Argentina er blevet symbolet på neoliberal globalisering, når det kan gå værst. Globalisering sker på præmisser af stor forskellighed. På den ene side stærke økonomier i Nord, som sætter betingelserne for frihandelen, og som ofte ikke selv foretager de liberaliseringer af handelen, som de prædiker om. På den anden side svage økonomier i Syd, der er i afhængighedsforhold til Nord.

Argentina var tidligere det rigeste land i Latinamerika. I 2002 sank det argentinske bruttonationalprodukt så voldsomt, at indkomsten pr. indbygger kom ned på kun 12-15 procent af det danske.

De to landes forskellige deltagelse i globaliseringen er med til at forklare det. Globaliseringen åbner op for fri kapitalbevægelighed. Men dermed åbner den også op for fri kapitalflugt!

»Et spædbarn på 4 måneder døde i går af underernæring«, er den lakoniske nyhed i den argentinske internetavis La Naci-OnLine den 29.12.02. Lægen, der tilså barnet, inden det døde, berettede om en dramatisk forværret fødevaresituation i byen Simoca i Tucumanprovinsen. »Situationen i byen er nu sammenlignelig med nogle af de værst ramte lande i Afrika«. I de følgende uger kunne de argentinske medier fortsætte med at berette om tiltagende sultproblemer i den argentinske befolkning.

Situationen er tilsyneladende helt uforståelig. I begyndelsen af 1900-tallet hørte Argentina til blandt de rigeste lande i Verden. Landet har en spansktalende befolkning med en overvejende europæisk baggrund. Det er en befolkning, der føler en betydelig kulturel affinitet med Europa. Over 90 procent af befolkningen kan næsten beskrives som »europæere« med hensyn til sprog, kultur og identitet. Man kan ofte høre argentinere sige: »Bare vi var placeret lige som Spanien« – inden for »Fort Europa« – ikke udenfor, og dermed »overladt til gringoernes nåde og barmhjertighed«. Sådan fungerer det globale lykkehjul imidlertid ikke!

Med landets beliggenhed er det en – i hvert fald geografisk – umulighed at komme med i »Fort Europa«. Men spansk er et globalt sprog, og globaliseringens netværk kender som bekendt ingen grænser – så hvorfor ikke?

Det ville af sproglige og kulturelle grunde måske være mere naturligt at optage Argentina i EU end nogle af de østeuropæiske lande, der skal ind i denne globaliseringens superklub.

Præsidentvalg

I slutningen af april blev Nestor Kirchner indsat som præsident i Argentina før anden runde af det argentinske præsidentvalg.

Det var den foreløbige afslutning på et forløb, der af mange argentinere ses som et symptom på landets både politiske og økonomiske krise.

Kirchner blev valgt i og med, at hans modkandidat i anden runde, Carlos Menem, trak sig. Opinionsmålinger havde vist, at Kirchner sandsynligvis ville få op imod 70 procent af stemmerne. Dermed var der på forhånd dømt nederlag til Menem.

Han kunne altså lige så godt trække sig. Ved at trække sig på denne måde er det imidlertid lykkedes denne konservative nyliberalist at tage væsentlige stik hjem og delvist trække tæppet væk under den kommende præsident.

I første valgrunde i præsidentvalget, der var domineret af peronistiske kandidater, fik Menem 24 procent af stemmerne. Kirchner fik kun 22 procent. Ifølge forfatningen skal ser laves en 2. valgrunde, når ingen kandidat har fået et flertal, der udgør mindst 40 procent af stemmerne. Det er for så vidt en fornuftig bestemmelse, idet den sikrer, at der ikke vælges en kandidat, der har et stort flertal af befolkningen imod sig. I dette tilfælde er bestemmelsen imidlertid blevet brugt af Menem til at kunne sættes spørgsmålstegn ved Kirchners demokratiske legitimitet, når og hvis den nyvalgte præsident og hans regering geråder ud i krise, hvad de fleste venter vil ske på et eller andet tidspunkt, når man tager landets fortsatte økonomiske og sociale problemer i betragtning.

Politisk krise

Før valget foretog internetmediet BBC Mundo et rundspørge blandt argentinske unge om, hvad de ville stemme, og hvad deres forventninger til valget og Argentinas fremtid var. Der var ikke én, der følte sig som del af en legitim og meningsfuld demokratisk proces.

