Og om det kan ingen vide noget: ikke Pentagon, CIA eller nogen som helst. Mulighederne strækker sig fra de grusomme humanitære katastrofer, som nødhjælpsorganisationer der opererer i Irak har advaret om, til relativt milde konsekvenser – men selvom end ikke et hår krummes på nogens hoved, vil det på ingen måde være en formildende omstændighed for de forbrydere, der er villige til at udsætte hjælpeløse mennesker for så frygtelige risici for egen vindings skyld.

Hvad angår resultaterne vil det vare længe, før det er muligt at komme med foreløbige vurderinger. En umiddelbar opgave består i at mildne resultatet, så meget vi kan. Det betyder først og fremmest at tage vare om ofrenes behov, ikke bare for denne krig, men for Washingtons ondsindede og destruktive sanktioner gennem de seneste ti år, som har tilintetgjort civilsamfundet, styrket den regerende tyran og gjort befolkningen afhængige af ham for at overleve. Som det i årevis er blevet påpeget, underminerede sanktionerne håbet om, at Saddam Hussein ville gå samme vej som andre morderiske tyranner, der ikke har været mindre ondsindede. Det inkluderer et frygteligt forbryderalbum af kriminelle, som også blev støttet af dem, der nu er ved magten i Washington, i mange tilfælde til deres blodige regimers sidste dage: Ceausescu, for at nævne bare én åbenlys sag.

Elementær anstændighed ville udløse massive genopbygningsprojekter fra USA. I mangel på det måtte der i det mindste komme en strøm af hjælp til irakerne, så de på deres egen måde kan genopbygge det, der er blevet ødelagt, og ikke på en måde der dikteres i Washington og Crawford, hvis højeste overbevisning er, at magt vokser ud af et geværløb.

Men der er noget mere grundlæggende og vidtrækkende på spil. Modstanden mod invasionen af Irak har været fuldstændig uden historisk sidestykke. Det er derfor, Bush er nødt til at møde sine to bonkammerater på en amerikansk militærbase på en ø, hvor de var på sikker afstand af almindelige mennesker. Modstanden er måske nok fokuseret på invasionen af Irak, men dens bekymringer går langt udover det. Der er en voksende frygt for USA’s magt, som regnes for den største trussel mod fred i store dele af verden, formentlig af flertallet. Og med den nuværende tilgængelige destruktionsteknologi, der hastigt bliver stadigt mere dødbringende og ildevarslende, betyder en trussel mod fred en trussel mod overlevelse.

Fiktive trusler

Frygten for den nordamerikanske regering bygger ikke alene på denne invasion, men på den baggrund, den finder sted på: en åbent erklæret beslutning om at regere verden med militær styrke, den eneste målestok hvor USA’s magt er uovertruffen, og at sikre, at der aldrig opstår en udfordring af den dominans. Præventive krige vil blive udkæmpet efter forgodtbefindende: præventive, ikke forebyggende [Preventive, not Pre-emptive]. Uanset på hvilke måder forebyggende krig retfærdiggøres, gælder de ikke for præventiv krig: at bruge militærmagt for at udrydde en forestillet eller opfundet trussel. Det åbent erklærede mål er at forhindre en udfordring af ”De Forenede Staters magt, position og prestige”. En sådan udfordring, nu eller i fremtiden, og ethvert tegn på at en sådan skulle opstå, vil blive mødt med overvældende styrke af de regerende i det land, som nu tilsyneladende bruger flere midler på voldsapparatet end resten af verden til sammen, og som træffer farlige beslutninger på trods af en næsten enig verdensopposition: udviklingen af dødbringende våbensystemer i rummet, for eksempel.

Ikke noget nyt

Det er værd at mærke sig, at ordene jeg citerede ikke er Dick Cheneys eller Donald Rumsfelds eller andre ledende autoritære ekstremisters. De er derimod den respekterede aldrende statsmand Dean Achesons for 40 år siden, da han var seniorrådgiver for Kennedy-administration. Han retfærdiggjorde de amerikanske sanktioner mod Cuba – i bevidstheden om at den internationale terroristiske kampagne for ”regimeskifte” lige havde bragt verden på randen af en altudslettende atomkrig. Ikke desto mindre instruerede han American Society of International Law i, at det ikke har juridiske konsekvenser, hvis USA reagerer mod en udfordring af dets ”magt, position og prestige”, især ikke hvis det gør det med terroristiske angreb og økonomisk krigsførelse mod Cuba.

Jeg tager dette op som en påmindelse om, at problemstillingen er dybt forankret. Den nuværende administration er i den ekstremistiske ende af det politiske spektrum, og dens eventyrlyst og hang til vold er usædvanligt farlig. Men spektret er ikke så bredt, og med mindre disse dybereliggende problemstillinger får opmærksomhed, kan vi være sikre på, at andre ultra-reaktionære ekstremister vil få kontrol med de ufattelige midler til at undertrykke og ødelægge.

De nuværende magthaveres ”imperieambition”, som det åbent kaldes, har ført til gysen overalt i verden, også i det hjemlige establishment. Andre steder er reaktionerne selvfølgelig langt mere præget af frygt, især blandt de traditionelle ofre. De kender for meget til historien på den hårde måde til at lade sig berolige af den højstemte retorik. De har hørt for meget af den slags i århundredernes løb, mens de blev slået med den kølle, der kaldes ”civilisation”. Talsmanden for bevægelsen mod deltagelse i de amerikanske planer, der indbefatter regeringerne for størstedelen af verdens befolkning, beskrev for få dage siden Bush-administrationen som mere aggressiv end Hitler. Han er tilfældigvis meget pro-amerikansk og placeret midt i Washingtons internationale økonomiske projekter. Og der er ikke tvivl om, at han taler på vegne af mange af de traditionelle ofre og nu også for mange af deres traditionelle undertrykkere.

Det er let at fortsætte og vigtigt at gennemtænke disse forhold grundigt og ærligt.

Udslettelse

Selv før Bush-administrationen eskalerede denne frygt voldsomt i de seneste måneder, påpegede efterretningseksperter og eksperter i international politik overfor alle, der var villige til at lytte, at Washingtons politik formentlig fører til stigende terror og spredning af masseødelæggelsesvåben – som hævn eller til simpel skræk og advarsel. Der er to måder, Washington kan reagere på de trusler, som skyldes dets egne handlinger og alarmerende proklamationer. Den ene er at lette truslerne ved at forholde sig en smule til retfærdige klager og ved at indvillige i at blive et civiliseret medlem af verdenssamfundet med en smule respekt for verdensordenen og dens institutioner. Den anden måde er at fremstille endnu mere rædselsvækkende destruktions- og dominansmaskiner, så en hvilken som helst forestillet udfordring, uanset hvor fjern den måtte være, kan knuses – og dermed fremprovokere nye og større udfordringer. Den vej indvarsler alvorlige farer for befolkningen i USA og resten af verden og kan meget muligt føre til artens udslettelse. Det ikke nogen grundløs spekulation.

En altudslettende atomkrig er i fortiden blevet næsten mirakuløst undgået; fx få måneder før Achesons tale, for at nævne en sag som i dag bør holdes i frisk erindring. Truslerne er alvorlige og voksende. Verden har god grund til med frygt og forfærdelse at holde øje med, hvad der sker i Washington. De mennesker, der er i den bedste position til at lette den frygt og føre an mod en mere håbefuld og opbyggelig fremtid, er indbyggerne i USA, som har mulighed for at forme fremtiden.

Disse er blandt de dybe bekymringer, som jeg tror må stå klart i bevidstheden, mens man betragter begivenhederne udfolde sig på deres uforudsigelige måde, alt imens den mest rædselsvækkende militære styrke i menneskehedens historie slippes løs mod en forsvarsløs fjende af et politisk lederskab, som har en skræmmende rekordbog over ødelæggelse og barbari.

Znet 21.3.03. Noam Chomsky er professor i lingvistik, forfatter til en lang række bøger om blandt andet amerikansk udenrigspolitik og formentlig den mest interviewede intellektuelle nogensinde. Oversat af Anders Hassing