Landet, der fabrikerer flest våben og flest løgne i verden, ringeagtede de andres smerte. “Vi tæller ikke de døde,” svarede general Franks, da en eller anden spurgte ham om “bi-skaderne”, som man kalder de civile, der flyver i stykker gennem luften uden at have gjort noget for det.

Babylon, luderen i det Gamle Testamente, fortjener denne straf. For sine mange synder og sin megen olie.

De invaderende styrker leder efter de masseødelæggelsesvåben, som de solgte til Irak diktator, dengang fjende var ven, og som har været det primære påskud for invasionen. Indtil nu har de – så vidt det vides – ikke fundet andet end våben, der burde høre til på et museum og i en meget ulige kamp.

Men er de gigantiske missiler, de affyrer, mon masseopbyggelsesvåben? De invaderende styrker har giftvåben og forbudte våben, og de bruger dem. Det armerede uran forgifter jorden og luften, og fragmenterne af stål fra klyngebomberne myrder eller lemlæster i et område, der strækker sig langt ud over målet.

I 1983, da “the marines” tog Grenada i besiddelse, fordømte FN’s Generalforsamling invasionen med et overvældende flertal. Præsident Reagan kommenterede for sit vedkommende: “Dette har ikke engang forstyrret mig i min morgenmad.”

Seks år senere var det Panamas tur. Befrierne bombarderede de fattigste kvarterer, dræbte tusindvis af civile på stedet, hvilket blev reduceret til 560 i de officielle tal, og valgte landets nye præsident fra militærbasen Fort Clayton. Sikkerhedsrådet udtalte sig imod det, stort set enstemmigt. USA nedlagde veto mod resolutionen og begyndte at arbejde på sine efterfølgende invasioner.

FN bifaldt efterfølgende disse invasioner eller kiggede den anden vej. Og det var FN, der dekreterede den internationale embargo mod Irak, der har myrdet mange flere mennesker end Bush Seniors krig: flere end en halv million børn døde, har samme tilstået, på grund af mangel på medicin og fødevarer.

Men nu – åh, hvilken overraskelse – har FN nægtet af akkompagnere de nye slagterier anført af Bush Junior. For at undgå, at denne episode af dårlig opførsel gentager sig ved de kommende krige, er jeg bange for, at der ikke vil være andet at gøre end at tælle stemmerne i Sikkerhedsrådet i staten Florida.

De første missiler havde endnu ikke vist sig på himlen over Irak, da man sammenkogte besættelsesregeringen, en demokratisk regering udelukkende skabt af militærpersoner i USA. Og man delte rovet fra den besejrede. De skændes stadig om krigsbyttet, der ikke er at kimse af: de berømte forekomster af sort guld, den store fortjenste ved at rekonstruere det, som invasionen ødelagde...

De pæne virksomheder fejrer deres erobringer på tavlerne på Børsen i New York. Der finder man den største formidler af krigens nyheder. Indekstallene danser til lyden af menneskeslagterierne.

I 1935 opsummerede general Smedley Butler sine tre årtier som officer i “the marines” således: “Jeg var en af kapitalismens revolvermænd”. Og han sagde, at han kunne give Al Capone et par gode råd, for the marines opererede på tre kontinenter, og Al Capone fungerede kun i tre distrikter i en enkelt by.

“Og hvilket stykke af kagen får jeg mon?” spørger nogle medlemmer af koalitionen sig selv. Men hvilken koalition? De medskyldige i denne befrielsesmission (der er fyrre som i fortællingen om Ali Baba) udgør et kor, hvor forbrydere mod menneskerettighederne og diktaturer uden omsvøb findes i overflod. Og hvorfra har man kastet sig ud i korstoget? Hvor befinder USA’s militærbaser sig? Det er nok at kaste et blik på kortet: disse oliemonarkier, opfundet af kolonimagterne, ligner ligeså meget demokratier, som Bush ligner Gandhi.

