Dette er ikke et follow-up til No Logo, bogen om den aktivistiske modstand mod de store koncerner, som jeg skrev mellem 1995 og 1999. Den var et tesebaseret forskningsprojekt, mens Hegn og Led er en nedfældelse af de rapporter, der indløber fra fronterne i en kamp, som brød ud lige omkring det tidspunkt, hvor No Logo blev udgivet. Bogen lå hos trykkeren, da den undergrundsbevægelse, den omtalte, røg ind i den industrialiserede verdens bevidsthed på grund af, hovedsageligt, protesterne omkring WTO’s møde i Seattle i november 1999. Fra den ene dag til den anden var jeg blandet ind i en international debat om vores tids mest presserende spørgsmål: Hvilke værdier vil blive de afgørende i den globale tidsalder?

Det, der startede som en fjortendages præsentationstur for bogen, skulle vise sig at blive et eventyr, der strakte sig over to et halvt år og toogtyve lande. Den førte mig til tåregasfyldte gader i Quebec City og Prag, til beboermøder i Buenos Aires, på campingture med atomkraftmodstandere i den sydaustralske ørken og til officielle diskussioner med europæiske statsoverhoveder. De fire år, hvor jeg havde lukket mig inde for at skrive No Logo, havde ikke just forberedt mig på dette. På trods af pressehistorier om, at jeg skulle være en af ‘lederne’ eller ‘talskvinderne’ for den globale protest, så var sandheden, at jeg aldrig havde været blandet ind i politik og ikke brød mig om store menneskemængder. Den første gang, jeg skulle holde en tale om globalisering, stod jeg bare og kiggede ned i mine noter, som jeg så læste op uden så meget som at se op den næste halvanden time.

Men nu kunne man bare ikke tillade sig at være sky. Titusinder – siden hundredetusinder – af mennesker sluttede op om nye demonstrationer hver eneste måned, mange af dem folk, der som jeg hidtil ikke rigtig havde troet på, at politisk forandring var mulig. Det virkede, som om den herskende økonomiske ordens fejlslag pludselig var blevet umulig at overse – og det var endda før Enron. I forsøget på at leve op til kravene fra de multinationale investorer forsømte regeringer verden over at leve op til at dække deres egne vælgeres behov. Nogle af disse uopfyldte behov var basale og påtrængende – behov for medicin, husly, jord og vand, mens andre var mindre håndgribelige – som behovet for kulturelle rum, der ikke var kommercialiserede, og hvor man kunne kommunikere, samle og dele, hvad enten det nu var på internettet, de offentlige radiofrekvenser eller på gaden. Bag det hele lå et grundlæggende forræderi mod behovet for demokratier, der var lydhøre og åbne for deltagelse, ikke købt og betalt af Enron eller den Internationale Valutafond.

Krisen kendte ikke til nationale grænser. En buldrende verdensøkonomi fokuseret på hurtige gevinster viste sig ude af stand til at håndtere de stadigt mere påtrængende økologiske og menneskelige kriser. Den var for eksempel ikke i stand til at foretage skiftet fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, ligesom den ikke, på trods af mange løfter og megen vriden hænder, formåede at afsætte de nødvendige ressourcer til at bremse spredningen af hiv i Afrika. Den viste ingen lyst til at leve op til de internationale forpligtelser med hensyn til hungersnødsbekæmpelse eller blot at se nærmere på de mest basale fødevaresikkerhedsspørgsmål i Europa. Det er svært at sige, hvorfor denne protestbevægelse eksploderede på det tidspunkt, den gjorde, da de fleste af disse sociale og miljømæssige problemer har været kroniske i årtier, men noget af æren for det må helt sikkert tilskrives globaliseringen selv. Når skolerne ikke fik penge nok, eller vandforsyningen var forurenet, så var det som regel noget, man gav uduelig ledelse eller direkte korruption i de nationale regeringer skylden for. Takket være den opsvulmede strøm af informationsudveksling på tværs af grænserne er det blevet klart, at disse problemer er lokale udslag af en bestemt global ideologi, som godt nok gennemføres af nationale politikere, men som er udtænkt centralt af en håndfuld virksomhedsinteresser og internationale institutioner, blandt hvilke man finder WTO, IMF og Verdensbanken.