Valget var domineret af traditionelle partimaskiner, det peronistiske Partido Justicialista og det radikale UCR (Union Civica Radical). De kom til at bestemme kandidatopstillingen. De tre førende kandidater var peronister, og der var i starten af valgkampen ikke de store forskelle mellem dem. Den deltagelsesdemokratiske tradition, der går tilbage til kampen mod Corralitoen (indefrysning af banktilgodehavender), coralazoerne (pottebankning under demonstrationer) og piqueteros-bevægelsen (arbejdsløses vejblokader), assembleas (naboskabskomittéer) og fabriksbesættelser, var ikke repræsenteret.

Mange argentinere havde sat deres lid til den bredt sammensatte demokratibevægelse, der startede under massedemonstrationerne i Buenos Aires’ centrum den 19.-20. december 2001, da befolkningen opgav håbet om, at de traditionelle apparatpolitikere kunne løse problemerne.

Håndteringen af økonomien

Argentina var i 1990’erne et mønsterland for den neoliberale politiks gennemslag og succes i en »emerging economy« (ny industriøkonomi), som den er udformet i den såkaldte Washington-koncensus, der åbner op til den liberale kapitalismes forjættede land. Derfor er det interessant at undersøge, hvad der egentlig gik galt, og hvorfor det gjorde det. Det er også interessant at undersøge IMF’s og de amerikanske storbankers og økonomiske beslutningstageres rolle.

Menem kom til magten i 1989. Hans nyliberale politik bestod af to hovedelementer, el plan de convertibilidad (valutaomvekslelighed i et fast vekselkursforhold til dollar) og omfattende privatiseringer af statsforetagender. Det lykkedes at nedbringe inflationen, der i slutningen af 1980’erne havde udviklet sig til en hyperinflation på flere tusinde procent. Inflationen blev bragt ned på godt 7 procent i 1993. Det medvirkede til at stabilisere investeringerne, og der var i nogle af de første år af 1990’erne en pæn vækst i den argentinske økonomi. Menem havde brug for succes, hvis han skulle holde på vælgerne, idet beskyldninger om korruption og favoritisme blev ved med at dukke op i den kritiske presse.

Det lykkedes ham at sikre sit genvalg for endnu en præsidentperiode. Men så begyndte problemerne også for alvor at melde sig. I 1996 nåede arbejdsløshedstallet op på over 2 mio., og over en million var »underbeskæftiget« ifølge de officielle statistikker. Udlandsgælden voksede med over 50 procent i løbet af perioden.

Det, der havde medvirket til en succesfuld nedbringelse af inflationen i første Menem-præsidentperiode blev til en boomerang for den argentinske økonomi i Menems anden præsidentperiode 1995-1999. Den argentinske valuta var blevet bundet i et fast vekselforhold 1:1 i forhold til dollaren. Konservative finanskredse i Argentina overvejede endda i lighed med, hvad lande som Panama, El Salvador og Ecuador har gjort, helt at droppe den nationale valuta og indføre dollaren som betalingsmiddel. For at gøre denne politik mulig på langt sigt havde man indført et currency board (Valutaråd), der efter loven var forpligtet til at opretholde et fast forhold mellem valutabeholdningen i landet og mængden af indenlandske betalingsmidler. Denne politik fik katastrofale konsekvenser for Argentina, idet den amerikanske dollar steg i kurs i sluthalvfemserne, og den argentinske peso var nødt til at følge efter.

Det kunne den svage argentinske økonomi ikke bære. Efter den østasiatiske krise i 1997 og den russiske i 1998 droppede den brasilianske regering den faste real-politik. Dermed devalueredes den brasilianske valuta over for den argentinske. De to lande er betydelige handelspartnere for hinanden. Det gik altså ud over den argentinske konkurrenceevne på det brasilianske marked – og på mange andre markeder i lande, hvis valutaer ikke havde fulgt dollaren op i værdi.

Den faste pesopolitik viste sig efterhånden at være fuldstændig uholdbar. De, der havde mulighed for det, bragte deres penge i sikkerhed til den gode vekselkurs. Det var de rige med gode kontakter og de multinationale virksomheder, der kunne det. En stor del af finanssektoren i landet var under privatiseringsbølgen blevet overtaget af spansk finanskapital, som var flink til at hjælpe sine »udenlandske« interessenter.

