Brevets indhold er i korthed følgende:

-  At den israelske stat har ret til at eksistere, fordi den beskytter jøder, der lider under antisemitisme.

-  At sammenligninger mellem Nazityskland og Holocaust og de israelske overgreb mod palæstinenserne er uacceptable. Holocaust er en unik historisk begivenhed.

-  At de som tyskere aldrig vil kunne støtte en boykot Israel-kampagne. Det giver tydelige associationer til det nationalsocialistiske slogan ”Tyskere, køb ikke af jøder”. De er helt sikre på, at de danske arrangører ikke mener noget i den retning, men man må være opmærksom på slogans mulige bibetydninger.

-  At positive referencer til den nuværende Intifada er problematiske, da den i modsætning til den foregående ikke drives af social protest, men af nationalistiske og islamistiske grupper, jf. navnet ”Al-Aqsa-intifadaen”. I stedet ønsker brevets forfattere, at der udtrykkes solidaritet med de grupper i begge lejre, som arbejder for fredelig sameksistens med et frigørende, revolutionært perspektiv i regionen.

-  Endelig retter tyskerne en kritik mod de anti-kapitalistiske parolers ensidige fokus på finansielle institutioner. I vesten har pengecirkulation ofte været opfattet som noget, jøder tog sig af, i modsætning til det produktive ”rigtige” samfund. Jøder i vestlige samfund opfattes ofte ligeså kulturelt afsondrede og ”mærkelige” som pengecirkulationen. Det finansielle system kan derfor personificeres i jøderne, der gøres til syndebukke for folks utilfredshed med det bestående.

Til slut udtrykker organisationerne håb om, at brevet kan være afsæt for en konstruktiv diskussion.

Læs det originale brev (engelsk)

Læs Globale Rødders svar (engelsk)

Morten Thing skriver:

Jeg synes, brevet fra de tyske antifascister er både meget afbalanceret og

meget klogt. Det indeholder nogle klare retningslinjer for, hvad de kan

akceptere af paroler og bannere under en fælles demonstration. Det er klart,

at deres overvejelser må tage udgangspunkt i Tysklands historiske andel i

udryddelsen af de europæiske jøder. Jeg kan ikke se anderledes på det. Og

jeg synes, det vidner om en høj politisk moral.

Jeg ser imidlertid som dansk jøde anderledes på mellemøstkonflikten. Jeg

mener Israel og de israelske jøder bærer ansvaret for konflikten med

palæstinenserne og derfor også det historiske ansvar for dens løsning.

Dette anfægter ikke kravet om, at Israel skal have ret til at eksistere.

Situationen i Mellemøsten har imidlertid udviklet sig til en næsten total

hårdknude, ikke mindst fordi modsætningerne palæstinenserne imellem (mellem

sekulære og religiøse nationalister) og modsætningerne israelerne imellem

(mellem fredsfløjen og højrefløjen) har lukket de små åbninger mod

løsninger, der har været. Derfor mener jeg, at palæstinenserne i dag sidder

med nøglen til en opblødning. Jeg mener de skal stoppe selvmordsaktionerne

og føre en politik, som støtter den israelske fredsfløj. Kun gennem en

styrkelse af den kan der ske et regimeskifte i Israel, som kan føre til

fred. Hamas’ selvmordsaktioner styrker Sharon og endnu værre kræfter, som

går ind for ’transfer’, dvs. udvisning af alle palæstinensere fra Israel og

de besatte områder til f.eks. Jordan.

Min holdning til Israel, at det skal garanteres ret til at bestå, skal

heller ikke skygge for min kritiske holdning til statens karakter. For mig

at se er der (udover forholdet til palæstinenserne) især tre forhold, som er

dybt problematiske ved den israelske stat:

For det første det forhold, at Israel ingen civillovgivning har. Dvs. at

forhold som giftermål, skilsmisse, forældres forhold til børn og arv ordnes

via de religiøse institutioner. Man kan kort sagt kun blive borgerligt viet

eller skilt i udlandet. Det betyder igen, at kvinder og mænd ikke reelt er

ligestillet, ikke har samme adgang til skilsmisse og til fælles børn osv.

Israel er i denne sammenhæng (og det gælder også definitionen af hvad en

jøde er) afhængig af den jødiske religion, som i Israel længe har været på

vej mod højre.

For det andet det forhold, at demokratiet i Israel ikke blot placerer

palæstinenserne (med israelsk statsborgerskab) i en anden klasse end

jøderne, men grundlæggende opfatter sig som et jødisk demokrati. Et flertal

kan ikke ændre ved dette som i andre demokratier. Det er derfor et

eksklusivt demokrati - og derfor på længere sigt et demokrati med en

indbygget eksplosiv modsætning. Hvad gør f.eks. de jødiske institutioner,

når og hvis palæstinenserne bliver lige så mange som jøderne?

For det tredje spiller hæren en stærkt problematisk rolle. Hæren

gennemtrænger alle dele af samfundet og ikke mindst den politiske sfære på

en måde, som jeg mener er farlig for et demokrati. Med de store

modsætninger, der er i det israelske samfund, er det vigtigt, at hæren ikke

bliver en selvstændig magtfaktor, som kunne tænkes at støtte bestemte

grupper eller politiske synspunkter.

Morten Thing er forskningsbibliotekar, dr. phil. på Roskilde Universitetsbibliotek.