Det er langt mere tvivlsomt. Et voldsomt advarselssignal er kommet fra Morgan Stanley, et af verdens førende finansielle investeringsfirmaer, i deres Global Economic Forum. Stephen Roach skriver her, at en ”USA-centreret verden” ikke er bæredygtig for verdensøkonomien og især dårlig for USA. Han langer især ud efter Robert Kagan, en førende nykonservativ intellektuel, som har argumenteret for, at det amerikanske hegemoni kun kan styrkes, i særlig grad overfor Europa. Roach kunne ikke være mindre enig. Han ser den nuværende verdenssituation som kendetegnet ved ”dybe asymmetrier” i verdenssystemet, der ikke kan vare ved.

Hvad er Roachs argument? Verden har befundet sig i en ”stor deflation [en fantastisk mild beskrivelse] fra 1982 til 2002" – en sund vurdering, som er meget forskellig fra det almindelige praleri om den amerikanske økonomis stærke position i verdensøkonomien. "Og nu står løsningen af en ny uligevægt for døren – at genoprette balancen i en USA-centreret verden.” Hvorfor? For det første på grund at ”den stadigt voksende ubalance i verdens økonomier.” Han siger, at i takt med, ”at USA formøbler sin allerede voldsomt reducerede nationale opsparing”, og ”at resten af verden følger et lavere forbrugsmønster end normalt”, kan situationen kun blive værre.

Endelig konklusionen: "Kan en opsparingsfattig amerikansk økonomi forsætte med at finansiere en stadigt stigende vækst i landets militære overlegenhed? Mit svar er et rungende »nej«”. Hvad vil der så ske? ”Priserne på de dollar-noterede aktiver sammenlignet med priserne på ikke-dollar-noterede aktiver” må falde, og de må falde drastisk snart. Roach skønner: "et 20% fald i valutakurserne og nær det dobbelte i nominelle termer, højere rente, reduceret vækst i den indenlandske efterspørgsel og hurtigere vækst i udlandet.” Han slutter sin kommentar med at sige, at ”verden ikke fungerer som en global økonomi” (så meget for globaliseringsteoretikerne), og at ”for en global økonomi med slagside kan en svagere dollar meget vel være den eneste udvej”. Roach argumenterer kort sagt for, at Bush-regimets macho-militaristiske optræden, de amerikanske høges drøm om at genskabe verden i deres eget billede, ikke blot er uladsiggørligt, men åbenlyst negativt i de store amerikanske investorers øjne – det publikum, Roach skriver til, Morgan Stanleys kunder. Roach har naturligvis fuldstændig ret, og det er bemærkelsesværdigt, at dette ikke bliver udtalt af en eller anden venstreorienteret akademiker, men af en insider i storkapitalen.

Set i et længere historisk perspektiv er det, vi her ser, den 500 år gamle spænding i det moderne verdenssystem mellem de, der ønsker at beskytte de kapitalistiske kredses interesser ved at sikre en velfungerende verdensøkonomi med en hegemonisk, men ikke-imperial magt til at garantere dens politiske understøttelse, og de der ønsker at forandre verdenssystemet til et verdens-imperium. Vi har haft tre større forsøg på at gøre det i moderne verdenssystems historie: Karl den 5./Ferdinand den 2. i det sekstende århundrede, Napoleon i begyndelsen af det nittende århundrede og Hitler i midten af det tyvende århundrede. Alle havde storslået succes – indtil de faldt for den opposition, der blev organiseret af de magter, som i sidste ende blev hegemoniske – De Forenede Provinser, Storbritannien, USA.

Hegemoni handler ikke om machomilitarisme. Hegemoni handler om økonomisk effektivitet, at muliggøre skabelsen af en verdensorden på betingelser, der vil garantere et gnidningsfrit verdenssystem, hvor den hegemoniske magt bliver hjemsted for en uforholdsmæssig stor andel af kapitalakkumulationen. USA var i den situation fra 1945 til cirka 1970. Men det har tabt den fordel lige siden. Og da de amerikanske høge og Bush-regimet besluttede at forsøge at vende nedturen ved at følge den verdens-imperiale sti, skød de USA og de USA-baserede storkapitalister i foden – hvis ikke umiddelbart, så i en meget nær fremtid. Det er det, Roach advarer om og beklager sig over.

Men giver Bush-regimet ikke disse kapitalister alt, hvad de kan ønske sig – enorme skatterabatter, for eksempel? Men ønsker de dem overhovedet? Ikke Warren Buffett, ikke George Soros, ikke Bill Gates (som udtaler sig gennem sin far). De vil have et stabilt kapitalistisk system, og det giver Bush dem ikke. Før eller siden vil de ændre deres utilfredshed til handling. Det gør de måske allerede. Det betyder ikke, at de vil have succes. Bush bliver måske genvalgt i 2004. Han driver måske sit politiske og økonomiske vanvid længere endnu. Han forsøger måske at gøre sine forandringer irreversible.

Men i et kapitalistisk system er der også markedet. Markedet er ikke almægtigt, men det er heller ikke hjælpeløst. Når dollaren kollapser, og det vil den gøre, vil alt forandre sig geopolitisk. For en kollapset dollar er meget mere betydningsfuld end et Al-Qaeda-angreb på Tvillingetårnene. USA har tydeligvis overlevet det sidstnævnte. Men det vil være et meget anderledes USA, når dollaren kollapser. USA vil ikke længere være i stand til at leve over evne, at forbruge på resten af verdens bekostning. Amerikanere begynder måske at føle, hvad lande i den Tredje Verden føler, når de konfronteres med IMF-påtvungne strukturtilpasninger – en skarp sænkelse af deres levestandard.

At statsregeringer på tværs af USA allerede i dag er på randen af bankerot er en forudanelse om, hvad der vil komme. Og historien vil notere sig, at ansigt til ansigt med en dårlig økonomisk situation i USA gjorde Bush-regimet alt hvad de kunne for at gøre det langt værre.

Oversat af Anders Hassing

[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes. Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller e-maile til andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag på iwaller@binghamton.edu, fax:

1-607-777-4315.

Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i stedet for de umiddelbare overskrifter.]