Er man i den uheldige situation, at man kan tillade sig at rette sine argumenter imod tilskueren og andre ”ikke-parter” i diskussionen, at man ikke besidder ønsket om at overbevise sin modstander, og at man ikke i fremtiden skal samarbejde med denne person, så står diskussionens mægtigste våben - den retoriske stempling – til fri afbenyttelse.

Den retoriske stempling er i familie med skældsordet, men den besidder en række egenskaber, som gør den til andet og mere end blot det. Hvor skældsordet alene består af en negativ association – ”idiot”, eller (hvis bølgerne virkeligt går højt) af en sammenkædning af målet for skældsordet og en negativ association – ”du er en idiot”, kræver den retoriske stempling, at den negative association har en faktuelt (eventuelt påstået) fundering i modstanderens karakter/personlighed. Den retoriske stempling fungerer i de tilfælde, hvor det lykkes at gøre denne negative

(evt. påståede) egenskab ved eller fordom om sin modstander til et centralt karakteristika ved vedkommende, og på denne baggrund bliver det nemt at nedgøre modstanderen vha. den retoriske stempling. Der er altså et krav om ”en lille smule sandhed” før skældsordet ophøjes til retorisk stempling, og brugen må derfor altid tilpasses den konkrete modstander.

Retoriske stemplinger er f.eks., når en ung DSU-formand i Politiken reducerer holdningerne hos danske modstandere af en krig i Irak til et ”Vietnam-syndrom”, eller når Pia Kjærsgaard beskyldes for fascisme. Begge beskyldninger indeholder (som minimum) et gran af sandhed og gør det nemmere at isolere og latterliggøre henholdsvis krigsmodstandere og medlemmer af Dansk Folkeparti. Som alternativ til påstanden om Vietnam-syndromer kan man beskylde folk for at være anti-amerikanske, eller et andet eksempel kunne være at man konsekvent omtaler Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti som ”de traditionelle nej-partier i Folketinget”. Den konkrete brug af ord eller sammensætninger af ord, kan på denne måde fungere som retoriske stemplinger, som det meget svært at gøre sig fri af, men der findes også

en række ”fødte” retoriske stemplinger som alene ved deres eksistens kompromitterer politiske holdninger eller i værste fald grupper af mennesker. Det er ord som ”perker” og ”halal-hippie”, der begge er flittigt brugte skældsord, når diskussionen falder på indvandrere eller flygtninge, men det mest aktuelle og måske allerbedste eksempel kommer fra den ukronede Danmarksmester i retoriske stemplinger statsminister Anders Fogh Rasmussen, som introducerede os for ”statsbetalte

smagsdommere i overflødige råd og nævn”.

Før et skældsord får karakter af retorisk stempling, og dermed postulerer et reelt indhold, skal det opfylde tre kriterier: Det skal være morsomt, meningen skal være tvetydig og dermed underforstået, og endeligt skal det være umuligt at imødegå rent argumentationsmæssigt. Ved at være morsomt bliver det nemt at bruge, man bringer sig selv i centrum af et selskab, og man kan afvise kritik eller modargumenter med

”at det var for sjov” – det var jo sjovt! Meningen skal være tvetydig, fordi det giver den enkelte ” bruger” mulighed for at ligge en individuel mening i sin brug af begrebet, og tvetydigheden fører frem til det tredje kriterium; at man ikke kan argumentere imod begrebet. Hvordan kan man f.eks. argumentere imod at være en smagsdommer? En diskussion medfører accept af at begrebet har en værdi i sig selv, og diskussionens dagsorden vil automatisk blive ”hvorfor passer begrebet ikke på mig”. En sådan diskussion er umulig. Det svarer til, at indbyggerne i Århus skal bevise, at de hverken tager en bildør med ud i ørkenen, eller tager døren af, når de skal på toilettet. Desuden betyder begrebets tvetydighed at en diskussion om indholdets sandhedsværdi utrolig svær. ”Halal-hippie” er et rigtigt godt eksempel

på ovenstående kriterier: Det er sjovt at sige ”halal-hippie”! Det ligger godt i munden, og man får lyst til at undersøge, om man kan sige det ti gange i træk uden at snuble over sin tunge (det kan man godt). Det er svært at argumentere for humor, men sammensætningen af de to ord – som ingen relation har til hinanden - er morsom. Måske er det pga. det overraskende i ordet, måske er det fordi ordet ”hippie” er et morsomt ord i sig selv? ”Halal-hippie” er tvetydigt. Alt efter ens opfattelse af