Det ironiske ved den medieopfundne ‘anti-globaliserings’-etiket er, at vi i denne bevægelse tværtimod har gjort globaliseringen til en levet virkelighed. Det har vi måske endda i et omfang, der er større end det, selv de mest multinationale koncernchefer eller de mest rastløse jetsettere kan præstere. Ved møder som World Social Forum i Porto Alegre, ved ‘mod’topmøder under Verdensbankens møder og på kommunikationsnetværk som www.tao.ca og www.indymedia.org er globaliseringen ikke begrænset til en række handels- og turisttransaktioner. I stedet er det en intrikat proces, hvor tusinder af mennesker binder deres skæbner op på hinanden ved ganske enkelt at dele ideer og fortælle historier om, hvordan abstrakte økonomiske teorier influerer på deres daglige liv. Denne bevægelse har ingen ledere i traditionel forstand – kun mennesker, der er opsatte på at lære og at give deres viden videre.

Som andre, der har fundet ud af, at de indgår i dette globale net, ankom jeg med en meget begrænset forståelse af neoliberal økonomi. Den, jeg trods alt havde, handlede mest om unge menneskers opvækst i et overmarkedsført Nordamerika og Europa med alt for få ansatte. Men som så mange andre er jeg blevet globaliseret af bevægelsen: Jeg har på klos hold lært, hvad denne besættelse af markedet har betydet for de jordløse bønder i Brasilien, for lærerne i Argentina, for fastfood-arbejdere i Italien, for kaffedyrkerne i Mexico, for mennesker, der lever i skure i Sydafrika, for telemarketingsansatte i Frankrig, for tomatplukkere i Florida, for fagforeningsfolk i Filippinerne, for hjemløse børn i Toronto, hvor jeg selv bor.

Denne artikelsamling er en optegnelse over min egen stejle læringskurve, en lille del af den enorme proces, hvorigennem græsrodsinformation formidles og deles, og som har givet massevis af mennesker – mennesker, som ikke er uddannede økonomer, advokater med speciale i international handel eller patenteksperter – modet til at deltage i debatten om den globale økonomis fremtid. Disse klummer, essays og taler, som jeg har skrevet til The Globe and Mail, The Guardian, The Los Angeles Times og mange andre publikationer, er blevet hamret ned på hotelværelser om natten efter demonstrationer i Washington, D.C. og Mexico City, på Independent Media-centre og på vej ud til alt for mange flyafgange. (Jeg er nu i gang med at slide min bærbare computer nummer to op, efter at en mand i den frygteligt overfyldte økonomiklasse på et Air Canada-fly kastede sit sæde bagud, og jeg hørte den rædselsfulde, knasende lyd.) De indeholder de mest fordømmende argumenter og fakta, jeg kunne få fat på, til brug i debatterne med de neoliberale økonomer, men også de mest bevægende oplevelser, jeg havde på gaderne sammen med mine medaktivister. Nogle gange gør de det ud for hurtige forsøg på at tilegne mig information, som er havnet i min indbakke nogle få timer forinden, eller er beregnet på at dæmme op for en ny misinformationskampagne, der går til angreb på demonstranterne og deres mål. Nogle af essayene, specielt talerne, har ikke tidligere været offentliggjorte.

