Hvorfor er den danske regering så ivrig efter at støtte USA’s krig mod Irak? En enkel forklaring er, at det har de borgerlige altid gjort. Som Venstre-borgmesteren Søren Pind siger det:

”Men må sammen med Amerika og andre lande, der elsker frihed højere end opportunisme, danne demokratiernes og frihandelens egen sammenslutning. Så den ny verdensorden kan blive reel.”

Men bag højrefløjens krigsvenlige politik ligger Danmarks egen imperialisme.

Dansk imperialisme er en integreret del af den globale kapitalisme og tager sit afsæt i at fremme økonomiske og magtmæssige interesser på vegne af danske multinationale. Centrale elementer er nyliberalistisk frihandel, Grønlands deltagelse i missilskjoldet, A.P. Møllers interesser og en racistisk hetz mod islam.

Imperialisme er en del af den globaliserede kapitalisme

Ofte nævnes imperialisme kun som noget de største globale aktører foretager sig. Naturligvis er USA’s globale politik og dominans et tydeligt udtryk for imperialisme. Men imperialisme kan ikke reduceres til et spørgsmål om størrelse.

Kapitalismen er den globale samfundsform, der betinger ethvert lands, enhver multinational koncern og ethvert menneskes tilværelse. Og kapitalisme er ikke blot en produktionsmåde, hvor udbytningen er sat i system, og konkurrencen er vilkåret. Kapitalisme er også en globaliseret økonomi, hvor ingen økonomi, stor som lille, kan fungere isoleret. Der er globale markeder, global arbejdsdeling og globale koncerner. Enhver producent som ønsker at sikre sine interesser i denne globaliserede verden må nødvendigvis have en styrke i ryggen til det. Det kan være i store handelssammenslutninger som EU og WTO eller det kan være gennem national beskyttelse og støtte. Men når kampen om markederne skærpes for alvor, så gælder den rå militære magt, uanset om den anvendes direkte eller blot bruges som en skjult trussel.

De globale magtdelinger forandres over tid, men det sikrer ikke en fredelig verden, idet konkurrencen konstant skærpes. Derfor er geopolitiske elementer af dominans over mellemøsten et væsentligt led i den globale kontrol med fx olie. Men det udtrykker også den globale kamp i et større perspektiv, fordi krigen mod Irak ikke alene kan reduceres til regionen. Den handler også om, at USA ønsker at vise sin styrke og villighed til at bakke sine økonomiske interesser op militært overfor andre regionale sværvægtere som Rusland og Kina. Når USA forhandler med Kina om adgang til Kinas vækstmarkeder, så er det ikke kun de direkte profitmuligheder i Kina det handler. Så handler det også om hele regionens økonomi og politik. USA kan med meget større vægt presse Kina til økonomiske indrømmelser og inddæmme de kinesiske ambitioner i regionen, hvis Kina ikke kan matche USA militært.

USA’s missilskjold er et led i at udvikle den globale dominans. Angiveligt skal det beskytte mod ”slyngelstater” som Nordkorea, Irak og Iran. Men i realiteternes verden er det et offensivt missilsystem, som skal sikre USA et globalt herredømme, hvor specielt andre stormagter som Kina og Rusland skal begrænses. Og Danmarks rolle som mini-imperialist overfor Grønland illustrerer, at intet land eller område er udenfor den globale kamp. Den danske regering vil ganske enkelt i bedste koloniherre stil bestemme at Thule-basen på Grønland skal være en del af USA missilskjold. På denne måde bidrager Fogh til den globale imperialisme på trods af grønlændernes modstand. Læs mere om dansk imperialisme i Grønland

Danske økonomiske interesser er globale

Mindre lande som Danmark kan ikke fungere udenfor dette som en ø. Man er ganske enkelt nødt til at være med på vognen, hvis man vil fungere på verdensmarkedet og have en bid af kagen. Selv om størsteparten af Danmarks økonomiske engagement er med landene omkring os i EU og i særdeleshed Tyskland, Sverige, Norge og England, så er de største multinationale danske koncerner globalt engagerede. A.P. Møller, Carlsberg, ISS, Group4Falck, Novo, Lundbeck, FL Schmidt, Danisco, Arla og Danish Crown fungerer alle på verdensmarkedet, og deres ambitioner om vækst er nået i Danmark og til en hvis grad i de nærmeste lande. Yderligere vækst er afhængig af mulighederne for indtrængen på verdensmarkedet.

