Che Guevara ville i år være fyldt 75 år. Han ville have levet i en verden, som han dengang næppe kunne have forestillet sig i sine vildeste fantasier: Et latinamerikansk kontinent, som hærges af nyliberalismen, og som er underkastet Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds diktat.

Ernesto Che Guevaras korte politiske liv og historiens hastige forandringer, som han var en engageret deltager i, gør det vanskeligt i dag at fortolke mange af hans tanker i ord og skrift. Der skulle kun gå 13 hektiske år fra hans politiske interesse blev vakt i forbindelse med CIA-kuppet mod det borgerligt-nationalistiske Arbenz-regime i Guatemala i 1954 til hans død i Bolivia i 1967. Otte af disse tretten år tilbragte Che Guevara i Cuba.

Ernesto Guevara blev født den 14.juni 1928 i byen Rosario de Santa Fé i Argentina. Hans verdensberømte kaldenavn »Che«, som betyder noget i retning af »du« eller »ven«, fik han som tilnavn under den cubanske revolution i 1959. I sin ungdom var han boheme, løsarbejder m.m. Han uddannede sig til læge og rejste rundt på motorcykel i Latinamerika. Som 27-årig deltog han fra 1955 i Fidel Castros oprørsbevægelse »26.juli-bevægelsen« mod den USA-støttede cubanske diktator Batista.

Han bliver ved siden af Fidel Castro guerillaens vigtigste comandante. Efter den cubanske revolutions sejr i 1956 blev han chef for Nationalbanken og i 1961 industriminister. (Rygterne vil vide, at Che blev nationalbankens præsident på følgende måde: Ved et af de sædvanlige lange møder skulle Fidel Castro have

spurgt: »Har vi en economista i vores rækker?« Che, som halvdøsende hørte det som »communista«, rakte hånden i vejret og blev udnævnt som nationalbankdirektør...).

Che repræsenterede venstrefløjen i den cubanske revolution

Skønt Che altid selv afviste at blive betegnet som marxistisk teoretiker, og skønt han før sit ophold i Cuba aldrig havde tilhørt noget parti, er det en almen opfattelse, at han i hele forløbet af den cubanske revolution var en af de mest ihærdige repræsentanter for revolutionens venstreorienterede kurs.

Hans politiske ståsted forandrede sig imidlertid radikalt i løbet af ganske få år. Der gik således kun seks år fra, at han som partisan på Cuba i et brev til hans kampfælle René Ramos Latour formulerede sin positive holdning til de østeuropæiske »socialistiske«, lande og så til hans senere radikale kritik af Sovjetunionens politik. Che tog derefter kampen op mod Cubas regeringspolitik, der mere og mere efterlignede og tilpassede landet til den østeuropæiske bureaukratiserede »socialisme«.

I et interview til den franske avis »L`Express« den 25.juli 1963 sagde Che Guevara blandt andet: »Økonomisk socialisme uden kommunistisk moral interesserer mig ikke. Vi kæmper mod fattigdommen, men samtidig også mod fremmedgørelsen(...). Hvis kommunismen vender ryggen til bevidstheden, kan den nok være en fordelingsmetode, men den er ikke længere en revolutionær moral.«

»Raketkrisen« – Cuba som strategisk »joker«

I oktober 1960 – efter den cubanske revolutions sejr – rejste Che til Moskva. Nogle dage før hans afrejse startede USA handelsboykotten mod Cuba. I Sovjetunionen blev han af parti- og statsledelsen lovet en større kredit fra den østeuropæiske handelsunion COMECON. Derudover blev en stor del af den cubanske sukkerroeproduktion aftaget i bytte for olie, som var livsnødvendig for Cuba.

I oktober 1962 fik Che Guevara imidlertid tilintetgjort sine illusioner om, at Sovjetunionen reelt ville forsvare Cuba mod USA’s økonomiske og militære aggressioner. I stedet fik han - som Cubas minister og diplomat – indblik i Sovjetunionens forretningsmæssige fremgangsmåde. Under den såkaldte raketkrise i efteråret 1962 bøjede Sovjetunionens ledelse sig for presset fra den amerikanske regering under præsident J.F. Kennedy, og trak sine udstationerede raketter tilbage fra Cuba.