Hvorfor nu sætte dette kludetæppe af tekster sammen til en bog? Det har jeg valgt, fordi det nogle få måneder inde i George W. Bushs ‘krig mod terrorisme’ gik op for mig, at noget var slut. Nogle politikere (og specielt dem, der har fået deres politik gået grundigt efter i sømmene af demonstranterne) skyndte sig frem på banen og erklærede, at det, der var gjort en ende på, var selve bevægelsen: Den bekymring, den gav udtryk for med hensyn til globaliseringens fejltagelser, er frivol, hævdede de, og ligefrem ammunition for ‘fjenden’. Faktisk har eskaleringen i militærstyrke og undertrykkelse i løbet af det sidste år fremprovokeret de største demonstrationer til dato i Roms gader, i London, Barcelona og Buenos Aires. Den har også inspireret mange aktivister, som tidligere kun demonstrerede symbolsk modstand uden for topmøderne, til at tage affære med konkrete aktioner for at få nedtonet volden. Disse aktioner har blandt andet omfattet ‘menneskelige bombeskjold’ under belejringen af Dåbskirken i Bethlehem og forsøget på at blokere for illegal deportation af flygtninge fra australske og europæiske detentionscentre. Men mens bevægelsen gik ind i denne krævende nye fase, gik det op for mig, at jeg havde været vidne til noget ganske specielt: Præcis det spændende øjeblik, hvor den virkelig verdens rabalder smadrede ind i den klub, der er forbeholdt eksperter, og hvor vores kollektive skæbne bestemmes. Dette er altså ikke en redegørelse for en konklusion, men for en rykvis begyndelse, en periode, der tog sin start i Nordamerika med den glædelige eksplosion i Seattles gader, og som med katapultfart er blevet sendt ind i et nyt kapitel af 11. septembers ubegribelige destruktion.

Men også andre ting har fået mig til at samle disse artikler. Da jeg for nogle få måneder siden var i gang med at rode mine klummeudklip igennem på jagt efter en bestemt statistik, gik det op for mig, at der var visse genkommende temaer og billeder. Den første var hegnet. Det billede kom frem igen og igen: Barrierer, der afskar folk fra hidtil offentlige ressourcer, som spærrede dem ude fra det vand og den jord, de har så stærkt behov for, som begrænsede deres muligheder for at bevæge sig på tværs af landegrænserne, at give udtryk for deres politiske uenighed, at demonstrere på offentlige gader og stræder, og som oven i købet afholder politikere fra at gennemføre en politik, der tager hensyn til deres vælgere.

Nogle af disse hegn er svære at få øje på, men det gør dem ikke mindre virkelige. Et virtuelt hegn rejser sig om skolerne i Zambia, når man på anbefaling af Verdensbanken indfører en ‘brugerbetaling’ for undervisning, som udelukker millioner af mennesker fra at få uddannelse. Et hegn sættes op om familielandbruget i Canada, når regeringens tiltag gør små landbrug til en luksus, som er uopnåelig i et landskab af landbrugsfabrikker og faldende råvarepriser. Der er et virkeligt, men usynligt hegn omkring rent vand i Soweto, når priserne raser mod himlen på grund af privatiseringen, så indbyggerne er nødt til at benytte sig af forurenede kilder. Der rejses også et hegn omkring selve demokratiets idé, når Argentina bliver meddelt, at det ikke kan få lån fra IMF, medmindre man skærer yderligere ned på de sociale udgifter, privatiserer flere ressourcer og afskaffer støtte til de lokale industrier, alt sammen midt i en økonomisk krise, som forstærkes af netop denne politik. Disse hegn er, selvfølgelig, lige så gamle som kolonialismen selv. “Sådanne udbytteriske operationer sætter tremmer for frie nationer,” skrev Eduardo Galeano i Latinamerikas Åreladning. Det, han refererede til, var betingelserne for et britisk lån til Argentina i 1824.

Hegn har altid været en del af kapitalismen, den eneste måde, hvorpå man kunne beskytte ejendom mod mulige banditter, men den dobbeltmoral, der ligger bag disse hegn, er på det seneste blevet stadigt mere åbenlys. Ekspropriation af de store koncerners ejendom må være den største synd, nogen socialistisk regering kan begå i det internationale finansmarkeds øjne (spørg blot Venezuelas Hugo Chavez eller Cubas Fidel Castro). Den beskyttelse af værdierne, som virksomhederne garanteres i frihandelsaftalerne, omfattede imidlertid ikke private argentineres indestående i Citibank, Scotiabank og HSBC, som nu kan se, at de fleste af deres penge er forsvundet. Markedets respekt for private værdier omfattede heller ikke de ansatte i Enron, som fandt ud af, at de var ‘blevet lukket ude’ fra deres private pensionsmidler, som var umulige at sælge, selv da Enrons chefer havde travlt med at sælge ud af deres egne aktier.

