Selvfølgelig kan jeg forstå den. Hovedårsagen til din skuffelse er at denne kollaps har gjort det muligt for gribbene i Washington og London at fylde deres ødselsbeholdninger. Dette var en halvkolonial krig som makkerparret Bush og Blair (lad os kalde dem B2 – det klæder dem at blive opkaldt efter en bombemaskine) kastede sig ud i i foragt for et klart flertal i verdensopinionen. Og nu kalder de det så en befrielseskrig inspireret af demokratiske idealer. Ja, det er provokerende! Men husk på de forudsigelser

som vi har fremsat måned efter måned. De kan sammenfattes således:

1) B2’s nemmeste opgave ville være at vælte Saddams regime, som kan nedkæmpes uden større besvær. De virkelige problemer starter først bagefter.

2) De turde at gå imod den folkelige opinion, fordi de regnede med, at det irakiske folks fejring af Saddams fald ville overbevise opinionen. I betragtning af hvor hadet det Baathistiske diktatur var – og med god grund – var det uundgåelig.

3) B2 er eventyrere og spillere; de gik i krig med forhåbning om det bedst mulige udfald. De regnede med at kunne overtage hovedparten af det irakiske statsapparat, især hæren, da de gik imod Saddam Hussein, og de kunne bruge dette til at kontrollere Irak efter sejren. Men den mest sandsynlige udgang var at deres intervention – som ville begynde med forsøg på at likvidere

Saddam og en besættelse af oliekilderne – ville medføre en kollaps af statapparatet og ville betyde totalt kaos og opløsning.

Disse forudsigelser kom til at holde stik. Intet af det skete burde forbavse dig; al ting var forudsagt. Lad os kigge på den sidste tids begivenheder:

1) Sejren

På den ene side har vi en ”koalition” mellem verdens stærkeste militærmagt, som alene står for 40% af verdens militærudgifter, og en større vasal. På den anden side har vi et Tredie Verdensland, hvor 2/3 af dets væbnede styrker blev ødelagt i 1991, den anden 1/3 blev nedslidt af efterfølgende embargo som ødelagde dets muligheder for vedligeholdelse af dets våben, og

alt dette blev yderligere ødelagt af mange års FN-ledet afvæbning.

Hvordan kunne nogen overraskes af Iraks fald? Det samme regime havde allerede lidt et afgørende nederlag i 1991 da de irakiske styrker kollapsede

i Kuwait og Sydirak. Det er rigtigt at Washingtons mål denne gang var en erobring af hele landet; og det er rigtigt nok et større mål at sætte sig.

Men i mellemtiden var landet udslidt af mere end 20 års krig, bombninger og embargo. Det var dette land som Washington ville erobre. Og i 2003 som i

1991 skulle det være den irakiske befolkning som skulle modtage ordrer fra det hadede regime. Hvordan kunne nogen forvente en folkelig mobilisering under disse omstændigheder som disse.

Det overraskende var ikke de amerikanske og engelske troppers hurtige sejre, men den modstand som det irakiske regimes hær viste i offensivens

første dage. Tænk blot på de fleste kommentatorers hånlige kommentarer til

forudsigelserne om en hurtig sejr. Mange mente at den hængedyng som man forudsagde i 1991 denne gang ville blive en realitet. Men de tog fejl af

modtstanden i begyndelsen. Årsagen skal søges i at landoffensiven blev iværksat på samme tid som luftoffensiven, hvor Washington i 1991 havde udsat den irakiske hær for 5 ugers intensivt bombardement før tropper blev sendt i

aktion. Det betød at regimes tropper stadig var klar til kamp på den tidspunkt hvor landoffensiven startede – meget mere end i 1991, da de irakiske tropper som havde overlevet var udmattede og omtågede, og overgav sig en masse til koalitionsstyrkerne. Regimets styrker og ingen andre! Alle der forveksler det der skete i Irak med folkelig modstand, eller forveksler

irakiske troppers forsvar af Baghdad med det folkelige forsvar af Beirut under den israelske belejring i 1982, gør en stor fejltagelse både hvad angår de militære forhold og det irakiske folks forhold til Saddams Husseins tyranniske regime.

2) Reaktionerne i Irak

Hvordan kunne nogen forbavses over det irakiske folks lettelse og glæde da de så regimet falde? Jeg følte selv en ægte lettelse, selvom jeg aldrig har oplevet det som irakerne havde.Det irakiske Baath-diktatur tog magten i 1968, i perioden hvor jeg selv blev radikaliseret, ligesom mange i min generation i store dele af verden. Det nye regimes første prioritet var at

knuse ethvert udtryk for denne radikalisering, som i Mellemøsten blev igangsat af de arabiske regimers nederlag til Israel i 1967.