Ofrene blev de argentinske pensionsopsparere. Alle kunne se, hvad der skete, for i løbet af 2002, efter at landet måtte opgive at betale af på sin 141 mia. dollar store udlandsgæld, drønede den argentinske valuta i bund. Valutaen faldt til en tredjedel af sin værdi, da den blev givet fri på valutamarkederne, fra 1:1 til 3:1. Corralitoen (indefrysning af banktilgodehavender), der blev indført efter, at de rige havde fået deres penge ud, bevirkede, at almindelige argentinere kunne se deres sparepenge, bl.a. pensioner, reduceret til en tredjedel.

Den argentinske regerings forsøg på at løse problemerne i 2001 blev ikke mødt af særlig stor forståelse i IMF, der forhandlede lånebetingelserne for landet. I IMF stemmer man som bekendt efter »høveder« og ikke efter hoveder. Det er altså helt afgørende, hvad den store indskyder i IMF, USA, mener. I 2001 til 2002 blev en del af Argentinas økonomiske suverænitet deponeret i det amerikanske finansministerium, hvor midlerne til finansiering af de gigantiske låneomlægninger i sidste instans blev sanktioneret.

I modsætning til den politik, man førte over for den anden storskyldner Brasilien, var man i Bush-administrationen indstillet på at føre en relativt hård politik over for Argentinas gældsproblemer. Man opfattede den argentinske regering som administrator for en svag centralstat, der i urimelig grad var underlagt økonomiske beslutninger fra stærke provinsguvernører – hvad der ikke var uden et vist hold i virkeligheden. Det spørgsmål, amerikanerne imidlertid glemmer at stille, er, hvad den historiske oprindelse for de svage latinamerikanske stater er. Selv statsforfatningerne er mere eller mindre tro kopier af den amerikanske forfatning. Demokratierne er ikke virkelige demokratier, men formalistiske forstenede forskallinger over elitestyrer, der favoriserer de lokale borgerskaber.

Argentinas problemer bliver i sommeren 2001 behandlet i IMF, der i august giver tilsagn om en lånepakke på 8 mia. dollars, der gøres betinget af finansiel stabilitet i de offentlige finanser. Pengene strander imidlertid under udlodningen i slutningen af året af 1.3 mia. dollars. Det er der lange og trange forhandlinger om. IMF stiller fortsat krav om finansiel balance, der er fuldkommen absurde i et land, der ikke kan øge sine skatter pga. en voldsomt fremadskridende økonomiske tilbagegang. IMF er altså direkte med til at udløse den argentinske krise, der ender i betalingsstandsning 23.12.01.

IMF’s endelige tilbageholdelse af lånet på 1.3 mia. $ virker brutal – ikke mindst i betragtning af de dengang relativt beskedne budgetunderskud på den argentinske centralregerings budget.

Under forhandlingerne med valutafonden om dette lån fremlagde Argentina budgetfremskrivninger for de følgende års argentinske statsbudget, der fremviste budgetforbedringer med de iværksatte tiltag for skatteforhøjelser og besparelser. IMF bestred holdbarheden af tallene, men ville ikke udtale sig om, hvad Argentina skulle gøre for at opfylde sine egne talprojektioner.

Der er ingen tvivl om, at det eneste realistiske forsøg på at redde situationen allerede dengang ville have været en ændret valutapolitik, eventuelt en flydende valuta ligesom Brasilien havde fået. Det var der dog ingen, der turde sige, for hvem skulle bære byrden i form af forringede pesotilgodehavender af en sådan?

Hvorfor ville IMF ikke sige dette? Én mulighed er, at man ikke ville blande sig i den omtalte intrikate fordelingsproblematik, der var et resultat af den nyliberale fastkurspolitik og finansielle åbenhed over for udlandet. En anden mulighed er, at man ville gøre sig immun over for kritik af et sådant råd, hvis det ikke kom til at holde, hvad der bestemt ikke kunne udelukkes, hvis den økonomiske krise ville blive yderligere skærpet.

Den hårde holdning reflekteres i kommentarerne fra den amerikanske regering. Præsident Bush bliver i juledagene 2001 interviewet på sin Texas-ranch, hvor han udtaler, at det først og fremmest er op til argentinerne selv at bringe deres hus i orden. I en tale til Organisationen af Amerikanske Stater den 16. januar 2002 sagde Bush, at Argentina skulle gøre noget ved sine budgetoverskridelser, åbne grænserne for handel, sælge statsejede virksomheder, deregulere de indenlandske markeder og investere i sundhed og uddannelse 1). Det var faktisk stort set de ting, landet forsøgte at gøre. Talen blev holdt delvist i reaktion på protektionismevenlige erklæringer fra Eduardo Duhalde forinden. Talen var altså i naturlig forlængelse af Bush’ eget liberale credo, der skulle bekræftes og et slags ekko af de ord, som den daværende præsident Hoover formulerede over for tyske debitorer: »You borrowed the money, didn’t you?« (»De lånte jo selv pengene, ikke sandt?«). Det var medvirkende til udløsning af verdenskrisen i 1930’erne.

