmer sin egen dagsorden og lader staten sætte en dagsorden, med dertil hørende krav om lov og orden?

* Eller går vi efter nedlæggelsen ud fra devisen, at det er bedre at dø stående end at leve i knæ?

Gode råd til Christiania

»Hvad kan vi lære af Christiania i forhold til det bæredygtige lokalsamfund?«, var i marts 2002 spørgsmålet for et dialogmøde, hvor christianitter, naboer, politikere og LØS mødtes til dialog i Operaen. Den mundede ud i følgende gode råd:

Hold fast i målsætningen

Målsætningen skal have mere plads og bruges som et værktøj i selvforvaltningen, således at beslutninger og handlinger kan debatteres ud fra målsætningens temaer.

Håndhæv grundloven

»I Christianias måde at organisere sig på ligger det virkelige samfundseksperiment, som vi så nødigt vil undvære: at folk kan styre sig selv i et direkte folkeligt demokrati ud fra fornuft snarere end love. Christiania har ingen love, men har i fællesskab opstillet nogle få grænser, der sætter de yderste grænser« (Christiania Guide). At håndhæve grundloven/de yderste grænser er en måde at tage vores fællesskab og vores visioner alvorligt.

Christiania formidler kultur – og vi skal blive ved med at oplyse

CA er en levende fortælling, som kan fortælles til glæde for os selv og fremtiden. For eksempel kunne vi lave en tv-serie á la Rejseholdet, som fortæller om liv og mennesker i Christiania.

En af gaverne ved at leve i CA er det fantastiske læringsrum, hvor der er grundlag for dannelse af erfaring og forståelse, som man ikke tilegner sig andre steder i det danske samfund.

Fordi CA har en anden samfundsmæssig virkelighed end den, man ellers møder i det danske samfund. Det betyder, at CA er et læringsrum for »lev-og-lær«-læring, som er interessant, når vi taler om bæredygtig udvikling, læring, uafhængig vidensdannelse og forskning, demokratisk dannelse og kultur med højt til loftet.

Mange siger, at Christiania er stærkest i modvind. De næste år vil vise, om Christiania er så stærk, at hun bevarer sin status som fristad. Formår hun at finde visionære løsninger på sine interne udfordringer, samtidigt med at regeringen i sin lovliggørelses-iver bliver den ydre fjende, der kan samle Christiania – og om nødvendigt de jyske knejte?

Artiklen er forkortet og redigeret af SALT’s redaktion. Oprindeligt skrevet til en bog, som Landsforeningen for Økosamfund (http://europe.ecovillage.org/denmar...) udgav i maj 2003

Nyttige links:

Christianias hjemmeside: www.christiania.org;

Christiania Mønten: www.christiania.org/valuta;

Christianias kulturforening: www.christianiaskulturforening.dk

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT.