Kommentaren er bragt i lokalavisen PåGaden i klummen »...blev der sagt!«

Det hele begyndte med forlydender i Sønderjylland om, at der i Nordtyskland samlede sig bander af landstrygere, røvere og andet pak, som pønsede på at trænge op i Jylland for at hærge og plyndre.

Baggrunden var den spændte situation, hvor både Danmark og Tyskland gjorde krav på hertugdømmet Slesvig-Holsten.

Tysken kommer

Da der i marts indløb meldinger om den tyske pøbelinvasion vakte det derfor en vis uro. I Kolding indkaldte man den 25. marts den lokale borgerbevæbning, amtet gav ordre til at holde særligt øje med udenlandske håndværkere, og budbringere drog ud for at informere befolkningen.

Den 28. marts vurderedes situationen så alvorlig, at hæren oprettede en kommandocentral i Kolding, hvorfra man skyndsomt rykkede mod Haderslev for at stoppe fjenden.

I Ribe modtog man »hver dag nye uheldsvangre budskaber«, der ikke efterlod tvivl om at »faren bliver stedse større«. En barrikadering af de vigtigste veje blev derfor iværksat og ikke-danske personer skulle sværge troskab overfor Danmark eller forsvinde ud af byen.

Det var ikke et øjeblik for tidligt. I det nærliggende Rødding havde man den 29. marts set mistænkelige personer og derfor sendt bud til nabosognet Hjerting. Her ringede man straks alarm med kirkeklokkerne, og bevæbnede bønder samlede sig til forsvar. Snart kunne rejsende fortælle, at den tyske pøbel faktisk havde overfaldet Rødding og afbrændt byens skole, hvorefter flere Ribe-borgerne flygtede mod nord.

Her var de flygtende imidlertid ikke i sikkerhed. I Vejle hed det sig, at tyskerne nu var gået over Kongeåen, og da en budbringer galoperede ind i byen med meddelelsen om (helt præcist) 605 tyskere i anmarch spredte panikken sig. Heldigvis nåede nyheden om angrebet på Vejle hurtigt til Horsens, hvor man ikke tøvede med at sende et hjælpekorps af sted. Det forhindrede dog ikke den frygtelige besked, at Vejle stod i brand!

Således spredte skrækken sig op gennem Jylland. Rædselsslagne mennesker flygtede hid og did, skyderier hørtes snart det ene snart det andet sted, mistænkelige personer blev jaget og arresteret og mulige landsforræderes forhold blev undersøgt. Den 30.-31. marts nåede den tyske røverhær angiveligt det nordlige Jylland, og efter nyt om afbrænding af to midtjyske byer og drab på 25 indbyggere mobiliserede nordjyderne til forsvar af det åbenbart sidste frie område af landsdelen.

Mens ridende budbringere for i alle retninger med sidste nyt om kampene, der skulle rase i Ålborg og over hele Vendsyssel, begyndte endelig beroligende meldinger at indløbe. De tyske bander skulle have lidt et stort nederlag ved Randers og hundreder af dem være hugget ned.

Dansken triumferer

Den 2. april blev der fra kirkernes prædikestole takket for sejren, og i dagene efter berettede aviserne om en afgørende dansk sejr ved Viborg…ellers måske var det ved Skive, man var ikke helt enige. Men i hvert fald syntes truslen mod danskerne at være drevet over.

Ja, så er det jo, at jeg må afsløre sandheden om pøbelinvasionen i 1848. Der var ingen tyske banditter på den jyske muld. Det hele var et rygte.

Til gengæld har jeg hørt, at Dansk Folkeparti har hørt, at muslimer nu strømmer ind over grænsen »for at erobre nyt land«, at vi risikerer »udslettelse af det danske folk« og at danske byer allerede er »præget af massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og bandekriminalitet«.** Jeg har også hørt om en arabisk diktator med forbindelser til terrorister og masseødelæggelsesvåben, der kan gøres klar til affyring på (helt præcist) 45 minutter.

Lige som i 1848 tøver Danmark ikke. Soldater er sendt i krig, antiterrorlove er vedtaget, flygtninge smides ud og medierne holder os løbende underrettet om de tilsyneladende endeløse problemer, som indvandringen medfører. Det hele er ganske vist…eller, hvis det ikke kan bevises, så i hvert fald »en psykologisk kendsgerning« (udenrigsminister Per Stig Møller om truslen fra Irak). Når frygten griber danskerne ved de nok, hvordan man forsvarer sit land.

Læs mere i Torsten Friis: Slavekrigen i Jylland 1848, 1998.

** Citater af Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Mogens Camre, folketingsmedlem, Søren Krarup, og ungdomsformand, Kenneth Kristensen.