Der er ikke fra de vestlige kreditorers side tale om nogen virkelig medansvarlighed for, hvordan landet er blevet bragt i en så uholdbar lånesituation. Realiteten er jo, at landene i den tredje verden ofte »lokkes ind« i tilsyneladende uskyldigt udseende lånearrangementer, der hører sammen med eksportkreditordninger, såkaldt »ulandsbistand«, o. lign., hvis primære sigte ofte er at give afsætningsmuligheder for virksomhederne i de rige lande i nord.

Virkninger af krisen

Det er bl.a. disse begivenheder og sammenhænge, der forklarer det store folkelige raseri, der udløses. Raseriet rettes i første række mod den politiske klasse. »Que se vayan todos!« (»De skal alle ud«!) bliver et kampråb for cazerolazoerne, der ruller igennem de argentinske storbyer i 2002. Det er bl.a. en rasende middelklasse, der manifesterer sig, en middelklasse, der har oplevet en af de hurtigste og mest omfattende proletariseringsprocesser i Verdenshistorien. I løbet af 2002 falder den argentinske produktion med 15-16 procent. Tallene for den officielt registrerede fattigdom eksploderer fra nogle og tyve procent til godt 57 procent. i slutningen af 2002.

I stedet vokser nye politiske kulturer frem, og nye økonomimodeller ser dagens lys. Der opstår en stor uformel økonomi, hvor naturalie- og bytteøkonomi tager over fra den skibbrudne formelle økonomi. Et stort antal fabrikker overtages af – og køres videre af – arbejderne.

Betalingsstandsning på verdensbanklån og nye forhandlinger med IMF

I alt skyldte Argentina 25-30 mia. dollars til de internationale finansinstitutioner (IMF, Verdensbanken, Interamerikanske Udviklingsbank, m.fl.). 95 mia. dollars af den ca. 140 mia. dollars store gæld var gæld i form af statsobligationer o. lign. og skyldtes til virksomheder og storbanker. Spanske banker havde i alt tilgodehavender på over 18 mia. dollars 2).

Den 14. november 2002 standser Argentina betalingerne på et stort Verdensbank-lån. Argentina skulle af med 805 mio. $ på sin samlede gæld til Verdensbanken på 8.5 mia. $; landet nøjedes med at betale renterne på 79.2 mio. Tvunget af omstændighederne skruer den midlertidige Duhalde-regering bissen på over for de internationale finansinstitutioner, Verdensbanken og IMF. Det ser ud til at have en vis virkning. Viljen til at nå kompromiser vokser tilsyneladende. Der er dog ikke tale om nogen former for gældseftergivelse. Argentina er stadig »for rigt« til at komme ind under HIPC-initiativet om gældseftergivelse for de fattigste ulande.

Forhandlingerne med IMF fortsatte løbende igennem 2002 efter, at landet var gået i betalingsstandsning i slutningen af 2001. I januar 2003 får Argentina en interimsaftale om at tilbagerulle 6.8 mia. dollars i gæld til august 2003. De udenlandske kreditorer er nu ved at være bekymrede for, om de nogensinde ser deres penge og er derved blevet mere kompromisvillige.

IMF er samtidig aktiv under den argentinske præsidentvalgkamp, idet valutafonden har en delegation i landet, der forhandler med præsidentkandidaterne. IMF blander sig direkte i valget, idet møderne med kandidaterne og deres økonomiske rådgivere refereres i den argentinske presse og bruges til »måling« af de respektive kandidaters »økonomiske ansvarlighed«.

De øjeblikkelige meldinger fra IMF-mandarinerne indebærer bl.a. krav om forøgelse af det såkaldte »primære overskud« på de offentlige finanser, dvs. overskuddet renset for betaling af renter på gælden. IMF ser gerne, at lande som Brasilien og Mexico har et overskud på deres offentlige budget på 4 procent af BNP. Kirchner har meldt ud, at tilbagebetaling af gælden ikke skal overskygge befolkningens behov. Under valgkampen profilerede han sig i forhold til Menem ved at lægge sin politik mod venstre og altså indtage en relativt kritisk linje i forhold til IMF-kravene.

