Mens chilenere og progressive kræfter verden over markerer 30 årsdagen for det voldelige militærkup, der væltede Chiles socialistiske præsident, Salvador Allende, kan man med nogen ret hævde, at Latinamerikas venstrefløj er ved at genopstå. Efter tre forgæves forsøg på at vinde præsidentvalget kunne Brasiliens første socialistiske præsident, Lúis Inácio Lula da Silva, i år indtræde i embedet. Både Venezuela og Ecuador har præsidenter, der hævder at have samme progressive udgangspunkt, og Chile selv bliver styret af et medlem fra Allendes eget socialistparti, Ricardo Lagos. Argentinas nyligt valgte præsident, Néstor Kirchner, kommer fra den progressive fløj i Peronistpartiet, og hans sejr skyldes i høj grad den massive folkelige afvisning af den neoliberale økonomiske politik, som den forrige – og mere konservative – peronistiske præsident Carlos Saúl Menem førte.

Ikke siden 1960’erne og de tidlige 1970’ere har der været så mange venstreorienterede regeringer i Latinamerika. På den baggrund er det naturligt at spørge, hvad denne ’venstrefløjens renæssance’ kan lære af Allendes erfaringer.

Afromantisering

Det er imidlertid en kompliceret affære at skulle opgøre arven efter Allende nu 30 år efter hans død. Chile, Latinamerika og verden har siden kuppet oplevet tre turbulente årtier. Sovjetunionens fald og afslutningen på den kolde krig, gældskrisen, afmonteringen af ’udviklingsstaten’ og konsekvenserne af det voldsomme omfang af politisk vold, som har hærget størstedelen af regionen i de sidste 30 år. Alle disse ting indikerer, at enhver direkte sammenkædning mellem Allende og nutidens venstrefløj kan være mere tænkt end virkelig. For begivenhederne har også forandret det socio-politiske og økonomiske landskab i Latinamerika i en sådan grad, at arven efter Allende nok vil blive set i et andet lys end ved hans død i 1973.

Derfor skal vi prøve at undgå at romantisere både Allende og den tid, hvor han ledede Chiles politiske liv. Allende var på mange måder en tragisk historisk person, hvis selvmord under belejringen af præsidentpaladset, La Moneda, gjorde ham til martyr for venstrefløjen både i Chile og andre steder i verden. Men samtidig med, at vi bør mindes Allende, som manden, der ofrede sit liv i forsvaret for demokratiet, er det vigtigt ikke at overdrive eller fordreje den indflydelse, han har haft på den senere historie. [1] Endvidere er det vigtigt at huske på, at selvom Chile var et af de mest demokratiske lande i Latinamerika op til 1973, så var det på ingen måde et ideelt politisk demokrati. Store dele af befolkningen blev holdt udenfor politisk indflydelse, indtil kvinder og analfabeter fik stemmeret i henholdsvis 1948 og 1970. Samtidig var fremvæksten af et mangfoldigt autonomt civilsamfund alvorligt begrænset af de politiske partiers dominans og en stærkt centraliseret stat. Chile havde også lidt under mere end ti års økonomisk stagnation og nedgang.

På mange måder påtog Allende sig den grundlæggende udfordring at gøre det politiske demokrati i Chile mere inkluderende og retfærdigt, en udfordring, der ikke er så forskellig fra den, som møder de valgte venstreorienterede præsidenter i dag.

Samme udfordringer

De udfordringer, som venstrefløjen står overfor i dag, er ikke fundamentalt anderledes end i 1970’erne. I dag, som i Allendes tid, må venstrefløjen tage alvorligt fat på spørgsmål om politisk demokrati og koalitionspolitik og på det meget komplekse problem at skabe en egalitær økonomisk udvikling. Arven efter Allende giver et godt udgangspunkt for at skelne imellem de måder, hvorpå de forskellige politiske strømninger, der forbindes med venstrefløjen i Latinamerika i dag, tager udfordringerne op.

Den første udfordring er relationen mellem økonomisk forandring og politisk demokrati. Da Allende vandt det chilenske præsidentvalg på løftet om en såkaldt ”fredelig vej til socialisme”, fangede han hele verdens opmærksomhed. For det yderste højre tydeliggjorde Allendes sejr de farer, som en politisk liberalisering skabte ved at give rum til, at nationens fjender kunne infiltrere det politiske system indefra og omvende midtersøgende - eller ligefrem konservative demokratiske - kræfter til agenter for en kommunistisk revolution. Mange på den yderste venstrefløj anså på den anden side det politiske demokrati som en borgerlig fælde. For dem, som argumenterede for et væbnet forsvar for revolutionen, var Allendes endeligt et udtryk for, at han havde nået grænserne for skabelse af et retfærdigt samfund indenfor rammerne af et politisk demokrati og efterlod dermed væbnet modstandskamp som den eneste vej til et bedre samfund.