hippier, vil man opfatte ordet negativt eller positivt, og hvis man læser Khaders beskrivelse af en ”halal-hippie”, så bliver man på ingen måder klogere. ”Halal-hippier” kalder sig selv anti-racister, er storsindede og tolerante, og opfatter danskerne som racister, der skal bekæmpes. ”Halal-hippier” mener, at alting er samfundet skyld, og er påtaget anti-mandschauvinister, anti-nationalchauvinister og

anti-religiøse chauvinister. ”Halal-hippier” afviser skingert ethvert negativt aspekt ved kulturmødet, og nægter at indgå i konkrete diskussioner. Denne beskrivelse er kun et udpluk af hvad en ”halal-hippie” er for en størrelse, og det er svært at forestille sig et eneste menneske i verden (Dansk Folkeparti og Naser Khader inklusive) som ikke lever op til mindst eet punkt i beskrivelse, og det er faktisk lige så svært at forestille sig et eneste menneske, der lever op til hele beskrivelsen. Det bliver altså umuligt at imødegå påstanden om at være en ”halal-hippie”, og dermed bliver ordet et stærkt våben imod Khaders politiske fjender.

Man er dog ikke fuldstændig uden forsvarsmuligheder, når man præsenteres for retoriske stemplinger! Man kan vende ordet imod brugeren selv, eller man kan ændre betydningen af indholdet. Brugen af ordet ”nigger” illustrerer disse to forskellige forsvarsmetoder ganske godt.

”Niggere” startede som betegnelsen for den sorte befolkning i Afrika, og brugen udviklede sig fra dagligdags brug i aviserne til at blive opfattet som havende nedsættende betydning. Det er nemt at kritisere brugen af ” nigger” med den politiske korrekthed i hånden, men de indflydelsesrige hiphoppere i NWA valgte en anden strategi. Alene navnet ”NWA” eller “Niggaz With Attitude” sætter stilen. Her er der tale om Niggere med stor ”N”, og en skarp protest imod tilpasning til de hvides normer og regler. NWAs udgivelser er fulde af bekendelser til at være

”niggaz”, og I ”Niggaz 4 Life” hedder det:

“You’re a nigger ’til you die

If you’re a poor nigger, then you’re a poor nigger

If you’re a rich nigger, you’re a rich nigger

But you never stop being a nigger

And if you get to be educated, you’s an education nigger”

Og man skal ikke tro, at det er flovt at være en nigga! Det er niggaz, som har de største pikke, de fleste penge, køre de hurtigste biler og generelt er temmelig meget mere cool end blegfjæs 1 og 2 i politibilen.

I den modsatte grøft finde vi det svensk/norske band Clawfinger, som mildest talt stiller sig uforstående overfor, at sorte kan finde på at kalde sig ” niggere”. Ifølge Clawfinger er ”nigger” et ord opfundet til at undertrykke og dominere de sorte, og ordet i sig selv er negativt. Clawfinger beskriver i ”nigger” fra albumet ”deaf dumb blind” hvordan KKK, det konservative parti og religiøse præster er ”de ægte niggere” eller ”real niggers”.

“there’s always gonna be fanatical minorities

the ku klux klan and fucked up authorities

conservative cunts and religious preachers…

You’re the real niggers.”

Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvilken strategi der er bedst, men ofte vil man opleve, at personer der rammes af en retorisk stempling vælger at gøre indholdet af begrebet positivt, mens personer, der ønsker at solidarisere sig med den angrebne part, vender indholdet imod angriberen. Det er i hvert fald det, der sker i de ovenstående eksempler, hvor de sorte brødre i NWA hylder niggeren, og de seks ariske gutter i Clawfinger beskylder de hvide i KKK for at være de ægte niggere. Der er altså frit valg af strategi, hvis man skal forsvare sig imod regeringens beskyldninger om ”smagsdommeri”. Man kan f.eks. adoptere NWA’s strategi med at gøre indholdet positivt, og hævde at ”smagsdommere” har de mest velfungerende kønsorganer, de mest cool biler og scorer de smukkeste partnere, eller gøre som Clawfinger og gøre opmærksom på, at Anders Fogh selv er den værste smagsdommer, fordi han afskaffer muligheden for objektiv viden og overlader ekspert-udtalelser

til private firmaer.