Forhandlingerne om, hvad der skal ske i august, når interimsaftalen udløber, er ved at gå i gang. Argentinas økonomiminister Roberto Lavagna har sagt, at han ønsker forhandlingerne med valutafonden genoptaget med henblik på, at der skal sikres friske lån, og tilbagebetalingen af de eksisterende skal strækkes. Hermed hænger man på den igen, idet IMF som sædvanlig vil stille sine velkendte modkrav.

Anne Krueger, nr. 2 i Valutafonden, har for nylig rost den udvikling, der for øjeblikket er i gang i den argentinske økonomi, men hun har samtidig understreget, at Argentina skal leve op til nogle nødvendige krav, der går på udarbejdelse af en »bærbar« økonomisk plan, gå i gang med nødvendige reformer, omdanne banksystemet og genforhandle den offentlige gæld 3). Alle ved, hvad dette betyder i Fondens særlige mandarinsprog eller orwellianske newspeak. Det går på nedskæringer i de offentlige udgifter, fortsatte privatiseringer og åbning for udenrigshandel og finansmarkeder.

Det kan undre, at man tilsyneladende aldrig bliver klogere i IMF. Man troede fejlagtigt i 1990’erne, at globaliseringen med nedtrapning af toldsatser, privatiseringer og afregulering ville føre til en skærpet konkurrenceevne, der kunne skabe jobs. Men det skete ikke.

I stedet for at forsøge at borteliminere staten bør man undersøge, hvilken rolle den skal have i udviklingsprocessen, og hvordan den kan deltage i økonomiske nøglesektorer. Det er nødvendigt at fremme teknologi og investeringer ud fra et lokalt grundlag og finde ud af, hvordan eksportsammensætningen kan blive bredere. Det kan også være nødvendigt at bygge på folkelige erfaringer med andre udviklingsmodeller. Nogle af erfaringerne fra de argentinske fabriksbesættelser, byttemarkeder og assambleas kunne være værd at bygge videre på.

Disse erfaringer er der imidlertid ikke mange i eliten, der vil tale om. I stedet sætter man politi med hunde ind imod fabriksbesætterne, når fallerede fabriksejere fortryder, at de har forladt deres virksomheder.

Privatiseringerne er et ømt punkt. Det er ikke fordi, argentinerne nærer stor veneration for de bureaukratiske statslige mastodonter, der blev bygget op eller befæstet i peronismens guldalder, men den alt for hovedkulds og hastige neoliberale privatiseringsbølge under Menem i 1990’erne har efterladt meget betydelige problemer.

Mange virksomheder er blevet solgt alt for billigt til udenlandsk kapital. Der har været urimelige virksomhedsslagtninger (»capital stripping«), hvor udlændinge og argentinske kapitalister er rendt med godbidderne og likvideret de »lamme ænder« eller overladt de nødlidende rester til staten. Og endelig har der været alt for mange eksempler på, at de private investorer har lovet guld og grønne skove, men hurtigt efter privatiseringen har stillet med krav til staten om tilførsler af statslig støtte, pris- og afsætningsgarantier og lign.

Et eksempel er det argentinske postvæsen Correo Argentino, der blev overtaget af Grupo Macri med den spanske storbank Banco Galicia som minoritetsdeltager. Posten (Correo) blev privatiseret i 1997. Koncessionen skal løbe over 30 år, og staten skal have godt 200 mio. pesos årligt i koncessionshonorar. I 1999 indstilledes betalingen af disse penge. Endvidere bad virksomheden om, at fratrædelsesydelser til 6000 ansatte kan bogføres som investeringer, der kan afskrives, hvad der vil forbedre årsregnskabet betragteligt. Virksomheden har yderligere forlangt en erstatning fra staten på over 1 mia. dollars under påberåbelse af, at de oprindelige vilkår for privatiseringen har ændret sig 4). Det kræver en stærk stat at være oppe imod sådanne private interessenter. De hyrer de bedste advokater og benytter retssystemet til at presse deres krav igennem. Ifølge avisen Pagina 12 gik Menemregeringerne i knæ over for kravene. Et af resultaterne er, udover en ineffektiv og dyr privat sektor, at den økonomiske ulighed i samfundet øges, idet selskaberne kan presse det øvrige samfund på vilkårene, så der kan udloddes endnu mere til begærlige aktionærer og højtlønnede topfunktionærer. En af Kirchner-regeringens første opgaver er at se på postprivatiseringen.