Overbevist demokrat

Allende og hans nærmeste støtter, men ikke nødvendigvis størstedelen af medlemmerne af hans eget mere og mere radikaliserede socialistparti, anså ikke alene politisk demokrati som et middel til at opnå et socialistisk samfund, men i høj grad også som en stor værdi i sig selv. Allende var demokrat af overbevisning ikke af bekvemmelighed. Som landets valgte leder betalte han den højest tænkelige pris for sin insisteren på at kun det chilenske folk, som havde valgt ham til præsident og legitimeret hans autoritet, kunne fjerne ham fra embedet igen inden for rammerne af de demokratiske institutionelle normer. Efterspillet efter kuppet i 1973 kan ikke siges at understøtte de to yderpolers forestillinger, men nærmere at Allendes overbevisning var den rette. Alle de afskygninger af vold (fysisk, økonomisk og social) som kuppet bragte med sig ramte ikke kun de venstreorienterede og demokratiske ’forrædere’ som umiddelbart var målet for magtovertagelsen. Det var de fattige og marginaliserede – dem som venstrefløjen havde forsvaret - der uundgåeligt endte med at blive de største ofre. Mens Chiles tilbagevenden til demokrati har afsluttet mange lidelser gennem opgøret med den politiske vold og reduktion i fattigdom, mangler en stor del af den sociale gæld efter 17 års diktatur stadig at blive tilbagebetalt.

Den popularitet, som nutidens venstreorienterede ledere nyder, afspejler ligeledes visdommen bag Allendes demokratiske overbevisning. Både Lula i Brasilien og Lagos i Chile udfordrede autoritære regimer, mens det endnu var et risikabelt foretagende. Deres vedholdende kamp, som de har ført siden slutningen af 70’erne, for i første omgang at genvinde og senere at forbedre den demokratiske styring i deres respektive lande, er for en stor del nøglen til deres succes, akkurat som det var det for Allende i en helt anden periode. Kritikere af de såkaldte ’valgregimer’ som ledere som Lula og Lagos hjalp med at opbygge, overser denne centrale del af arven efter Allende, mange anerkender ikke, at politisk demokrati må udgøre kernen i ethvert progressivt projekt, hvis det virkelig skal arbejde i de besiddelsesløse latinamerikaneres interesse.

Klare strategier

Som i 1970 må venstrefløjen i dag formulere passende politiske strategier for at komme til magten og forvalte den. Dette er især nødvendigt for de koalitioner, der respekterer venstrefløjens historiske ideologiske og normative positioner. Selv om Allende aldrig var i stand vinde flertallet af stemmerne, kan man lære meget af hans valgstrategi, som i større eller mindre grad afspejler sig i både Lagos og Lulas succes: For det første synliggjorde Unidad Popular, at partistrukturer og andre former for folkelig organisering af samfundets sektorer er af afgørende betydning for at mobilisere et stærkt bagland. Udover hans personlige karisma, kan opbakningen til Allende tilskrives partiet og andre organisationer, som var i stand til at mobilisere medlemmer. Dette havde en afgørende betydning, selv om mange af de folkelige organisationernes uafhængighed ofte blev underordnet mere snævre parti interesser.

På den måde stod Allende i skarp kontrast til traditionelle populistiske ledere som Juan Perón i Argentina, Getúlio Vargas i Brasilien og Lázaro Cárdenas i Mexico, som ligeledes proklamerede, at de arbejdede for social forandring og politisk inklusion. Denne forskel, Unidad Populars valgsucces og den ekstreme modreaktion efter valget, betød meget for det stærke ideologiske og normative program, som Allende kom til at repræsentere, selv om dets præcise mål og prioriteter led under manglende konsensus inden for koalitionen. I modsætning til populistiske ledere i Latinamerika, undgik Allende at sende flertydige og forvirrede signaler, som kun tjente til at maskere de populistiske koalitioners sande elitære og egocentriske ansigt. Allende havde et klart defineret projekt for Chile, som overgik snævre særinteresser, selv om dets præcise konturer og fremgangsmåde ikke var veldefineret. På denne måde forsøgte Allende at skabe et alternativ til hans forgænger Eduardo Freis reformistiske ”revolution i frihed” og til højrefløjens økonomiske rettro. Som en del af hans projekt for nationen kunne Allende troværdigt forsøge at nå ud til den chilenske middelklasse, selv om det langt hen ad vejen mislykkedes for ham i den ideologisk højspændte historiske kontekst.

