Brasilien er et vigtigt land i verdenssystemet. Dets størrelse, dets store befolkning, dets rolle som leder af Latinamerika og dets styrke som en semiperifer stat betyder alt sammen, at det, der sker i Brasilien, har store konsekvenser, både geopolitisk og i forhold til verdensøkonomiens struktur. I 2002 vandt for første gang i Brasiliens historie et venstreorienteret partis kandidat valget, Luiz Inácio da Silva ("Lula") fra Partido dos Trabalhadores (PT), og syntes at signalere en genopstandelse af venstreorienterede kræfter i Latinamerika og i Syd generelt. Ikke desto mindre er både brasilianske og udenlandske kommentatorers vurderinger blandede bare ti måneder senere. Endnu engang stilles spørgsmålet, om det er muligt at fastholde en valgt venstreorienteret regering, som vil føre en politik i opposition til nyliberalismens kræfter i et land i Syd? Eller er USA’s, IMF’s og stærke kapitalistiske kræfters modpres for voldsomt?

Vi må først se på samspillet mellem forskellige kræfter på Lulas valgtidspunkt. Lula opnåede flertal ved at gå i alliance med andre partier (fortrinsvis på midten). Hans parti er et mindretalsparti i det brasilianske parlament. Brasilien har næsten verdensrekord i intern ulighed. En stor del af landbefolkningen er jordløs. Landet var bundet af aftaler, som det tidligere styre indgik med IMF. Brasilien havde en stor gæld og en relativt lille valutareserve. I de seks måneder op til Lulas valg blev han åbenlyst truet med massiv tilbagetrækning af investeringer og finansielle overførsler, hvis det ikke lykkedes ham at ”forsikre” verdenskapitalen, at han ikke ville vove tiltag, som de opfattede som fjendtlige. På den anden side blev han båret til sin post på en bølge af folkelig begejstring, både for ham personligt og for det anti-nyliberale program, som han og hans parti repræsenterede. For Lula og for brasilianerne, især de fattige, havde håbet besejret frygten. (se min kommentar nr. 100, 1. nov., 2002 (engelsk)).

Der er tre områder, som dominerer brasilianernes politiske bekymringer: økonomisk politik, jordreform og udenrigspolitik. Lulas regering besluttede at handle først i forhold til den økonomiske politik. Lula gav visse garantier til den internationale kapital allerede før sin indsættelse. Han slog fast, at Brasilien ville fortsætte med at lægge vægt på inflationsbekæmpelse. Han udnævnte Henrique Mireilles, som havde været chef for Bank of Boston, til chef for centralbanken. Mireilles havde faktisk støttet Lulas modstander under valget. Resten af Lulas økonomiske hold er også personer, som er ivrige efter at føre en politik, der ikke står i modsætning til den internationale kapital. For at forsvare sig siger regeringen, at den søger at genforhandle sin aftale med IMF for at reducere begrænsninger på infrastrukturelle og sociale investeringer – eller helt at undvære en aftale overhovedet.

To betydningsfulde økonomiske beslutninger i de seneste ti måneder skinner i øjnene. Den brasilianske regering har fastholdt en ekstremt høj obligationsrente. (Selvom de har sænket den fra 26% til 22%). Og den brasilianske regering har gennemført en reform af det sociale sikkerhedssystem, som kraftigt reducerer offentlige pensioner. Begge tiltag er finansielt konservative. Begge tiltag er blevet voldsomt kritiseret af venstreintellektuelle, men også af nogle erhvervsgrene, som føler, at de høje renter gør det umuligt for dem at styrke deres økonomiske formåen. (I modsætning til udenlandske banker og disses store brasilianske forbindelser). Disse venstreintellektuelle havde i stedet foreslået et ”produktivt chok” gennem en radikal sænkning af renterne. En af dem, Emir Sader, taler om en “tabt mulighed”, hvis meget negative effekter vil kunne føles i den nærmeste fremtid.

På jordreformens område har regeringen været meget mere tilbageholdende end indenfor den økonomiske politik. Indtil videre har den gjort meget lidt. Men Lula har anstrengt sig for at beholde Movimento dos Sem-Terras (MST eller De Jordløses Bevægelse) støtte, som var en vigtig historisk søjle indenfor PT, og som fortsat har støtte hos brede kredse indenfor den katolske kirke så vel som Coordenação dos Movimentos Sociais (som samler en lang række magtfulde fagforeninger, studenterorganisationer og kirkelige organisationer). MST benytter sig af besættelser af ubenyttet jord (som udgør en væsentlig del af Brasiliens landbrugsareal). Regeringens officielle indstilling er, at regeringen bør købe denne jord af ejerne og give det til de jordløse. Problemet er, at den ikke rigtig har pengene til det, og dens økonomiske politik er ikke en, der vil skaffe de nødvendige summer på overskuelig sigt. MST venter ikke og fortsætter med at besætte land. De mødes med modstand, ofte bevæbnet, fra store jordbesiddere, der betragter MST som en farlig bevægelse, der bør tilintetgøres eller i det mindste kues. Disse jordbesiddere er oftest ikke engang parate til at sælge deres jord og slet ikke at give den fra sig uden kompensation.

