Den danske retsstat oplever på tærskelen til det tredje årtusind sin anden besættelse. Det er atter de gamle fascistiske og nazistiske strømninger som er på spil. Denne gang kommer de totalitære tendenser (selvfølgelig) ikke i form af en støvletrampende ydre fjende iført hagekors og skrårem, men kommer giftigt snigende fra midten af den danske folkesjæl i form af det tilsyneladende respektable krav om pænhed, orden og tryghed for enhver pris.

Politistatsproblemet er ligeså udbredt, som det er vanskeligt at bekæmpe. Kloden over oplever vi, at den vestlige verdens demokratiske retsstater er under belejring fra skamløse politiske demagoger, der med orwelliansk new-speak bedyrer, at man skam værner om frihed, retssikkerhed og magtens tredeling, samtidig med at man fuldkommen magtarrogant affærdiger den juridiske sagkundskab, når det påpeges, at vi rent juridisk bryder med retssamfundets bærende retsprincipper såsom lighed for loven og den såkaldte uskyldsformodning.

Det seneste statsautoriserede forsøg på at undergrave det danske retssamfund kommer fra justitsminister Lene Espersen, der den 23. april 2003 fremsatte lovforslaget L 218 om ændring af straffeloven og retsplejeloven. Atter skal politiet have mere magt, så vi endegyldigt kan få udryddet den farlige rockertrussel. Skræmt fra vid og sans af den årelange mediekampagne, er det et fåtal der hæfter sig ved at politiets udvidede magtbeføjelser ikke får et afgrænset anvendelsesområde, men kan bruges frit efter politiets egne skøn ligesom rockerloven. Denne gang går man tillige så vidt at man gør det muligt at udelukke såvel dommer som forsvarer fra at få indsigt i bevismateriale og giver dermed politiet en uhørt magt som enevældig stat i staten i direkte krænkelse af magtens tredeling.

Fra den juridiske sagkundskab lyder det bl.a., at »Det er efter Dommerforeningens opfattelse af retssikkerhedsmæssige hensyn uacceptabelt, at retten skal træffe afgørelse uden at kende det materiale, tvisten angår.«

Med vanlig magfuldkommenhedsarrogance affærdiger statsminister Fogh Rasmussen slig ekspertyrannisk vanetænkning og kan mod bedrevidende slippe af sted med at påstå, at »Det er forkert at fremstille det som om, at domstolene kan nægtes indsigt i forskellige efterforskningsoplysninger. Lovforslaget går ud på at give politiet bedre redskaber til at efterforske rockerkriminalitet. Det er min klare opfattelse, at det sker samtidig med, at vi opretholder en betryggende retssikkerhed for alle parter.« En fremfærd som under alle omstændigheder er »klart nødvendigt, hvis vi skal komme rockeruvæsenet til livs.« (Jyllands-Posten 23/04)

Når politikere i årevis har haft held til at benytte en så nedladende og ofte direkte løgnagtig argumentation overfor eksperterne og de bedrevidende, hænger det sammen med at Danmark længe har været foregangsland i den totalitære favoritdisciplin, der om nogen har kendetegnet fascistiske diktaturer: hadefuld folkelig antiintellektualisme. De danske medier er efterhånden gået så langt i ukritisk følgagtighed overfor magthaverne, at vi ikke længere kan se, hvor farlig en så uansvarlig værnemagerpresse er for den demokratiske retsstat. De pseudointellektuelle meningsdannere har med deres aggressive tryghedsdemagogi og den uvederhæftige skræmmeretorik forpestet den offentlige debat i en sådan grad, at den for retsstaten livsvigtige uafhængige kritik, som kendetegner den demokratiske kultur, er blevet bandlyst til fordel for et komplet afintellektualiseret og dumhedsforherligende pøbelhysteri ikke uligt det vi kender fra 1930’ernes nazityskland. Når man så betænker hvor stor magt medierne har i det opportunistiske taburetklæberis tidsalder er det sandt for dyden utilgiveligt, at den såkaldte frie danske presse ikke (i højere grad) har valgt at varetage borgernes ve og vel ved at fastholde en skarp og uforsonlig retsjournalistik.