Moderate arvtagere

Omkring tre årtier senere har både Lagos og Lula større succes med at vinde fortrolighed blandt store dele af middelklassen. I Chile kommer dette til udtryk i, at Lagos’ nationale enheds-koalition omfatter mange centrum-politiske grupper, som endte med at støtte kuppet mod Allende i 1973. Naturligvis er Concertación-regeringens program også langt mere moderat på grund af de mange kompromiser, som en sådan koalition kræver. I Brasilien har Lulas arbejderparti, PT, ligeledes været i stand til at appellere til et stigende antal middelklasse-vælgere, og man kan måske beskylde partiet for at moderere sin ideologiske base for at vinde middelklassens støtte. [2]

Men ligegyldigt om der er tale om en ideologisk moderation, viser både Concertación-koalitionen (og Lagos’ eget Socialist parti – som er med i koalitionen) og PT, at de er stærkt dedikeret til politisk demokrati. De er velorganiserede partier i bedste Unidad Popular tradition. Desuden har både Concertación-koalitionen og PT generelt mere respekt over for civilsamfundets organisationers autonomi end Allendes Unidad Popular havde i sin tid, hvilket må betegnes som et stort fremskridt i forhold til at åbne flere rum for demokratisk inklusion. [3]

Den økonomiske udfordring

Endelig har venstrefløjen altid stået over for udfordringen at udforme en levedygtig økonomisk politik for national udvikling. Økonomisk politik var en af Allende-regeringens alvorligste mangler. Selv om USA’s handelsblokade og højrefløjens ihærdige forsøg på at sabotere økonomien – ofte understøttet af USA’s regering og multinationale selskaber – spillede en central rolle, har Allende-regeringens egen mangel på erfaring, modsigende politikker og mangel på konsensus uden tvivl bidraget til, at den økonomiske krise udviklede sig i Allendes treårige regerings tid. I en vis grad kan dette tillægges regeringens materialistiske perspektiv på spørgsmålet om omfordeling: troen på man kunne vinde stemmer specielt fra middelklassen ved at højne levestandarden gennem større sociale udgifter og højere løn i det offentlige system. Selv om Allende ikke var en populistisk leder i politisk forstand, bidrog hans ’økonomiske populisme’ til, at inflationen steg mange niveauer og at økonomien blev ophedet sådan at landet blev yderligere polariseret.

Den usikkerhed, som prægede venstrefløjens økonomiske politik er på ingen måde unik for Unidad Popular, men alligevel er erfaringerne fra Chile en vigtig lektie for venstrefløjen i dag. Historisk set stammer denne flertydighed fra venstrefløjens anti-kapitalistiske udgangspunkt og dens forbindelse til radikale politikker om økonomisk omfordeling. Mens målet måske nok har været klart, var spørgsmålet om, hvordan målet skulle opnås altid uklart. Sovjet Unionens fald og de skiftende, ofte ret omfattende, grader af markedsreformer i praktisk taget alle tilbageværende kommunistiske stater, gjorde vejen til målet endnu mere uklar – siden der nu var blevet sat spørgsmålstegn ved selv det endelige mål.

På samme tid afspejler problemet en vis mangel på intellektuel stræben og opfindsomhed, specielt efter Sovjet Unionens sammenbrud. På venstrefløjen var de økonomiske politikker altid de mindst gennemtænkte. I dag leder vi stadig efter holdbart alternativ - ikke kun til neoliberalismen, men også til de gamle statslige udviklingsmodeller, hvis store begrænsninger bidrog til den økonomiske krise i 1980’erne og det efterfølgende neoliberale blodbad.

I denne sammenhæng deler Allende og Lula noget meget vigtigt: Deres valg fremsatte løftet om en ny demokratisk model og håbet på en bedre og mere retfærdig fremtid. [4] Deres synlige dedikation til demokrati, en progressiv ideologi og opbygningen af stærke parti-strukturer med rødder langt ned i civilsamfundet legitimerede deres programmer som ’god vilje’ og deres løfter som ægte frem for opportunistiske. Det lykkedes ikke for Allende at realisere sit løfte, men de fattige i Latinamerika og venstrefløjen i resten af verden håber på, at det lykkes for Lula. Hvis det lykkes, vil det også være en del af Allendes historiske arvegods.

Oversat og redigeret af Stinne Lyager Bech og Janne Tynell

Noter

1. For eksempel blev det faktum, at Allende begik selvmord ikke offentligt kendt før for nylig, efter at hans krop blev obduceret. Denne hemmeligholdelse blev opfattet som nødvendig for at skabe et folkeligt billede af Allende som kunne opretholde en stærk venstreorienteret opposition i Chile i årene med heftig repression.

2. Denne succes vis-a-vis middelklassen og Lagos og Lulas ideologiske moderation er også resultatet af at forfatningerne i dag kræver at kandidaterne vinder flertallet af stemmerne eller at de to topkandidater skal ud i en afgørende afstemning. I Chiles tilfælde er reglerne sådan fordi Pinochets 1980-forfatning skulle kunne forhindre andre venstrefløjskandidater i at komme til magten som Allende gjorde det i 1970 med 36,3 procent af stemmerne.

3. Se K. Roberts, Deepening Democracy? The Modern Left and Social Movements in Chile and Peru

4. Lagos repræsenterer formelt også det løfte, men på en langt mindre dramatisk måde på grund af Concertación-koalitionens sammensatte karakter og det faktum at koalitionen har ledet landet i 12 år.