Det efterlod Che og mange andre revolutionære med en erkendelse af, at Cuba bare var en strategisk »joker« for det sovjetiske stormagtsdiplomati. Fra nu af accepterede de sovjetiske ledere, at Latinamerika forblev USA’s indflydelsessfære og opgav derfor enhver støtte til bevægelser og partier, der satte en socialistisk revolutionær forandring på dagsordenen. (1)

USA’s første militærpolitiske nederlag

Modstanden mod USA’s trusler om invasion forudsatte en kolossal mobilisering af Cubas befolkning, og ville have været helt utænkelig uden det store flertals opbakning til det revolutionære projekt. I 1961 forsøgte USA sig med en militær invasion i Svinebugten på Cuba. Men invasionen kunne ikke gennemføres. Først og fremmest på grund af den udbredte folkelige opbakning bag revolutionen. Dette mislykkede invasionsforsøg blev USA imperialismens første nederlag i Latinamerika.

»Afskaf privilegierne!«

Cubas befolkning led på grund af handelsboykotten allerede i starten af 60’erne et omfattende afsavn. Som en af Cubas ledende politikere fremsatte Che en række etiske kriterier som koncept for samfundets udvikling: Da han på et møde medsukkerroearbejderne i Cuba erklærede, at den eksisterende undtagelsessituation ville blive forværret – således måtte for eksempel mælk og kød rationeres – afgav han samtidigt et løfte, som vakte vild begejstring blandt de deltagende. Han sagde:

»I den nye etape af den revolutionære kamp vil der ikke længere findes privilegerede funktionærer og heller ingen jordejere. De eneste privilegerede på Cuba vil være børnene...«.

Søgen efter en alternativ socialisme-model

Efterhånden udviklede Che’s kritik af den voksende bureaukratisering af Cubas statsapparat, og den vedvarende kritik af Sovjetunionen, sig til en kamp på flere fronter. Mens han forsøgte at reorganisere industriministeriet i Cuba, blev han dybt engageret i en omfattende diskussion i hans søgen efter en alternativ socialisme-model til den sovjetiske/østeuropæiske udgave.

Men den offentligt førte såkaldte økonomi-diskurs, som gik ud på at opstille en alternativ udviklingsstrategi for Cuba, endte med et nederlag for Che Guevara og hans kammerater, og det blev Fidel Castros bror Raul Castro og Sovjet-fløjen indenfor Cubas stats- og partiledelse, som vandt. Dermed stadfæstede Cuba orienteringen til Sovjetunionens samfundsmodel.

Man kan ikke sige, at Che forudså Sovjetunionens opløsning, men på en måde vidste han intuitivt, at et »socialistisk« system, der ikke tolererer uenighed; der ikke legemliggør nye værdier; der forsøger at imitere sin modstander og ikke har andre ambitioner end at »indhente og overhale« de imperialistiske metropol-landes produktion, er et system uden fremtid.

Hans voksende kritik af Sovjetunionen og den østeuropæiske »socialisme»« var ligesom hans praksis og overvejelser om det, som han kaldte det cubanske eksperiment, præget af den tyske filosof, sociolog og udogmatiske marxist Ernst Bloch, hvis værker han ivrigt studerede. (2)

Socialisme var for Che det historiske projekt for et nyt samfund baseret på lighed, solidaritet, kollektivisme, revolutionær næstekærlighed, diskussionsfrihed og medbestemmelse.

De nye bureaukraters had til »Argentineren«

Che Guevara var kendt for sin ekstreme beskedenhed. Han førte en nærmest endeløs kamp mod bureaukratiseringen i den nye administration i årene efter den cubanske revolutions sejr. Che så de største farer ved den model, der var importeret fra de østeuropæiske lande, i en voksende social ulighed og dannelse af et privilegeret lag af teknokrater og bureaukrater.

Han kritiserer det østeuropæiske belønningssystem for, at det altid er »direktørerne, der tjener mere. Se blot i DDR: På den vægt, man giver direktørens ledelse, eller rettere den belønning, han får for sin

ledelse«. (3)

Che forsøgte at vinde gehør for udvikling af nye former for basisstruktureret administration af det nye Cuba. Det mislykkedes for ham og hans ligesindede. Hans kritik af blandt andet højtplacerede tilhængere af den sovjetiske model, som for eksempel kommunistpartiets leder Anibal Escalante, ministeren for udenrigshandel Alberto Mora, direktøren for det nationale Institut for Jordreform, samt fagforeningsledere, skabte Che Guevara talrige fjender i parti- og statsledelsen. For dem var Che en forstyrrende udlænding. »Argentineren«, kaldte de ham foragteligt.