Samtidig er nogle meget vigtige hegn under beskydning: I privatiseringsiveren er mange af de barrierer, der engang eksisterede mellem mange offentlige og private rum – som sørgede for, at der ikke var reklamer i vores skoler, at der ikke var private berigelsesinteresser i vores sundhedssektor, og at vores nyhedskanaler ikke var de rene promotionsinstrumenter for deres ejeres andre virksomheder – næsten alle blevet jævnet med jorden. Alle beskyttede, offentlige rum er blevet brækket op for blot at blive lukket på ny af markedet.

Endnu en barriere til beskyttelse af offentlighedens interesser, der er truet, er den, der adskiller genetisk modificerede afgrøder fra de afgrøder, som ikke er blevet ændret. Frøgiganterne har gjort et overordentligt dårligt stykke arbejde med hensyn til at forhindre deres manipulerede frø i at blæse ind på naboernes marker, i at slå rod her og krydse sig med de almindelige afgrøder, sådan at muligheden for at spise mad, der ikke er genmodificeret, mange steder i verden ikke længere eksisterer – hele fødevareforsyningen er blevet smittet. De hegn, der beskytter offentlighedens interesser, ser nu ud til at forsvinde i stor hast, mens de, der begrænser vores frihed, bliver flere og flere.

Da jeg først havde bemærket, at billedet af et hegn blev ved med at dukke op i diskussioner, debatter og i mine egne tekster, gik det op for mig, at det havde en speciel betydning. Når alt kommer til alt, har det sidste tiårs økonomiske integration været drevet af løfter om faldende mure og barrierer, om øget mobilitet og større frihed. Og så står vi alligevel her, tolv år efter den højt besungne nedrivning af Muren i Berlin, og er igen omgivet af hegn, afskåret – fra hinanden, fra jorden og fra vores egen evne til at forestille os, at forandring er mulig. De økonomiske processer, der går under det besmykkende og godartede ord ‘globalisering’, rækker nu ind i ethvert aspekt af vores liv og omdanner enhver aktivitet og naturlig ressource til en opmålt og privatejet vare. Som den Hong Kong-baserede arbejdsmarkedsforsker Gerard Greenfield påpeger, så handler kapitalismens nuværende niveau ikke kun om handel i den traditionelle forstand, hvor man sælger flere produkter på tværs af grænserne. Det handler også om at fodre markedets umættelige lyst til vækst ved at omdefinere hele områder, der tidligere blev betragtet som en usælgelig del af ‘fælleden’, til ‘produkter’. Det privates invasion i det offentlige er, selvfølgelig, nået til kategorier som sundhed og uddannelse, men også ideer, gener og frø bliver nu købt, patenteret og hegnet inde på linje med aboriginale remedier, planter, vand og selv menneskelige stamceller. Nu, hvor copyright er USA’s største eksportartikel (større end industriprodukter eller våben), er man nødt til at forstå de internationale frihandelsaftaler som nogle, der ikke bare river toldskranker og andre mure ned, men som nogle, der også systematisk opstiller nye barrierer – omkring viden, teknologi og nyprivatiserede ressourcer. Disse såkaldte Trade Related Intellectual Property Rights er det, der forhindrer landmænd i at genplante deres Monsanto-patenterede frø og gør det ulovligt for fattige lande at fremstille billigere, generiske lægemidler til deres trængende befolkninger.