MST bad for nylig om audiens hos Lula, hvilket han gav dem 24. juni til stor offentlig mishag hos jordbesidderne. I sin samtale med lederne af MST bad han dem om at have ”tålmodighed” og forsikrede dem om sin ”moralske og historiske forpligtelse” til en jordreform. En af MST’s ledere, João Paulo Rodrigues Chaves, sagde, at de stadig havde tiltro til Lula, men han advarede ham om, at han matte “gennemføre reelle forandringer” ikke senere end udgangen af 2003. Vi får se, om han er i stand til det.

Endelig på det udenrigspolitiske område – som selv hans venstreintellektuelle kritikere er enige om er mest overbevisende – har Lula bevæget sig i forskellige retninger for at bekende kulør. Han har strakt hånden voldsomt ud til andre ledere i Sydamerika – ikke kun Venezuela og Argentina – men også Peru, som han besøgte sidste måned for at fremføre ideen om, at Mercosur (Mercosul på portugisisk) må styrkes, bredes ud og blive en vigtig kraft på den geopolitiske verdensscene. Mercosur er i dag en økonomisk union på forsterstadiet med bare fire fuldgyldige medlemmer, der har reduceret tarifferne mellem hinanden. Dens styrke er cirka på niveau med de tidlige udgaver af Den Europæiske Union for 30-40 år siden.

Selvfølgelig er det store spørgsmål, hvordan Mercosur forholder sig til Free Trade Agreement of the Americas (FTAA eller ALCA på spansk og portugisisk), som drives frem af USA. USA betragter grundlæggenede Mercosur som i bedste fald et irritationsmoment, i værste fald en fjende. USA ønsker en frihandelsaftale, som åbner latinamerikanske lande for sine finansielle institutioner og vil garantere intellektuel ejendomsret. Latinamerikanerne er interesserede i adgang for deres produkter på det nordamerikanske marked. Hver side håber grundlæggende på at nedlægge veto mod eller afværge den andens hovedkrav ved at insistere på, at de spørgsmål, som hver side ikke kan lide, bliver behandlet indenfor rammerne af Verdenshandelsorganisationen, WTO (i stedet for bilateralt), hvor hver side tror, at den kan finde støtte.

Til syvende og sidst er USA/Brasilien-kontroversen om FTAA/ALCA stridens æble. Hvis Lula holder fast på sin position, vil han opleve, at han har gjort en stor forskel på verdens geopolitik, og at Bush-regeringen vil behandle ham uden nåde. Hvis han på den anden side ikke gør det, vil han næppe have meget at byde på i sin regeringsperiode.

Brasilien er allerede midt i en valgstemning. Der er valg til de lovgivende organer i 2004 og præsidentvalg i 2006. PT har optegnet en liste over partier, som det ønsker at danne alliancer med, og de som det ønsker at gå imod for enhver pris. Lula siger, at han ikke ved, om han vil stille op igen. Men ingen tror ham. Og hans meningsmålinger er i øjeblikket gode. Han er en karismatisk figur, og der er ingen synlig, seriøs modkandidat.

Hvilken slags regering er Lulas regering? Hans støtter siger, at det er en centrum-venstre-regering (nødvendigvis, på grund af alliancerne). Han sagde selv i august, at han ikke er og aldrig har været ”venstreorienteret”, selvom hans offentlige erklæringer fra fortiden synes at modsige det, idet han talte om at være del af den latinamerikanske venstrefløj med et socialistisk perspektiv. Nogle venstreintellektuelle i Brasilien siger nu, at hans regering er en højrefløjsregering, selvom de også siger, at der ikke er noget venstrefløjsparti til at udfordre ham.

I nabolandet Argentina fører præsident Krichner den politik, mange havde forventet eller håbet, at Lula ville følge, og som ikke blev forventet af Kirchner. Men Lula og Kirchner har forskellige sociale og kulturelle ”begrænsninger”; Som den venstreorienterede uruguayanske forlægger Raúl Zibechi for nylig mindede os om, har Argentina en middelklasse, som har haft et betydeligt indkomsttab, mens Brasilien har en middelklasse, der stadig stiger opad. Kan Lula bevæge sig mere i den retning, som PT historisk repræsenterede i Brasilien? Det afhænger til dels af, i hvor høj grad han har succes med Mercosur. Det afhænger også af, som kun få erkender, hvor store problemer George Bush befinder sig i. Manøvrerummet for en regering som Lulas øges betydeligt med graden af USA’s politiske og økonomiske vanskeligheder. Billedet vil blive meget tydeligere i løbet af 2003.

Oversat af Anders Hassing

[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes. Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller e-maile til andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag på iwaller@binghamton.edu, fax: 1-607-777-4315.

Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i stedet for de umiddelbare overskrifter.]