Kritik af fagforeningsledere

Che Guevaras kritik af fagforeningslederne rettede sig mod deres ringe eller helt manglende forbindelse til deres medlemmer. Fagforeningsledernes funktion var udelukkende baseret på rettigheder til dem selv - uden nogen forpligtelser overfor arbejderne:

»I dette øjeblik kunne fagforeningerne holde op med at eksistere og overgive deres funktioner til Komiteerne for lighed og retfærdighed ved arbejdet«, udtalte Che i forbindelse med en diskussion om fagforeningernes rolle.

»Problemet er, at fagforeningsbureaukratiet ikke ville være indforstået med det, fordi de så måtte vende tilbage til produktionen. De vigtigste ledere ville begrunde deres position med, at de jo har været fagforeningsledere i nu 18 år!«

På samme måde kritiserede Che de tidlige forandringer af revolutionens forsvarskomitéer – de såkaldte C.D.R.’s. Efter hans mening var de blevet til en rede af opportunister. Han ytrede også skarp kritik af medlemmerne af stats- og sikkerhedsapparatet: »En kontrarevolutionær er en, som kæmper mod revolutionen, men den som gør sin indflydelse gældende for at få en bolig, bagefter måske to biler og som stjæler fra rationeringen - den som ejer alt det, mens folket intet har, er ligeledes kontra-revolutionær!«

Konflikten med Cubas ledelse

Che Guevara kom yderligere i modvind til flertallet af Cubas ledende organer, da han den 24. februar 1965 holdt en meget kritisk tale i forhold til Sovjetunionens politik i Algier (4). De kritiske passager blev ikke trykt i den cubanske presse. De sovjetiske myndigheder lod den cubanske regering vide, at Che’s offentlige tale var indiskutabel for dem og »Sovjetfløjen« i Cubas magtstrukturer var rasende på ham.

Da Che kom tilbage fra Algeriet i marts 1965, modtog Fidel Castro ham i Havannas lufthavn. Derefter fulgte et møde mellem de to. Det blev til to dages uafbrudt diskussion. Herefter optrådte Che aldrig mere offentligt.

Intermezzo i Congo

Én måned senere rejste Che på en hemmelig mission til Congo for at støtte op om den cubanske militærhjælp til den påbegyndte befrielseskamp mod de pro kolonialistiske sorte magthavere og deres hvide lejesoldater.(5)

Che’s forsvinden producerer straks de sædvanlige spekulationer. For eksempel fremsatte CIA påstanden om, at han var blevet dræbt i et opgør med Fidel Castro. Imens har Che efterladt et politisk manifest: »Socialismen og det ny menneske«. Det offentliggøres i første omgang i forfatteren Eduardo Galeanos tidsskrift »Marcha« i Uruguay. Senere bringes den stærkt kontroversielle artikel delvis i cubanske aviser.

I manifestet fastslår Che Guevara Cubas fremtrædende rolle som revolutionær avantgarde, legitimiteten af den væbnede kampstrategi, samt sin kritik af de dogmatiske kommunistpartiers politik.

Nogle måneders ophold i Congo var imidlertid nok til, at Che måtte erkende, at projektet var et komplet urealistisk foretagende, da det viste sig, at de afrikanske befrielsesgrupper internt var splittede og meget svage. Blandt de daværende guerillaledere var den nu myrdede tidligere præsident i Congo – Laurent Desire Kabila. Efter cirka 12 måneder besluttede Che efter nogen tøven at rejse tilbage.

På baggrund af sine gjorte erfaringer vendte Che Guevara sig imod Fidel Castros forslag om at sende flere cubanere til Congo. Che’s konklusion i forhold til den anti-koloniale modstand i Congo var: »Der manglede det humane aspekt. De havde gennemgående ingen kampvilje, lederne var korrupte. Med andre ord: Der var simpelthen intet at gøre!«

De første kontakter til Bolivias venstrefløj

Allerede i februar 1966 var en af Cubas mest erfarne guerillaveteraner Ricardo - kendt under hans kodenavne »Papi« og »Chinchu« - rejst til Bolivia. Han var netop vendt tilbage fra en guerillakamp i det nordlige Argentina, som endte med en fiasko for guerillaen.