Det er en alliance af to. Et der vokser, imperiet af i dag, og et der skrumper, imperiet af i går. Resten serverer kaffe og venter på drikkepengene. Denne tohovede alliance for frihed for olien, som Irak nationaliserede, er intet nyt.

I 1953, da Iran annoncerede nationaliseringen af olien, svarede Washington og London ved sammen at organisere et statskup. Den truede frie verden fik blodet til at løbe, og Sha Pahlevi, en stjerne fra de kulørte blade, blev Irans fængselsbetjent i et kvart århundrede.

I 1965, da Indonesien annoncerede nationaliseringen af olien, svarede Washington og London igen ved sammen at organisere et statskup. Den truede frie verden indsatte general Suhartos diktatur ovenpå et bjerg af døde. En halv million ifølge de mest fåmælte udregninger. Fra hvert træ hang en mand dømt til hængning. Alle kommunister, forklarede Suharto.

Han fortsatte med at dræbe. Han blev ved med at have tics. I 1975, få timer efter et besøg fra Gerald Ford, invaderede han Øst-Timor og myrdede en tredjedel af befolkningen. I 1991 dræbte han nogle tusinder mere der. Ti FN-resolutioner forpligtede Suharto til at trække sig ud af Øst-Timor “øjeblikkeligt”. Han var altid døv. Det faldt ingen ind at bombardere ham af den grund, og FN iværksatte heller ingen generel embargo mod ham.

I 1994 besøgte John Pilger Øst-Timor. Hvorhen han end så, marker, bjerge, veje, så han kors. Hele øen, der var fuld af kors, var en stor kirkegård. Der var ingen, der havde lagt mærke til disse massakrer.

Sidste år befandt Ana Luisa Valdès sig i Jenin, en af de palæstinensiske flygtningelejre bombarderet af Israel. Hun så et enormt hul, fuldt af døde under murbrokkerne: Hullet i Jenin havde samme størrelse som hullet efter de to tårne i New York, men hvor mange så det, udover de overlevende der gennemrodede murbrokkerne for at lede efter deres kære?

Tragedierne bevæger verden proportionelt med den offentlige omtale, de får.

Der er ærlige journalister, der fortæller om krigen i Irak, sådan som de ser den. Nogle har bødet for det med deres liv. Men der er også journalister klædt ud som soldater, som mere ligner soldater klædt ud som journalister, som tilbyder versioner tilpasset smagen på de store TV-stationer af globaliseret desinformation.

Massakrer på markeder fyldt med folk? Det var irakiske bomber. Dræbte civile? Menneskeskjold som diktatoren bruger. Belejrede byer uden vand eller mad? Invasionen er en humanitær mission. Var der nogle byer, der gjorde modstand, og mange flere end forudsagt? I fjernsynet har de overgivet sig hver dag.

De invaderende styrker er helte. De invaderede, som gør modstand, er tyranniets instrumenter: man beskylder dem for at forsvare sig.

Flertallet af borgerne i USA er overbeviste om, at det var Saddam Hussein, der væltede tårnene i New York. Dette flertal tror også, at deres præsident gør det, han gør, for menneskehedens bedste og af guddommelig inspiration. Massemedierne sælger sikre facts, og de sikre facts behøver ikke beviser. Men verden er grundigt træt af at være tvunget til hver dag at sluge tudserne fra denne menu.

Landet, der har dedikeret sig til at bombardere de andre lande, og som i årevis har tilføjet planeten et utal af 11. septembre, har proklameret den uendelige tredje verdenskrig.

Præsidenten, der takket været far ikke var i Vietnam, og som kun kender krigene fra Hollywood, befaler at dræbe og befaler at dø.

Ikke i vores navn, anråber familiemedlemmerne til ofrene fra World Trade Center.

Ikke i vores navn, anråber menneskeheden.

Ikke i mit navn, anråber Gud.

Oversat fra La Jornada 12/4 – 2003 af Gudrun Pedersen