Et tredje forsvar er selv at stemple sin modstander med tilsvarende begreber. Det er ud fra denne – primitive – taktik, Naser Khader har modtaget de retoriske stemplinger ”onkel Tom” og ”præmie-perker”. ”Onkel Tom” bruges i Khaders tilfælde bruges synonymt med ”housenigger” – en sort person, der via overgivelse har gjort sig fortjent til de hvide herskeres accept. En asiatisk pendant til ”housenigger” er ”banan”, altså en person der er gul på ydersiden, og hvid i kødet/sjælen eller

det tilsvarende sydafrikanske udtryk ”kokosnød”. Både ”housenigger”, ”banan” og ”kokosnød” er fødte retoriske stemplinger, men det samme er ikke gældende for ”Onkel Tom”, som kun i den konkrete brug kan siges at have denne karakter. Begrebet er nemlig ikke tvetydigt, da det er rimeligt præcist beskrevet i romanen ”Onkel Toms hytte”.

Da ”Onkel Toms hytte” blev udgivet, fremstod onkel Tom som et lysende eksempel på, at assimilering af slaver i de hvides USA var en oplagt mulighed, og bogen har spillet en vigtig rolle i kampen mod racisme. Denne opfattelse blev ændret, da man blev opmærksom på, at præmisserne for det hvide samfunds accept af Tom var total underkastelse, opgivelse af egen kultur og tradition og tilpasning til den hvide kristne ”way of life”. Fra at være et symbol på anti-racisme, blev onkel Tom symbolet på underkastelse – en ”kokosnød” som troede, at han kunne skjule sin

hudfarve ved at handle som en hvid. På overfladen passer denne beskrivelse også på Khader. Der er indlysende ligheder; så som at både Tom og Khader bliver anset som indsigtsfulde i religiøse spørgsmål, og at begge hylder den hvide kristne krigsmaskine - Tom ved at have et billede af den hvide general Washington på væggen, og Khader ved sin uforbeholdne støtte til NATO i almindelighed og et angreb på Irak med eller uden FN og NATO i særdeleshed. En mindre indlysende lighed er

deres reformistiske tilgang til ændringer i samfundet. Khader stiller op til det danske Folketing, hvor Tom direkte forhindrer et oprør mod den modbydelige slaveejer Legree.

Der er dog to afgørende forskelle på onkel Tom og Naser Khader. Tom fungerer som sagkyndig i kristendommen, han læser biblen, og missionerer blandt de øvrige slaver. Naser Khader opfattes – blandt kristne – som sagkyndig i islam, og bliver netop accepteret i kraft af sin muslimske baggrund. Tom blev et symbol på den fremmedes evne til at acceptere de hvides religion, og modsat med Khader, der er et symbol på de hvides evne til at acceptere den fremmede religion. Den anden forskel drejer sig om belønningen for at være hhv. Tom og Khader. Khader belønnes for

sin viden og kunnen med en reel magtfuld post i samfundet. Sæde i den højeste myndighed – Folketinget. Han belønnes positivt for sine dyder. Modsat for Tom som – på trods af sin indsats – bliver solgt af sin herre (som hellere vil sælge Tom end sit ur!), får tæv, og i sidste ende må dø efter et liv som slave. I de bedst stunder er Toms belønning, at han behandles næsten som et rigtigt menneske, som en hvid. Onkel Tom er et eksempel på at assimilation kunne lade sig gøre, hvor Naser Khader er et symbol på vellykket integration. Der er altså stor forskel på

betingelsen for belønningen, og belønningens karakter, og Naser Khader er bestemt ikke en ”onkel Tom”. Til gengæld er Naser Khader en halal-hippie. Han opfatter sig selv om anti-racist, han forsøger at gøre debatten sort/hvid og han benytter ukonkrete argumenter, når han udtaler sig.

Halal-hippien Naser Khader og smagsdommeren Anders Fogh benytter begge retoriske stemplinger til at fremme deres politiske mål. Den er et mægtigt våben, men brug den aldrig uden at spørge dig selv: Er din sag vigtig nok til at ødelægge den saglige debat og udsætte andre for personangreb?

Claus Pedersen er stud.mag. og aktiv i Globale Rødder.