I Danmark er retsjournalistik en saga blot, tilsyneladende ikke noget, der interesserer de guddommeliggjorte almindelige mennesker som åbenbart er blevet så folkefordummede at ingen fatter, at retssikkerhed er den juridiske udkrystallisering af vores idealer om frihed og retfærdighed og simpelthen vores vigtigste værn til beskyttelse af enhver fri menneskelig udfoldelse. Og alligevel bliver man 12/3 på lederplads under titlen Retsstaten i Jyllands-Posten beriget med følgende intellektuelle betragtning:

»Falder retsstaten bort, vil ingen mere kunne føle sig sikker. Retsstaten er formentlig vigtigere end selv det politiske demokrati, som i Vesten hviler på en forvisning om, at magthaverne i alt væsentligt respekterer deres borgeres meninger og holdninger i den udstrækning, disse meninger og holdninger kan måles ved valg, folkeafstemninger og andre demokratiske midler. Deri ligger retsstaten - den retsstat, der er selve grundlaget for vor civilisation. ()Der er en risiko for, at den offentlige mening i dette konfliktforløb vil vænne sig til skarpere overvågning af den enkeltes gøren og laden, til skarpere forhørsmetoder og til administrativt tolererede brud på gældende lov, både national og international. Begiver Vesten sig ud på denne glidebane, har terroristerne allerede vundet en vigtig sejr. De vil have undergravet retsstaternes tro på sig selv og deres eget højere formål, som er den enkeltes værdighed i det større samfund.«

Og tre dage efter bliver det i lederen Glidebanen slået fast, at:

»Et retssamfund må imidlertid aldrig i sine bestræbelser på at bekæmpe og forhindre selv de værste forbrydelser gribe til midler, der ville fratage det dets status som retssamfund. Det er retssamfundets helt grundlæggende problem, og det er retssamfundets paradoks. Justitsministerens forslag til justering af retsplejeloven er et skridt i denne retning, og derfor bør det mødes af en klar og utvetydig afvisning. () justitsministeren vil benytte lejligheden til et alvorligt indgreb mod alle borgeres retssikkerhed. Hun tager et afgørende skridt mod det totalitære, gennemkontrollerede overvågningssamfund, hvor borgernes retssikkerhed kommer i anden eller tredje række. Borgernes og samfundets svar hertil må være et fuldtonende NEJ!«

Havde den danske journalistiske standard generelt været af samme høje intellektuelle kvalitet som ovenstående betragtninger, ville retsstaten aldrig være kommet så langt ud ad den fascistiske glidebane, som tilfældet er. Og på alle landets nyhedsredaktioner bør man se i øjnene, at man ikke til dagligt kan fylde befolkningen med dehumaniserende skræmmekampagner, uimodsagte politiløgne og uproblematiserede krav om mere magt til politiet, uden at retsstaten ødelægges. Mener man noget med frihed, retfærdighed og en uafhængig kritisk presse, så skal retssikkerheden forsvares uforsonligt, ikke blot med en inspireret leder i ny og næ, men med vedvarende daglig varetagelse af den hovedopgave som af historiens nødvendighed er pålagt vor tids frihedselskende jurister, journalister og intellektuelle: bevarelsen af retsstaten og værnet for borgernes frihedsrettigheder.

Forud for vedtagelsen af vores rædselsvækkende terrorpakke, gav Danmarks modigste politiker, Birthe Rønn Hornbech, et eksempel på samme intellektuelle hæderlighed: »Nogle af os må have modet til at sige, at det nytter ikke noget at indskrænke frihedsrettighederne - det er at gå terroristernes ærinde. ()Vi må holde hovedet koldt og hjertet varmt og formå at skelne.« (Information 15/10 01) Desværre har venstrekvindens retsind ikke fået lov til at veje tungest i den nuværende VK-regering, hvor man tværtimod holder hovederne varme og hjerterne kolde. Hun advarede også mod den såkaldte rockerlov: »Rockerloven griber ind i den personlige frihed og anfægter retten til at forsamles frit, uden at formålet er at opklare en forbrydelse. Så med denne lov kan ingen lovlydige borgere føle sig sikre for regeringen.« (JP 4/10 96 ).