Det etablerede terrorregime i Baghdad fortsatte nådesløst at knuse den venstreorienterede guerrilla i Sydirak samt venstrefløjen der brød med det Irakiske Kommunisparti. Regimet fik hurtigt ry for at være regionens mest brutale. Iraks militante vidste at det var bedre at dø i kamp med regimets styrker end at blive arresteret for derefter at dø under ufattelig grusom

tortur. Baath-regimet knuste det irakiske venstre, som dengang var den arabiske verdens største, blodigt og fuldstændigt. På den måde hjalp regimet til at bane vejen for de islamiske fundeamentalisters hegemoni over de folkelige bevægelser i Mellemøsten. Af alle de diktatorer som er blevet sammenlignet med Hitler det sidste halve århundrede, og i de fleste tilfælde

tendentiøst og af propagandaformål, er Saddam Hussein den som bedst passer til formålet – ikke kun i forhold til regimets hjemlige karaktertræk (med undtagelsen af nazismens massebasis) men også i forhold til en ekspansionist politik drevet af blind storhedsvanvid.

I 35 år har jeg ventet og håbet på dette forfærdelige regimes fald. Så jeg var lettet da det endeligt faldt, ligesom millioner af irakiske mænd og kvinder. Det irakiske folks lettelse var ikke overraskende; den var ganske forudsigelig. Det overraskende for i hvert fald Washington og London, var den lunkne, og nogen gange fjendtlige velkomst, som de irakiske arabere gav deres tropper – inklusiv det shiitiske syd. Det er heller ikke så svært at forstå.

Det som Washimgton og London ikke fatter er at dette folk, som har så mange grunde til at hade Saddam Hussein, har endnu flere grunde til at hade dem.

Irakerne husker hvorledes koaltionen overlad dem til Saddam Hussein i 1991. De lider stadig under de 12 års umenneskelige embargo som Washington og

London påtvang dem med støtte fra FN’s Sikkerhedsråd. Og de kunne ikke hilse USA velkommen som befrier, idet USA er Mellemøstens værste undertrykker og Israels støtte, ej heller de medfølgende tidligere britiske kolonister som

efterlod så mange bitre minder.

Som følge af disse kendsgerninger var irakernes begejstring meget behersket. Washington var nødt til at ty til propagandatricks for at give det indtryk at de amerikansk-britiske styrker blev hilst velkomne som befriere. Hilset blev de, men først og fremmest af udplyndrerne, som med tyvekosterne i favnen havde gode grunde til at sige ”Bush very good”. Besættelsesstyrkerne

gav bevidst disse udplyndringerne frie tøjler for ikke at risikere få en fjendtlig befolkning imod sig, men endte med det omvendte resultat. (Den

eneste offentlige bygning i Baghdad som blev bevogtet var Olieministeriet, ligesom de eneste sikrede områder i Irak var oliefelterne.) De nye erobrere blev ansvarlige for en udplyndring af Baghdad som vil lejre sig i den historiske bevidsthed som en moderne version af den udplyndring som Baghdad blev udsat for i 1300-tallet under den mongolske invasion...

Den eneste del af den irakiske befolkning som allierede sig med besættelsesstyrkerne og massivt udtrykte glæde ved deres tilstedeværelse var

kurderne. Endnu engang har de kurdiske ledere demonstreret kortsigtethed, hvor ofte har de ikke kastet deres lod på dårlige allierede: Israel, Shahen af Iran, den tyrkiske regering, de iranske mullaher – og selv Saddam Hussein! De er ikke fornuftige nok til at undgå at kompromittere sig selv ved samarbejde med de besættelsesstyrker som uundgåelig vil blive genstand for de irakiske araberes afsky, netop dem som i den sidste ende er uafgørende for Irakisk Kudistans fremtid. Det vil være en katastrofe for kurderne hvis deres ledere bekræftiger deres image som besættelsesstyrkernes gode partnere. USA og England vil ikke på nogen måde forsvare det kurdiske folks ret til selvbestemmelse. De vil ikke tøve med at ofre de irakiske kurdere hvis det tjener deres mål mht. kontrol af landet.

3) Kontrollere Irak, dominere verden

Småtyvene i de irakiske byer har alene kompliceret opgaven for stortyvene,

besættelsesstyrkerne. Hver eneste dag bekræftiger hvor svært det vil være for B2 at kontrollere Irak med en befolkning som foragter dem. Deres mand, Ahmed Chalabi og hans medhjælpere som var en del af de amrikanske styrkers bagage er bestemt ikke egnede til at ændre situationen.

USAs problem er – og i højere grad end Tyskland og Japan efter 1945 da man kunne nøjes med dele af det gamle regimes apparat – at det eneste

pålidelige apparat er det tiloversblevne fra Saddams tid. Kun det gamle regimes tjenere har den moralske slaphed til trofast at tjene

besættelsstyrkerne. De vil være indstillet på at tjene de nye herrer fordi det vil redde deres skind og give dem mulighed for magt. Og det vil få flertallet af irakere til at hade besættelsen endnu mere.