Globaliseringen bliver nu sat på anklagebænken, fordi der på den anden side af alle disse virtuelle hegn er levende mennesker, som bliver lukket ude fra skoler, hospitaler, arbejdspladser, deres egne gårde, hjem og samfund. Masseprivatiseringen og dereguleringen har skabt hære af udelukkede mennesker, hvis tjenesteydelser man ikke længere har brug for, hvis livsstil er afskrevet som ‘tilbagestående’, hvis basale behov ikke bliver opfyldt. Disse hegn til social udelukkelse kan lukke en hel branche, ligesom de kan afskrive et helt land, som det er sket i Argentina. Når talen falder på Afrika, så er det stort set et helt kontinent, der kan se sig selv sendt i eksil i en global skyggeverden, væk fra landkortet og væk fra nyhederne. Landene der optræder kun, når der er krig, hvor deres indbyggere bliver set på med stor mistænksomhed som potentielle militsmedlemmer, kommende terrorister eller anti-amerikanske fanatikere.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt få af globaliseringens udelukkede mennesker, der tyr til vold. De fleste af dem flytter simpelthen fra land til by, fra land til land. Og det er her, de kommer til at stå ansigt til ansigt med tydeligt ikke-virtuelle hegn, nemlig dem, der er lavet af jernkæder og pigtråd, forstærket med beton og spækket med maskingeværer. Lige meget, hvor jeg hører ordet ‘frihandel’, kan jeg ikke lade være med at forestille mig de indelukkede fabrikker, jeg besøgte i Filippinerne og Indonesien, som alle var omsat med porte, vagttårne og soldater – til at sørge for, at de stærkt statsstøttede varer ikke sivede ud, og at fagforeningsagitatorer ikke kom ind. Jeg tænker også tit på en tur, jeg for nylig var på til ørkenen i Sydaustralien, hvor jeg besøgte den berygtede Woomera-tilbageholdelseslejr. Som den ligger der, fem hundrede kilometer fra den nærmeste by, viser Woomera sig at være en tidligere militærlejr, der er omdannet til en privatejet flygtningeindhegning, som ejes af en underafdeling af det amerikanske sikkerhedsfirma Wackenhut. I Woomera er de hundredvis af afghanske og irakiske flygtninge, der er flygtet fra undertrykkelse og diktatur i deres hjemlande, så desperate for, at verden skal få øjnene op for, hvad der sker bag hegnet, at de laver sultestrejker, hopper ud fra taget af deres barakker, drikker shampoo og syr deres mund sammen.

For tiden er aviserne fyldt med sindsoprivende fremstillinger om asylansøgere, der forsøger at komme over grænserne fra det ene land til det andet ved at gemme sig mellem de varer, der nyder så stor en mobilitet i forhold til dem selv. I december 2001 fandt man ligene af otte rumænere, hvoraf de to var børn, i en varecontainer fyldt med kontormøbler; de var blevet kvalt af iltmangel på den lange sørejse. Samme år fandt man ligene af to andre flygtninge i Eau Claire, Wisconsin, i en sending badeværelsesudstyr. Året før var fireoghalvtreds kinesiske flygtninge fra Fujian-provinsen blevet kvalt bag i en lastvogn i Dover i England.

Alle disse hegn er forbundet med hinanden: De rigtige, lavet af stål og pigtråd, skal bruges til at forstærke de virtuelle, dem, der holder ressourcer og velstand uden for flertallets rækkevidde. Det er simpelthen ikke muligt at låse så meget af vores kollektive rigdom inde, hvis man ikke har en medfølgende strategi om, hvordan man skal kontrollere folkelig uro og mobilitet. Sikkerhedsfirmaerne gør deres bedste forretninger i storbyer, hvor afstanden mellem rig og fattig er størst – Johannesburg, Sâo Paulo, New Delhi – hvor de sælger jerngitterporte, skudsikre biler, avancerede alarmsystemer og lejer hære af private sikkerhedsvagter ud. For eksempel bruger brasilianerne 4,5 milliarder amerikanske dollars på privat sikkerhed om året, og landets 400.000 mand store vagtmandsstyrke overgår politiets folk med næsten fire til en. I det dybt delte Sydafrika er forbruget af privat sikkerhed nu nået op på 1,6 milliarder dollars om året, hvilket er mere end tre gange så meget, som landet bruger hvert år på at bygge boliger, som folk har råd til. Det ser nu ud til, at disse indhegnede enklaver, der beskytter dem, der har, fra dem, der ikke har, blot er mikrokosmer af, hvad der hurtigt kan gå hen og blive den almindelige orden i en global sikkerhedsstat – ikke en global landsby, som er ude på at fjerne mure og barrierer, sådan som vi blev lovet, men et netværk af forter, som indbyrdes forbindes af stærkt militariserede handelskorridorer.