Han tog kontakt til bolivianske kommunister, der stod i opposition til den officielle partikurs, som på dette tidspunkt baserede sig på en såkaldt »anti-imperialistisk« alliancepolitik med de borgerlige partier i Bolivia, der senere støttede militærkuppet. Oppositionens kendteste aktivister var Coco og Inti Peredo. De samlede en større gruppe unge revolutionære bolivianere omkring sig.

Mange af dem havde fået en militær uddannelse tidligere i Cuba. De gik straks i gang med at opbygge en logistisk infrastruktur ved at anlægge våbendepoter, anskaffe militærudstyr, boliger som baser, proviant, trykkemaskiner, osv. Opbrudstemningen og optimismen var ifølge senere beretninger helt på toppen.

Den generelle situation for guerillabevægelsen i Latinamerika var ved årsskiftet 1965/66 dog ikke særlig opmuntrende: I Peru var lederne af den nyligt dannede guerillagruppe MIR (det, som senere blev til MRTA) blevet likvideret. I Colombia var ELN’s mest kendte personlighed, præsten Camillo Torres blevet dræbt. I Venezuela kæmpede en svækket FALN, og i Guatemala lammede interne uenigheder guerillabevægelsen FAR.

Kommunistpartiets skjulte dagsorden

Det sovjet-orienterede bolivianske kommunistparti PCB viser sig i første omgang samarbejdsvillig, men er samtidigt nervøs overfor guerilla-forposternes kontakt med andre og mere militante grupper til venstre for partiets politiske kurs. Således mødes nogle af Che’s folk med den maoistiske fagforeningsleder Moisés Guevara.

Sammen med seks andre faglige aktivister fra minearbejderforbundet tilslutter han sig senere til guerillaen. Andre mødtes med trotskisterne fra POR, som på dette tidspunkt havde en stærk forankring blandt minearbejderne. De skulle senere blive initiativtagere til organiseringen af sabotage- og strejkeaktioner sideløbende med og i solidaritet med Che’s guerilla.

PCB befinder sig som ældste venstrefløjsorganisation i Bolivia i en vanskelig situation. På den ene side er det ud fra en realistisk analyse af landets situation ikke muligt helt at udelukke nødvendigheden af et væbnet oprør. På den anden side vil en sådan beslutning resultere i en åben konflikt med Moskva, som udfra en fredelig sameksistens-strategi med de imperialistiske vestlige lande konsekvent afviste ethvert tiltag til revolutionære og væbnede konflikter. De sovjetiske ledere ville under ingen omstændighed bringe den globale status quo-situation i fare.

Senere kom det til et afgørende brud mellem PCB og Che Guevaras guerilla, da partiets generalsekretær Mario Monje krævede, at guerillaen underordnede sig PCB’s ledelse. Et mindretal forlod partiet i vrede over ledelsens arrogance. Det bolivianske kommunistpartis ledelse blev senere af et partiflertal kritiseret for denne sekteriske holdning overfor guerillaen. En del af dem blev ekskluderet, deriblandt PCB’s formand Mario Monje.

»Det er en revolutionærs pligt at lave revolution«

I Che Guevaras skrift »Guerillakrig – en metode« fremlagde han en ny

kampstrategi:

Grupper af revolutionære påbegynder forskellige former for væbnet modstand, og skaber små brændpunkter i tyndtbefolkede områder, hvor der er ringe tilstedeværelse af statslige repræsentanter. En såkaldt guerilla-fokus.

Aktionernes eksemplariske propaganda ville efter Che’s fokus-teori mobilisere den fattige landbefolkning og ligesom i Cuba kulminere i et omfattende oprør. Landbefolkningen, som i Latinamerika udgjorde op til 70 procent af den samlede befolkning, og som levede under halv feudale udbytningsforhold, udgjorde en »kolossal potentiel revolutionær kraft«.

Kæmpende campesinos (bønder) ville på grund af deres fortrolighed med deres omgivelser ikke kunne knuses af militæret. Ifølge Che’s fokus-teori var det vigtigt for guerillaen at vinde småbønder, landarbejdere og de deklasserede bønder til den væbnede modstand.

Che’s ankomst til Bolivia

Che tager den 23. oktober 1966 afsked med sin kone og fire børn, forklædt som »onkel Ramón«, en skaldet, skægløs og piberygende mand med briller, slips og jakkesæt. I den forklædning kunne børnene ikke genkende deres far, for ikke engang de måtte vide, at deres far har været i landet og atter var taget af sted. USA skal fortsat holdes i uvidenhed.