Og efterhånden som USA spreder sig over stadig større dele af den arabiske verden bliver troppernes tilstedeværelse tyndere og tyndere. Det had som det vækker i hele Mellemøsten og i hele den islamiske verden har allerede adskillige

gange eksploderet op i deres ansigt; den 11.9.02 var kun den mest spektakulære og morderiske manifestation på dette had. Iraks besættelse vil

skubbe den almindelige afsky til ekstremer; den vil accelerere ødelæggelsen af den regionale stabilitet. Der kommer ingen Pax Americana. Der vil snarere være endnu skridt nedad mod barbarisme, hvor Washingtons og dets allieredes

barbarisme nærer den modsatte barbarisme: den religiøse fanatisme – og det lige så længe der ikke opstår nye progressive kræfter i denne del af verden.

Opbygningen af et globalt USA-imperium baseret på brutal magtanvendelse vil uundgåelig fejle. I denne sammenhæng har Washington allerede på dette

tidlige tidspunkt lidt alvorlige politiske tilbageslag, modsat den opfattelse man kunne få ved dets militære sejre i Irak. Aldrig tidligere

siden slutningen af Den kolde Krig er USAs hegemoni blevet så bredt imødegået, og aldrig har tidligere har den accept der har været omkring dets hegemoni manglet så tydeligt. Det er forholdet når det gælder de internationale forhold; det skrumpende antal allierede lande som USA regner for loyale har aldrig været så spredte. Selv den tyrkiske regering nægtede

at lade amrikanske tropper passere gennem dets territorium. Det lykkedes ikke Washington at købe det, ligesom det heller ikke lykkeds at købe nok

medlemmer i FN Sikkerhedsråd til at få ni usle stemmer for dets krig imod Irak!

Det skal indrømmes at de fleste lande ikke er pålidelige allierede for antikrigs-modstanderne, og end ikke dets allierede – særligt når man tænker på at lande som Frankrig og Rusland har opført sig ligeså brutalt og hadefuldt i deres egen imperialistiske sfære som USA gør nu. Men denne disharmoni blandt stater i sammenhæng med et storimperialistiske styre fra Washington har på en måde reflekteret den anden store tilbageslag for det imperialistiske projekt. Jeg hentyder selvfølgelig til opkomsten af en anden

supermagt, "Verdensopnionen", som New York Times så ganske rigtigt titulerede den efter demonstrationerne den 15. februar 2003, dagen hvor den største verdensomspændende mobilisering fandt sted. "Verdensoponionen" – eller rettere antikrigsbevægelsen, oponioner demonstrerer ikke.

Op gennem 90’erne troede mange af den bevægelse var hensygnet så meget at den aldrig ville dukke op igen. Man troede at Vietnamårene var godt og

grundigt begravet, og især fordi Washington havde lært lektien fra Vietnam og anvendt sine erfaringer i sine senere krige, startende med Panama i 1989. Men fra begyndelsen af efteråret 2002 har vi set opkomsten af en overvældende ny antikrigs-bevægelse, som hurtigt har sat nye historiske rekorder i adskillige lande og endog oversvømmet USA. Den er en uigendrivelig kendsgerning, at den vigtigste mobilisering er den i selve USA. Den amerikanske antikrigs-bevægelse har ikke nået Vietnam-krigens

højdepunkter, men har allerede udmærket sig ved at have massekarakter, på trods af 9.11-trauma og Bush-administrationens udnyttelse af dette trauma. Omhyggeligt udvalgte billeder af den såkaldte "befrielse" af Irak og Pentagons konstruerede scener har imponeret mange modstandere af krigen. Men hver eneste dag der går viser at antikrigsbevægelsen havde ret. De utallige døde, de massive ødelæggelser og udplyndringen af Iraks rigdomme er den pris det irakiske folk pålægges for at betale for sin "befrielse", dvs. betaling for udenlandsk besættelse. Efterhånden som Washington kører fast i et land som ikke kan skjules fra omverden – modsat Afghanistan, som er mere kaotisk end nogensinde – vil det være muligt for antikrigsbevægelsen at sætte nye rekorder.

Bevægelsens klare vækst har kun været mulig, fordi den byggede på den globale bevægelse mod den neoliberale globalisering som blev skabt i Seattle for tre år siden. Disse to dimensioner vil fortsætte med at styrke hinanden,

det vil styrke folks bevidsthed om at neoliberalisme og krig er to sider af samme sag, - og at det system skal omstyrtes.

Oversat af Michael Schølardt fra ZNet, 17. april 2003 (www.zmag.org)

Gilbert Achar er forfatter til bogen "Clash of Barbarisms", 2002, Monthly Review Press, New York.