Hvis dette billede forekommer ekstremt, så kan det kun være, fordi vi i Vesten sjældent ser hegnene og artilleriet. De omsluttede fabrikker og flygtningelejre forbliver puttet af vejen på fjerne lokaliteter, så de ikke risikerer at forstyrre den forførende retorik om den grænseløse verden. I løbet af de sidste år har nogle af disse hegn dog trængt sig frem til fuld synlighed – ofte, og passende, i forbindelse med de topmøder, hvor denne brutale globaliseringsmodel bliver fremmet. Man går nu ud fra som noget givet, at verdenslederne, hvis de vil mødes for at diskutere en ny handelsaftale, er nødt til at bygge sig et moderne fort for at beskytte sig selv mod offentlighedens vrede, komplet med pansrede mandskabsvogne, tåregas, vandkanoner og angrebshunde. Da Quebec City skulle være vært for topmødet for nord-, mellem- og sydamerikanske stater i april 2001, tog den canadiske regering en hidtil uset beslutning om at bygge et bur rundt om ikke bare konferencecentret, men om hele bykernen, så beboerne her skulle vise legitimation for at komme ind til deres boliger og arbejdspladser. En anden populær strategi er at henlægge topmøderne til fjerne og utilgængelige steder: Topmødet 2002 i G8 blev afholdt dybt inde i Rocky Mountains, og WTO-mødet 2001 blev afholdt i den undertrykkende Golfstat Qatar, hvor emiren har forbudt politiske demonstrationer. ‘Krigen mod terrorisme’ er blevet endnu et hegn, man kan gemme sig bag, og som kan bruges af topmødearrangører til at forklare, hvorfor offentlige udtryk for meningsafvigelse ikke kan accepteres, eller, hvad der er endnu værre, til at trække truende paralleller mellem lovlige demonstranter og terrorister, der er ude på ødelæggelse.

Men det, der fremstilles som ondsindede konfrontationer, er ofte muntre begivenheder, der lige så meget er eksperimenter i alternative måder at organisere samfundet på, som det er kritik af de eksisterende modeller. Første gang, jeg deltog i et af disse mod-topmøder, kan jeg huske, at jeg havde en vag fornemmelse af, at en politisk portal var i færd med at åbne sig – en slags udvej, et led, ‘en sprække i historien’, for nu at bruge Subcomandante Marcos’ smukke udtryk. Denne åbning havde ikke meget at gøre med det smadrede vindue hos McDonald’s, det billede, som tv-kameraerne elsker så højt; det var noget andet: en fornemmelse af mulighed, et friskt pust, ilt til hjernen. Disse demonstrationer – der i virkeligheden er ugelange marathonløb af intens uddannelse i global politik, nattelange strategimøder på seks sprog tolket simultant, musik- og gadeteaterfestivaler – er som at træde ind i et parallelt univers. I løbet af natten ændres stedet til en slags global landsby, hvor nødvendigheden fortrænger resignationen, hvor de multinationales logoer har brug for bevæbnede vagter, folk beslaglægger biler, hvor der er kunst alle vegne, fremmede taler sammen, og hvor udsigten til en radikal ændring af den politiske kurs ikke forekommer en mærkelig og anakronistisk idé, men den mest logiske tanke i verden.