Han rejser over Prag, Wien, Frankfurt a.M., Madrid og Sao Paulo til han når sit egentlige mål: Bolivias hovedsted La Paz. Navnet på passet lyder på Ramón Benitez Fernandez. Efter hans udseende at dømme er han advokat eller handelsmand. Han er forsynet med en anbefalingsskrivelse fra »Organisationen af Amerikanske Stater« – OAS.

I La Paz møder han som den første en lyshåret kvinde med blå øjne. I en grå Toyota kører de, som turister plejer at gøre, på opdagelsesrejse. Che har mødt sin forbindelsesperson: Tamara.

Tamara Bunke – dæknavn: »Tania«

Tamara Bunke var 23 år, da hun tog afsked med DDR for at være nær revolutionen og Che Guevara. I 1960 mødte hun Che i Berlin i forbindelse med en handelsaftale med DDR. Tamara talte perfekt spansk og fungerede ofte ved sådanne møder som tolk. Hun forelskede sig ifølge Tamaras forældre i Che og fik efter mange mislykkede forsøg i 1961 lov af de østtyske myndigheder til at udvandre til Cuba.

Tamara sugede den attraktive tropesocialisme, som dufter af oprør og sejre til sig i fulde drag. Men hun oplever også den daglige sabotage med bomber og desorganiseringsforsøg fra anti-revolutionære kræfters side. Efter tre års ophold i Cuba beslutter Tamara at følge et forslag fra Che om at blive militært trænet og skolet til at leve med to-tre forskellige identiteter på samme tid med henblik på at deltage i den kommende guerilla i Bolivia.

Hun tager til Vesttyskland for at slette sin biografi og opbygge en ny

identitet: »Laura Gutierrez«, født i Buenos Aires og opvokset i Vesttyskland. I efteråret 1964 tager hun som guerillera til Bolivia.

Hendes første opgave er at infiltrere militærets øverste kredse og Bolivias borgerskab. Hun bliver i tidens løb en nær medarbejder for ingen mindre end Bolivias præsident Barrientos. Hendes konkrete opgave er at indsamle informationer om bøndernes og arbejdernes situation og om de forskellige magtkonstellationer indenfor Bolivias militære og politiske elite. Samt at opbygge et netværk af tillidskontakter for guerillaen.

»Tania« opfylder opgaverne glimrende. Men i marts 1967 bliver »Tania« afsløret som spion for guerillaen, og kan med nød og næppe nå at flygte. Hun støder til Che Guevaras guerillagruppe, som har antaget navnet ELN. Che skriver ved hendes ankomst i sin dagbog: »Tania er afsløret. Årelangt tålmodigt og glimrende infiltrationsarbejde er dermed tilintetgjort«.

Guerillaen

Den 7. november 1966 kommer Che til guerillagruppens basislejr. Så snart de sidste cubanere – de fleste med kamperfaringer fra befrielseskrigene i Cuba, Congo og Vietnam - er ankommet, deles guerillagruppen op i tre enheder. Guerillaen består nu af 52 aktive deltagere fra Cuba(18), fra Bolivia(29), fra Argentina, osv.

Ifølge Che’s dagbogsoptegnelser bliver samtlige opgaver basis-demokratisk besluttet og fordelt. Enhver har specielle funktioner og opgaver. Militær træning optager den største del af tiden. Derudover er der hver dag politiske, strategiske, praktiske og militær-teoretiske diskussioner og skolinger. Som lærebøger i guerillakrig bruges Che’s, Mao’s og Leo Trotski’s skrifter om revolutionær opstands- og guerillastrategi.

Inti Peredo underviser i Bolivias samfundsforhold. Der læses forskellige værker om Latinamerikas historie, samt franskmandens Regis Debrays bog: »Revolution i revolutionen«. De bitre erfaringer fra de seneste guerillakampe i Peru og i det nordlige Argentina bliver lidenskabeligt diskuteret.

Bolivias bjerge – en hård prøve

Efter nogle måneder i Bolivias bjerge var gruppen præget af demoralisering. Grunden var blandt andet sygdom og sværme af tropiske insekter. Hertil kom for de flestes vedkommende uvante fysiske anstrengelser og sult samt bøndernes generelt afvisende holdning overfor guerillaens agitation.

