Vi er nu nået så langt, at kvinde og mand forenet i den yndigste lille heteroseksuelle kernefamilie sammen forstår at værne om at sikre hinandens dyrebare frihed, så alle muligheder i livet kan stå åbne på fuld gab for kvinde såvel som for mand. Det er slut med at skændes. Vi skal ikke længere være uvenner. Sikke dog et eventyr!

Bevægelsesafhængighed

Mage til løgnehistorie kunne man for over 30 år siden høre fortalt rundt omkring i det politiske landskab inden samtlige partier nedlagde deres kvindeafdelinger i 1960’erne. Få år før den første rødstrømpeaktion buldrede ned ad Strøget i protest mod samfundets kvindebillede og med krav om lighed. Kort efter at kønnet blev slettet fra den politiske dagsorden, var det tilbage som en bombe under den offentlige debat. Op gennem 1970’erne og 1980’erne vedblev køn at være politisk sprængfarligt, indtil det sygnede hen i 1990’erne, således at den konservative ligestillingsminister Henriette Kjær ved sin tiltrædelse kunne erklære, at ligestillingen er ved at være total. Konklusionen er, at uden et pres fra neden smuldrer kønnede problemstillingers gennemslagskraft i det politiske spil. Den politiske dagsorden er skrevet på sand og skriften fader ud, hvis den ikke jævnligt tegnes kraftigt op. Kønsforskerne Ann-Dorte Christensen og Birte Siim peger på en særlig bevægelsesafhængighed, der karakteriserer dansk kønspolitik sammenlignet med andre nordiske lande. Konsekvensen er, at køn som politisk tema blegner i perioder, hvor kvindebevægelsen står svagt.

Feminismens vilkår

Når det er interessant at se på, hvordan regeringen taler om ligestilling, handler det altså ikke alene om de konkrete politiske forslag og mangel på forslag, der følger, men også om den overordnede fortælling om køn i samfundet. Hvad kan der siges om køn, uden at det bliver kontroversielt? Her er det helt afgørende, at alt konfliktstof er trukket ud af en nuværende ligestillingspolitik, der netop defineres ved at stå i modsætning til den historiske kvindekamp. Mænd og kvinder betragtes som forskellige, men ikke som ulige. Hvad dette angår, adskiller den danske politik ifølge forsker Anette Borchorst sig grundlæggende fra den svenske, som netop kendetegnes ved at have som udgangspunkt, at kvinder er undertrykte. Af den grund er feminist en langt mere legitim betegnelse, der er udbredt selv blandt medlemmer af den svenske Rigsdag, mens feminisme i Danmark længe har været synonymt med mandehad. Derfor blev den svenske antologi Fittstim, der i sit indhold er ganske ufarlig, på dansk udgivet med en stor undskyldning af et forord, som fandt det påkrævet at retfærdiggøre bogen med henvisning til bidragydernes individualisme, ungdom og smartness. Bare rolig – vi er skam ikke ude på at lave noget om…

Frihed fra lighed

Mens ulighedsperspektivet falmer, flyttes fokus fra det kollektive til det individuelle niveau i regeringens optik. Ligestilling kommer derved til at handle om den enkeltes frie valg og ikke om overordnede strukturelle skævheder. Frihed bestemmes som fravær af tvang, der optræder synonymt med statslig indblanding. Det indebærer, at muligheden for fx positiv særbehandling udelukkes, som det fremgik i debatten omkring barselsorloven. Familien og i særdeleshed far skal have sin frihed til selv at bestemme. Staten skal ikke blande sig i, om far holder orlov med sine børn. At de første 14 uger af en barselsorlov er forbeholdt kvinden er noget, naturen har bestemt, så der har regeringen ryggen fri. Hvad angår resten af ugerne, som for det store flertals vedkommende også varetages af kvinderne, så legitimeres den åbenlyse ulighed igen med henvisning til den naturlige forskel, som jo naturligvis må respekteres. Hvad skulle vi dog gøre uden generne til at diktere vores liv?

Det private er upolitisk

En af yndlingsfigurerne i det borgerlige begrebsapparat er kernefamilien, hvis parcelhus markerer grænserne for politikkens territorium. Det private er altså ikke længere politisk, hvis nogen skulle være i tvivl. Netop opdelingen i privat og offentlig, som har rødder tilbage til den klassiske politiske teori, udgør ifølge den politiske filosof Carole Pateman en grundlæggende faktor i underordningen af kvinder. Patemans pointe er, at den politiske udgrænsning af familien betyder, at kvinder som repræsentanter for det andet køn ekskluderes fra politisk medborgerskab.

Når det drejer sig om familiens hellighed, er der dog et par undtagelser, som er værd at bemærke. Muslimer og andre, der adskiller sig derved, at de kunne få den idé at gifte sig før flertallet og med udanskere, er nemlig undtaget fra den politiske urørlighed i kraft af familiesammenføringsreglerne. Mens homoseksuelle ikke har samme rettigheder som heteroseksuelle i forhold til insemination, adoption med mere. Der stilles altså visse krav om normalitet i forbindelse med familiedannelse. Den familie, som er regeringens væsentligste samfundsenhed, udgør en social sorteringsmekanisme og bidrager i den forstand til at reproducere ulighed. Foruden at den selvfølgelig også indadtil er begrænsende.

Mest lighed for pengene

Begrebsparret lighed - ulighed optræder som nævnt ikke i regeringens terminologi. Når der alligevel argumenteres for ligestilling, er det ikke ud fra en forestilling om lighed som demokratisk værdi i sig selv, men ud fra tanken om, at værdifulde menneskelige ressourcer kunne gå tabt, såfremt køn fungerer som hæmsko for realiseringen af økonomisk potentiale. Regeringens ligestillingspolitiks raison d’être matcher i den forstand tonen på andre politikområder som fx miljøpolitikken: Det skal nemlig kunne betale sig. Tanken er, at alt kan og skal gøres til genstand for økonomiske beregninger. Dette er er i øvrigt en tendens, som også den forrige regering tilbad. På ligestillingsområdet hedder det ikke miljøkonsekvensberegning, men kønskonsekvensanalyser.

Alting vejes i forhold til dets samfundsøkonomiske udbytte. Erhvervslivet skal have fradrag for kunstkøb, fordi det har en gavnlig virkning på produktiviteten med lidt friske farver og figurer på virksomhedernes vægge. På samme måde tænkes kønnet helt ind i betalingsbalancen. Alt fra køn til kunst indordnes under en økonomisk rationalitet. Politiske prioriteringer camoufleres som økonomisk nødvendigheder. Men hvad har menneskelig mangfoldighed og kreativitet egentlig med økonomi at gøre?

Vågn op, Tornerose

Regeringens eventyr må udfordres og den kønnede virkelighed må på den politiske dagsorden. En alternativ fortælling om ulighedens mønster må presses igennem fra neden. Flere og sejere heltinder end erhverslivets kvindelige ledere og deres veninde Henriette Kjær må på banen. Ligusterhækkenene må pløjes ned og det private eksproprieres til politisk øvelsesterræn. Krav om frihed og lighed for alle skal ikke gradbøjes i økonomiske tabeller. De slidte biologiske naturligheder må samme sted hen som de økonomiske nødvendigheder. Mere ambitiøse begreber end ligestilling må (re)lanceres. Vi skal ikke nøjes. Vi må forstå og lade forstå, at køn og magt hænger sammen. Og 8. marts er en fantastisk anledning til at prikke lidt til bylden!

Tine Studstrup er sociologistuderende og medredaktør af Kontradoxa.