Ideen er opstået i Norge. Siden er der kommet forberedelsesgrupper i syv lande, og flere er på vej. Tidsskriftet SALT har talt med Grete Møller og Bodil Heinø, der er med i den danske gruppe.

Vi sidder i en have i Brønshøj. Der er fuglesang og børnestemmer i luften. Alt ånder sommer og fred i en verden langt fra selvmordsbomber, fattigdom, besættelse og frygt.

Grete, der i dag er på efterløn efter at have arbejde som socialrådgiver, har været politisk aktiv i 1980erne. For hende var det tre oplevelser, der fik hende til at melde sig ind i Kvinder for Fred, hvor hun stadig er aktiv: en kvindekonference, en udstilling i Lyngby om Hiroshima og Nagasaki efter atombomben og deltagelse i en underskriftindsamling mod oprustning.

Bodil, som indtil for nylig var lærer og nu også er efterlønner, fik sine politiske holdninger gennem atomvåbenkampagnen. Som ung sad hun på sit kammer og studerede fredsforhandlingerne i Geneve. Senere har hun været engageret i solidaritetsarbejde med Vietnam, Sydafrika, Chile og været medlem af DKP og lærernes fagforening.

Grete: »Da jeg hørte om marchen for et år siden, tænkte jeg: Orker vi det? Til det første møde kom der to, men siden er der sket noget.«

Bodil: »Det er langsomt gået op for mig, hvad der foregår, hvor meget palæstinenserne lider. Hos mig er der vokset et behov for at være tættere på og blande mig.«

Grete: »Vi har haft forskellige folk til at indlede på vores møder, og det står betydelig værre til, end jeg havde troet. Volden er mere systematisk, det er meget uhyggeligt.«

Bodil: »Man kan overhovedet ikke forestille sig en humanistisk udvikling i Mellemøsten, før det palæstinensiske problem er blevet løst.

Vores mål er at gøre opmærksom på de to folks menneskerettigheder. Marchen skal være i Mahatma Gandhis og Martin Luther Kings ånd. Vi vil være med til at skabe dialog. Det lyder simpelt, men menneskerettighederne bliver jo brudt hver eneste dag. Israel udfører målrettede mord på enkelte, som formodes at være terrorister, hvor kone, børn og tilfældige ryger med uden rettergang.«

Accepterer ikke frygt og ydmygelse

Er I neutrale?

Grete: »Det kan man ikke være. At forstå er ikke det samme som at acceptere. Vi accepterer ikke den vold, undertrykkelse og ydmygelse, palæstinenserne lever under, ligesom vi ikke accepterer den frygt, israelerne lever under.«

Bodil: »Børn i begge lejre vokser op med had og angst og et skævt verdensbillede af, hvad man med ret og rimelighed kan gøre.«

Er der overhovedet noget håb?

Grete: »Der er nødt til at være håb. Hvad er der ellers tilbage? I Sydafrika blev der pludselig om ikke lykke, så fred. Men det internationale pres på Israel er for lille. Der er meget, der ikke kommer frem i pressen.«

Bodil: »›Der er faktisk mange freds- og menneskerettighedsbevægelser, der samarbejder på tværs af grænserne.

For nylig blev der afholdt en konference i Ramallah, hvor 100 israelere og 100 palæstinensere mødtes, fortrinsvis intellektuelle. De dannede en aktionsgruppe for fred. Israelerne blev stoppet ved kontrolposterne af deres egne, men blev hjulpet uden om og kom langsomt sivende. De risikerer både internering og at miste deres job.«

Grete: »En af de vigtigste opgaver for fredsaktivisterne er at fortælle, hvad der sker. Mange israelere ved det ikke. De kender ikke til de situationer, hvor israelske soldater kommer om natten, jager hele familien ud og brækker armen på en seks-årig dreng, for at få faren til at tilstå. Nogle gange skider de i hele huset før de går igen.

Israelerne ved ikke, hvor grusomt deres soldater optræder i de besatte områder.

Der er israelske fredsfolk, der planter nye oliventræer, efter at bulldozerne har været der. Der er sit-down-aktioner, hvor israelere forsøger at forhindre palæstinensiske byer bliver jævnet med jorden.

Der er folk, der arbejder med at sikre forsyninger til de palæstinensere, der ikke får lov til at komme uden for deres eget hjem i mere end måske en time om dagen og derfor ikke kan passe deres marker.«

Bodil: »Der er flere organisationer af militærfolk, der nægter at gøre tjeneste i de besatte områder – og bliver straffet for det.«

Sende et signal

Hvad håber I på?

Grete: »Vi vil gerne støtte de mennesker, der allerede arbejder med fred og menneskerettigheder i området. De arbejder under meget vanskelige forhold. Helt konkret vil vi plante oliventræer. Der er blevet fældet over 300.000 oliventræer på grund af bosættelserne, deres sikkerhedszoner og alle de veje, der forbinder dem.

Vi håber på at blive måske 1.000 kvinder, så vi bliver synlige. Jeg synes i høj grad det drejer sig om at sende et signal til resten af verden. At få de forskellige regeringer til at tage stilling, sige noget og gøre noget.

Og så vil vi gerne i dialog med de mennesker, vi møder dernede. Det israelske folk ønsker jo også fred. Alle politikere går til valg på at skabe fred. Frygten holder voldspolitikken ved lige. Vi tror kun, man kan skabe fred gennem dialog og afskaffelse af vold.«

Bodil: »Men vi er ikke en fredsmarch. Hvis vi var det, skulle vi tage stilling til forskellige fredsforslag og diskutere dem med den ene eller anden part. Udgangspunktet er respekten for begge folks menneskerettigheder.

Vi har snakket meget, om hvordan vores fremtræden skal være. Vi har besluttet, at vi skal være i hvidt, at der kun skal være kvinder i marchen, og vi skal opføre os venligt og imødekommende. Ikke provokere til noget.«

Er I ikke bange, og hvad siger jeres familier?

Bodil: »De er ikke begejstrede, mildest talt. Og jeg tager heller ikke af sted, hvis der hvert øjeblik er Apache-helikoptere i luften, der bomber i gaderne. Men jeg tror, det er forskelligt, hvor vi tager vores beslutninger. Jeg vil ikke sætte livet på spil. Fredsvagten ville jeg have det svært med, der skal man være ung og have en anden fysik, end jeg har. Her er vi sammen, vi kan støtte hinanden – og jeg befinder mig godt sammen med de her kvinder, det er en guldgrube.«

Hvordan forbereder I jer til det?

Grete: »Man skal vide nogenlunde hvad der foregår i området, og kunne holde sit temperament i ave, sådan at man kan tage en diskussion uden at blive ophidset og komme med sit budskab uden at være provokerende. Dem, der skal med, bliver tilbudt et konflikttræningskursus inden, og vi forsøger også at lave noget dernede.

Der kan måske blive svære situationer, når vi, der kommer fra Danmark, skal gøre os kloge på deres forhold. Vi må lytte, til det de fortæller os, og fortælle hvorfor vi er bekymrede. Og så tage udgangspunkt i at begge folk har ret til at leve i sikkerhed og uden frygt.«

Laila Mortensen er medlem af SALT’s redaktion.

Interviewet har tidligere været bragt i SALT.