Den daværende franske revolutionær og filosof Régis Debray, som af »Tania« blev ført til guerillaens basislejr, beskriver situationen på følgende måde:

»Da jeg mødte Che for første gang i mit liv – omkring den 19. marts – var jeg chokeret over, hvor dårligt han så ud. Kammeraterne sagde til mig, at han havde tabt over 22 kg, fordi de under en 40 dages march led af stor sult«.

Repressionen, kampene...

I mellemtiden er CIA-trænede anti-guerillakommandoer – 650 såkaldte rangers – på jagt efter guerillaen, ankommet til Camiri i den sydlige del af Bolivia. Militærets brutalitet antager lige fra starten en ufattelig dimension. Bønder, som er under mistanke for at have noget med guerillaen at gøre, bliver straks likvideret – til afskrækkelse for andre. Samtidigt blev der udsat en dusør på 50.000 pesos til den landsby, hvor Che ville komme til at dø...

I de næste måneder og frem til den 8.oktober 1967, hvor Che tages til fange – kommer det til flere sammenstød mellem de nu tre separat agerende guerillaenheder og militæret. I to heftige sammenstød vinder guerillaen konfrontationerne og militærenhederne må trække sig tilbage og flygte.

...og solidariteten

Umiddelbart før regeringens anti-guerillahær kommer til Trinidad, som er den største by i Bolivias nordlige provins El Beni, besætter ca. 2.000 demonstranter, hvoraf størstedelen er kvinder, landingsbanen i Trinidad lufthavn. Aktionens formål er at forhindre soldaternes videre transport til Camiri.

I en anden solidaritetsaktion den 18. maj blev en del bolivianske byer overklistret med plakater som opfordrede til aktiv solidaritet med guerillaen. Aktionsgruppen kaldte sig »Centro Rojo« og udgjorde en oppositionel fraktion indenfor det bolivianske kommunistparti PCB.

På universitetet i La Paz blev præsident Barrientos, som var på besøg denne dag overdænget med pro-guerilla slagord af store grupper af studerende. Sådanne aktioner fandt på dette tidspunkt sted over hele

Bolivia.(6)

Døden i Rio Grande

Da guerillaenheden, hvori Tania befinder sig, når floden Rio Grande, bliver de ledsaget af en bonde, som de har købt en gris af. Han kender området og skal føre dem over et lavvandet sted.

»Jeg har en mærkelig fornemmelse«, siger Tania til Paco, en ung boliviansk kommunist, da de står på bredden af den vilde flod. En efter en glider de ind i vandet, geværet hævet over hovedet. Bonden vinker farvel til afsked. Dette er signalet til anti-guerillasoldaterne, som ligger parat i dækning af det tætte buskads på den anden side af floden. Kun Paco, der lynhurtigt lader sig rive med af floden overlever. De andre bliver dræbt på stedet. Deriblandt Tamara »la guerilla Tania« og fagforeningsmanden Moises Guevara.

Che’s lange død i La Higuera

Guerillaens hovedgruppe under ledelse af Che bliver stærkt presset af de militære enheder. Gruppen beslutter på dette tidspunkt at indtage den lille by Samaipata i det sydøstlige Bolivia for at få forsyninger og medikamenter og for at reorganisere deres kamplinie.

Den 8. oktober 1967 bliver Che taget til fange. Samtlige af de kampfæller, der overlevede det sidste sammenstød med regeringssoldaterne, bliver henrettet i fangenskab. Che selv er ramt af en kugle i det ene lår. En kugle har knust hans gevær. I Che’s rygsæk finder soldaterne to piber, kirurgiske instrumenter, 12 ubelyste filmruller, notesbøgerne, to kogebøger og en del penge.

Sin sidste nat tilbringer Che vågen i et klasseværelse i en lille skole i byen La Higuera. Han er som så ofte plaget af astma og af en officer, som forgæves forsøger at forhøre ham. En ung soldat renser og forbinder hans lår – Che takker og giver ham et grundkursus i revolutionær teori.

Samtlige af de menige soldater, der bevogter ham skiftevis, er stærkt påvirket af Che’s personlige karisma. Hans død bliver samme nat besluttet af den bolivianske præsident, den øverste chef af militæret, samt af CIA-chefen i Bolivia i fællesskab. Che bliver henrettet af den bolivianske officer Mario Terán, den 9.oktober 1967 kl.13.40.