Selv de hårdhændede sikkerhedsforanstaltninger er blevet indoptaget af aktivisterne som del af budskabet: De hegn, der omgiver topmøderne, bliver metaforer for den økonomiske model, der eksilerer milliarder til fattigdom og udelukkelse. Konfrontationerne finder sted oppe ved hegnet – men ikke kun den slags, der har med kæppe og brosten at gøre: Tåregashylstre er blevet sendt tilbage over hegnet med hockeystave, vandkanonerne er respektløst blevet udfordret af vandpistoler og summende helikoptere hånet med sværme af papirfly. Under det amerikanske topmøde i Quebec City byggede en gruppe aktivister en middelalderlig trækatapult, kørte den op foran det tre meter høje hegn, som omsluttede midtbyen, og sendte teddybjørne ind over det. Under et møde mellem den internationale valutafond og Verdensbanken i Prag besluttede den italienske aktivistgruppe Tute Bianche sig for ikke at gå i konfrontation med det sortklædte uropoliti i samme påklædning som dem med truende skimasker og tørklæder for munden; i stedet marcherede de af sted mod politikæden iført hvide kedeldragter, som var stoppet ud med gummidæk og styrofoam. I et sammenstød mellem Darth Vader og en hær af Michelinmænd havde politiet ikke en chance. Samtidig blev den stejle bakke, der i en anden ende af byen førte op til konferencecentret, besteget af en gruppe ‘lyserøde feer’, iført burleske parykker, sølvfarvede og lyserøde aftenkjoler og plateausko. Disse aktivister mener det ret alvorligt med at forsøge at forstyrre den gældende økonomiske orden, men deres taktikker afspejler en indædt modstand mod at lade sig drage ind i klassiske magtkampe: Deres mål, som jeg kommer ind på i de sidste tekster i denne bog, er ikke selv at overtage magten, men at udfordre magtcentraliseringen som princip.

Der er også andre led, der er ved at åbne sig, stilfærdige sammensværgelser med det formål at kræve privatiserede rum og besiddelser tilbage til offentlig brug. Det kan være elever, der smider reklamerne ud af deres klasseværelser eller bytter musik online eller etablerer selvstændige mediecentre med gratis software. Det kan være thailandske bønder, der sætter økologiske grøntsager på overvandede golfbaner eller jordløse bønder i Brasilien, som fjerner indhegninger omkring uopdyrket land og omdanner det til landbrugskollektiver. Det kan være bolivianske arbejdere, der omgør privatiseringen af deres vandforsyning, eller sydafrikanske townshipbeboere, der gentilslutter naboens afbrudte elektricitetsforsyning under sloganet Power to the People. Når de er blevet generobret, bliver disse områder også omdannede. I lokalforsamlinger, i byråd, i selvstændige mediecentre, i samfundsdrevne skove og på ditto gårde, alle steder finder man en ny og levende kultur, der går ind for direkte demokrati, og som drives af og får sin styrke gennem direkte deltagelse, og som ikke dæmpes og skuffes gennem passive tilskuerroller.

På trods af alle forsøgene på at privatisere alting, så viser det sig, at der er nogle ting, som vi ikke ønsker, at andre skal eje. Musik, vand, frø, elektricitet, ideer – de bliver ved med at bryde ud af de afgrænsninger, der sættes op omkring dem. De har en naturlig og indbygget modstand mod fangenskab, en tendens til at undslippe, til at formere sig på kryds og tværs, til at flyve over hegnet og flygte ud af det åbne led.

Her, hvor jeg sidder og skriver dette, er det ikke sikkert, hvad der vil ske med disse befriede områder, eller om det, der vil ske, er stærkt nok til at modstå de tiltagende angreb fra politi og militær, efterhånden som skellet mellem terrorisme og aktivisme med vilje sløres. Spørgsmålet om, hvad der nu skal ske, optager mig meget, som det gør for enhver, der har været med til at bygge denne internationale bevægelse op. Denne bog er imidlertid ikke et forsøg på at besvare dette spørgsmål. Den tilbyder blot et kig ind i de første år i den bevægelse, der eksploderede i Seattle, og som har udviklet sig gennem den 11. september og dens efterveer. Jeg har besluttet mig for ikke at omskrive disse artikler, bortset fra nogle få småting, som jeg har markeret med [kursivering i firkantede parenteser] – en reference, som trængte til en forklaring, en argumentation, der skulle udbygges. Teksterne præsenteres her (i mere eller mindre kronologisk orden) som det, de er: Postkort fra dramatiske historiske tidspunkter, som det første kapitel i en meget gammel og gentagen historie, nemlig den om mennesker, der sætter skulderen mod de barrierer, som forsøger at holde dem indespærret, som presser leddene op, som tager en dyb indånding, som smager på friheden.

Oversat af Steen Fiil

Køb "Hegn og Led" i Modkraft Minimarked