Lomborg, Frevert, Bondam, sketch, Mr. Gay, Skov, sketch, ABBA… Programmets indhold er ret nemt at beskrive. De indhentede homoer sidder i behagelige møbler, fortrinsvis i noget der ligner deres hjem, og fortæller om og imod »gængse« fordomme. Temaerne er velkendte, og det bliver slået fast, at bøsser ikke behøver at have helikopterhåndled, og at lesbiske skam ikke er specielt butchede. Vi finder også ud at, at homoer kan nyde det andet køns selskab, og at vi ikke er specielt optaget af sex – og slet ikke gruppeudgaven af samme.

Der er lidt uenighed at spore hos skærmtroldene i forhold til om alle har noget homo »i sig«, men ellers er enigheden det mest slående. Ingen af spørgsmålene eller svarene udfordrer, prikker eller provokerer. Det ender faktisk med at blive temmelig kedsommeligt. Der er dog enkelte undtagelser, som da Lomborg snakker om henholdsvis den mandlige og kvindelige seksualitets »natur«, da præst Bente Viuf dementerer alle butch-tendenser hos lesbiske uden at kommentere sin egen karseklip, da Bondam bare ikke kan begribe, hvor fordomme kommer fra. Og så er der jo Frevert, som ikke er lesbisk men bare »gift med en kvinde«.

Alt i alt sidder man tilbage med en følelse af at se på noget, som virker ganske uvedkommende – paradoksalt nok.

Efter at have set første omgang med de velkendte Bomdam’er, Frevert’er, Lomborg’er med flere synes den grundlæggende pointe at være klar: Bøsser og lesbiske er (eller vil gerne være) ligesom alle andre. Den eneste forskel er aktiviteterne i dobbeltsengen. De populære eller gængse fordomme ridses eksplicit eller implicit op for at blive manet i jorden igen. Pointen er selvfølgelig at nå ud til alle de andre, de småindskrænkede, jyderne, hr. og fru Danmark. Det behøver der i sig selv ikke at være noget galt med, hvis man ellers gider prioritere sine anstrengelser i den retning. Problemet er, at det er en fandens svær balancegang mellem accept og udelukkelse man havner i, som heller ikke OBLS slipper særligt heldigt fra. Programmet ender nemlig med at sige mere om, hvilke normer man helst skal passes ind under, end om bøsser og lesbiske eller seksualitetens beskaffenhed som sådan. En opridsning af en nærmest overraskende traditionel normalitet, i øvrigt.

Bøsser og lesbiske er i forlængelse heraf mainstreampasteller med et lige antal stearinlys på kommoden. Midt imellem hyggebelysning, diskokugler og tryg karriere spejder vi forgæves efter de grimme, de fattige, de vrede, de liderlige, de politiske, de kritiske, læderet eller dildoen (og ikke de nødvendigvis de nævnte16).

De indlagte sketches kredser omkring emner som bøssesex i Ørstedsparken, irriterende eller grænseoverskridende samtaler til fester og forestillingen om lesbiskes brug af dildoer. Ting som kan have været ret sjove (og som momentvis er det), men som bare ikke fungerer i OBLS. Programmets opbygning betyder nemlig, at de ironiserende pointer kommer til at være, at bøsser ikke har sex i Ørstedsparken, at bøsser ikke er promiskuøse, og at lesbiske ikke bruger dildoer og så videre.

Normalitetstænkningen og –trangen kammer over i en fornægtelse, der ikke levner plads til de mere underlødige elementer af homoidentiteter og -kultur. Der heller ikke plads til en kritik af heteroseksualiteten, en eventuel kritik der oven i købet i en sketch med Lindhardt og LO-Jensen nærmest sidestilles med heterosexisme – eller racisme for den sags skyld.

I sin iver efter at favne og appellere til alle ender OBLS med at sende de (for de forestillede masser) underlødige elementer unævnt ud i kulden, og man cementerer på den måde forestillingen om, at der noget, der ikke er helt fint i kanten. Det kan godt være at det underlødiges fravær luner nogle for en stund, men vi føler os i hvert fald ikke repræsenteret i forestillingen om den succesrige pastelhomo der tjener kassen, forlover sig med naboens datter og ikke ser på andre i omklædningsrummet. Vi venter spændt på programserien, der undergraver den fordom i stedet for at bruge energien på at berolige pastelfarvehandleren og Faster Assens.

Af Kritiske homoseksuelle licensbetalere