For hvem skal beskytte de danske multinationales interesser med juridiske traktater, adgang til magtens korridorer og i sidste ende militært engagement, hvis de trues. Det kan den danske stat ikke magte. Og det kan EU heller ikke magte endnu, selvom perspektivet er opbygningen af en selvstændig EU-hær, der kan udfordre USA’s globale militære overlegenhed.

Derfor er regeringen så ivrig efter at komme med i krigen og bakke op om USA. Den danske deltagelse med tropper og fly i Afghanistan har således en direkte funktion i at vise villigheden overfor USA. Og det uanset om danske F16-jagere dræber uskyldige civile i deres bombardementer, som det skete i februar 2003, hvor danske og norske fly dræbte 17 civile på et bombetogt.

Ikke mindst A.P. Møllers olie- og rederiinteresser skal beskyttes. Efter den sidste krig mod Irak, hvor Danmark indsatte et krigsskib, og A.P. Møller gratis sejlede materiel til den amerikanske hær, fik A.P. Møller belønningen i form af store kontrakter til det amerikanske forsvar, retten til at købe det amerikansk ejede fragtrederi Sealand (der er meget store i USA med egne havne) og nye oliekontrakter i Qatar, Algeriet og Kazakstan. Læs artiklen: Mærsk: Milliardær på krig og undertrykkelse

Dansk krigsdeltagelse fortsætter

I Danmark har vi sjældent en fornemmelse af at vi er i krig. Men ikke dets mindre har Danmark aktivt været involveret i masser af krige de sidste 50 år. Lige fra besættelsen af Palæstina over Congo til en voldsom militær intervention i Bosnien og Kosovo i slutningen af 90’erne.

Væsentlige danske bidrag til militære operationer i udlandet gennem årene.

1948: Mellemøsten. 543 mænd i alt.

1949: Kashmir. 306.

1956-67: Gaza. 11.000.

1960-64: Congo. 1000.

1964-94: Cypern. 22.623.

1990-91: Den persiske Golf. 304.

1991-96: Kuwait. 535.

1992-95: Kroatien og Bosnien. 8100.

1991-99: Irak. 390.

1991: Eks-Jugoslavien. 423.

1992-96: Adriaterhavet. 770.

1993-99: Makedonien. 469.

1996-: Bosnien Hercegovina. 8500.

1997 og 1999: Albanien. 197.

1999-: Serbien, Montenegro m.fl. 480.

1999-: Kosovo og Makedonien. 4858.

2001: Eritrea. 333.

2001-: Afghanistan. 520.

2002: Afghanistan. 84.

2002: Det østlige Middelhav. 300.

Desuden en række mindre missioner i Indien og Pakistan, Yemen, Georgien,

Kirgisistan og Øst-Timor.

Danmarks engagement på Balkan var ikke en tilfældighed eller en humanitær gerning. Det var en del af EU’s ambitioner om at dominere regionen og på denne måde udvide kontrollen med de europæiske markeder længere østpå. Og belønningen for de mange tusinde danske soldater har da også været en række store kontrakter til genopbygningen og ikke mindst en stærkt øget adgang i hele Østeuropa.

Danmarks bidrag til krigen mod Irak

Den danske krigsdeltagelse i krigen mod Irak ser på overfladen ganske beskeden ud. Der skal indsættes en lille ubåd, 50-100 jægersoldater til specialopperationer og nogle officerer + udstyr til Tyrkiet. Men det beskedne bidrag skal kombineres med A.P. Møllers store andel i amerikanske transport af materiel og olie til hæren. Og det skal heller ikke undervurderes, at Anders Foghs politiske indsats med støtte Bush og Blair har en betydning for de fremtidige danske muligheder for indtjening i Mellemøsten. Fx har FL Schmidt lige bygget cementfabrikker i Irak under Olie for mad-programmet, og A.P. Møller sejler på området og borer efter olie. Anders Fogh formulerer selv den danske udenrigspolitik sådan:

”Et stærkt hus skal have fire hjørnesten. Den ene er Europa, den anden er det transatlantiske forhold, og den tredje er et fortsat fast engagement i udviklingspolitikken - at sætte en selvbærende økonomisk udvikling i gang i udviklingslandene.

Den fjerde hjørnesten kunne måske blive en ny dimension i dansk udenrigspolitik: Nemlig, at vi i lyset af begivenhederne 11. september laver en overordnet politisk strategi overfor den muslimske verden og arbejder for demokratisering her.”