Gennemføres IMF’s krav, kan det risikere at kvæle det begyndende økonomiske opsving. Betalingsbalancen er blevet dramatisk forbedret. Det skyldes dog mere en kraftig nedgang i importen, der igen hænger sammen med den voldsomme forarmelse af befolkningen, der simpelthen ikke har råd til at købe importvarer, end det hænger sammen med en særlig kraftig eksportfremgang. Men der er ingen tvivl om, at Argentina mærker forbedringen af konkurrenceevnen som følge af devalueringen af valutaen. Den økonomiske vækst ventes at komme op på måske 4-5 procent. i 2003.

I den situation vil krav om 4 procent primært overskud på statsbudgettet kunne blive skæbnesvangert. Det vil kunne kvæle den spæde opgang. Det vil også kunne få katastrofale konsekvenser, hvis man begynder at skære i de begrænsede sociale ydelser, som Duhalde-regeringen fik indført i 2002, og som medvirkede til at tage noget af det sociale pres. Det drejer sig bl.a. om Plan jefes de hogares (Planen for familieoverhoveder), som giver en social subsistensydelse til arbejdsløse forsørgere. Op imod to millioner nyder godt af dette sociale program. De kan dog kun leve af pengene, når hele familien samtidig sættes i sving inden for den uformelle økonomi.

Mercosur

I sin populistiske reformulering af den socialt ansvarlige variant af den multifacetterede peronisme lykkedes det under præsidentvalgkampen Kirchner at dreje sin politik i retning ad Lula de Silva og Partido Trabajadora (Arbejderpartiet) i Brasilien. Denne linje er fortsat efter valget, idet de to præsidenter har aftalt at konsultere hinanden før afgørende politiske og økonomiske begivenheder, der kan gøre det relevant at koordinere landenes politik. De er i forvejen forpligtet i forhold til hinanden inden for rammerne af det sydamerikanske markedssamarbejde Mercosur. Man har endda talt om at kopiere det europæiske europrojekt og indføre en fælles Mercosurvaluta. Det er dog foreløbig ikke blevet til mere end snak og luftige planer.

Mercosur var tæt på at blive skudt i sænk efter den brasilianske realdevaluering i 1999 og argentinsk irritation over den brasilianske eksportoffensiv, men nu ser det ud til, at begge lande erkender nødvendigheden af samarbejde. Lula da Silvaregeringen er opmærksom på problemet med den nordamerikanske dominans, når og hvis planerne om det al-amerikanske frihandelsområde FTAA (Free Trade Area of the Americas) realiseres fra 2005, som amerikanerne ønsker det.

Er der noget, der kan få sydamerikanere til at enes, så er det udsigten til intensiveret gringoimperialisme. Det kræver en stærk modspiller til USA, hvis det skal lykkes at gå effektivt op imod amerikanerne, så de latinamerikanske interesser i fair trade kan realiseres. Man frygter for, at den mexicanske maquilamodel for afhængig kapitalistisk udvikling breder sig sydpå til hele kontinentet. Det er mere end en frygt for en kommende udvikling. Spørgsmålet er, om man ikke allerede delvist har denne model, og hvad man kan gøre for at modvirke den?

Det er nok rigtigt set, at Mercosur kan blive et værn for en ødelæggende neoliberal globalisering, hvor den multinationale kapitaler fejer de spæde latinamerikanske økonomier helt omkuld. Mercosur har dog i sin nuværende indretning svært ved at spille denne rolle. Erfaringerne fra Asien (Kina og delvist Indien) tyder på, at der skal en stærk stat til for at kunne styre en globaliseringsproces’ form og indhold, eller for at stille alternativer op til Verdensmarkedsintegrationen. Et af de lande, der i højest grad har levet op til IMF’s anbefalinger, er Haiti. Det er samtidig et af de fattigste lande i Verden. Dermed er naturligvis ikke sagt, at der er en sammenhæng, men det siger noget om, at det ofte er andre faktorer, der fører til udvikling.

1. Tango Noticias februar 2002

2. Samme

3. MercoPress, 9.6.2003

4. Pagina 12 8.6.2003. www.pagina12.com.ar

Gregers Friisberg er gymnasielærer og medlem af Attac.