Nogle af de højtstående militærbødler, som var ansvarlige for likvideringen gik selv en voldsom død i møde:

* Oberst Roberto Quintanilla, som var chef for Bolivias efterretningsvæsen og manden der skar hænderne af den døde Che, blev skudt af en revolutionær gruppe i 1971 i Hamburg, hvor han var boliviansk konsul.

* General Juan Jose Torres, medlem af præsident Barrientos generalstab, blev præsident og efterfølger af Barrientos, der omkom ved et helikopterstyrt i 1969. Torres blev senere kuppet og sendt i eksil til Argentina, hvor han i 1976 blev likvideret af en byguerilla-kommando.

* Oberst Joaquin Zenteno Anaya, som fotograferede den døde Che, blev kort tid efter skudt af revolutionære i Paris.

De fleste fra Che’s guerilla faldt i kampen, kun fem overlevede. Che Guevaras lig blev fløjet til Vallegrande. Først 30 år senere bliver resterne af hans lig fundet og overført til Cuba.

Noter

(1) De fleste latinamerikanske kommunistpartier, der orienterede sig mod Sovjetunionen, afgav senest på dette tidspunkt ethvert perspektiv om en socialistisk revolutionær samfundsforandring. I stedet for oprettedes en såkaldt »anti-imperialistisk alliance« med de dele af borgerskabet, som de respektive kommunistpartier betegnede som »anti-monopolistisk«.

(2) Che’s økonomiske overvejelser er et radikalt brud med den officielle sovjetiske »marxisme« fortolkning. Che kritiserede skarpt Stalins Marx-fortolkning og mente, at fejlene i Sovjetunionens degeneration allerede blev begået under Lenin, der for at accelerere den økonomiske udvikling havde tilladt, at den materielle tilskyndelse blev sat over den moralske.

I en diskussion mellem to fremtrædende marxistiske økonomer, pro-maoisten Charles Bettelsheim og trotskisten Ernest Mandel, der begge i en periode fungerede som rådgivere for Cuba, erklærer Che sig overvejende enig i Mandels kritiske analyser og sammenkoblingen mellem demokratiske beslutningsprocesser og økonomisk planlægning.

(3) Ernesto Che Guevara »Le plan et les hommes« (»Planøkonomien og mennesket«), Textes inédits, Paris,Maspero, 1972 Engelsk

version: www.chehasta.narod.ru/eaasia

(4) Ernesto Che Guevara, Obras 1957-67,s.573

(5) Den tidligere statsminister i belgisk Kongo (Zaire), Patrice Lumumba, en karismatisk marxistisk personlighed, blev i 1960 likvideret af pro-kolonialistiske kræfter. Med hjælp fra CIA og den belgiske kolonimagts lokale støtter, lejesoldaterne under ledelse af Moise Tsjombe, som løsrev provinsen Catanga fra Congo, samt Mobutu Sese Seko. Umiddelbart efter Che’s afrejse den 20. november 1965 overtog Mobuto magten ved et militærkup. Han forblev Congos præsident indtil 1997. Nogle af Patrice Lumumbas tilhængere sluttede sig senere til guerillakampen.

(6) Guillermo Lora: Historia del Movimiento Obrero Boliviano Contemporaneo, 1933-1971

Anvendt litteratur:

Ernesto Che Guevara:

Dagbog fra Bolivia, Rhodos 1968

Revolution! artikler, taler, breve, Gyldendal 1968

Guerillakrig, Demos 1971

Selected Works, MIT Press,1969

A propos du systhéme budgetaire de financement, Ed. Maspéro 1968

Bøger om Che:

Paco Ignacio Taibo II: Ernesto Guevara tambien conocido como el Che, Madrid 1996

Frederik Hetman: Jeg har syv liv, Erichsen-forlag, 1974

Roberto Massari: Che Guevara: Politik und Utopie, Frankfurt a.M., udgivet 1987

Fernando Mires: Kuba: Die Revolution ist keine Insel, Rotbuch Verlag Berlin 1978

Ron Ridenour: Kuba: Ein »Yankee« berichtet (Cuba at the Crossroads), forlaget PapyRossa, Köln 1997

Interessante artikler om Che’s politik og liv:

Michael Löwy: Che på sporet af en socialisme, Socialistisk Information, nr. 174, marts 2003

Drømmen består – 30 år for mordet på Che Guevara, tidsskriftet Solidaritet nr. 2, 1997

Flere artikler kan læses her via tidsskriftcentrets artikelsamling om Che Guevara