Interview i Berlingske Tidende 29.12.02

Denne sidste og nye hjørnesten udtrykker det aktuelle ideologiske afsæt for den danske støtte til USA’s imperialisme. Det nye fjendebillede efter Sovjetunionens sammenbrud er Islam. det har for Anders Fogh et dobbelt formål. Dels skal det begrunde en ny offensiv imperialisme i Mellemøsten og på globalt plan en aggressiv militær dominans, som skal sikre de vestlige værdier. Og som Søren Pind udtrykte det i indledningen af denne artikel, så er frihandel og demokrati det samme i deres terminologi. Efter 11. september sagde USA’s handelsminister. Robert Zoelick, at valget stod mellem ”Free trade or terror”. Og det brugte USA som pression for at få gennemført en ny handelsrunde i verdenshandelsorganisationen WTO

”Kultur-imperialisme”

I samme interview som ovenfor er Anders Fogh er ikke bleg for at sætte ord på, hvordan det vil blive opfattet:

Her kan man sætte ind for at forebygge fundamentalisme og det had, der er over for vestlige livsværdier…Det er en meget vanskelig dimension, fordi det let kan opfattes som kultur-imperialisme. Men ikke desto mindre er vi nødt til at tage fat på diskussionen.

Det andet element i det ideologiske korstog er beregnet på den danske dagsorden. Regeringens racistiske politik overfor indvandrere og flygtninge finder også støtte i denne ideologi og fjendebillede. Når Danmark deltager som kulturimperialist globalt, så bruges det også herhjemme. Islam dæmoniseres, og alle muslimer mistænkeliggøres som potentielle terrorister og krænkere af vestlige værdier. Hvis afghanske taleban-krigere undertrykker deres kvinder, så gør alle muslimer det også. Hvis Al-Qaida laver terroraktioner i Allahs navn, så må alle muslimer være potentielle terrorister. Hvis Somaliske muslimer omskærer deres pigebørn, så må alle muslimer tænkes at kunne gøre det. Hvis Hitz-bul-Tahir er ekstreme i deres propaganda, så er alle muslimer i Danmark det.

Det er naturligvis ikke tilfældet hverken i Danmark eller resten af verden. Men det skal bruges til at retfærdiggøre en racistisk syndebukkepolitik i Danmark og imperialismen i verden.

På samme måde som Anders Fogh hånligt afviser de store demonstrationer i Danmark som en støtte til Sadam Hussein, så afvises protesterne mod krigen i de muslimske lande som religiøse protester. Når hundreder af tusinder i Pakistan, Tyrkiet eller Ægypten demonstrerer, så bortforklares det som støtte til Islam og ikke protest mod krigen. Denne form for ideologisk retfærdiggørelse af imperialisme, hvad enten den er kulturel eller militær må gendrives sammenhængende.

Politiske modsvar

Vi må angribe den danske regerings politik ved at kæde kampen mod krigen sammen med kampen mod racismen. Vi må imødegå dens ideologiske afsæt ved at bekæmpe hetzen mod Islam og muslimer i verden og i Danmark. Vi må sammenkæde den danske imperialisme overfor Grønland og støtten til USA’s missilforsvar med den danske deltagelse i den globale imperialisme. Vi må vise, at regeringens imperialistiske ambitioner hænger snævert sammen med danske multinationales interesser i den globale kamp om markeder og profit.

Anti-krigsbevægelsen i Danmark er bundet sammen af en enkel parole om ”Ingen krig mod Irak”. Krigsmodstandere med vidt forskellige afsæt arbejder sammen på trods af de politiske forskelle – nogen mener, at FN er løsningen, mens andre taler om en revolution. Det er rigtigt at holde fast i denne enkelhed, som man kan kalde for enhedsfront.

Men jo stærkere krigstrommerne lyder fra magthaverne des stærkere bliver deres ideologiske propaganda også. Derfor er det vigtigt, at vi styrker de politiske diskussioner i bevægelsen og fremfører ideologiske argumenter mod imperialismen, og ikke mindst skærper den konkrete kritik af den danske regerings støtte til krigen.

Det bedste modsvar på deres ideologiske propaganda er vores politiske argumenter om amerikansk og dansk imperialisme. Vi skal fremhæve sammenhængen mellem olie og magt, mellem de multinationale og regeringens politik og mellem deres racisme og deres krig.

Det bedste modsvar til deres krigsdeltagelse er et maksimalt pres på den danske regering, Folketing og deres støtter i erhvervslivet. Anders Fogh, regeringen, ethvert folketingsmedlem som støtter krigen, enhver repræsentant for de multinationale (og specielt Mærsk McKinney Møller) skal aldrig kunne være i fred – når de optræder offentligt skal de konfronteres med deres krigspolitik. Demonstrationer, aktioner, studenteraktivisme og ikke mindst strejker kan for alvor presse dem, hvis de føler deres taburetter og profitter truet.