Politistatsproblematikken i en nøddeskal: vil vi af hensyn til trygheden ofre friheden og foretage forebyggende frihedsberøvelse af juridisk uskyldige? Og vil vi i så fald give politiet frit spil til på baggrund af udokumenteret mistanke at frihedsberøve på ubestemt tid uden domstolskontrol? Det er faktisk dette, justitsminister Espersen er i færd med, hvor forfærdeligt den end lyder. Samme justitsminister er et blandt adskillige lysende skræmmeeksempler på hvor farlig dumhed og inkompetence kan være, når hun eksempelvis den ene dag lover at »de palæstinensere, der jublede i gaderne og for åben skærm gav deres billigelse til terrorangrebet mod USA den 11. september, vil fremover kunne straffes«. Dagen efter tilfældigvis irettesat af Birthe Rønn Hornbech (selvfølgelig) indrømmer Danmarks justitsminister, at »måske er tingene blandet lidt sammen«. Til gengæld advarer hun: »Hvis man vil være på den sikre side, så skal man ikke være alt for hånlig. Man skal vare sit sprog for, hvor samfundsnedbrydende man ønsker at være«. (Jyllands Posten 14 og 15/12 01) Betryggende?

At Birthe Rønn Hornbech ikke er landets justitsminister skriger til himlen. Og at man i stedet for en sådan kvinde af kyndighed og mod har valgt en pæn lillepige, som givetvis ikke med pistolen for panden kunne kende forskel på retssikkerhed og retsbeskyttelse, giver os grund til at frygte alvorligt for regeringens motiver til den vedvarende underminering af den danske retsstat; Jeg frygter at inkompetencen og lovsjuskeriet er et skalkeskjul.

Fogh og co. bedriver i deres arrogante magtfuldkommenhed en antipolitik som i sig selv er et angreb på retsstaten og den demokratiske kultur fordi den udelukker dialog, og fordi den end ikke vil lytte til de gamle liberale spilleregler for den demokratiske retsstat, som både Rønn-Hornbech og Jyllands-Postens besjælede ledere prøver at gribe tilbage til. Den godsindede liberale ånd fra Thomas Jefferson.

Tydeligvis har Fogh-regimet i sinde at fortsætte strækmarchen ad glidebanen, og forført af tryghedsdemagogien og skræmmekampagnerne vil danskerne følge med, til vi når den pæne politistat, hvor åndsliv, kunst, kultur, uafhængig kritik og andre intellektuelle aktiviteter som almindelige mennesker måtte finde for hånlige og samfundsnedbrydende, er erstattet af pænhedens kæft, trit og ensretning. Med mindre de få gode kræfter får skreget fascisme og nazisme så højt, og gør det så pinefuldt klart for danskerne, at politikerne (socialdemokraterne inkluderet!) lyver og i virkeligheden er i færd med, under de samme tryghedsparoler som Hitler brugte, at afskaffe den demokratiske retsstat og dermed enhver danskers tryghed. Som vandpistoler ikke kan slukke en oliebrand, må vi se i øjnene, at kun den større frygt for den fascistiske politistat kan bremse den fremherskende, men stærkt overdrevne frygt for rockerterrorisme.

Dan Lynge-skandalen, lad os kalde den Polititangate, er det ideelle udgangspunkt for retsstatens forkæmpere i den nye intellektuelle modstandskamp, da bevisligt magtmisbrug på højeste plan her indgår i et entydigt billede af forsøg på at bruge rockerne til at undergrave den danske retsstat, og alt tyder på en kynisk vilje til at ofre civilbefolkning i Titangade-kvarteret for at få oppisket det nazistoide folkelige mentalitetsskred og vedtaget den nu permanente rockerlov, som allerede har banet vejen for hashklubloven. Polititangate er danmarkshistoriens største retssikkerhedsskandale måske det enestående svage led i den fascistoide magtfuldkommenhedslænke.

Til dig, der kan skimte den blåsorte naziskrift på væggen, men ikke har tid til at stikke halsen frem med navns nævnelse: Den dag kommer, hvor din forskellighed og samvittighed alligevel har tvunget dig i eksil, og børnene spørger: »Hvor var du i 2003, da Danmark blev en politistat? På hvilken mur stod din vrede at læse? Var du simpelthen for dum, eller var du bare en æreløs kujon?«

JP-kronik 29. maj 2003. Jacob Stensgaard er frihedsforsker, ph.d.-stipendidat, Københavns Universitet